I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

For to dage siden fyldte jeg 38 år. Godt på vej mod midten af tilværelsen, sådan statistisk set. Der er masser af ting jeg gerne vil og kan nå endnu, der er også ting jeg har accepteret aldrig kommer til at ske. Hvis jeg skal have en karriere på scenen, lave en ph.D. eller have flere one-night-stands, så må det blive i mit næste liv, hvor jeg i øvrigt også planlægger fyldige øjenvipper, slanke ben og en tårnhøj hvileforbrænding. Men for nu, så er jeg nået til et sted, hvor tiden og ikke mindst tyngdekraften har fundet grovfilen frem og lægger an til at give mig kam til mit hår. Nu bliver kunsten at betragte mit eget forfald med samme kærlige blik, som jeg skænker mit elskede kvashegn.

Den trofaste læser vil vide, at jeg ikke holder særlige meget af det perfekte og lydefri. Jeg er eksempelvis ikke meget for mediernes overstrømmende begejstring for stjerner, som holder sig helt grotesk godt. Jeg kan sagtens se at både Halle Berry, Jennifer Lopez og Eva Longoria stadig ligner nogen på 25, selvom de er hhv. 51, 48 og 42. Men jeg synes egentlig ikke det er nogen bedrift i sig selv og helt almindelige mennesker får knald i låget og mindreværdskomplekser, hvis de sammenligner deres egen mås med en Hollywood-mås. Sarah Jessica Parker blev engang spurgt af en journalist, hvordan i alverden hun holdt sig så fantastisk godt. Og svaret slog hovedet på sømmet.  Nemlig det, at for celebre personer er rynkefrihed, smukke lår og hvide tænder ikke en gave, et held eller et tilfælde. Det er benhårdt arbejde at se sådan ud, man har personale til at hjælpe sig og det koster en formue. Det tror da fanden, at Jennifer Lopez’ røv bliver holdt fin og struttende. Den er jo en industri, som brødføder rigtig mange mennesker, så hvis den bliver slap og almindelig, så er hun, ja, på røven…

Jeg så for nylig et tweet, hvor der stod “Jeg ville ønske at jeg igen havde den krop, som jeg havde som 22-årig og som jeg mente var ALT for tyk og grim!” Og jeg genkendte mig selv i det. Som 22-årig brugte jeg betydelige mængder tid på at straffe min egen krop, sulte den, skælde den ud, tale grimt til den og gemme den væk. Til trods for at fotos fra dengang fortæller mig, at den var slank og fast, uden rynker, strækmærker, åreknuder og appelsinhud. Og hvis jeg fik buddet, så tog jeg dén krop tilbage på et splitsekund. Så ville jeg være stolt af den, snakke pænt om den, gå i korte shorts og stramme kjoler og ligge på stranden uden at suge maven ind.

Min krop har hørt på megen fordømmelse fra mig i årenes løb. Måske er det tid til at sadle om? Den har jo gjort det godt! Båret mig rundt i 38 år, aldrig fejlet noget særligt, hoppet, danset og fordrejet hovedet på adskillige vidunderlige mandfolk. Fastholdt den allerbedste af dem alle sammen i snart ti år. Og sidenhen 3D-printet tre små kopier, som gør vores liv til en lykke. “It takes life to live life”, plejer min far at sige i en let omformulering af Edgar Lee Masters. Og mit liv har været et sammensurium af fest og farver, spinatsmoothies og drukture, Nupo-diæter og ædegilder, fitness-galskab og doven lediggang og på det seneste graviditeter og fødsler og deraf følgende yoyo-vægt. Det er kun ret og rimeligt at det kan ses! Og ved eftertanke, så er det faktisk altid kvinder med kant jeg fascineres af. Tilda Swinton, Isabella Rossellini, Lena Dunham, Björk… Kvinder som har forfinet kunsten at være lidt udenfor nummer. Unikke, mærkelige og svære at sætte i bås. Jeg synes de er langt mere interessante end hud uden rynker, baller uden tyngde og klæder uden karakter.

Så her til sidst; hyldesten til mit eget fornemme forfald. Til rynkerne i panden, som Karl forgæves prøver at glatte ud med sine bløde fingre. Til åreknuden på højre læg, som Mattis kalder “rynkerne” og som han fascineret stryger over med frydefuld gysen. Til de stadig flere grå hår, som langsomt men målrettet har vundet kampen over pincetten. Og til topmaven, barmen og bagdelen, lårene og de runde overarme, som på magisk vis kan få Mads til at glemme alt om både byggeprojekter, Champions League-finaler og nyåbnede dåseøl.

Tillykke til min krop med 38 års fornemt, frydefuldt og forventeligt forfald. Må de næste 38 år blive ligeså fyldt med skæg og spas, skrammer og slitage. Og lad os håbe at det kan ses. Så ender jeg som den smukkeste bunke kvas man kan tænke sig…

Derfor har jeg udviklet et fobi-lignende had til livsstilsbøger, blogs, dameblade og andet ragelse frembragt af “eksperter”, som altid har alle svarene på alting. Og svaret er fandme aldrig, at jeg bare skal blive ved med at gøre som jeg gør! Nogle gange virker det som om hver anden borger i Danmark er ernæringsekspert, personlig træner, yogalærer, coach eller terapeut, så alle os andre slapsvanse kunne mandsopdækkes én til én. Og larmen fra alle de “kloge” er så øredøvende, at den er svær at undslippe. For noget tid siden læste jeg en fantastisk kronik i Information (find den her), som på skræmmende vis forklarer, hvordan man som spiseforstyrret konstant bliver bekræftet af medierne i, at man har fat i det helt rigtige! Ud med de tre hvide djævle; hvedemel, mælk og sukker. Ud med kaffe, vin og snolder. Ind med blendet grønkål, faste og chiafrø. Man er dygtig, hvis man siger nej til nybagte kanelsnegle, man er slem, hvis man siger ja… Man synder med pizza og betaler aflad bagefter ved at drikke underlige grønne juicer og smoothies med alger, pulvere og svinedyre olier i.

Og jo mere velstillet, ressourcestærk og veluddannet man er, jo større håne-ret lader det til at man har. Men marginalerne er i virkeligheden bittesmå, eksempelvis fra sund mad til økologisk sund mad, fra vegetar til veganer, fra hverdagsmotionist til fitness-freak. Hvis vi sammenligner os med mennesker i et udviklingsland, hvor man måske mestendels spiser produkter af majs eller ris, så virker det nærmest komisk at vi i Danmark pt. har en ophedet debat om noget så specifikt som kosttilskud! Jeg tror det er tilværelsens ulidelige lethed, der spøger. Hvis man lever i en verden uden skarpe hjørner og mørke afkroge, så har man pludselig enormt meget tid til at filosofere over, hvorvidt man burde spise fiskeolie eller ej. Om man vil bære i slynge eller bæresele. Eller ikke bære overhovedet. Forleden var jeg på tur i blogland og stødte på en såkaldt neo-hippie, som åbenbart også er slynge-guru. I hvert fald fik en stor del af danske forældre et kollektivt drag over nakken med ordene: “Hold dig derfor langt væk fra Baby Björn!”. Hm. Den er ellers udviklet af specialister i børn og ergonomi, men den er åbenbart en invaliderende dødsfælde. Så meget desto mere mystificerende er det, at mine børn har nydt at hænge i den  – også udadvendt (gys!) – og de fungerer fremragende motorisk. Så enten er mine børn helt ganske særligt fantastiske eller også er her en dame med sans for overdramatisering. Eller som det hedder i dag; shaming. Skam dig! Over din Baby Björn, dit sukkerspiseri, din slappe mås og din iPad, som du giver ungerne, når du er så træt at du har blodsmag i munden.

Og nu vi er ved min træthed, så vil jeg lige dementere et andet postulat, som jeg har testet i praksis. Jeg blev ikke helt vildt vågen, kæk og energisk af at drikke blendet grønkål og avocado. Eneste bivirkning var, at jeg fik meget nemt ved at komme på toilettet og derved fik løst et ikke eksisterende problem. Og ærligt talt, så smager blendet grønkål af prut og hæk-afklip og avocadoen gør oveni købet smoothien levret på en virkelig vammel måde… Jeg foretrækker grønlangkål og guacamole i stedet.

Jeg forstår ikke, hvorfor en radikal ændring i det enkelte menneskes liv ofte udmønter sig i et CVR-nummer, en lækker hjemmeside og en karriere i at fortælle andre, at de også burde se lyset og lave sig selv om. Hvorfor kan man ikke bare være helt vildt med at meditere, lave cross fit eller spise rå mad UDEN at det skal blive en livsmission at få mig til at gøre lige sådan? Selvhjælps- og slankebranchen har kronede dage, bøgerne vælter ud af forlagene og der er åbenbart (stadig) masser af penge i at prikke til folks dårlige samvittighed, deres skam og tvivl. Jeg afskyr det. Jeg vil ikke laves om. Jeg kender ikke en eneste asketisk sukkerfornægter, som jeg gad spise brunch hos. James Price, derimod… Eller Camilla Plum!!

Hvis jeg nogensinde tager Rikke på ordet og skriver en bog, så bliver det med stor sandsynlighed en livsstilsbog med titlen “Du er dig. Og du dur…” Med undertitlen “Om at gå gennem livet med hængerøv og højt humør.” Med udførlige vejledninger i absolut ingenting og et entydigt fokus på at droppe samvittighedskvalerne en gang for alle. Jeg forestiller mig et startoplag på en 10-12 stykker. Skal jeg skrive dig op?

Jeg har tidligere skrevet om Sdr. Vissing i rosende vendinger, bl.a. her og her. Jeg elsker at bo her, jeg har vidunderlige naboer og fantastiske venner og jeg holder mere og mere af vores hjem, vores have og vores liv her i Vestermarken. Men lige nu er der malurt i bægeret og jeg er vred, ked af det og utrolig frustreret. For byen har et problem, som jeg ikke ved hvordan vi skal løse. Jeg kan i hvert fald ikke løse det alene og det kommer til at kræve en ordentlig gang parterapi at få luset ud i rottereden. Sdr. Vissing har fået to kys af mig. Nu kommer kæftebaskeren (som Karl på tre år kalder det).

Eksempel nummer et: Da Mads og jeg lige var flyttet hertil ville vi vise flaget, opføre os som gode medborgere og møde op til fællesspisning og få nogle nye bekendtskaber. Men vi kom tomhændede hjem. De tomme stole ved siden af vores nye byfæller blev smækket op og når vi spurgte om pladserne var ledige fik vi at vide, at man “ventede på nogen”. Jeg har aldrig følt mig så uvelkommen noget sted. Vi endte med at sidde alene for en bordende og der gik ærligt talt årevis før vi fik mod på at forsøge os igen. Da havde vi et barn i pasning hos en lokal dagplejer og det betød, at der var et par kendte ansigter, som nikkede til hilsen. Vi var stadig fremmede fugle og blev helt åbenlyst talt om i stedet for med. Men vi blev trods alt nikket til. Det varmede.

Eksempel nummer to: For kort tid siden var Mads og jeg med til at opstarte en fælles have ved byens Fælleshus. Et sted, hvor børn og voksne kan mødes og lege, snakke, slappe af, drikke kaffe, lave bål, bage snobrød, bytte planter og dyrke en masse grøntsager til fælles afbenyttelse. Da vi ankom den første lørdag blev jeg passet op af en lokal person, som lige ville “vise mig rundt”. Derefter fik jeg en lektion i, hvordan man gebærder sig på de fælles arealer. Påbuddene var mange, nogle har jeg glemt. Men jeg lod mig forstå, at havegrej skal skylles af HVER gang man har brugt det. At man ikke vil tolerere rod i haveskuret. At vi skal fjerne vores affald og skrald efter os. Og at vi skal huske at slukke for vandhanen og ikke bare lade den løbe, når vi går! På et tidspunkt begyndte jeg at miste koncentrationen og begyndte at spekulere på to ting: Kan vedkommende ikke se, at jeg er et voksent menneske? Og hvem i alverden ER denne sure opsynsmand?? Min forundring var så meget desto større, fordi det var vores første dag i haven og vi var end ikke begyndt på arbejdet endnu! Vedkommende var tydeligvis ikke kommet for at deltage i havens fornøjeligheder. I stedet startede vi ud med en stor portion mistillid, formaninger og påbud. Trist.

