Bekymrer du dig om dit fremtidige arbejdsliv? 4


Ja, det gør jeg af og til. Og det hænger naturligt sammen med de betragtninger jeg gør mig om mod og frygt her. Jeg er ikke et specielt vovemodigt menneske, men i forhold til vores valg om at jeg skulle gå hjemme og passe Karl og derved miste mit arbejdsliv og min indkomst, så vandt den ene frygt (og lyst!) over den anden frygt (og lyst). Jeg er vældig glad for at arbejde, jeg elsker at have kolleger, opgaver, ansvarsområder osv., men lysten til at skrue ned for hastigheden og op for familietiden var større…

De mennesker, som kender mig godt ved, at jeg er helt ekstremt vægelsindet. Jeg KAN ikke beslutte mig for noget som helst, deraf også min voldsomme inkonsekvens i alt fra motionsform til yndlingsslik. Jeg præsterede flere gange i min studietid at påbegynde en skriftlig opgave, skrive adskillige sider – og så droppe det hele, vælge et nyt emne og starte forfra. Jeg lider helt klart af en af det moderne menneskes helt store svøber, nemlig den som jeg (og Milan Kundera) kalder “tilværelsens ulidelige lethed”… Der er simpelthen for mange valgmuligheder, det hele er serveret på et sølvfad og måske skulle jeg have læst noget andet, blandet noget andet slik eller købt hus et helt andet sted! Argh! Og derfor gør jeg mig selvfølgelig også tanker om, hvordan mit liv mon kommer til at se ud, når dette Family Inc. projekt er slut og jeg skal ud på arbejdsmarkedet igen. For et valg som det jeg har truffet betyder jo i dén grad også et fravalg af noget andet!

Jeg og mine jævnaldrende er vokset op i en verden og et miljø, hvor uddannelse, job, karrieretrin og løn er meget vigtige identitetsmarkører. Når vi bliver introduceret for et nyt menneske, eksempelvis til en fest, så starter vi altid med at spørge: “Og hvad laver du så?”. Min generation er opfostret af pædagogiske forældre, som har sagt til os, at bare vi er glade og tilfredse, så betyder det ikke noget hvad vi laver. Alligevel er stoltheden stor, både hos mine forældre og deres venner, når en ny studenterhue, en ny kandidatgrad, en efterstræbt forfremmelse eller en lønforhøjelse skal fejres. Når man afviger fra den vej, som de fleste andre i ens aldersgruppe og omgangskreds vælger, så møder man nogle overraskede ansigter. I min omgangskreds og familie har de fleste en lang eller mellemlang videregående uddannelse. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke decideret har skuffet nogen med mit valg, men jeg har nok forbavset nogen! Min uddannelse i sig selv var lidt et frimodigt valg som medførte en del undren, for den slags er lidt gammeldags sagt “brødløst”, med mindre man er meget dygtig, har rigtig megen praktisk teatererfaring, er meget ambitiøs eller kender de helt rigtige mennesker. Da ingen af delene var tilfældet med mig endte jeg som arrangementskoordinator i Den Økologiske Have og senere som pædagogmedhjælper, da Den Økologiske Have gik konkurs.

Sagen er den, at jeg ikke rigtig ejer karriereambitioner. Jeg vil gerne arbejde, jeg vil gerne have kolleger, en chef, en lønseddel og en frokostordning, hvor man kan få remoulade, men jeg har ingen ambitioner om en bestemt titel eller en bestemt løn. Jeg vil gerne være glad for mit fremtidige arbejde og jeg vil gerne tjene nok til, at vi kan beholde vores hus og have det rart. Men så heller ikke mere. Og så har jeg en stor tiltro til at jeg nok hen ad vejen skal møde lige præcis dén person, som bliver indgangen til mit næste job. Jeg har allerede udvidet mit netværk med tre forskellige mennesker, som enten har givet mig et tilbud om en projektansættelse eller anbefalet mig at ansøge uopfordret på deres arbejdsplads. Det er jo helt fantastisk, en meget stor og luksuriøs gave og jeg er dem meget taknemmelige. Men indtil videre er mine arbejdsgivere tre fantastiske stykker mandfolk, jeg sover på min arbejdsplads, jeg er på tilkaldevagt hver nat og lønnen udbetales i kys og vasketøj. Og jeg føler stor glæde og stolthed ved at vælge mit valg, nyde mit nu og satse på, at det med arbejdslivet nok skal løse sig. Til den tid.

Pin It

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 thoughts on “Bekymrer du dig om dit fremtidige arbejdsliv?

  • Asser Munch

    Hej Johanne 🙂

    Fedt at opdage din blog! Hvordan abonnerer man?
    Jeg genkender din karriere-ambitions-overvejelse. Selv om jeg ikke er hjemmegående, har jeg til tider samme bekymring for, om jeg nu gør det rigtige… Når det sker, beslutter jeg mig (igen) til, at det sgu ER ambitiøst at fastholde friheden til at lave det, som giver mening hver dag. Jeg har flere erfaringer med ansættelser som giver en dejlig, stabil løn, men hvor meningen fortaber sig i, at sådan er det nu engang, og det er jo chefen, der betaler og dermed bestemmer.

    Når man har rundet 40, kan det føles lovligt studentikost at fedte rundt med blogs og instagram uden helt at kunne pege på fremtids-rationalet. Men så længe den går, så går den, og jeg nyder ærligt talt selvstændigheden, selvom det så koster mig friheden til at tage til Thailand all inclusive hvert år.
    Det kommer, når jeg bliver millionær på min business – hvis jeg gider 😉

    God fornøjelse, jeg prøver at følge med her. Hils din arbejdsgiver, vi ses engang.

    KH Asser.

    • Johanne Indlægsforfatter

      Hej Asser! Skønt at du har fundet vej herind og kan lide, hvad du læser. Tak for det. Der arbejdes pt. på både en abonnements-knap og en Share-knap, så man ikke behøver at gå glip af noget 🙂
      Jeg kan godt lide din formulering om, at det ER ambitiøst at vælge noget andet end den klassiske karrierestige, at satse på familien, på friheden, på selvstændigheden. Det kommer nok aldrig til at afføde den store grandiøse pensionisttilværelse på første klasse, men til den tid mærker man forhåbentlig stadig resultatet af, at man investerede i det, som føltes rigtigt for en.
      De allerbedste hilsner til dig og familien.
      Kh. Johanne.

  • Karen pedersen

    Hej Johanne med familie. Har lige læst din historie. Jeg synes din familie er rigtig heldig med dit valg. Nu skal ingen af jer have det dårligt, når et barn er sygt. Hvor trygt, og fint at I er enige om, hvordan Biksen skal køres. Det er jo en gave med børn, og det at I kan følge dem på så tæt hold. Det kunne nok være godt mange steder, hvis den ene forældre var hjemme. Held og lykke fremover. Du skal nok finde et jo, når tid bliver.
    De kærlighed hilsner Karen

    PS du kunne jo starte en webbutik.

    • Johanne Indlægsforfatter

      Hej Karen. Tak for læsning og for din kommentar! Denne løsning fungerer i hvert fald rigtig godt for os og du har ganske ret – det er i særdeleshed en gave, når der er syge børn 😉 Da er vi lykkeligt fri for morgensure diskussioner om, hvis dagsprogram, der er det vigtigste og hvem der tog barnet første sygedag sidste gang…
      Idéen med en webshop er slet ikke dårlig! Den ryger i mit idékatalog.
      De bedste hilsner fra Johanne.