Sortsyn og taknemmelighed


Jeg er mere eller mindre bange for alt. Tsunamier. Risikoen er begrænset her i Sønder Vissing, men man kunne jo blive ramt på en ferie! Trafik. Dén giver ligesom sig selv. Sygdom. Don’t get me started! Ømme fødder er næsten med sikkerhed sclerose. Hovedpine er nok en hjerneblødning. Og alt fra mavekneb til en knop, der klør, er nok kræft… Mørke. Smerte. Mit eget endeligt. Fremmede hunde. Politikere. Apokalypser. Kvælningsulykker. El-installationer. Jeg er bange for at der skal ske mine drenge noget, fordi de er så små og sårbare. Og jeg er bange på forskud, fordi de bliver store en dag og skal ud i en verden, som også består af mennesker, som måske vil være ligeglade med dem, sure på dem, onde ved dem… Jeg arbejder på at bekymre mig mindre, frygte mindre. Men mit bekymrings-muskel er stor og veltrænet og det er hårdt arbejde at trække på skuldrene og tænke, at det nok skal gå. Det er måske naturligt for nogle mennesker, men ikke for mig. Jeg skal øve!

Til gengæld – og heldigvis for det -, så er min taknemmeligheds-muskel ligeså stærk! Jeg er virkelig god til at glædes over selv meget små ting. Og hvis det kniber med at komme på noget, så starter jeg med noget helt basalt. Mad i køleskabet, vand i hanen, en varm frakke, kaffe, en (grim) bil der starter. Man betragter det sædvanligvis som en selvfølge, at man kan køre til Netto efter hakkede tomater og vådservietter uden at blive skudt. Men der er jo nogle brændpunkter i verden, hvor det ikke er en selvfølge. Der er måske slet ikke nogen Netto at køre til, måske er den blevet bombet i stykker. Og mad er noget man får kylet i hovedet fra ladet af en lastbil, hvis man er heldig.

Jeg er sund og rask, min mand og mine børn ligeså. Et hjem er dejligt, penge er skønne at have, venner, duftlys og ture i Legoland er alt sammen herligt! Men det bliver alt sammen ligegyldigt, hvis der sker ens familie noget. Så gav man gerne det hele væk igen, hvis bare det hjalp. Og derfor er taknemmeligheden så vigtig for mig. Fordi jeg altid lever i skyggen af det store truende HVIS…. Hvis der skulle ramme os noget, så har jeg i hvert fald husket at sætte pris på alt det livet allerede har givet mig. Hvis en god dag kan udgøres af nogle meget små og simple ting, så har man rigtig mange gode dage i vente!

Så i virkeligheden er jeg også taknemmelig for mit sortsyn. Fordi det tvinger mig til at være opmærksom på alle de glæder, privilegier og gaver mit liv er fuldt af. Endnu en dag, hvor vi ikke blev ramt af en tsunami eller kvalt i en kødbolle! Hvilken velsignet lykke….

 

Pin It

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *