Johanne: “Hmm, jeg har ikke skrevet noget siden februar!! Ku’ være jeg skulle flikke noget sammen….”

Så. Hvis du rent faktisk læser dette indlæg, så TAK. Du er lavet af et særligt stof. )

Der er sket mange forskellige ting i mit liv, mens der har været dødvande på bloggen. Men en af de allervigtigste ting er, at jeg er gået fra at veje 59 kilo til at veje 67. Og at det er sket med fuldt overlæg. Jep. No shit. Forklaringen er som følger:

I september for to år siden besluttede jeg mig for at tabe de kilo, som havde listet sig på under graviditet og barsel med Lasse. Vægten sagde 75 kilo og med en højde på 164 cm. tænkte jeg at det måske var lige vel voldsomt. Jeg var en str. 44 i stedet for min sædvanlige str 38-40. Jeg kunne max løbe 10-20 meter, før jeg prustende måtte holde pause og når jeg hoppede i trampolin med ungerne havde jeg det som om jeg skulle gylpe mine lunger op. Jeg gik stadig i ventetøj og mine dejlige kjoler hang og samlede støv, fordi jeg ikke kunne lyne dem. Anyway, 15 måneder senere var jeg 17 kilo lettere. Fremgangsmåden? En veritabel tsunami af grønne smoothies, squats, småbitte måltider på 200-300 kalorier og virkelig mange aftener, hvor jeg gik sulten i seng. Mads bakkede mig op, fordi jeg var så fast besluttet, men nævnte samtidig at min vægt ikke betyder noget for ham. Og at han i øvrigt også synes det er vældig hyggeligt at vi spiser aftensmad sammen, i stedet for at jeg drikker kål, mens jeg laver mad og derefter sidder og smiler anspændt, mens de andre spiser. Bevares, jeg forstod godt hans holdning, men jeg havde øjnene på målstregen og et “natural high” af at det kørte for mig. Det har så senere vist sig, at det “natural high” kommer af alle de stresshormoner kroppen udskiller, når den sulter… At 1295 kalorier i døgnet til et aktivt voksent menneske tvinger kroppen i et såkaldt “famine mode”. Famine betyder hungersnød. Det er en selvpåført katastrofe som laver lort i fordøjelse, hormoner, forbrænding, stofskifte og meget mere. Men det kommer vi til…

I tiden efter jeg nåede over målstregen (jeg har et billede af mine fødder på vægten, som viser 58,5, hvilket jeg ikke har vejet siden jeg var teenager), var jeg ON FIRE! For det første var jeg let som en fjer og for det andet begyndte jeg at spise igen. Rigtig mad i normale portioner. Og som med ALLE andre slankekure, livsstilsændringer eller hvad fanden man nu vil kalde det, så var min krop så udmattet af forbud, restriktioner og afsavn, at den konsumerede energi som Skødstrupværket. Og ligeså stille og langsomt kunne jeg konstatere, at hvis jeg skulle blive under 60 kilo, så skulle jeg blive ved med at leve på en sten, drikke spinat, løbe, lide afsavn og spise hytteost hele tiden. Og ligeså stille faldt ti-øren.

Jeg skal leve sådan her resten af mit liv, hvis jeg vil kunne passe de her jeans i str. 36. Jeg gider ikke leve sådan her! FUCK. Jeans eller life!? Jeans eller life…

Life.

Jeg har været på flere slankekure i mit liv end jeg kan tælle. Jeg har tabt de samme kilo igen og igen og igen. Og jeg er færdig. Slut. Ikke mere. Første gang jeg fejlagtigt troede at min krop var forkert, stod jeg på vægten hos sundhedsplejersken og fandt ud af at jeg vejede 37 kilo. Den tyndeste pige i klassen vejede 25. Et par år senere fortalte en klassekammerat mig, at min såkaldte kæreste i femte klasse havde slået op med mig fordi jeg var “for fed”. Det blev også, i 8.klasse, til en enkelt kommentar, skrevet med blyant på væggen på toilettet, om at jeg var “dellet”. Og det var det! Mere skulle der ikke til, for at gøre mig til det der på engelsk hedder chronic dieter. Det bliver kluntet at oversætte direkte, men betydningen er klar. Jeg var altid enten på slankekur eller på pause fra en. Aldrig bare i fred, tilfreds eller ubevidst om min vægt og min størrelse. På en måde er det jo lige til artikel i Ugebladet Søndag at jeg næsten skulle blive 40, før jeg fik tilstrækkeligt med selvindsigt til at give det hele fingeren, droppe jagten på den perfekte krop og ikke mindst få øjnene op for, hvor ulækker, forskruet og grisk slankeindustrien og hele slanke-kulturen er.

