Karl og jeg havde en lege-/kaffeaftale i dag. Her i lille Sønder Vissing. Med en sød pige på Karls alder, som han kender fra børnehaven og et par besøg hos en lokal dagplejemor. Og en sød mor, som jeg kender fra min tidligere arbejdsplads. Nyt hus, nye legesager, nye mennesker, nye venner. Nemt, hyggeligt og oplagt! Men pga. sygdom blev aftalen aflyst i går og vi skal have lavet en ny. No problem! Karl aner intet, han har haft en herlig formiddag med leg og bøger på biblioteket og en tur i Brugsen. Problemet er mit….
Jeg føler mig som en shitty mom, når sådan noget sker. Karl lever jo i sagens natur et mere roligt liv end børn i institution. Vi skal opsøge legeaftaler og samvær med andre børn. Og når det så glipper, så kan jeg ikke undgå at føle et stik af dårlig samvittighed. Jeg får ondt af ham. Jeg føler, at vi frarøver ham den enorme fornøjelse det er at lege med andre børn. Han nyder at være i Mattis’ børnehave. Han elsker puderummet, han er vild med motorikbanen og han færdes hjemmevant i hele huset og kender børnenes navne.
Forleden dag var vi i puderummet i forbindelse med aflevering. Til sidst blev vi afbrudt af en pædagog, som kom og sagde, at alle børn skulle komme og vaske hænder, fordi det var tid til formiddagsmad og bagefter skulle de lave musik med Anne Sofie. Og Karl sagde glad “Ja!”, sprang op og begyndte at trisse ned mod toiletterne… Jeg syntes det var så hårdt at samle ham op og fortælle ham, at det ikke gjaldt ham. Han fik den daglige bolle i hånden i køkkenet i stedet, fik støvler på og så vinkede vi til Mattis og gik ud til bilen. Karl i højt humør, moren lidt mere slukøret. Dagen blev dejlig alligevel, vi fandt sangkufferten frem hjemme, lavede gymnastik i stuen og dansede og spillede trommer til Hr. Skæg. Men det blev ved med at nage mig. Så da Karl sov satte jeg mig ved computeren og gik på jagt…
Første skridt var at melde mig ind i grupper for hjemmegående i Aarhus og Østjylland på Facebook. Umiddelbart efter tikkede der en invitation ind til en legestuegruppe i Horsens samt navnet på en anden hjemmegående hér i Sønder Vissing! Bingo!
Så gennemtrawlede jeg nettet for hjemmegående i Østjylland, fandt to af dem på Facebook og skrev til dem. Den ene har skrevet tilbage og vi skal ses i december! Hun er oven i købet uddannet på Institut for Æstetiske Fag i Aarhus og har en gul hund… Bingo!
Jeg skrev til vores sundhedsplejerske og spurgte efter andre hjemmegående i området. Hun kvitterede med idéen om at oprette en legestue lokalt i Brædstrup. Bingo!
OG for at det ikke skal være løgn, så sørgede min åbenbart overdrevent gode karma for endnu en bingo-oplevelse. Min gamle veninde fra Økologiens Have har lige skrevet til mig, også på Facebook. Hun har hørt mine interviews om at være hjemmegående, hun er selv hjemmegående og vil rigtig gerne ses! Bingo!
Så nu har jeg det bedre igen 😉
Oveni alle de fremskridt huskede jeg også mig selv på, at jeg ofte havde megadårlig samvittighed over at aflevere Mattis i dagplejen og dén suppedas står jeg jo aldrig i med Karl. Så det er vel ret beset kun fair, at jeg som hjemmepasser også har dårlig samvittighed i ny og næ. Man kan ikke få det hele. Den dårlige samvittighed overfor ens børn er en del af livet, and so be it. Jeg vælger mit valg, med både forsider og bagsider.
Nu vil jeg gå ind til mit vågne barn, kramme ham hårdt og spørge om han vil hjælpe med at lave brunkagedej! Vi får nemlig huset fuldt af børn i weekenden 🙂