Jeg ved det godt…. Det er i skrivende stund begyndelsen af oktober og det er alt for tidligt. Mads holder på, at man begynder 1. december og piller hele møget ned igen nytårsdag, hvis man altså ikke sover eller kaster op. Jeg har med megen parlamenteren fået lov til at begynde i det små omkring midten af november. Problemet er, at jeg ELSKER jul. Fuldstændig uforbeholdent. Jeg har ikke noget filter, hvad julen angår. Vinteren i Danmark er kold, lang, mørk og ofte også rimelig grim og usexet. En af fordelene ved at bo på landet om vinteren er, at sneen – hvis den kommer – bliver ved med at være yndig og hvid meget længere end i byen. Bagsiden af dén medalje er at vi har en jammerlig snerydningsfrekvens, saltkassen er tømt på ingen tid og man risikerer at sne inde…. Men midt i det hele, midt i våde flyverdragter, grønt snot og grå dage kommer den. Julen. Jeg bliver næsten rørt bare ved tanken. For mig er julen et overdådigt åndehul, hvor man kan fordrive mørket og kulden med en lavine af knas, duftlys, glimmer, varme drikke, julefilm, gæster og lidt ekstra forkælelse af venner, familie, mand og børn.
En stor del af året må jeg holde mine abstinenser nede. Jeg ser julevideoer i smug på Youtube, stikker næsen i kaneldåsen, når ingen kigger og går af og til ud og åbner mit juleskab i vindfanget og lader blikket kærtegne kasserne med julepynt, guldstøv, mørkerøde filthjerter og glitrende grantræer….. Det er måske plat, men jeg tror jeg har det på samme måde som Mads har det, når han ser sine telemarkski. Mit hjerte giver et lykkeligt lille spjæt, når jeg spotter den fine kasse fra Marks & Spencer, som indeholder det mest bedårende jule-service.
Jeg deler min svaghed med min søster Karoline og vores sjælemage køkkengudinden og kogebogsforfatteren Nigella Lawson. Hun går præcis så meget grassat, som jeg ville ønske at jeg kunne komme til! I kid you not – find nogle af hendes juleprogrammer på Youtube. Hendes hus er tapetseret med lyskæder, stearinlys, kramfitterstads og pynt. Der hænger lyskæder ned foran hendes køkkenskabe!! Latterligt upraktisk. Jeg er vild med det… Og måske er det netop det, som gør julen til noget specielt for mig. Man parkerer den gode smag, den skandinaviske minimalisme og det fornuftige mådehold og alt det, som er lidt for prangende, lidt for sødt, lidt for dyrt og lidt for kitsch skal findes frem i al sin dejlighed. Her følger min jule-liste over vidunderligheder og uundværligheder:
1: Se “The Grinch who stole Christmas” med Jim Carrey. Og selvfølgelig “Love Actually”. Og også gerne “The Holiday”.
2: Bage Nigellas mørke og fantastiske julekage
3: Lave juleby i vindueskarmen med Mattis
4: Holde bagedag med Karoline og alle ungerne. Ikke specielt produktivt – MEGET hyggeligt!
5: Lave hjemmelavet Bounty: 1 dåse kondenseret mælk, ca. 300 g kokosmel, 400 g mørk chokolade. Bland, form, køl ned, overtræk!
6: Hænge alt mit julepynt op. Alles. Det hele!
7: Læse alle mine julekogebøger fra ende til anden.
8: Se julekalender med ungerne og læse julebøger som godnathistorier.
9: Drikke “Mulled cider” så ofte det er passende….
10: Undgå pebernødder. Og marcipan. Og kolde æbleskiver. Og svær overvægt.
Godt skrevet, men Mads har ret. Glædelig Jul!