Jeg skal ALDRIG have en blog!


Citatet er kun nogle måneder gammelt. Egentlig startede snakken ved køkkenbordet om, hvor bekymrende jeg syntes det var at stort set alle mennesker på min og min mands alder (medio 30’rne) partout skulle have en blog. Min harceleren lød nogenlunde sådan her:
“Jeg er DYBT bekymret på vores generations vegne! Folk er nogle omsorgshungrende, selvhjælpsbog-afhængige, marathonløbende, selvpromoverende, navlepillende, glutenangste Facebookjunkies, som skriver latterlige blogs om de mest ligegyldige ting…. Se mine cupcakes! Se min Ironman! Se mine børn! Se mine klatmalerier! Se min sixpack! Jamen, hold nu kæft og brug jeres liv til noget i stedet for at kæfte op om jeres kostomlægning. Tag fem måneder på et felthospital i en eller anden gudsforladt afrikansk krigszone, for fanden. Så risikerer I ikke at sidde om 50 år og ærgre jer over, at I spildte jeres liv med hovedet HELT oppe i jeres egen røv...”
Er der ikke noget med, at de lykkeligste mennesker i verden er dem, som bruger deres liv på at være noget for andre? Jeg er helt med på at man skal elske sig selv, passe på sin krop og sit mentale helbred og gøre sig selv glad. Men det føles nogle gange som om mange mennesker i min generation – især kvinderne, desværre – kan bruge helt ekstreme mængder tid, energi og penge på nogle ting, som umiddelbart forekommer mig at være deciderede i-lands-problemer…. “Jeg er lidt for tyk/træt/oppustet/stresset/, jeg keder mig lidt i mit job, jeg synes måske min mand er lidt kedelig og farven på mine køkkenlåger er grim!” Og før man ser sig om, bruger begavede, ressourcestærke kvinder al deres tid på en jagt på lykke (hvad det så end er!?) som stort set altid indebærer en blandet pose af eksempelvis yoga, meditation, tarmskylninger, ture i ashram, en tatovering, noget retreat af en art, mødet med en selvhjælpsguru/coach/yogalærer/diætist, aromaterapi og udelukkelse af stort set alle fødevarer, som gør livet bare en lille smule sjovt og, uha, farligt. Man skyr (pun intended) ingen midler for at leve i nuet, leve drømmen, leve sin passion, leve hver dag som om det var den sidste! Jeg synes det lyder mere stressende end et 4-16 job…. Hvad så med alle de dage, hvor man ikke er ved at pisse i bukserne af lykke hele tiden? Er de så spildte? Tæller de ikke? Er man så et slattent fæ, som bare lader livet siiiiive ud mellem fingrene, mens alle de marathonløbende paleo-damer laver nøgen-yoga med Disneystjerner i øjnene?
Og så fik jeg en tanke – for jeg gider ikke løbe marathon, jeg skal ikke leve uden kaffe og kanelsnegle og jeg skal slet ikke lave downward dog med bar mås i 40 graders varme…. Måske lykken ligger lige for? Måske behøver man slet ikke lave hele den der gigantstore overhaling, så man bliver helt benet og hellig og skidekedelig at have til grillaften? Måske skal man bare blive bedre til at stille skarpt på de SMÅ ting, som er værd at være lykkelig for? Kaffe, for eksempel. Og gluten, som laver de smukkeste lufthuller i det hjemmebagte brød. Og søvn. Og sol.
Bloggen hedder Forsiden af medaljen, fordi jeg gerne vil blive virkelig dygtig til at være taknemmelig for alle de dejlige ting i tilværelsen. Både de ting man arbejder for, og de ting som bare er.
Og hvorfor skal det så nedfældes på en blog? Sådan en skulle jeg jo aldrig have? Jo, fordi jeg i øjeblikket er hjemmegående med Karl og selvom han er både skæg at hænge ud med og frygtelig sød, så er det så som så med de intellektuelle stimuli. Bloggen bliver min hjerne-motion. Motion – med kaffe!! Se, hvor nemt det går med at finde ting at glædes over 🙂 Velkommen til.

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *