38 års fornemt forfald 1


Jeg har en forkærlighed for kvashegn. Jeg synes de har en stor ynde og tiltrækningskraft og hvis man accepterer den animistiske vinkel et øjeblik, så vil jeg mene, at de også har stor personlighed. Et kvashegn er ret beset bare en bunke haveaffald holdt sammen af stolper eller pæle banket ned i jorden med en meters mellemrum. Men vores kvashegn, for sådan et ville jeg have hurtigst muligt, da vi købte Johannesminde, er også en del af vores historie. Af hindbærgrene, juletræer, bøgehæk og uendelig mængder ahorn. Gråt, fyldigt, bastant, æstetisk og myldrende fyldt med liv og død og jeg elsker det. Jeg har nemlig også en stor forkærlighed for forfald.

For to dage siden fyldte jeg 38 år. Godt på vej mod midten af tilværelsen, sådan statistisk set. Der er masser af ting jeg gerne vil og kan nå endnu, der er også ting jeg har accepteret aldrig kommer til at ske. Hvis jeg skal have en karriere på scenen, lave en ph.D. eller have flere one-night-stands, så må det blive i mit næste liv, hvor jeg i øvrigt også planlægger fyldige øjenvipper, slanke ben og en tårnhøj hvileforbrænding. Men for nu, så er jeg nået til et sted, hvor tiden og ikke mindst tyngdekraften har fundet grovfilen frem og lægger an til at give mig kam til mit hår. Nu bliver kunsten at betragte mit eget forfald med samme kærlige blik, som jeg skænker mit elskede kvashegn.

Den trofaste læser vil vide, at jeg ikke holder særlige meget af det perfekte og lydefri. Jeg er eksempelvis ikke meget for mediernes overstrømmende begejstring for stjerner, som holder sig helt grotesk godt. Jeg kan sagtens se at både Halle Berry, Jennifer Lopez og Eva Longoria stadig ligner nogen på 25, selvom de er hhv. 51, 48 og 42. Men jeg synes egentlig ikke det er nogen bedrift i sig selv og helt almindelige mennesker får knald i låget og mindreværdskomplekser, hvis de sammenligner deres egen mås med en Hollywood-mås. Sarah Jessica Parker blev engang spurgt af en journalist, hvordan i alverden hun holdt sig så fantastisk godt. Og svaret slog hovedet på sømmet.  Nemlig det, at for celebre personer er rynkefrihed, smukke lår og hvide tænder ikke en gave, et held eller et tilfælde. Det er benhårdt arbejde at se sådan ud, man har personale til at hjælpe sig og det koster en formue. Det tror da fanden, at Jennifer Lopez’ røv bliver holdt fin og struttende. Den er jo en industri, som brødføder rigtig mange mennesker, så hvis den bliver slap og almindelig, så er hun, ja, på røven…

Jeg så for nylig et tweet, hvor der stod “Jeg ville ønske at jeg igen havde den krop, som jeg havde som 22-årig og som jeg mente var ALT for tyk og grim!” Og jeg genkendte mig selv i det. Som 22-årig brugte jeg betydelige mængder tid på at straffe min egen krop, sulte den, skælde den ud, tale grimt til den og gemme den væk. Til trods for at fotos fra dengang fortæller mig, at den var slank og fast, uden rynker, strækmærker, åreknuder og appelsinhud. Og hvis jeg fik buddet, så tog jeg dén krop tilbage på et splitsekund. Så ville jeg være stolt af den, snakke pænt om den, gå i korte shorts og stramme kjoler og ligge på stranden uden at suge maven ind.

Min krop har hørt på megen fordømmelse fra mig i årenes løb. Måske er det tid til at sadle om? Den har jo gjort det godt! Båret mig rundt i 38 år, aldrig fejlet noget særligt, hoppet, danset og fordrejet hovedet på adskillige vidunderlige mandfolk. Fastholdt den allerbedste af dem alle sammen i snart ti år. Og sidenhen 3D-printet tre små kopier, som gør vores liv til en lykke. “It takes life to live life”, plejer min far at sige i en let omformulering af Edgar Lee Masters. Og mit liv har været et sammensurium af fest og farver, spinatsmoothies og drukture, Nupo-diæter og ædegilder, fitness-galskab og doven lediggang og på det seneste graviditeter og fødsler og deraf følgende yoyo-vægt. Det er kun ret og rimeligt at det kan ses! Og ved eftertanke, så er det faktisk altid kvinder med kant jeg fascineres af. Tilda Swinton, Isabella Rossellini, Lena Dunham, Björk… Kvinder som har forfinet kunsten at være lidt udenfor nummer. Unikke, mærkelige og svære at sætte i bås. Jeg synes de er langt mere interessante end hud uden rynker, baller uden tyngde og klæder uden karakter.

Så her til sidst; hyldesten til mit eget fornemme forfald. Til rynkerne i panden, som Karl forgæves prøver at glatte ud med sine bløde fingre. Til åreknuden på højre læg, som Mattis kalder “rynkerne” og som han fascineret stryger over med frydefuld gysen. Til de stadig flere grå hår, som langsomt men målrettet har vundet kampen over pincetten. Og til topmaven, barmen og bagdelen, lårene og de runde overarme, som på magisk vis kan få Mads til at glemme alt om både byggeprojekter, Champions League-finaler og nyåbnede dåseøl.

Tillykke til min krop med 38 års fornemt, frydefuldt og forventeligt forfald. Må de næste 38 år blive ligeså fyldt med skæg og spas, skrammer og slitage. Og lad os håbe at det kan ses. Så ender jeg som den smukkeste bunke kvas man kan tænke sig…


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

One thought on “38 års fornemt forfald

  • Signe

    Hvor er det bare godt skrevet, og rammer mig 100%. Jeg fylder selv 38 i morgen, og kan efter 3 fødsler også se kvashegnet forme sig for øjnene af mig. Men jeg er heldigvis også kommet til den erkendelse, at fra nu af bliver det aldrig bedre, og jeg vil nødigt som 80årig ærgre mig over, at jeg ikke elskede min krop, som den ser ud hér 37,99 inde i livet – så jeg er med dig i et frydefuldt og forunderligt forfald 🙂
    Kærlige tanker fra én med en almindelig røv og smilerynker