Hverdagen har indfundet sig. Det er seks uger siden jeg lå nede i Mads’ seng og fødte ham endnu en “mini Me” til samlingen. Endnu en lille arbejdsgiver, som holder sig nogle rærlige arbejdstider, skal jeg hilse at sige… Med mindre man er ualmindeligt god til at håndtere kinesisk søvntortur, så er spædbørn altså en betragtelig tur i vridemaskinen. Det er som om Lasse kan mærke, hvornår jeg er HELT væk, allerlængst nede i søvnen, hvor man virkelig tror på at ens mor er Hillary Clinton, som slår en i hovedet med en død hare, fordi man har glemt replikkerne til “Købmanden fra Venedig”.

Nu er det bare blevet hverdag. Jeg ved, at jeg skal amme tre-fire gange hver nat og jeg har vænnet mig til at jonglere med våde bleer, skumklude og saltvandsdråber til de mikroskopiske næsebor uden at lave en lyd. Jeg er forvandlet til en regulær ninja om natten og jeg har genopfrisket kunsten at leve livet med én hånd – inkl. kaffebrygning, oprydning og toiletbesøg. Ja, også bummelum. Og alt taget i betragtning er Lasse ikke nogen vanskelig baby. Han sover det meste af natten, patter som en tyrekalv på 100 kg. og er blevet så venlig, at han har aflagt vanen med at lave bæ efter hver eneste amning. Det er endda kommet så vidt at jeg har syltet noget! For hvor Mattis og Karl begge er født om vinteren, hvor alting er frossent, gråt og dødt udenfor, så er Lasse efterårsbarn. Og alle de ting vi har gået og bakset med i køkkenhave og drivhus er jo selvfølgelig klar til høst og konservering, lige som mælken løber til. Hvad gør man så? Enten lader man lortet gå til (afgrøderne, ikke ungen, forstås!) – eller også kniber man godt sammen, tager spædlingen på armen og forsøger at huske opskriften på Lindas syltelage, mens man mingelerer et ammeindlæg på plads, så man undgår alt for megen menneskefløde i de syltede løg.

Det kan virke som et lettere hasarderet projekt at kaste sig ud i at koge æblegrød eller lave pizzasauce med et spædbarn på (b-)armen, men hvor andre slapper af ved at hækle, være på Twitter eller polere deres triatloncykel, så slapper jeg af når jeg konserverer et eller andet spiseligt. Min stenalderhjerne tilfredsstilles voldsomt af at sikre mig, at jeg har noget at proppe i munden hele vinteren og jeg synes simpelthen at processen er hyggelig. Det er ikke et åg, en pligt eller et præstationsprojekt. Det er ren nydelse. Jeg må være 11 procent hobbit…. Det passer fint både med højden, bredden og glæden ved at spise morgenmad to gange.