Eksempel nummer tre: I weekenden var vi endnu en gang i Fælleshaven med vores børn og et par andre familier. Solen skinnede og minsandten om ikke en dejlig lokal dame havde både børn, godt humør, pandekagedej og bålpander med. Vores unger hyggede sig, bålet knitrede, vi fik vandet og sået lidt mere og især snakket med hinanden, mens børnene legede. To af dem havde stor fornøjelse af at tegne med kridt på fliserne foran huset. Tegninger af børn, et rumvæsen og en tegning af et lille hus (hævdede Karl stolt!). Samme aften blev Mads ringet op af en anden borger, som havde været forbi Fælleshaven om eftermiddagen. Vedkommende bad Mads køre om og fjerne kridttegningerne med vandslangen. Mads blev lettere forvirret, men forklarede at tegningerne var lavet med KRIDT. Af BØRN. Og at de ville forsvinde ved første regnbyge. Vand på en gås! De tegninger skulle væk! Nogle af argumenterne lød på, at tegningerne var “på linje med graffiti. Hvad bliver det næste? Maling??” Og at “de” – når de skulle nyde solen og kaffen udenfor – ville føle sig generet af tegningerne. Vores forbløffelse blev til vantro. Og vantroen blev til vrede! Stedet hedder Fælleshuset. Det er bare ikke særlig fælles, især ikke for børn, åbenbart. (Graffiti er i øvrigt hærværk og en bevidst ulovlig handling. Bare til orientering.)

Ovenstående er tre gode grunde til, at Sdr. Vissing på nogle punkter står i stampe. Her er smuk natur, billige huse og søde naboer, ja vist. Men her er også stok-konservativisme, indspisthed, lukkethed, regelrytteri, ordensfacisme og en åbenbart udødelig “Os og dem”-kultur. Vi unge (på 37) må gerne føde nogle børn, købe nogle huse og starte projekter op, så byen ikke dør. Men vi har fandme at rette ind, mens vi gør det! Og vi bliver aldrig en del af fællesskabet. Det er så også et fællesskab jeg har fået mine alvorlige forbehold overfor. Heldigvis kan vi skabe nye fællesskaber med andre unge børnefamilier. Men hvorfor kan vi ikke have et stort by-omfattende fællesskab, ALLE sammen?

I MIN verden tager man imod entreprenante mennesker og deres idéer og tiltag med ufortyndet begejstring. Med åbne arme og med lettelse over, at der findes mennesker med energi, social ansvarsfølelse og lyst til at gøre byen levende. Og med et skuldertræk, hvis idéerne, tiltagene og fremgangsmåderne ikke lige er 100 procent i tråd med ens egne præferencer. Tænk, hvis stolene var blevet trukket ud i stedet for smækket op? Tænk, hvis vi var blevet vist rundt af en begejstret, forventningsfuld og hjælpsom mand, som havde rost vores initiativ og tilbudt sin hjælp? Tænk, hvis byens ældre blev glade for at se børnetegninger på fliserne og glædede sig over, at der stadig findes legende børn i byen? Måske endda ærgret sig over, at regnen ville vaske dem væk? Tænk hvis…

Der brænder en ild i mange af byens unge mennesker. En lyst til en levende by med gensidig accept, åbne sind, fælles projekter, glade børneflokke og et blomstrende fællesskab. Et fællesskab, hvor vi holder sammen og støtter hinanden i stedet for at sladre grimt og tåbeligt over kaffen bag lukkede døre. Men hvis vi ikke bliver stolet på og hvis modstanden, kritikken og fejlfinderiet bliver for meget, så kan den ild slukkes. Så let som at skylle en kridttegning væk…

Det kan selvfølgelig også være, at det er min definition af lykke, som er forkert? Jeg synes bare, at lykke er et meget stort ord. Sådan noget med at tude og grine på samme tid! Lidt ligesom hvis man lige havde født sit ønskebarn og George Clooney var fødselshjælperen og barselsgaven var en enhjørning og nogle virkelig flotte ben og man blev syet bagefter med guldtråd af engle HELT uden smerte…. I Femina kunne man for nylig læse om to damer, som er blevet lykkelige, fordi de har skiftet job. Det synes jeg lyder mærkeligt! Har de ikke nærmere været jammerligt trætte af deres tidligere job og nu er de bare glade? Lykkelige, ligefrem? Hvad er man så, hvis ens barn overlever et voldsomt biluheld? Hvis en besværlig fødsel ender godt? Hvis man endelig bliver gift med den man elsker allermest?

Jeg synes at lykkedebatten bærer tydelige tegn på sproglig overdimensionering og ødselhed. Som om lykke er noget vi alle sammen burde føle en hel masse af, hele tiden. Men lykkejagten forekommer mig at være anstrengende, plat, navlepillende og forgæves. Matadormix er til gengæld ægte! Ligesom tilfredshed, glæde, gode fødsler og George Clooney. Og champagnebobler. De er ægte! Og meget billigere end en ny aura. Skål.

