Du behøver ikke nå det hele.


Eller for at citere originalen: “We don’t have to do it all.”

Jeg er ikke fan af internet-floskler. De der udsagn fra Instagram og Pinterest, som folk får tatoveret i nakken og som Sinnerup trykker på store lærreder, som man kan hænge op i entréen eller soveværelset og derefter totalt glemme at efterleve. Hvor mange mon efterlever “Kindness is free. Sprinkle that shit everywhere.” i det daglige? Hvor mange “Live, love, laugh”-typer kender du? “Be the change you wish to see in the world”. “Carpe Diem”. “Sigt efter månen. Selv hvis du ikke rammer, lander du mellem stjernerne!” Det er sgu lidt noget vrøvl. Bevares, jeg vil gerne sprede al den venlighed jeg orker, men jeg gider altså ikke carpe diem hver dag. Nogle gange skal lortet bare landes uden at nogen brækker noget, skændes alt for meget eller går hjemmefra.

Men tilbage til indledningen. Da jeg læste det første gang på Pinterest, funderede jeg længe over det. Spekulerede over hvad “det hele” egentlig er og hvad det betyder, hvis vi ikke behøver at nå det hele på én gang: Arbejde, børn, familie, venner, motion, have, bøger, middagsaftaler, networking, bagning, hjemmelavet mad, værtindegaver, sex, politik, biograffilm, trivselsråd, skønne nyplantede krukker i gårdhaven og nyskurede klinker i badeværelset. “Det hele” er ikke så lidt! Og siden da har udtrykket fulgt mig og jeg tænker på det i situationer, hvor jeg bliver frustreret over ikke at nå noget som helst. Det er blevet et beroligende mantra mere end en egentlig leveregel, for i nogle perioder af livet går tingene stærkt, man griber chancer, har succeser og præsterer at jonglere alle aspekter af tilværelsen på sammen tid og med nogenlunde succes. Og det føles skønt og bør nydes, for det er også sindssygt krævende – og midlertidigt. På andre tidspunkter i livet er man tilfreds, hvis man har fået vasket hår for nylig og ens børn ikke begynder at vise tegn på skørbug pga. alt det toastbrød de æder… Og det er OKAY. Man skal ikke begynde at undskylde for pizzabakkerne. De er en del af livet. I hvert fald hos os, selvom vi har stenovn i køkkenet.

Vores temmelig usædvanlige valg i forhold til min aktuelle situation som hjemmegående har selvfølgelig givet anledning til overvejelser om livet både før, men i særdeleshed efter – for hvad skal der så ske?! HVAD skal jeg? Hvad skal jeg arbejde med? Hvem vil have mig? Hvor skal jeg hen? Hvad kan jeg bruges til? I snart seks år har jeg vidst præcis hvad mine dage skulle bruges til, men vi er ved begyndelsen på enden af dén fase i familiens liv og af og til titter rådvildheden frem.

Jeg har aldrig været karrieremenneske, bliver det nok heller aldrig. Men det er okay. Jeg behøver ikke nå det hele. Og når jeg begynder at arbejde (en skønne dag!), så svinder det nok lidt i hjemmebaget, biblioteksturene og de tidlige afhentninger af børnene. Det er også okay. Jeg behøver ikke nå det hele. Da jeg arbejdede følte jeg nogle gange at jeg skulle arbejde som om jeg ikke havde børn og samtidig passe børn, som om jeg ikke havde noget arbejde…. Resultatet blev, at jeg havde det elendigt og følte at jeg ikke rigtig slog til nogen steder. Jeg øver mig i at acceptere at jeg præsterer bedst, hvis jeg ikke forsøger at nå det hele. Jeg bliver stresset af det, føler mig utilstrækkelig og drukner frustrationerne i Toms Skildpadder og dårligt TV.

Jeg spekulerer meget over, hvor jeg mon skal “trimme”, for at skabe balance i et nyt liv, hvor jeg kombinerer arbejde med familieliv og tre børn. Motion? Søvn? Hjemmelavet mad? Vasketøj? Bøger?? Jeg ved det ikke endnu og svaret kommer nok først, når mit arbejdsliv begynder igen og vi skal have hverdagen til at fungere.

Til den tid hænger jeg mantraet op i en ramme over døren, som vi går ud af hver morgen. Som en venlig påmindelse om, at tid er en dyrebar ressource. Om at skelne mellem hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. Og om aldrig at frygte ikke at nå det hele. “Noget” er nok. Jeg er nok.

 

Pin It

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *