img_3647

Længe leve de vilde drenge! 4


Kender du en vild dreng? Sådan en, der råber højt og kommer til at vælte ting, som tumler rundt og har uudtømmelige mængder ustyrligt krudt bagi? En dreng, som kan bruge en hel dag i en swimmingpool med at svømme, dykke, springe og lege, til han om aftenen klasker sammen som en karklud efter at have spist som en hest. En dreng, som piller tapet af for at se, hvad der er bagved, som kan bruge timer ved stranden med at kyle sten længst muligt ud i vandet, og som kommer ud fra et puderum, helt rødkindet, glad og svedig under undertrøjen.

Sådan en dreng kender vi sikkert alle sammen. Nogle gange er det et festfyrværkeri, en lykke og en fornøjelse, og nogle gange er det ALT for meget. For larmende, for irriterende, for forstyrrende. Alle velfungerende fællesskaber er afhængige af, at vi er nogenlunde enige om de sociale spilleregler, og alt for meget brøleri, flimsen omkring og kasten med ting er sindssygt trættende i længden.

Alligevel er dette en hyldest til de vilde drenge (og JA, der findes også vilde piger, og de skal også hyldes, bare ikke lige af mig lige nu….). I Jesper Juuls nye bog “Aggression – en del af livet” fortæller han, at man nogle steder i Europa arbejder med en hjemmestrikket diagnose. Man beskriver visse drenge (95 % af de børn, det handler om, er drenge) som havende et “aggressionsproblem”. Jesper Juul finder ud af, at drengene, som har dette “problem”, har nogle fælles træk. De er meget aktive. De råber og taler højt. De har svært ved at sidde stille. De blive vrede og frustrerede, råber og skubber, hvis de skal holde sig i ro i længere tid. Da Juul spørger ind til, hvem det er et problem for – og om man har talt med drengene om, HVORFOR de reagerer, som de gør, bliver han kigget mærkeligt og hovedrystende på. Man lader ham forstå, at drengene ikke kan indgå på en acceptabel måde i et roligt fællesskab, og derfor har de et problem.

Juuls konklusion ender med at være denne: Det er ikke drengene, som har et problem. Det er os voksne. Vi bryder os ikke om støj, vi bryder os ikke om snavs, og vi bryder os ikke om at blive råbt ind i hovedet. Men tænk nu, hvis ungen forsøger at fortælle os noget?! Vi forlanger noget af barnet, som barnet ikke er i stand til at levere, som er imod barnets natur. Det svarer til at holde en væddeløbshest bundet altid eller at proppe en slædehund ind i et lille bur. Værsgo’, sid dér uden at gø og bide i lænken! Som om….

Jeg er selv mor til tre drenge, og selvom vi indtil videre er lykkedes rimelig godt med opdragelsen, så er der også tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg havde en slæde, jeg kunne spænde Mattis og Karl for og råbe “mush!”. Støjniveauet kan nå sundhedsskadelige højder i vores lille hjem. Og de sidste mange aftener har drengene spist aftensmad i undertøj, fordi de har samlet alle husets dyner og puder på en stor madras i stuen og leget tumleleg, så sveden perler af dem. Ikke engang en tur i svømmehallen har samme søvndyssende effekt som tidligere… Jeg ville ønske at mine sofapuder ikke var flade og skæve og skred i sømmene, fordi de bliver brugt som våben. Men jeg har vilde drenge. Jeg ville ønske, at jeg kunne have noget nips stående fremme, som ikke var købt i Tiger. Men jeg har vilde drenge. Mads er ved at tømme vores stald, så vi – med tiden – kan lave børneværelser derovre. Men først laver vi multi-hal med fald-underlag, ribbe, puder, klatrenet, tumlemadras osv. For vi har vilde drenge. Heldigvis.

Boys will be boys. Mine vil gerne lave perleplader, tegne, bage, pynte til jul og hjælpe med at støvsuge. For en stund…. Og så må Mads have dem med i stalden og bygge en trænings-kriger af træ, som man kan tæve med et sværd, smide sten efter og hakke i med en økse. Jesper Juul siger, at aggression er en naturlig del af livet, og hvis man kender en dreng (og en mand), så ved man at behovet for at brøle højt, blive beskidt, få næseblod og splitte noget ad ligger dybt i dem, som en dyrisk rumlen fra stenalderen. Det kan godt være, at vi befinder os i iPad-æraen, men det vil vores stenalderhjerne skide på. Den vildeste jæger får det største bytte med hjem (og den lækreste kone). Man kan godt tage manden ud af stenalderen, men stenalder-impulserne indeni ham, de bliver, hvor de er!

Jeg øver mig i at se mine drenges aggressioner som noget positivt og ufarligt, som et tegn på at ventilen skal løsnes. De skal have noget afløb, og det er vores opgave at hjælpe dem og stille det til rådighed. Bruge det konstruktivt og “spænde dem for hundeslæden”. Finde en lort de kan stikke en pind i eller noget de må brække i stykker og brænde. På den måde accepterer vi hele barnet i stedet for at fortælle ham, at hans følelser og behov er forkerte. Hvis vi begår den fejl, tror jeg desværre, vi gør større skade end gavn.

Så hvis du kender en vild dreng, så pris dig lykkelig, tag en dyb indånding, tag ørepropper i og find ham et mudderhul.

Pin It

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

4 thoughts on “Længe leve de vilde drenge!

  • Fru B

    Jeg er så enig med dig, men hvor er det bare hårdt – for der er ikke plads til ham i systemet. Det gør ondt på lærer, ham og forældrene. Ville ønske at der var flere øjne som dine i systemet 😀

    • Johanne Post author

      Hej Fru B. Tak for læsning og kommentar! Du har ret. Det ville være skønt hvis systemet havde en større følsomhed og bedre muligheder for at håndtere, hvor forskellige børn faktisk er! Det er ikke en let opgave, men håbet er lysegrønt og jeg tror engagerede forældre er et vigtigt skridt på vejen. Vi må tale på børnenes vegne 🙂

  • Maj-Britt

    Tak, for denne skønne artikel.
    Som mor til en kærlig og følsom dreng med ild i bagdelen og en hjerne, der kører i højfart det meste af tiden, er det så dejligt, når der er nogen, der siger noget positivt om de her skønne, men udfordrende drenge.
    Ja, jeg vælger at sætte det positive i fokus først, da der er en tendens til at se på de her drenge med negative briller.
    Skøn idé med et rum hvor de bare kan slå sig helt løs ❤

    • Johanne Post author

      Hej Maj-Britt. Tak fordi du kiggede forbi og tak for din ros! De positive briller kan virke en anelse tunge, når man er træt og ørerne trænger til hvile – men det er SÅ nødvendigt at fastholde tanken om, at de vilde børn ikke er forkerte. De befinder sig bare i nogle rammer, som er indrettet til et fællesskab som er baseret på at alle er lige gode til at sidde stille, lytte og fokusere. Og det er vist ønsketænkning 😉 Så tillykke med din skønne vilde dreng. Vores fremtid er i hans hænder og hurra for det!