Der stod jeg så. Med fedtet hår, uden at have spist morgenmad og koldsvedte. Klokken var 7.15, Mattis og Karl skulle afleveres kl. 8 og hele banden var stadig i nattøj. Jeg tog en dyb indånding og ringede først til autohjælp og så til mekanikeren. Tøj, tandbørster og madpakker kunne jeg selv klare, men jeg anede stadig ikke, hvordan jeg skulle få alle rollingerne fragtet til Himmelblå. Så tog jeg endnu en dyb indånding, hvorefter jeg ringede til Svend og Birthe. De sødeste naboer, som var så venlige at tage telefonen – kl. 7.17 – helt uden at lyde trætte og morgensure. Selvfølgelig måtte jeg låne en bil! Selvfølgelig ville de komme over med den. Og sidde ved Lasse, mens jeg afleverede de to andre. I et globalt perspektiv var det en meget lille ting, en lille krusning i en meget stor overflade. Men i mit liv var det en lykke, en lettelse og en fantastisk hjælp. Og endnu en ting at være taknemmelig for….

Sønder Vissing er en undseelig lille plet på landkortet. En landsby som så mange andre. Lidt lille, lidt anonym. Og helt klart en by, som mange blot betragter som et stort vejbump på turen til og fra arbejde. Men selvom jeg i første omgang flyttede hertil pga. beliggenheden og de favorable huspriser, så bor jeg her i stigende grad med vilje. Her har jeg mødt de sødeste og mest hjælpsomme mennesker. Mennesker som hjælper mig, når bilen ikke vil starte, når vejen fyger til eller når børnene er syge. I Aarhus boede jeg i seks år i den samme opgang, uden nogensinde at være inde i nogen af de andre lejligheder. Sådan var det bare. Her er det anderledes.

Her har jeg mødt Sidsel, som lige har bagt boller til Mattis’ fødselsdagsfest, som låner mig sutteflasker, ringslynger og vikler og som laver aftensmad til mig og ungerne, når Mads ikke er hjemme.

Christina, som fodrer hundene, når vi er i sommerhus og som forærer mine børn en kuffert med tryllesand, fordi hun lige havde en ekstra stående – og den skal de da ha´!

Birthe og Svend, som låner mig deres bil, når min egen ikke vil køre, som ser efter huset når vi er på ferie og som rydder grusvejen for sne, når hele møget fyger til på et splitsekund.

Søren, som låner Mads grej og tilbyder sin ekspertise, når vi står i byggeri til halsen og mangler et godt råd og en hel masse beton.

Lone, som ordner en kæmpe kagemand til knægtens fødselsdag, når vi selv er for sent ude.

Helle, som fornøjet rydder hele kvarteret for sne, så alle kan komme ud om morgenen.

Rækken er lang og som årene går kommer der flere til. Mennesker, som lukker os ind i deres liv, som hjælper os uden beregning og som er med til at skabe et netværk omkring os, så vi aldrig føler os alene. Det er der en fantastisk styrke og en enorm tryghed i.

“No man is an island […] because I am involved in mankind.” John Donnes pointe fra 1632 er relevant i dag, mere end nogensinde. Vi kan ikke klare os uden hinanden og vi skal heller ikke! Der er noget smukt og godt og rigtigt i at være en del af et netværk, som er afhængige af hinanden. Henter hinandens børn, handler ind for hinanden, vander potteplanter og køkkenhaver i ferien, låner eller forærer hinanden ting de ikke bruger og kigger forbi med boller og hjemmelavet rabarbersaft, bare fordi.

Landlivet er også gyllelugt, sladder og langt til skole. Men hvis man vinker til storbonden, lukker ørerne for sladderen og skiftes til at hente børn, så bliver man en del af en stamme, som på godt og ondt er hinandens redningskranse, når der har været mus inde i ens bilmotor og gnave i slangen med diesel. No kidding!

Derfor præsenterer jeg her min overlevelsesstrategi, som ganske frit og nemt kan adapteres i en almindelig dansk husholdning.

• “Husk at montere din egen ilt-maske først, FØR du hjælper andre!” Der er en grund til at jeg nogle dage, henved kl. 10 om formiddagen, har det som om jeg har slikket på en løvfrø. Det er fordi jeg ikke har indtaget andet end to kopper lunken kaffe siden jeg stod op. Når jeg har syge børn er jeg jammerlig til at huske at spise og drikke fornuftigt og det betyder at jeg nogle gange kommer til at tage nogle virkelig dårlige beslutninger. Eksempelvis at tage øjenbrynsfarve på og glemme det igen. Det resulterer efterfølgende i en intens kløe i hele den øverste del af ansigtet og en bekymrende lighed med Nick Cave. Så; uden mad og drikke til mor, går hele lortet i ged. NB: En bolle med Nutella kan holdes i én hånd og er derfor oplagt. Til alle måltider.
• Tænk som et egern og hav forråd af alt. Det er skidt at løbe tør for snackpølser, Panodil Junior eller frugt i mundrette stykker, når slaget skal slås. Det er derfor tilrådeligt at have et betragteligt forråd af alle ungernes foretrukne fødevarer, køkkenrulle til snot, isterninger til saftevandet, batterier til termometeret og vaskepulver til sengetøjet, som pludselig får akut brug for en ekstra vask. På kogeprogram.
• Tænk i forebyggelse, men vær forberedt på det værste. Håndvask, rene håndklæder, afspritning af dørhåndtag og toiletter, udluftning, rent sengetøj. Og selvfølgelig en hverdag med sund og fornuftig mad – men glem ikke godt med fløde i sovsen, så ungerne har noget at give af, når de pludselig brækker sig i tre dage i træk.
• Få styr på husapoteket. Panodil har den fordel, at man ikke behøver at tro på effekten, for at det virker. Det virker bare! Snedigt… Mine unger nægter kategorisk at indtage det flydende, så vi har altid et lille arsenal af suppositorier (røvraketter!), så nattesøvnen kan reddes i land. Et termometer er uundværligt, ligesom jeg også meget nødig vil mangle saltvandsdråber til bittesmå stoppede næsebor. Normalerweize bruger jeg ikke håndsprit, men i bussemændenes højsæson sker det oftere. Og husk at det skal masseres tålmodigt ind i rene og tørre hænder. Ellers batter det ikke en skid. Pun intended. Jeg har også stor glæde ved te med frisk ingefær, citron og honning ligesom jeg ikke holder mig tilbage med hvidløgene, når det er bacille-tid, men dén vej er belagt med uendelige diskussioner om placebo-effekter, griske medicinalfirmaer og kvaksalveri, så jeg forholder mig neutralt og indtager det for min fornøjelses skyld. Det kan jo ikke skade!
• En stor og velassorteret slikskål. Hos os er det et dejfad. Rigtig godt til at få ekstra kalorier i ungerne og helt genialt, når det er synd for mig, at mine børn skider om kap og tørrer snot af i mit tøj. Team Nygaard har en særlig forkærlighed for Ostepops, Skipper Mix og slikkepinde, men du skal følge dit hjerte… Og hvis dit hjerte siger figenstænger, så prøv lige at lytte én gang til. Ordentligt.
• Få noget søvn! Så mange timer som muligt. Eller bliv længe oppe og se “Billions”… Alternativt kan man lære sig den ædle kunst at sove med åbne øjne. Den kan fint praktiseres, mens ens mand fortæller om kant-isolering eller ens børnehavebarn detaljeret beskriver hvilket bogstav hans seneste lort lignede.
• Brug dine livliner. Ring til nogen, der virkelig holder af dig og klynk ligeså højt som dine børn. Vær rundhåndet med iPad og Netflix. Spis take out, rugbrødsmadder og supper fra en karton. Og sig for himlens skyld ja tak, hvis folk tilbyder at hjælpe med indkøb, ture på apoteket eller pasning af raske børn. Bare lad være med at smitte dem som tak… “Jo, selv tak. For lort!”.

Man spiser godt i Barselsland. Hjemmelavet og nærende mad, omend ikke specielt eksotisk. Nogle gange står jeg op og spiser, i visse tilfælde endda med en baby på armen. En sød og tyk baby, som har fået en lille hvid hugtand, som han med stor vildskab borer ind i kødet på mig. Fingeren, hånden, hagen, brystet, you name it…. Jeg har savl og små dybe tandmærker alle vegne og et stort sugemærke på hagen, hvor Lasse sugede sig så hårdt fast at han var ved at kaste op, da jeg skrællede ham af. Hvis jeg havde sluppet ham med armene, så var han blevet hængende i mundtøjet som en igle, så heftigt et vakuum havde han lavet!

Om lidt er han 5 måneder gammel og en ordentlig basse på 8,3 kg. Jeg har været på loftet efter poserne med tøj i str. 74, for ærmerne stumper, bukserne strammer og bodyerne ser ud som om de er bodypaintet på… Vi er begyndt at lade ham smage på grød, for han dier konstant og bliver ikke ordentlig mæt (læs: sover ikke nok om natten). Han nipper til små skefulde grød med frugtmos og ser på os, som om det er skoldhed citron med chili på. I virkeligheden vil han nok hellere bare videre til kålpølser og kyllingegryde hurtigst muligt, men det anbefaler myndighederne vist, at man venter lidt med.

Til trods for hans glubende appetit og hans store behov for at hænge på mig (jeg tror han er 9 % koala), så er han vældig populær i husstanden. Mattis kommer hjem fra børnehaven hver dag og går lige i flæsket på ham. Krammer og kysser ham, triller ham rundt på legetæppet og snakker baby-snak HELT ind i skærmen på ham, så Lasses øjne bliver kæmpestore og armene fægter af begejstring. Karl er også tøet op og låner nogle gange Lasse sin nulre-pude, som jeg ynder at kalde narko-puden, fordi den er slidt, grim og aldrig har betræk på.

Solen skinner ikke i Barselsland. Der er tåget, vådt og hundekoldt og Lasse gisper og snapper efter vejret, når vi går udenfor. Det bliver vidunderligt, når den første rigtige forårsdag kommer, men det er sådan set ok, at det ikke lige er bikini-vejr foreløbig. Det ville blive en lidt for blegfiset og kødfuld affære for mit vedkommende og der skal betydelige mængder bladgrønt og selvbruner til, før jeg frivilligt hopper i noget lycra med trope-print. Men sådan er barsel, i hvert fald for mit vedkommende. Det kan godt være at ungen dier med entusiasme og appetit som store tyrekalve, men det får alligevel ikke kiloene til at rasle nogen steder. Der skal knofedt til. Light knofedt.

Jeg kommer ikke tilbage fra Barselsland foreløbig. Jeg trives hér, der er kaffe, søde mennesker og en dejlig udsigt. Det er også hårdt arbejde, men det søde opvejer så rigeligt det sure. Selvom min lille rejsemakker bider mig i brysterne og griner af mig bagefter!

Vi kan godt mærke, at det er det rigtige for ham. Han er stor og energisk, han snakker som et vandfald, er fysisk stærk, har humor, elsker skæg og ballade og har et højt energiniveau. Han trænger til luftforandring, til nye udfordringer, til andre rammer og regler, til andre voksne end mig og til nogen at lege med! Og alligevel skulle jeg tage en dyb indånding, da jeg gav ham knus og kys i morges og sendte ham ud af døren med Mads og Mattis. Pludselig så han frygtelig lille ud.

I vores lille familieunivers er det en stor ting at Karl skal passes af andre end mig, mormor eller bedstemor. Han har aldrig kendt andet og hele hans hverdag ændrer sig nu. Jeg er voksen og kan være rationel, trække på skuldrene og tænke, at det er et fantastisk sted han skal være. Men Karl er knapt tre år og han er i høj grad styret af sine følelser. Og han har flere gange gjort os opmærksomme på, at han ikke er specielt vild med tanken om at skulle i børnehave… “Mads, hvis du ikke er der, så kan mor bare være der!”. “Nej Karl, for mor skal jo passe Lasse…” “Jamen, hvis I ikke er ved mig, så bliver jeg jo ked af det!” Tjaa…

Det har hele tiden været planen at Karl skulle i børnehave nu. Der er intet, der taler imod det. Og fordelen er, at han kender huset og personalet ud og ind. Han er kommet i Børnehuset Himmelblå i årevis og der er ikke den kringelkrog, han ikke kender. Så det er hverken rammerne eller ansigterne, der er udfordringen. Det er ændringen af hverdagens rutine. Karls lille liv skal lægges i nye folder og han skal vænne sig til “new normal”.

Og verden venter på ham. Fuld af perleplader, puslespil, legekammerater, bilbaner, madpakker og ture i gymnastiksalen, på legepladsen og i skoven. Så vi smiler opmuntrende og krammer hinanden en ekstra gang. I det store spil er det knapt nok en krusning i overfladen. Det skal nok gå! Og om lidt kommer han hjem fra sit livs første dag som institutionsbarn. Og han skal krammes og kysses og roses. Og have en is! Ønskebarnet.

