001

Verden venter, ønskebarn!


I dag er Karl begyndt i børnehave. Tre år som hjemmepasset barn er slut og han skal begynde i Himmelblå og være Stjernebarn på Stjernestuen. Der er købt ny madkasse, drikkedunk, regntøj og nye støvler, der er kommet skilt op på hans rum og vi har læst velkomstfolder og forberedt os så godt som muligt. Men mit moderhjerte bløder alligevel lidt…

Vi kan godt mærke, at det er det rigtige for ham. Han er stor og energisk, han snakker som et vandfald, er fysisk stærk, har humor, elsker skæg og ballade og har et højt energiniveau. Han trænger til luftforandring, til nye udfordringer, til andre rammer og regler, til andre voksne end mig og til nogen at lege med! Og alligevel skulle jeg tage en dyb indånding, da jeg gav ham knus og kys i morges og sendte ham ud af døren med Mads og Mattis. Pludselig så han frygtelig lille ud.

I vores lille familieunivers er det en stor ting at Karl skal passes af andre end mig, mormor eller bedstemor. Han har aldrig kendt andet og hele hans hverdag ændrer sig nu. Jeg er voksen og kan være rationel, trække på skuldrene og tænke, at det er et fantastisk sted han skal være. Men Karl er knapt tre år og han er i høj grad styret af sine følelser. Og han har flere gange gjort os opmærksomme på, at han ikke er specielt vild med tanken om at skulle i børnehave… “Mads, hvis du ikke er der, så kan mor bare være der!”. “Nej Karl, for mor skal jo passe Lasse…” “Jamen, hvis I ikke er ved mig, så bliver jeg jo ked af det!” Tjaa…

Det har hele tiden været planen at Karl skulle i børnehave nu. Der er intet, der taler imod det. Og fordelen er, at han kender huset og personalet ud og ind. Han er kommet i Børnehuset Himmelblå i årevis og der er ikke den kringelkrog, han ikke kender. Så det er hverken rammerne eller ansigterne, der er udfordringen. Det er ændringen af hverdagens rutine. Karls lille liv skal lægges i nye folder og han skal vænne sig til “new normal”.

Og verden venter på ham. Fuld af perleplader, puslespil, legekammerater, bilbaner, madpakker og ture i gymnastiksalen, på legepladsen og i skoven. Så vi smiler opmuntrende og krammer hinanden en ekstra gang. I det store spil er det knapt nok en krusning i overfladen. Det skal nok gå! Og om lidt kommer han hjem fra sit livs første dag som institutionsbarn. Og han skal krammes og kysses og roses. Og have en is! Ønskebarnet.

Pin It

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *