Så skete det. Plukveerne og de fede pølsefingre blev vekslet til rigtige veer og ti bittesmå nuttede drengefingre, der griber en om lillefingeren og hjertet med en berusende kraft. Ønskebarn nummer tre var endda så samarbejdsvillig, at han kom præcis på terminsdagen, så nu kan vi også begynde at huske 11. september af en glædelig årsag!
Ved første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde overvejet at føde hjemme. Mattis og Karls fødsler har begge været nemme, ukomplicerede og hurtige, så jordemoderen mente, at jeg var oplagt kandidat til hjemmefødsel. Det var skønt og meget bekræftende at blive spurgt og jeg besluttede, at hvis de kloge damer i Horsens mente at jeg kunne føde hjemme, så kunne jeg det! Så jeg begyndte at forberede mig på en helt anden måde end ved mine to andre fødsler, hvor jeg har nøjedes med at spise folsyre, lave knibeøvelser og undgå upasteuriserede oste. Jeg læste bøger om hjemmefødsler og tog et fødselsforberedelseskursus, komplet med lydfiler, åndedrætsøvelser og indstuderede presseteknikker. Jeg kogevaskede lagner og håndklæder, skaffede voksdug til sengen og købte nogle abnormt store bind, nogle affaldssække, en ny læbepomade og noget Ribena. All set.
Søndag den 11. september fik jeg modningsveer om formiddagen, udvidelsesveer om eftermiddagen og presseveer om aftenen. Jordemoderen Karina og jordemoderstuderende Karen ankom med grej, flere bind og ophøjet ro kl. 15.30 og Lasse er født ud i armene på Mads kl. 18.30 sharp i Mads’ seng. Karen stod for det meste af fødselshjælpen, godt hjulpet af Mads. Karina sad afslappet og dejlig på sengekanten det meste af fødslen, forsikrede mig i ny og næ om at alt var i den skønneste orden og havde både tid til at sludre med min mor (hidkaldt til at lave kaskader af Ribena og kaffe), undervise Karen og lytte til Lasses hjerte undervejs, altid fulgt af kommentaren “Total overskudsbaby…”
Før læseren får kvalme og forestiller sig, at jeg lå med et saligt smil hele vejen igennem og nynnede soundtracket til The Sound of Music, så lad mig lige dementere noget… Til trods for at mit fødselsforberedelseskursus hedder “Smertefri Fødsel”, så var fødslen IKKE smertefri. Absolut ikke. Veer gør lige så ondt som jeg huskede fra de andre fødsler, men – og det er et kæmpestort men – denne gang var jeg bedre forberedt! Når jeg fik en ve, så havde jeg en aktiv opgave, noget jeg skulle. Jeg skulle holde fokus på min vejrtrækning og forestille mig veen arbejde med at åbne livmoderen. Veerne fik et andet udtryk, et positivt fortegn, et tydeligt formål. Jeg var bevidst om dem som skridt på vejen et sted hen, fremfor en hel masse pinsel og så derefter, bum, et barn. Og derfor vil jeg på det allerkraftigste anbefale, at man, uanset om man er førstegangs- eller flergangsfødende, forbereder sig til tænderne. Det er fantastisk godt givet ud. Ved Mattis og Karls fødsler følte jeg mig lidt som et skib i havsnød. Denne gang havde jeg begge hænder på roret og en langt større tro på, at denne her skude skal jeg fandme nok få navigeret i havn, selvom det giver vabler i hænderne.
Min allermest dybtfølte anbefaling er imidlertid, at man føder hjemme, hvis man overhovedet kan. Jeg indrømmer fuldstændig blankt et fuldbårent girl crush på alle de jordemødre jeg har mødt fra Horsens Sygehus. De er så sindssygt dygtige, søde, professionelle og dejlige at jeg med glæde var på bjørnekrammere og julekort med hele bundtet. Det virker som en lidt voldsom gestus at få tatoveret Lene, Rikke, Karina og Karen på måsen med et stort hjerte rundt om, men tanken har strejfet mig. Jeg har været i så gode og sikre hænder, at jeg aldrig ville betænke mig et sekund hvis jeg skulle føde igen en dag. Hjemmefødsel er the bomb! Man skal ikke ud af huset, man har jordemoderen for sig selv, man er rolig, tryg og afslappet og damerne har hospitalsgrej nok med til at etablere et komplet feltlazaret. Ved en hjemmefødsel er de ekstra forsigtige i forhold til eventuelle komplikationer, så man bliver overflyttet i god tid, hvis der er behov for det. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – en hjemmefødsel er lige så sikker og forsvarlig som en hospitalsfødsel. Oveni hatten får man så lov at høre jordemoderen spørge fødselshjælperen om der lige er en Margretheskål til moderkagen. Det er sgu ikke en sætning man hører hver dag…
Alt i alt blev fødslen præcis som vi ønskede. Inklusiv ro, Ribena og intakt mellemkød, det sidste takket være Karen. Og moderkagen? Den kom med til Horsens i en Rema 1000-pose. Ingen rituelle begravelser, tørsaltning, tibetanske syngeskåle eller smoothies hér. Der må være en grænse.