Der er sket noget med mig, efter jeg holdt op med at arbejde. Jeg har haft svært ved at sætte en finger på hvad det er – indtil nu. En dag vi var i køkkenhaven, spurgte Mattis om jeg ville lave et mudderhul til ham og Karl. Uden at tøve fandt jeg spaden og vandslangen frem, gravede et stort hul, fyldte det med vand og hentede lege-grej i sandkassen…. Og så dykkede de i, iklædt gummistøvler, regnbukser og glade hyl. Svineriet var af episke proportioner og da de senere skulle i badekar havde Karl mudder indenfor undertøjet. Regnbukser og støvler spulede jeg med haveslangen og det tog tyve minutter at få bare det værste skyllet af.
Sagen er, at jeg tidligere overvejende har sagt nej til den slags ting. Men fordi drengene og deres liv ikke bare er mit liv, men også mit “arbejde” nu, er jeg meget mere tilbøjelig til at sige ja til idéer, forslag og projekter som er tidskrævende, besværlige, rodende, svinende og omfattende. Jeg har i langt højere grad lyst – og pligt – til at sige ja! Min tid er deres tid og hvis det skal give mening at jeg går hjemme, så skal det også kunne mærkes for drengene! Nu foreslår jeg selv ting, som jeg før forsøgte at undgå, når Mattis spurgte. Det giver mening at tørre maling af dørhåndtagene, vaske mudder af regntøjet eller støvsuge trylledej, modellervoks, flamingo-sne og perler op fra gulvet. Fordi jeg ikke oplever pres eller stress fra en arbejdsplads kan jeg langt bedre håndtere krævende situationer med børnene. Det er jo i virkeligheden logisk. Jeg er mere tilfreds med min indsats som mor, fordi jeg har overskud til at være den mor jeg allerhelst vil være.
Forstå mig ret, der bliver stadig sagt nej her i huset! Det er ikke et aktivitetsmæssigt tag-selv-bord, hvor jeg kommer slubrende bagefter som elefantstøvsugeren fra Teletubbies. Men hvis idéen er sjov, så siger jeg af princip ja, med mindre der er en virkelig god grund til at sige nej. Og det er nyt. Og det er godt for os.