George

Lykkelig? Ellers tak!


Lykkebobler. Lykkerus. Et lykkeligt liv. Et lykkeligt ægteskab. Hvor er lykken? Har du den? Hvordan får jeg den? Hvordan føles den? Hvor blev den af?
Det lyder måske lidt trist og knarvornt, men jeg giver ikke meget for jagten på lykken. Utopien om, at hvis man har valgt den rigtige partner, det rigtige job, den rigtige bolig, den rigtige krop, de rigtige gener, den rigtige coach og ALDRIG giver sine børn Matadormix, så kan man leve et liv fyldt med lykkebobler. Og i jagten på lykkeboblerne flyver ægtefæller, venner, dåbsnavne og fødevarer om ørerne på én, for der var engang en kvinde i Alt for Damerne, der byttede hvedebrød  ud med palæobrød og tog navneforandring til Zjeanne og så forsvandt hendes sclerose!
Jeg tror ikke på det…. Jeg tror på tilfredshed. Fornøjelse. Glæde. Begejstring. Men jeg har ikke noget til overs for lykkebegrebet, fordi jeg synes at ordet er blevet en svøbe og et åg, fremfor en moderat doseret vidunderlighed i vores liv. Jeg tænker at vi har misforstået noget, hvis vi tror at man skal være lykkelig hele tiden! Det er måske nærmere meningen, at det skal ske meget meget sjældent. Resten af tiden er det fint at være glad, tilfreds eller bare mellemfornøjet. Du er ikke et skvat, en taber eller en fortabt stakkel, fastfrosset i hamsterhjulet, fordi du endnu ikke har sagt dit udmærkede job op og startet en bæredygtig holistisk krystalsmykkevirksomhed. Problemet med den type livsomvæltninger er som oftest også, at folk lige smider en coach-uddannelse oveni hatten, så de kan belære dig og mig om, hvordan vi også bliver helt glutenfri og lykkelige. Og dér må jeg indvende, at hvis lykken indebærer at sige farvel til fødselsdagsboller med tandsmør, så er det sgu en lykke jeg gerne er foruden.

Det kan selvfølgelig også være, at det er min definition af lykke, som er forkert? Jeg synes bare, at lykke er et meget stort ord. Sådan noget med at tude og grine på samme tid! Lidt ligesom hvis man lige havde født sit ønskebarn og George Clooney var fødselshjælperen og barselsgaven var en enhjørning og nogle virkelig flotte ben og man blev syet bagefter med guldtråd af engle HELT uden smerte…. I Femina kunne man for nylig læse om to damer, som er blevet lykkelige, fordi de har skiftet job. Det synes jeg lyder mærkeligt! Har de ikke nærmere været jammerligt trætte af deres tidligere job og nu er de bare glade? Lykkelige, ligefrem? Hvad er man så, hvis ens barn overlever et voldsomt biluheld? Hvis en besværlig fødsel ender godt? Hvis man endelig bliver gift med den man elsker allermest?

Jeg synes at lykkedebatten bærer tydelige tegn på sproglig overdimensionering og ødselhed. Som om lykke er noget vi alle sammen burde føle en hel masse af, hele tiden. Men lykkejagten forekommer mig at være anstrengende, plat, navlepillende og forgæves. Matadormix er til gengæld ægte! Ligesom tilfredshed, glæde, gode fødsler og George Clooney. Og champagnebobler. De er ægte! Og meget billigere end en ny aura. Skål.

Pin It

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *