Du er dig. Og du dur… 4


Der er meget få ting i verden, som jeg synes er virkelig vigtige. Mine børn er vigtige. Mads og resten af min familie er vigtige. Miljøet er vigtigt. Bland-selv-slik er også vigtigt… Og så synes jeg det er vigtigt at være et ordentligt menneske. Være høflig, venlig, generøs og overbærende. Og ikke sige eller skrive ting, som får andre mennesker til at føle sig forkerte.

Derfor har jeg udviklet et fobi-lignende had til livsstilsbøger, blogs, dameblade og andet ragelse frembragt af “eksperter”, som altid har alle svarene på alting. Og svaret er fandme aldrig, at jeg bare skal blive ved med at gøre som jeg gør! Nogle gange virker det som om hver anden borger i Danmark er ernæringsekspert, personlig træner, yogalærer, coach eller terapeut, så alle os andre slapsvanse kunne mandsopdækkes én til én. Og larmen fra alle de “kloge” er så øredøvende, at den er svær at undslippe. For noget tid siden læste jeg en fantastisk kronik i Information (find den her), som på skræmmende vis forklarer, hvordan man som spiseforstyrret konstant bliver bekræftet af medierne i, at man har fat i det helt rigtige! Ud med de tre hvide djævle; hvedemel, mælk og sukker. Ud med kaffe, vin og snolder. Ind med blendet grønkål, faste og chiafrø. Man er dygtig, hvis man siger nej til nybagte kanelsnegle, man er slem, hvis man siger ja… Man synder med pizza og betaler aflad bagefter ved at drikke underlige grønne juicer og smoothies med alger, pulvere og svinedyre olier i.

Og jo mere velstillet, ressourcestærk og veluddannet man er, jo større håne-ret lader det til at man har. Men marginalerne er i virkeligheden bittesmå, eksempelvis fra sund mad til økologisk sund mad, fra vegetar til veganer, fra hverdagsmotionist til fitness-freak. Hvis vi sammenligner os med mennesker i et udviklingsland, hvor man måske mestendels spiser produkter af majs eller ris, så virker det nærmest komisk at vi i Danmark pt. har en ophedet debat om noget så specifikt som kosttilskud! Jeg tror det er tilværelsens ulidelige lethed, der spøger. Hvis man lever i en verden uden skarpe hjørner og mørke afkroge, så har man pludselig enormt meget tid til at filosofere over, hvorvidt man burde spise fiskeolie eller ej. Om man vil bære i slynge eller bæresele. Eller ikke bære overhovedet. Forleden var jeg på tur i blogland og stødte på en såkaldt neo-hippie, som åbenbart også er slynge-guru. I hvert fald fik en stor del af danske forældre et kollektivt drag over nakken med ordene: “Hold dig derfor langt væk fra Baby Björn!”. Hm. Den er ellers udviklet af specialister i børn og ergonomi, men den er åbenbart en invaliderende dødsfælde. Så meget desto mere mystificerende er det, at mine børn har nydt at hænge i den  – også udadvendt (gys!) – og de fungerer fremragende motorisk. Så enten er mine børn helt ganske særligt fantastiske eller også er her en dame med sans for overdramatisering. Eller som det hedder i dag; shaming. Skam dig! Over din Baby Björn, dit sukkerspiseri, din slappe mås og din iPad, som du giver ungerne, når du er så træt at du har blodsmag i munden.

Og nu vi er ved min træthed, så vil jeg lige dementere et andet postulat, som jeg har testet i praksis. Jeg blev ikke helt vildt vågen, kæk og energisk af at drikke blendet grønkål og avocado. Eneste bivirkning var, at jeg fik meget nemt ved at komme på toilettet og derved fik løst et ikke eksisterende problem. Og ærligt talt, så smager blendet grønkål af prut og hæk-afklip og avocadoen gør oveni købet smoothien levret på en virkelig vammel måde… Jeg foretrækker grønlangkål og guacamole i stedet.

Jeg forstår ikke, hvorfor en radikal ændring i det enkelte menneskes liv ofte udmønter sig i et CVR-nummer, en lækker hjemmeside og en karriere i at fortælle andre, at de også burde se lyset og lave sig selv om. Hvorfor kan man ikke bare være helt vildt med at meditere, lave cross fit eller spise rå mad UDEN at det skal blive en livsmission at få mig til at gøre lige sådan? Selvhjælps- og slankebranchen har kronede dage, bøgerne vælter ud af forlagene og der er åbenbart (stadig) masser af penge i at prikke til folks dårlige samvittighed, deres skam og tvivl. Jeg afskyr det. Jeg vil ikke laves om. Jeg kender ikke en eneste asketisk sukkerfornægter, som jeg gad spise brunch hos. James Price, derimod… Eller Camilla Plum!!

Hvis jeg nogensinde tager Rikke på ordet og skriver en bog, så bliver det med stor sandsynlighed en livsstilsbog med titlen “Du er dig. Og du dur…” Med undertitlen “Om at gå gennem livet med hængerøv og højt humør.” Med udførlige vejledninger i absolut ingenting og et entydigt fokus på at droppe samvittighedskvalerne en gang for alle. Jeg forestiller mig et startoplag på en 10-12 stykker. Skal jeg skrive dig op?


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 thoughts on “Du er dig. Og du dur…

  • Berit Steffensen

    Oh JA 😁 Skriv mig op 👍🏼. Du får løftet mit humør og jeg føler at du taler ( altså skriver ) direkte til mig – eller i hvert fald til mit ❤️. Jeg vil læse mer -helt nede på jorden skriv- og køber 100 % din bog
    Stort knus fra Berit