Det gik op for mig, at grunden til at man ikke er på én slankekur i sit liv, hvorefter man lever resten af sine dage i sin slanke krop er, at slankekure ikke virker. Hvis de virkede, hvorfor fanden er man så på dem igen og igen? Vi er rigtig gode til at skyde skylden på os selv, når vi – efter en vellykket slankekur – tager det hele på igen. Slankekuren er den gode helt, vi er de slatne tabere, der ikke engang kan finde ud af at passe på den fiiiiine tynde krop, som slankekuren har hjulpet os med at få. Pinligt!

Jeg fandt ud af, at det er slankekurene, der er defekte. 1300 kalorier til et granvoksent menneske er absurd. BMI er et dybt problematisk redskab, udviklet af en matematiker. Se her for en glimrende gennemgang af, hvorfor du med sindsro kan skide dit BMI et stykke og i stedet kigge på helt andre ting, hvis du gerne vil tjekke dit helbred. Hvilepuls, blodtryk, stressniveau og søvnkvalitet er gode steder at starte, men spørg din læge, hvis du er i tvivl! Mine største åbenbaringer kom fra bogen med den helt eminente titel “The Fuck-it diet” af Caroline Dooner. Jeg lyttede til lydbogen fire gange i streg, eftertjekkede de videnskabelige fakta jeg havde brug for at læse mere om, tog nogle virkelig dybe indåndinger, stillede min vægt væk og begyndte at spise igen.

Hvis man skal koge bogens budskab ned til en enkelt suppeterning af visdom, må det være denne:

Restriktion fører uundgåeligt til overspisning. Det er kroppens måde at passe på os og forsøge at undgå mangelsygdomme, sultedød og artens uddøen. Det lyder vildt. Men det er det ikke.

Derfor tager vi det hele på igen efter en kur. Derfor propper vi indmaden af et rundstykke i munden, når alle andre er gået fra bordet. Derfor spiser vi fire kanelsnegle til fødselsdagen i stedet for en. Fordi det ligger dybt i os, at der er nye restriktioner, nye afsavn, nye slankekure på vej. Hvis bland-selv slik er lovligt, tilgængeligt og afdramatiseret (der er masser, du må spise det hver dag, der er også slik i morgen), så mister det efterhånden noget af sin tiltrækning. Når man også må få lidt snolder efter frokost i morgen og i overmorgen, så er man mindre tilbøjelig til at tømme skålen i et panisk ur-menneskeligt forsøg på at fylde lagrene op før hungersnøden vender tilbage. Dooner formulerer det så fint, når hun siger at hver gang kroppen tvinger os væk fra en sultekur, så gør den det for at beskytte os. Tragedien er alle de gange vi tvinger den tilbage igen…

Jeg kan snakke og skrive i mange mange timer om emnet. Bogen og indstillingen har ændret mit liv og det lyder højttravende at skrive, at jeg er fri efter 30 år i slankefængslet. Men sådan føler jeg det. Tag ikke fejl! Efter 30 år med en forvrænget opfattelse af at min krop var grim, forkert, for meget, for tyk, så er der stadig lang vej igen. Processen er ikke nem og det er let at falde tilbage og tænke “Argh, jeg kunne jo liiige give max slankegas i en måned, tabe 5-7 kilo, blive pæn igen (what the fuck…!?)  og SÅ gå tilbage til at spise intuitivt…”. Men nej. Sådan fungerer det ikke. Det er all in og det er pissesvært og latterligt grænseoverskridende og en proces fyldt med tvivl og frygt. Ikke mindst fordi samfundet stadig har skønhed, slanke lår og flade maver øverst på podiet. En slank krop er en gigantisk statusmarkør og stigmatisering af tykke og fede mennesker er overalt i vores hverdag. Jeg har aldrig selv været så stor, at jeg har oplevet samfundsmæssig stigmatisering, men min egen ubarmhjertige selvkritik var også alt rigeligt! Jeg har sat lighedstegn mellem vægt og værdighed, mellem kilo og succes og jeg har ærligt talt svært ved at mindes hvordan det føles at være mad-neutral. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været det. “Usund, fed eller syndig” mad = slemme Johanne. Grønkål, hytteost og mikroskopiske portioner = dygtig Johanne. Når ALT hvad man putter i munden bliver symboler på ens menneskelige værdi, så er et liv som slankeslave én lang slåskamp.

