“Hold da op, du er godt nok modig!”
Jeg møder ofte denne respons, når jeg fortæller folk, at jeg er frivilligt hjemmegående akademiker, som går hjemme med Lasse. Ingen løn, ingen dagpenge, ingenting. Ingen kolleger, ingen chef, ingen møder, ingen frokostpause og et netværk og et CV, som træder vande, mens jeg leger med modellervoks, tager på børnebiblioteket og bager rugbrød.
Derfor kommer forklaringen hér:
Mattis, som pt er 7,5 år gammel, gik i dagpleje fra han var et år gammel til han begyndte i børnehaven som tre-årig. Forløbet var langt fra problemfrit. Vores dagplejemor løb ind i operationer og sygdomsforløb, både personligt og i den nærmeste familie. Pga. kurser, ferie, alm. sygdom med mere løb det til sidst op i, at Mattis i sammenlagt næsten 20 uger havde været andre steder end hos hende. Gæstedagpleje, dispositionsdagpleje, mormor, bedstemor, omsorgsdage hos mig og Mads og så videre. Intentionerne var gode, ingen havde skyld i ulykkerne – men som kunder i en kommunal butik var vi DYBT frustrerede, kede af det og utilfredse. Én morgen vækkede jeg Mattis, som dengang var to år, som satte sig op, tog sutten ud af munden og spurgte: “Hvor skal jeg hen i dag, mor?” En anden morgen sad han lige så stille og græd ned i sine havregryn, fordi han skulle i gæstedagpleje. Heldigvis fik det ende og han var MEGET glad for sin børnehave.
Og så fik vi Karl. Allerede kort efter hans fødsel begyndte vi at tale om vores følelser i forhold til pasning. Dagpleje eller vuggestue? Privat eller kommunal? Stor eller lille? Land eller by? Og hvad med alternativerne? Så sendte DR1 programserien ‘Sådan er det bare’. En række programmer om vores samfundsstrukturer og om den måde som eksempelvis daginstitutioner og plejehjem er helt selvfølgelige elementer i vores liv. Vi så programmet om børn i daginstitutioner og fik endnu mere at snakke om! Og langsomt tog idéen form…. Kunne vi virkelig? Havde vi råd? Havde vi lyst? Havde JEG lyst?? Vi kiggede på bankbøgerne, vi kiggede på kontoudtogene, vi kiggede på hinanden og vi kiggede på drengene. Og så begyndte vi at lufte tanken for vores familier – og blev mødt med alt fra “Ja, gør det da!!” til “Jamen, det kan man jo ikke… Selvfølgelig skal du på arbejde og børnene skal ud og passes. Sådan er det jo bare…” Og det blev tungen på vægtskålen. I april 2015 fik jeg mine sidste penge fra min seneste arbejdsplads og siden har jeg ingen indkomst haft.
Det er vigtigt for mig at understrege, at vi har valgt denne løsning, fordi den fungerer for OS. Jeg er glad, børnene er glade og Mads er glad. Vi har gemyt til det her, jeg keder mig ikke, føler mig ikke frustreret, fagligt lammet, umyndiggjort eller usynlig. Men det er ikke for alle og hvis valget ikke er motiveret af lyst, så er det nok dømt til at gå galt.
Jeg hader ikke pasningsordninger, dagplejere, vuggestuer og børnehaver. Jeg synes ikke at familier, hvor begge forældre arbejder, er dysfunktionelle og forkerte. Men jeg synes at dette her er det rigtigste for os.
Og nej, jeg er ikke særlig modig. Men jeg er mere bange for IKKE at være nok sammen med mine børn, mens de er små, end jeg er for ikke at have et arbejde i et stykke tid.
Strandglæde ved vestkysten i juli 2015