Ved første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde overvejet at føde hjemme. Mattis og Karls fødsler har begge været nemme, ukomplicerede og hurtige, så jordemoderen mente, at jeg var oplagt kandidat til hjemmefødsel. Det var skønt og meget bekræftende at blive spurgt og jeg besluttede, at hvis de kloge damer i Horsens mente at jeg kunne føde hjemme, så kunne jeg det! Så jeg begyndte at forberede mig på en helt anden måde end ved mine to andre fødsler, hvor jeg har nøjedes med at spise folsyre, lave knibeøvelser og undgå upasteuriserede oste. Jeg læste bøger om hjemmefødsler og tog et fødselsforberedelseskursus, komplet med lydfiler, åndedrætsøvelser og indstuderede presseteknikker. Jeg kogevaskede lagner og håndklæder, skaffede voksdug til sengen og købte nogle abnormt store bind, nogle affaldssække, en ny læbepomade og noget Ribena. All set.

Søndag den 11. september fik jeg modningsveer om formiddagen, udvidelsesveer om eftermiddagen og presseveer om aftenen. Jordemoderen Karina og jordemoderstuderende Karen ankom med grej, flere bind og ophøjet ro kl. 15.30 og Lasse er født ud i armene på Mads kl. 18.30 sharp i Mads’ seng. Karen stod for det meste af fødselshjælpen, godt hjulpet af Mads. Karina sad afslappet og dejlig på sengekanten det meste af fødslen, forsikrede mig i ny og næ om at alt var i den skønneste orden og havde både tid til at sludre med min mor (hidkaldt til at lave kaskader af Ribena og kaffe), undervise Karen og lytte til Lasses hjerte undervejs, altid fulgt af kommentaren “Total overskudsbaby…”

Før læseren får kvalme og forestiller sig, at jeg lå med et saligt smil hele vejen igennem og nynnede soundtracket til The Sound of Music, så lad mig lige dementere noget… Til trods for at mit fødselsforberedelseskursus hedder “Smertefri Fødsel”, så var fødslen IKKE smertefri. Absolut ikke. Veer gør lige så ondt som jeg huskede fra de andre fødsler, men – og det er et kæmpestort men – denne gang var jeg bedre forberedt! Når jeg fik en ve, så havde jeg en aktiv opgave, noget jeg skulle. Jeg skulle holde fokus på min vejrtrækning og forestille mig veen arbejde med at åbne livmoderen. Veerne fik et andet udtryk, et positivt fortegn, et tydeligt formål. Jeg var bevidst om dem som skridt på vejen et sted hen, fremfor en hel masse pinsel og så derefter, bum, et barn. Og derfor vil jeg på det allerkraftigste anbefale, at man, uanset om man er førstegangs- eller flergangsfødende, forbereder sig til tænderne. Det er fantastisk godt givet ud. Ved Mattis og Karls fødsler følte jeg mig lidt som et skib i havsnød. Denne gang havde jeg begge hænder på roret og en langt større tro på, at denne her skude skal jeg fandme nok få navigeret i havn, selvom det giver vabler i hænderne.

Min allermest dybtfølte anbefaling er imidlertid, at man føder hjemme, hvis man overhovedet kan. Jeg indrømmer fuldstændig blankt et fuldbårent girl crush på alle de jordemødre jeg har mødt fra Horsens Sygehus. De er så sindssygt dygtige, søde, professionelle og dejlige at jeg med glæde var på bjørnekrammere og julekort med hele bundtet. Det virker som en lidt voldsom gestus at få tatoveret Lene, Rikke, Karina og Karen på måsen med et stort hjerte rundt om, men tanken har strejfet mig. Jeg har været i så gode og sikre hænder, at jeg aldrig ville betænke mig et sekund hvis jeg skulle føde igen en dag. Hjemmefødsel er the bomb! Man skal ikke ud af huset, man har jordemoderen for sig selv, man er rolig, tryg og afslappet og damerne har hospitalsgrej nok med til at etablere et komplet feltlazaret. Ved en hjemmefødsel er de ekstra forsigtige i forhold til eventuelle komplikationer, så man bliver overflyttet i god tid, hvis der er behov for det. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – en hjemmefødsel er lige så sikker og forsvarlig som en hospitalsfødsel. Oveni hatten får man så lov at høre jordemoderen spørge fødselshjælperen om der lige er en Margretheskål til moderkagen. Det er sgu ikke en sætning man hører hver dag…

Alt i alt blev fødslen præcis som vi ønskede. Inklusiv ro, Ribena og intakt mellemkød, det sidste takket være Karen. Og moderkagen? Den kom med til Horsens i en Rema 1000-pose. Ingen rituelle begravelser, tørsaltning, tibetanske syngeskåle eller smoothies hér. Der må være en grænse.