Så fuck it. Jeg er færdig. Ja, jeg har hængt nogle af kjolerne ind i skabet igen og de ryger med på loppemarked snarest muligt. Jeg har en ny målstreg i horisonten. Et kærligt og taknemmeligt forhold til mine fine, magiske, utrolige krop. Og et forhold til mad, som er udramatisk og præget af lyst og fornøjelse fremfor skam, skyld, tvang og besættelse. Jeg orker ikke bruge resten af mit liv på at tælle kalorier, snakke grimt til min topmave og spise skyr og ækel tør chokolade med 85 % kakao. Det har ædt så meget af mit liv, at det er til at tude over og jeg vil ikke mere. Jeg vil bruge min tid på ting jeg gerne vil. Det kan oveni købet være at der bliver tid til at blogge igen!

Tak fordi du læste med.

Derfor har jeg udviklet et fobi-lignende had til livsstilsbøger, blogs, dameblade og andet ragelse frembragt af “eksperter”, som altid har alle svarene på alting. Og svaret er fandme aldrig, at jeg bare skal blive ved med at gøre som jeg gør! Nogle gange virker det som om hver anden borger i Danmark er ernæringsekspert, personlig træner, yogalærer, coach eller terapeut, så alle os andre slapsvanse kunne mandsopdækkes én til én. Og larmen fra alle de “kloge” er så øredøvende, at den er svær at undslippe. For noget tid siden læste jeg en fantastisk kronik i Information (find den her), som på skræmmende vis forklarer, hvordan man som spiseforstyrret konstant bliver bekræftet af medierne i, at man har fat i det helt rigtige! Ud med de tre hvide djævle; hvedemel, mælk og sukker. Ud med kaffe, vin og snolder. Ind med blendet grønkål, faste og chiafrø. Man er dygtig, hvis man siger nej til nybagte kanelsnegle, man er slem, hvis man siger ja… Man synder med pizza og betaler aflad bagefter ved at drikke underlige grønne juicer og smoothies med alger, pulvere og svinedyre olier i.

Og jo mere velstillet, ressourcestærk og veluddannet man er, jo større håne-ret lader det til at man har. Men marginalerne er i virkeligheden bittesmå, eksempelvis fra sund mad til økologisk sund mad, fra vegetar til veganer, fra hverdagsmotionist til fitness-freak. Hvis vi sammenligner os med mennesker i et udviklingsland, hvor man måske mestendels spiser produkter af majs eller ris, så virker det nærmest komisk at vi i Danmark pt. har en ophedet debat om noget så specifikt som kosttilskud! Jeg tror det er tilværelsens ulidelige lethed, der spøger. Hvis man lever i en verden uden skarpe hjørner og mørke afkroge, så har man pludselig enormt meget tid til at filosofere over, hvorvidt man burde spise fiskeolie eller ej. Om man vil bære i slynge eller bæresele. Eller ikke bære overhovedet. Forleden var jeg på tur i blogland og stødte på en såkaldt neo-hippie, som åbenbart også er slynge-guru. I hvert fald fik en stor del af danske forældre et kollektivt drag over nakken med ordene: “Hold dig derfor langt væk fra Baby Björn!”. Hm. Den er ellers udviklet af specialister i børn og ergonomi, men den er åbenbart en invaliderende dødsfælde. Så meget desto mere mystificerende er det, at mine børn har nydt at hænge i den  – også udadvendt (gys!) – og de fungerer fremragende motorisk. Så enten er mine børn helt ganske særligt fantastiske eller også er her en dame med sans for overdramatisering. Eller som det hedder i dag; shaming. Skam dig! Over din Baby Björn, dit sukkerspiseri, din slappe mås og din iPad, som du giver ungerne, når du er så træt at du har blodsmag i munden.

Og nu vi er ved min træthed, så vil jeg lige dementere et andet postulat, som jeg har testet i praksis. Jeg blev ikke helt vildt vågen, kæk og energisk af at drikke blendet grønkål og avocado. Eneste bivirkning var, at jeg fik meget nemt ved at komme på toilettet og derved fik løst et ikke eksisterende problem. Og ærligt talt, så smager blendet grønkål af prut og hæk-afklip og avocadoen gør oveni købet smoothien levret på en virkelig vammel måde… Jeg foretrækker grønlangkål og guacamole i stedet.

Jeg forstår ikke, hvorfor en radikal ændring i det enkelte menneskes liv ofte udmønter sig i et CVR-nummer, en lækker hjemmeside og en karriere i at fortælle andre, at de også burde se lyset og lave sig selv om. Hvorfor kan man ikke bare være helt vildt med at meditere, lave cross fit eller spise rå mad UDEN at det skal blive en livsmission at få mig til at gøre lige sådan? Selvhjælps- og slankebranchen har kronede dage, bøgerne vælter ud af forlagene og der er åbenbart (stadig) masser af penge i at prikke til folks dårlige samvittighed, deres skam og tvivl. Jeg afskyr det. Jeg vil ikke laves om. Jeg kender ikke en eneste asketisk sukkerfornægter, som jeg gad spise brunch hos. James Price, derimod… Eller Camilla Plum!!

Hvis jeg nogensinde tager Rikke på ordet og skriver en bog, så bliver det med stor sandsynlighed en livsstilsbog med titlen “Du er dig. Og du dur…” Med undertitlen “Om at gå gennem livet med hængerøv og højt humør.” Med udførlige vejledninger i absolut ingenting og et entydigt fokus på at droppe samvittighedskvalerne en gang for alle. Jeg forestiller mig et startoplag på en 10-12 stykker. Skal jeg skrive dig op?

Jeg har tidligere skrevet om Sdr. Vissing i rosende vendinger, bl.a. her og her. Jeg elsker at bo her, jeg har vidunderlige naboer og fantastiske venner og jeg holder mere og mere af vores hjem, vores have og vores liv her i Vestermarken. Men lige nu er der malurt i bægeret og jeg er vred, ked af det og utrolig frustreret. For byen har et problem, som jeg ikke ved hvordan vi skal løse. Jeg kan i hvert fald ikke løse det alene og det kommer til at kræve en ordentlig gang parterapi at få luset ud i rottereden. Sdr. Vissing har fået to kys af mig. Nu kommer kæftebaskeren (som Karl på tre år kalder det).

Eksempel nummer et: Da Mads og jeg lige var flyttet hertil ville vi vise flaget, opføre os som gode medborgere og møde op til fællesspisning og få nogle nye bekendtskaber. Men vi kom tomhændede hjem. De tomme stole ved siden af vores nye byfæller blev smækket op og når vi spurgte om pladserne var ledige fik vi at vide, at man “ventede på nogen”. Jeg har aldrig følt mig så uvelkommen noget sted. Vi endte med at sidde alene for en bordende og der gik ærligt talt årevis før vi fik mod på at forsøge os igen. Da havde vi et barn i pasning hos en lokal dagplejer og det betød, at der var et par kendte ansigter, som nikkede til hilsen. Vi var stadig fremmede fugle og blev helt åbenlyst talt om i stedet for med. Men vi blev trods alt nikket til. Det varmede.

Eksempel nummer to: For kort tid siden var Mads og jeg med til at opstarte en fælles have ved byens Fælleshus. Et sted, hvor børn og voksne kan mødes og lege, snakke, slappe af, drikke kaffe, lave bål, bage snobrød, bytte planter og dyrke en masse grøntsager til fælles afbenyttelse. Da vi ankom den første lørdag blev jeg passet op af en lokal person, som lige ville “vise mig rundt”. Derefter fik jeg en lektion i, hvordan man gebærder sig på de fælles arealer. Påbuddene var mange, nogle har jeg glemt. Men jeg lod mig forstå, at havegrej skal skylles af HVER gang man har brugt det. At man ikke vil tolerere rod i haveskuret. At vi skal fjerne vores affald og skrald efter os. Og at vi skal huske at slukke for vandhanen og ikke bare lade den løbe, når vi går! På et tidspunkt begyndte jeg at miste koncentrationen og begyndte at spekulere på to ting: Kan vedkommende ikke se, at jeg er et voksent menneske? Og hvem i alverden ER denne sure opsynsmand?? Min forundring var så meget desto større, fordi det var vores første dag i haven og vi var end ikke begyndt på arbejdet endnu! Vedkommende var tydeligvis ikke kommet for at deltage i havens fornøjeligheder. I stedet startede vi ud med en stor portion mistillid, formaninger og påbud. Trist.

Eksempel nummer tre: I weekenden var vi endnu en gang i Fælleshaven med vores børn og et par andre familier. Solen skinnede og minsandten om ikke en dejlig lokal dame havde både børn, godt humør, pandekagedej og bålpander med. Vores unger hyggede sig, bålet knitrede, vi fik vandet og sået lidt mere og især snakket med hinanden, mens børnene legede. To af dem havde stor fornøjelse af at tegne med kridt på fliserne foran huset. Tegninger af børn, et rumvæsen og en tegning af et lille hus (hævdede Karl stolt!). Samme aften blev Mads ringet op af en anden borger, som havde været forbi Fælleshaven om eftermiddagen. Vedkommende bad Mads køre om og fjerne kridttegningerne med vandslangen. Mads blev lettere forvirret, men forklarede at tegningerne var lavet med KRIDT. Af BØRN. Og at de ville forsvinde ved første regnbyge. Vand på en gås! De tegninger skulle væk! Nogle af argumenterne lød på, at tegningerne var “på linje med graffiti. Hvad bliver det næste? Maling??” Og at “de” – når de skulle nyde solen og kaffen udenfor – ville føle sig generet af tegningerne. Vores forbløffelse blev til vantro. Og vantroen blev til vrede! Stedet hedder Fælleshuset. Det er bare ikke særlig fælles, især ikke for børn, åbenbart. (Graffiti er i øvrigt hærværk og en bevidst ulovlig handling. Bare til orientering.)

Ovenstående er tre gode grunde til, at Sdr. Vissing på nogle punkter står i stampe. Her er smuk natur, billige huse og søde naboer, ja vist. Men her er også stok-konservativisme, indspisthed, lukkethed, regelrytteri, ordensfacisme og en åbenbart udødelig “Os og dem”-kultur. Vi unge (på 37) må gerne føde nogle børn, købe nogle huse og starte projekter op, så byen ikke dør. Men vi har fandme at rette ind, mens vi gør det! Og vi bliver aldrig en del af fællesskabet. Det er så også et fællesskab jeg har fået mine alvorlige forbehold overfor. Heldigvis kan vi skabe nye fællesskaber med andre unge børnefamilier. Men hvorfor kan vi ikke have et stort by-omfattende fællesskab, ALLE sammen?

I MIN verden tager man imod entreprenante mennesker og deres idéer og tiltag med ufortyndet begejstring. Med åbne arme og med lettelse over, at der findes mennesker med energi, social ansvarsfølelse og lyst til at gøre byen levende. Og med et skuldertræk, hvis idéerne, tiltagene og fremgangsmåderne ikke lige er 100 procent i tråd med ens egne præferencer. Tænk, hvis stolene var blevet trukket ud i stedet for smækket op? Tænk, hvis vi var blevet vist rundt af en begejstret, forventningsfuld og hjælpsom mand, som havde rost vores initiativ og tilbudt sin hjælp? Tænk, hvis byens ældre blev glade for at se børnetegninger på fliserne og glædede sig over, at der stadig findes legende børn i byen? Måske endda ærgret sig over, at regnen ville vaske dem væk? Tænk hvis…

Der brænder en ild i mange af byens unge mennesker. En lyst til en levende by med gensidig accept, åbne sind, fælles projekter, glade børneflokke og et blomstrende fællesskab. Et fællesskab, hvor vi holder sammen og støtter hinanden i stedet for at sladre grimt og tåbeligt over kaffen bag lukkede døre. Men hvis vi ikke bliver stolet på og hvis modstanden, kritikken og fejlfinderiet bliver for meget, så kan den ild slukkes. Så let som at skylle en kridttegning væk…