Termiske-bade-spa-ophold

Et halvt glas hvidvin og en portion ansvarsfrihed


Jeg har lige været på overnatning på Hotel Vejlefjord sammen med min søster og min mor. 24 timers totalt dekadent lediggang, hvor man til sidst kommer så langt ned i gear, at der er fare for at man tisser i badedragten, hvis man slapper mere af…. Man tjekker ind kl. 14 den ene dag og ud igen et døgn senere, mæt, glad og helt absurd ren efter mange mange timer i vand. Vand med aromaterapi, vand med lyd, vand med lys, vand med salt, indendørs vand, udendørs vand, iskoldt vand, meget varmt vand, lunt vand, vand i tykke massagestråler, vand i “sommerregn” fra loftet og isvand ad lib. fra Vitalbaren!

Der var mange grunde til at tage afsted (igen). For det første har jeg sparet op i et år og nu var pengene der. For det andet skulle det være inden jeg pludselig skal føde, broderes i perineum og amme 18 gange i døgnet… For det tredje var jeg afsted sidste sommer med min søster og vi taler stadig om, hvor überfedt det var. Og for det fjerde var det min tur til at have ansvarsfri.

Mads og jeg havde kort tid efter Mattis’ fødsel en snak om den retorik man har, når man taler om sine børn. Her er det måske på sin plads at fortælle, at jeg er aldeles uforstående overfor at man vælger at holde ferie uden sine børn. Emnet er meget ømtåleligt, I know. Men min helt personlige holdning er, at hvis man, når man endelig har ferie, er SÅ træt at man ikke orker at være sammen med sit eget afkom, så har man indrettet sit liv og sit aktivitetsniveau uhensigtsmæssigt og det bør – i min optik – ALDRIG være et åg ens børn skal bære for én. Anyway, så aftalte vi meget hurtigt at vi ikke “har fri fra” vores børn. De er ikke en opgave, en belastning, et arbejde man skal have fri fra, så man kan lave ting man gerne (hellere?) vil. Børn er en lykke, en gave og et privilegium og hvis man har formået at udvise tilstrækkelige mængder stålsathed i opdragelsen, så er de forhåbentlig også nogle dejlige mennesker at være sammen med! Så vi har ikke fri fra Mattis og Karl – men vi har af og til ansvarsfri. Ansvarsfri betyder ganske enkelt, at det ikke er mit ansvar, hvis Mattis skal bruge hjælp til at hælde mælk op, hvis Karl klynker i søvne og ikke kan finde sin dyne eller hvis de ryger i totterne på hinanden over noget LEGO. Jeg skal ikke lytte, være til rådighed, være opmærksom. Jeg kan sove, shoppe, læse, spise eller være på Instagram UDEN samtidig at have børneradaren tændt. Det kan være noget så simpelt som at være i Matas længe nok til at ligne et fastelavnsris og dufte som et dyrt bordel, når jeg går derfra. Eller at luge og vande  i drivhuset uden afbrydelser. Eller at fise den af i et døgn i de termiske bade på Vejlefjord.

De fleste småbørnsforældre i min generation har en fortid som ansvarsfrie fugle, der kunne sove til vi ikke gad mere, spise, når det passede os, komme og gå som vi ville og bruge tid på personlige interesser så længe vi havde lyst. Og hvis man ellers forvalter tilværelsen nogenlunde fornuftigt, så kommer den tid til dels igen i livet som pensionist. Som jeg plejer at formulere det, så har min generation levet de første tredive år af vores liv med hovedet langt oppe i vores egen røv og vi kan stort set gøre det igen i de sidste tredive år af vores liv. Så er der måske ikke noget i vejen for at vi, de tyve-tredive år midti, står med hovedet oppe i røven på nogle andre end os selv, både i bogstavelig og overført betydning. Turen til Vejlefjord var hver en krone værd. Sengen var helt utrolig blød, det halve glas hvidvin var iskoldt og skønt og de termiske bade var vidunderlige. Og jeg skulle ikke røre en finger. Den største anstrengelse bestod i at tage trappen op til hotelværelset efter en vidunderlig treretters menu af tapas, skærising i et delikat buskads af fennikeltop og dessert af koldskålsis og friske bær. Pyyh. Hér hjemme skal jeg selv finde isterninger til mit isvand. Mit isvand, mit ansvar. Opholdet var en fin påmindelse om, hvem jeg engang var. En lettere dekadent ung kvinde med smag for kold hvidvin, ansigtsmasker og med hovedet helt oppe i egen røv. Og det føltes mindst lige så godt at trække hovedet ud igen og køre hjem til pottetræningen, rodet og ansvaret for de dejligste mennesker i verden.

 

Pin It

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *