I alle forhold er der op- og nedture. Alt kan være skønt, harmonisk og dejligt og lige pludselig står man i lort til halsen, dirrende af vrede og dyb frustration. Jeg har oplevet det i forhold til Mads. I forhold til ungerne. Mine forældre, søskende, venner, kolleger osv. Og denne gang er der kurrer på tråden mellem mig og min by.

Jeg har tidligere skrevet om Sdr. Vissing i rosende vendinger, bl.a. her og her. Jeg elsker at bo her, jeg har vidunderlige naboer og fantastiske venner og jeg holder mere og mere af vores hjem, vores have og vores liv her i Vestermarken. Men lige nu er der malurt i bægeret og jeg er vred, ked af det og utrolig frustreret. For byen har et problem, som jeg ikke ved hvordan vi skal løse. Jeg kan i hvert fald ikke løse det alene og det kommer til at kræve en ordentlig gang parterapi at få luset ud i rottereden. Sdr. Vissing har fået to kys af mig. Nu kommer kæftebaskeren (som Karl på tre år kalder det).

Eksempel nummer et: Da Mads og jeg lige var flyttet hertil ville vi vise flaget, opføre os som gode medborgere og møde op til fællesspisning og få nogle nye bekendtskaber. Men vi kom tomhændede hjem. De tomme stole ved siden af vores nye byfæller blev smækket op og når vi spurgte om pladserne var ledige fik vi at vide, at man “ventede på nogen”. Jeg har aldrig følt mig så uvelkommen noget sted. Vi endte med at sidde alene for en bordende og der gik ærligt talt årevis før vi fik mod på at forsøge os igen. Da havde vi et barn i pasning hos en lokal dagplejer og det betød, at der var et par kendte ansigter, som nikkede til hilsen. Vi var stadig fremmede fugle og blev helt åbenlyst talt om i stedet for med. Men vi blev trods alt nikket til. Det varmede.

Eksempel nummer to: For kort tid siden var Mads og jeg med til at opstarte en fælles have ved byens Fælleshus. Et sted, hvor børn og voksne kan mødes og lege, snakke, slappe af, drikke kaffe, lave bål, bage snobrød, bytte planter og dyrke en masse grøntsager til fælles afbenyttelse. Da vi ankom den første lørdag blev jeg passet op af en lokal person, som lige ville “vise mig rundt”. Derefter fik jeg en lektion i, hvordan man gebærder sig på de fælles arealer. Påbuddene var mange, nogle har jeg glemt. Men jeg lod mig forstå, at havegrej skal skylles af HVER gang man har brugt det. At man ikke vil tolerere rod i haveskuret. At vi skal fjerne vores affald og skrald efter os. Og at vi skal huske at slukke for vandhanen og ikke bare lade den løbe, når vi går! På et tidspunkt begyndte jeg at miste koncentrationen og begyndte at spekulere på to ting: Kan vedkommende ikke se, at jeg er et voksent menneske? Og hvem i alverden ER denne sure opsynsmand?? Min forundring var så meget desto større, fordi det var vores første dag i haven og vi var end ikke begyndt på arbejdet endnu! Vedkommende var tydeligvis ikke kommet for at deltage i havens fornøjeligheder. I stedet startede vi ud med en stor portion mistillid, formaninger og påbud. Trist.

Eksempel nummer tre: I weekenden var vi endnu en gang i Fælleshaven med vores børn og et par andre familier. Solen skinnede og minsandten om ikke en dejlig lokal dame havde både børn, godt humør, pandekagedej og bålpander med. Vores unger hyggede sig, bålet knitrede, vi fik vandet og sået lidt mere og især snakket med hinanden, mens børnene legede. To af dem havde stor fornøjelse af at tegne med kridt på fliserne foran huset. Tegninger af børn, et rumvæsen og en tegning af et lille hus (hævdede Karl stolt!). Samme aften blev Mads ringet op af en anden borger, som havde været forbi Fælleshaven om eftermiddagen. Vedkommende bad Mads køre om og fjerne kridttegningerne med vandslangen. Mads blev lettere forvirret, men forklarede at tegningerne var lavet med KRIDT. Af BØRN. Og at de ville forsvinde ved første regnbyge. Vand på en gås! De tegninger skulle væk! Nogle af argumenterne lød på, at tegningerne var “på linje med graffiti. Hvad bliver det næste? Maling??” Og at “de” – når de skulle nyde solen og kaffen udenfor – ville føle sig generet af tegningerne. Vores forbløffelse blev til vantro. Og vantroen blev til vrede! Stedet hedder Fælleshuset. Det er bare ikke særlig fælles, især ikke for børn, åbenbart. (Graffiti er i øvrigt hærværk og en bevidst ulovlig handling. Bare til orientering.)

Ovenstående er tre gode grunde til, at Sdr. Vissing på nogle punkter står i stampe. Her er smuk natur, billige huse og søde naboer, ja vist. Men her er også stok-konservativisme, indspisthed, lukkethed, regelrytteri, ordensfacisme og en åbenbart udødelig “Os og dem”-kultur. Vi unge (på 37) må gerne føde nogle børn, købe nogle huse og starte projekter op, så byen ikke dør. Men vi har fandme at rette ind, mens vi gør det! Og vi bliver aldrig en del af fællesskabet. Det er så også et fællesskab jeg har fået mine alvorlige forbehold overfor. Heldigvis kan vi skabe nye fællesskaber med andre unge børnefamilier. Men hvorfor kan vi ikke have et stort by-omfattende fællesskab, ALLE sammen?

I MIN verden tager man imod entreprenante mennesker og deres idéer og tiltag med ufortyndet begejstring. Med åbne arme og med lettelse over, at der findes mennesker med energi, social ansvarsfølelse og lyst til at gøre byen levende. Og med et skuldertræk, hvis idéerne, tiltagene og fremgangsmåderne ikke lige er 100 procent i tråd med ens egne præferencer. Tænk, hvis stolene var blevet trukket ud i stedet for smækket op? Tænk, hvis vi var blevet vist rundt af en begejstret, forventningsfuld og hjælpsom mand, som havde rost vores initiativ og tilbudt sin hjælp? Tænk, hvis byens ældre blev glade for at se børnetegninger på fliserne og glædede sig over, at der stadig findes legende børn i byen? Måske endda ærgret sig over, at regnen ville vaske dem væk? Tænk hvis…

Der brænder en ild i mange af byens unge mennesker. En lyst til en levende by med gensidig accept, åbne sind, fælles projekter, glade børneflokke og et blomstrende fællesskab. Et fællesskab, hvor vi holder sammen og støtter hinanden i stedet for at sladre grimt og tåbeligt over kaffen bag lukkede døre. Men hvis vi ikke bliver stolet på og hvis modstanden, kritikken og fejlfinderiet bliver for meget, så kan den ild slukkes. Så let som at skylle en kridttegning væk…