Grønt køkken – det daglige kød?


Kvægavler-datteren lægger ud med en indrømmelse; jeg lever efterhånden overvejende vegetarisk. Det gælder ikke resten af husholdningen. Forleden sad Karl og snøftede ned i sin tortilla og anede ikke sine levende råd, fordi fyldet bestod af salat, tomater og agurk fra haven, hjemmedrejet urtedip – og GRØNTSAGSfrikadeller. Mads og Mattis spiste som tærskeværk og syntes vege-dellerne var gode, men Karl var i knibe… Til sidst besluttede han sig for at nøjes med salat, tomat og agurk og gavmilde mængder burgerdressing, hvorefter han spiste to wraps med velbehag. Og en vis portion stolthed! For jeg forklarede ham, at et eller andet sted i en stald var der en gris, som dansede en lille happy dance, fordi den ikke blev spist! Og ja, det er løgn. Vi har ikke skånet en gris, som danser! Men pointen er god nok. Der er masser af gode grunde til at spise mere grønt og mindre kød. Sundhed, klima og dyrevelfærd er de tre vigtigste og hvis jeg kan illustrere det for ungerne ved at fremmane billedet af en glad gris, som overlevede dagen, så er det fint for mig.

Hvis man gerne vil følge i Karls fodspor og spise mere klimavenligt, dyrevenligt og krops-venligt, så kommer man ikke udenom at gå udenom køledisken med kød lidt oftere. Og vegetarmad behøver jo ikke være seitan, bønnebøffer og dhal krydret med noget masala-væsen, man ikke kan finde i Rema1000 i Brædstrup. Vegetaraftensmad er jo også tomatsuppe, risengrød, pita, pizza og pastaretter med grøntsager og hundredvis af andre lækre forslag, som internettet vrimler med. Det er som regel nemt at lave, blandt andet fordi der ikke er kødhåndtering indblandet. Der skal ikke tøs noget op, man skal ikke være så hys med håndhygiejnen og man er ude over alt bøvlet med ben, sener, fedt, gennemstegt eller ej, skoldning af skærebrætter osv. En af mine absolutte favoritter er denne alt-i-en-gryde mexikanske vidunderlighed, som mageligt kan skovles ind fra skål, men som også gør sig vanvittig godt som fyld i en tortilla. Mmmm. Eller lav nem, billig og lækker minestrone! Ostebrød til og alt er godt.

Her i huset spiser vi vegetarisk aftensmad mindst en gang om ugen og meget gerne mere. Det er stadig med småbitte skridt, for den danske madkultur er i høj grad kødet i centrum og grøntsagerne som tilbehør eller pynt. Der skal tilvænning til og det tager tid! Men hvis man lige svinger sig op i et større perspektiv for en stund, så skal vi også til at vænne os til tørke, smeltede poler, skybrud, luftforurening og Thomas Buttenschøn på Ramasjang, så i virkeligheden er bønnebøffen ikke sådan rigtig synd for os! Tværtimod. Den smager virkelig godt i en burgerbolle med alt tilbehøret. I dare you!

Og så er der vores pålægsboks…. Madpakker, frokoster, sandwich osv. er bare ikke det samme uden spegepølse, hamburgerryg og kyllingepålæg. Det hele kan heldigvis fås økologisk og hvis man vil være ekstra cool, så kigger man vegetarerne og veganerne over skuldrene og prøver nogle af deres pålæg. Jeg er vild med “spreads“, eksempelvis fra Urtekram og så har jeg lige prøvesmagt et vegetarisk pålægs-alternativ lavet på æggehvider, der til forveksling ligner og smager som kyllingepålæg med paprika! Jeg forsøger at indføre mere fiskepålæg, flere tomat-, kartoffel- og æggemadder, men vanens magt er stor og det er en proces, der tager tid. Gode forslag til herlige madder uden dødt svin på modtages gerne!

Hitlisten:

– Økologisk spegepølse fra Aalbæk Specialiteter. Uundværlig i vores husholdning, især til madpakker, frokost og på pizza hver fredag!

– Lidt, men godt. Vi spiser mindre og mindre kød, til gengæld er kvaliteten høj! Tak far.

– Selvforsyning! Køkkenhaven, drivhuset og hønsegården. Nogle gange vores redning ud af det blå, når nogen har været for længe på Instagram og glemt alt om foder til tropperne. Æggemadder, omeletter og grøntsager til salater, supper, ovnretter. Og det føles helt utrolig godt at spise familien af med hjemmedyrket, hjemmelavet økologisk vegetarmad! Jeg fatter ikke, hvor Danmarks Radio bliver af…

Plads til forbedring:

– Snackpølser i børnenes madpakker. Hver dag. Året rundt. Dyre, underlødige og fyldt med salt, tilsætningsstoffer og jammerlige ingredienser. Jeg har forsøgt med snackpølser fra Hanegal. No f…ing way. De kommer direkte retur i madpakken.

– PØLSER. Jeg kunne servere pølser de fleste af ugens dage her i huset og ingen af de andre ville brokke sig et sekund. Mads har produceret pølser selv. Gode, men lettere avantgarde og ikke specielt egnede til pølsehorn. Eller børn. Pølser kan naturligvis fås økologisk, de er herredyre og det bør de også være. Så kompromiset bliver nok pølser lidt sjældnere, men af bedre kvalitet. Veganer-pølser har jeg ikke prøvet endnu. Er de mon lavet på ægte veganere!?

– Bacon… Come on.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *