Jeg er verdens bedste marsvin


Jeg er stødt på en fantastisk børnebog! En herlig fortælling, der hylder det totalt ordinære, almindelige og u-imponerende. Bogen handler om marsvinet Mio, som er bedst til bare at være midt imellem alle de andre marsvin. Han skiller sig ikke ud. Han har ingen særlige talenter. Han er ikke modigst, hurtigst, stærkest, størst eller klogest. Han hjælper sine venner så godt han kan, foretrækker de sikre løsninger fremfor de vovemodige og han bekymrer sig tavst om sin egen lidt beskedne formåen. For er det mon okay, bare at være midt imellem de andre og bidrage til fællesskabet, så godt man nu formår?
Marsvinene er på vanding hen til vinderstenen, hvor Ralf sidder. Han blev kåret til Verdens Bedste Marsvin året før og har henslæbt sin glansperiode på vinderstenen, i kedsommelig og ensom majestæt. Og nu skal der findes en ny vinder…. Der hoppes og springes, prales og vises frem. Mio kigger bare på. Og alligevel ender han med at blive kåret som vinder. På den farlige vandring har han gjort sit bedste, hjulpet hvor han kunne og støttet fællesskabet så godt som muligt. Og Mios vinderønske er, at han ikke behøver kravle op på vinderstenen og kede sig i et helt år. Han vil ikke hyldes, ses op til og forkæles. Han vil helst blive midt imellem de andre marsvin, almindelig, lidt anonym og meget meget glad.

Jeg synes, at det er en fuldstændig vidunderlig pointe! Man behøver ikke præstere noget ud over det sædvanlige for at have værdi. Man behøver ikke skille sig ud med andet end sin personlighed, som altid er unik. Og det er helt i orden at trives bedst med blot at være en del af flokken, at yde det man kan og hjælpe hvor det behøves. Jeg elskede denne bog fra første gang jeg læste den og kan i utrolig høj grad identificere mig med Mio. Mit liv består absolut heller ikke af forsidestof, jeg tror jeg er forholdsvist gennemsnitlig i mit design og jeg har ingen imponerende spidskompetencer. Og det trives jeg med!

Jeg har læst bogen mange gange for Karl og Mattis og vi er enige om, at Mio er den helt rigtige vinder. Han er det perfekte forbillede for de små marsvin, som måske spekulerer på om de nu er gode nok, seje nok, modige nok, dygtige nok. Jeg bestræber mig på at mine drenge skal vokse op med følelsen af at være tilstrækkelige samfundsborgere udelukkende fordi de er til. Jeg er godt klar over at Lille Lars og Co. ville selvantænde, hvis de læste hvad jeg skriver, men de ville jo også gå i flad-spin over at jeg fravælger at arbejde. Jeg har i øvrigt heller ikke stemt på dem, så vi må bare være enige om at være uenige. Det er jo også en fin øvelse i tolerance!

Lån bogen på biblioteket, køb den i barselsgave til nogen eller læs den højt for børn du er så heldig at kende. Og giv dem så en krammer og fortæl dem, at Mio er modgiften mod et samfund, hvor nogle mennesker mener at man kun er dét værd, som man lægger i statskassen. Hvis et menneskes værdi bestemmes af beløbets på skattebilletten, så er jeg ikke en skid værd lige pt. Og jeg har aldrig været gladere!

Mio for President!

Bogen er i øvrigt skrevet af Lorenz Pauli, illustreret vidunderligt af Katrin Schärer og sammen har de også lavet “Hvem er modigst?”, som handler om at være modig nok til at gøre noget andet end det, som forventes af én… Absolut anbefalelsesværdig!

Pin It

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *