Tilbage i min tid i Aarhus var jeg flittig gæst på svømmestadion på Ingerslevs Boulevard. Yes; medalje til mig! Svømning er fremragende og meditativ (kedelig) motion, det kræver sygt mange kalorier og man oplever det privilegium at bade sammen med et bredt udsnit af de aarhusianske kvinder, hvilket er anbefalelsesværdigt. Det er en gave at få serveret en sund dosis krops-realisme, mens man skyller shampoo ud. Bedst som man tror at resten af verden er marcipanfarvet hud, stramme baller og klippefaste bryster, så får man garderobe ved siden af en mor til tre, en pensionist og en radmager teenager. Der stod vi så; en blandet landhandel af strækmærker, appelsinhud, pigmentpletter, operations-ar, topmaver og meget varierende bryst-længder. Jeg følte mig helt hjemme i dette nøgne søsterfællesskab af forskellighed. Men. Der var én ting jeg havde for mig selv. Noget som både teenageren og pensionisten åbenbart havde fundet grimt, unødvendigt, upraktisk eller umoderne. Jeg er vokset op blandt 68’ere ude på landet og jeg troede at voksne mennesker havde kønsbehåring. Tilbage i garderoben stod jeg og sendte stjålne blikke til de hårløse damer og konstaterede, at her var en trend, jeg ikke havde opsnappet. Aldrig så snart var håndklædet pakket, før jeg tog den i fugleflugt til den nærmeste Matas og hjem på Ringgaden med en pakke Veet. Det er heldigvis lang tid siden. Veet er skabt i helvede. Det lugter rædsomt og syntetisk, det svier, man skal døje med vedligehold, indgroede hår, kløe, stubbe og det faktum, at man ligner en pervers anakronisme.

I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.