plukve mig her

Pluk-ve mig hér, pluk-ve mig dér..! 1


Jeg er højgravid og inde i sidste del af tredje trimester. Tredje del af tredje trimester med tredje barn… Det betyder at nyhedens interesse efterhånden har forladt foretagendet. Det meste er old news og jeg begynder så småt at glæde mig til at få født og derefter kunne tage brusebad, være på toilettet eller have ægteskabeligt samkvem uden at der er en kakerlak på 2,5 kilo, der kratter rundt på indersiden af mig og giver mig plukveer helt op under hårrødderne. Da jeg var gravid første gang vidste jeg hele tiden præcis hvor mange uger og dage jeg var henne, hvad fosteret målte og vejede, hvornår det fik øjenvipper og begyndte at drikke af fostervandet og så videre. Denne gang spørger jeg min mor, hvis jeg vil opdateres. Jeg konstaterer blot at symfyse/fundus-målet er opadgående, at jeg efterhånden kan snorke så højt at jeg vækker mig selv (stakkels Mads) og at jeg ikke selv har kunnet se mine egne ædlere dele i månedsvis.

Forstå mig ret; det er ikke synd for mig! Jeg bliver nemt gravid, har uproblematiske graviditeter og hurtige og nemme fødsler, som resulterer i sunde og velskabte børn. Amning har heller ikke givet problemer. Tværtimod så producerer jeg så store mængder sukkersød dobbeltfløde, at Karl ved 5-måneders vejningen havde sneget sig op på 9,6 kilo og man skulle mærke grundigt efter gennem lagene af spæk for at konstatere, at han rent faktisk havde knæ og håndled. Og så er jeg så heldig at være omgivet af en familie som er svært glad ved en kvinde med pund i. Hver gang jeg går en skålstørrelse op, gør smilet i Mads’ ansigt det samme. Karl har udviklet en stor forkærlighed for at kramme min betragtelige bagdel. Og Mattis er dybt fascineret af min kavalergang, som han begejstret lirker sin lille hånd ned i og siger: “Ahhh. Du koger næsten hér, mor!” Og det er en stor trøst, når man føler sig lidt som en industri-hamburgerryg, der bliver pumpet op med saltvand, så skindet er ved at sprække.

Alle disse velsignelser ændrer imidlertid ikke på det faktum, at sidste del af en graviditet ikke er specielt yndefuld for mit vedkommende. Jeg har kroniske pølsefingre på højre hånd, det knager og brager i hele skelettet, når jeg skal ud af sengen eller ind i bilen og jeg har fået en gigantisk åreknude hele vejen ned af højre lår. Jeg er klart en større fan af andet trimester. Man er færdig med at suge maven ind, man ser gravid ud i stedet for kvabset og man er nydelig i alt sit ventetøj.  Men nu er jeg så langt henne i forløbet, at graviditeten fylder det hele. Både bogstaveligt og i overført betydning. Jeg er hele tiden bevidst om den, enten fordi lillebror vælter rundt indvendig og losser mig i leveren eller fordi jeg er så tung og stakåndet, at alle aktiviteter bærer præg af det. Det føles som en olympisk disciplin, når jeg skal snøre mine kondisko, jeg har en max-hastighed på 2 km. i timen og jeg kan blive fuldstændig gasblå i hovedet af at smøre mig ind efter et bad…

Naturen har heldigvis indrettet sig så viseligt, at når min termin nærmer sig, så er jeg fløjtende ligeglad med, hvor ungen skal ud henne. At det potentielt vil gøre ondt og at der ved første øjekast er en ganske betragtelig diskrepans mellem et fuldbårent barn og exit-området. Jeg får det lidt som før en eksamen. Jeg orker ikke at forberede mig mere, tænke på det mere, tale om det mere – lad mig nu bare tage tyren ved hornene. Mattis kigger af og til på mig, nikker indforstået og siger: “Mor, jeg kan se på dig, at du glæder dig til at ligge på maven snart!” Og knægten har ret. Jeg glæder mig til at gå, ikke vralte. Til at ligge på maven. Til at pølsefingrene svinder ind. Og til at slippe for plukveer! At jeg så lige skal forbi nogle åbningsveer, nogle presseveer og nogle efterveer først, det er bare en del af pakken. Belønningen for den slags anstrengelser er mennesker som Karl, der forleden kom ud på badeværelset efter at jeg havde været i brusebad. Jeg stod med ryggen til og knægten tog mig om lårene, plantede et kys lige midt mellem mine baller og henåndede kærligt: “Du er’så bare SÅ sød, mumi mumi mumi.” Den slags mennesker kan man ikke få for mange af i sit liv.

Pin It

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

One thought on “Pluk-ve mig hér, pluk-ve mig dér..!