P1000596

Så plumser vi!


Da Mads og jeg i sin tid besluttede os for at forlade Aarhus og flytte på landet var det hovedsageligt inspireret af to ting. For det første kommer vi begge fra hobbylandbrug, dvs. med arbejdende forældre, som ved siden af arbejdet havde dyrehold, marker, køkkenhaver osv. Dét længtes vi begge tilbage til. Masser af plads til havebrug, legeplads, bålsted, frugttræer og kringelkroge til pindsvin og børn! For det andet så vi programmerne med Camilla Plum og bonderøven Frank Erichsen og fik en voldsom lyst til at bygge brændeskure, pode æbletræer og henkoge et eller andet. I en lejlighed på fjerde sal resulterer sådan en trang i et voldsomt overdimensioneret brødbageri og nogle lidt vel optimistiske tiltag med dyrkning af krydderurter i meget små beholdere på en meget lille altan. I tæt bil-os. Kvadratmeterne var for få, luften var for tæt og alt var dækket af asfalt. Noget måtte gøres.

Så i oktober 2009, et år og ni måneder efter vi mødtes første gang, flyttede vi ud på vores lille landsted. Og her opstod begrebet “at plumse”. Hvor Mads læser Erichsens bøger og med jævne mellemrum genser et af programmerne for at få en bestemt teknik eller idé genopfrisket, så har jeg en svaghed for Fru Plum. Derfor fik hun kælenavnet Plumsemor. Og derfor kan man “plumse”. Når man sylter rødbeder, laver hyldechampagne, bager boller, koger hindbærmarmelade, henkoger tomater eller høster hestebønner, så plumser man. Og netop nu er vi ved at drukne i tomater fra drivhuset – så jeg plumser på den store klinge!

Af en eller andet grund, så har vi stadig et rimelig barnligt forhold til vores have og alle dens produkter. Det kommer nærmest som en overraskelse hvert år, at der er rødbeder, der skal spises. Salaten går i stok, ærterne bliver melede og kålen bliver ædt af sneglene, før vi får reageret. Om foråret er man tændt af virkelyst, man trænger til lys og luft og til at rode i jorden, lave sirlige rækker og forspire alt mulig mærkeligt – selv majroer og selleri, som jeg slet ikke bryder mig om. Men når efteråret kommer, så gider vi ikke mere! Vi kigger fornærmede ud på regnen og køber pasta i Brugsen i stedet for at grave kartofler op. Pinligt.

Men drivhuset, det fantastiske hjemmebyggede drivhus, som var LANG tid undervejs…. Det kan vi ikke vende ryggen til. Der er lunt og tørt, tomaterne dufter, sommerfuglene flakser og basilikummen står i tykke grønne hække. Det er en svir! Så jeg høster kurve fulde af tomater og henkoger dem. Ellers skal vi spise to kilo tomater om dagen og jeg fornærmer vist ikke nogen, hvis jeg fortæller at Mads og drengene mere er til smørboller og spegepølse end til tomatsalat! Så overfloden konserveres i ovnfulde af sylteglas, så her dufter som et napolitansk pizzaria. Og når man stiller ti nye glas på hylden i vindfanget, så foregår det altså med en vis beskeden stolthed. At man så senere hælder det gyldenrøde duftende indhold ud over pasta fra Brugsen, det er jo bare en ubetydelig detalje…

Pin It

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *