Jeg har tidligere skrevet om Sdr. Vissing i rosende vendinger, bl.a. her og her. Jeg elsker at bo her, jeg har vidunderlige naboer og fantastiske venner og jeg holder mere og mere af vores hjem, vores have og vores liv her i Vestermarken. Men lige nu er der malurt i bægeret og jeg er vred, ked af det og utrolig frustreret. For byen har et problem, som jeg ikke ved hvordan vi skal løse. Jeg kan i hvert fald ikke løse det alene og det kommer til at kræve en ordentlig gang parterapi at få luset ud i rottereden. Sdr. Vissing har fået to kys af mig. Nu kommer kæftebaskeren (som Karl på tre år kalder det).

Eksempel nummer et: Da Mads og jeg lige var flyttet hertil ville vi vise flaget, opføre os som gode medborgere og møde op til fællesspisning og få nogle nye bekendtskaber. Men vi kom tomhændede hjem. De tomme stole ved siden af vores nye byfæller blev smækket op og når vi spurgte om pladserne var ledige fik vi at vide, at man “ventede på nogen”. Jeg har aldrig følt mig så uvelkommen noget sted. Vi endte med at sidde alene for en bordende og der gik ærligt talt årevis før vi fik mod på at forsøge os igen. Da havde vi et barn i pasning hos en lokal dagplejer og det betød, at der var et par kendte ansigter, som nikkede til hilsen. Vi var stadig fremmede fugle og blev helt åbenlyst talt om i stedet for med. Men vi blev trods alt nikket til. Det varmede.

Eksempel nummer to: For kort tid siden var Mads og jeg med til at opstarte en fælles have ved byens Fælleshus. Et sted, hvor børn og voksne kan mødes og lege, snakke, slappe af, drikke kaffe, lave bål, bage snobrød, bytte planter og dyrke en masse grøntsager til fælles afbenyttelse. Da vi ankom den første lørdag blev jeg passet op af en lokal person, som lige ville “vise mig rundt”. Derefter fik jeg en lektion i, hvordan man gebærder sig på de fælles arealer. Påbuddene var mange, nogle har jeg glemt. Men jeg lod mig forstå, at havegrej skal skylles af HVER gang man har brugt det. At man ikke vil tolerere rod i haveskuret. At vi skal fjerne vores affald og skrald efter os. Og at vi skal huske at slukke for vandhanen og ikke bare lade den løbe, når vi går! På et tidspunkt begyndte jeg at miste koncentrationen og begyndte at spekulere på to ting: Kan vedkommende ikke se, at jeg er et voksent menneske? Og hvem i alverden ER denne sure opsynsmand?? Min forundring var så meget desto større, fordi det var vores første dag i haven og vi var end ikke begyndt på arbejdet endnu! Vedkommende var tydeligvis ikke kommet for at deltage i havens fornøjeligheder. I stedet startede vi ud med en stor portion mistillid, formaninger og påbud. Trist.

Eksempel nummer tre: I weekenden var vi endnu en gang i Fælleshaven med vores børn og et par andre familier. Solen skinnede og minsandten om ikke en dejlig lokal dame havde både børn, godt humør, pandekagedej og bålpander med. Vores unger hyggede sig, bålet knitrede, vi fik vandet og sået lidt mere og især snakket med hinanden, mens børnene legede. To af dem havde stor fornøjelse af at tegne med kridt på fliserne foran huset. Tegninger af børn, et rumvæsen og en tegning af et lille hus (hævdede Karl stolt!). Samme aften blev Mads ringet op af en anden borger, som havde været forbi Fælleshaven om eftermiddagen. Vedkommende bad Mads køre om og fjerne kridttegningerne med vandslangen. Mads blev lettere forvirret, men forklarede at tegningerne var lavet med KRIDT. Af BØRN. Og at de ville forsvinde ved første regnbyge. Vand på en gås! De tegninger skulle væk! Nogle af argumenterne lød på, at tegningerne var “på linje med graffiti. Hvad bliver det næste? Maling??” Og at “de” – når de skulle nyde solen og kaffen udenfor – ville føle sig generet af tegningerne. Vores forbløffelse blev til vantro. Og vantroen blev til vrede! Stedet hedder Fælleshuset. Det er bare ikke særlig fælles, især ikke for børn, åbenbart. (Graffiti er i øvrigt hærværk og en bevidst ulovlig handling. Bare til orientering.)

Ovenstående er tre gode grunde til, at Sdr. Vissing på nogle punkter står i stampe. Her er smuk natur, billige huse og søde naboer, ja vist. Men her er også stok-konservativisme, indspisthed, lukkethed, regelrytteri, ordensfacisme og en åbenbart udødelig “Os og dem”-kultur. Vi unge (på 37) må gerne føde nogle børn, købe nogle huse og starte projekter op, så byen ikke dør. Men vi har fandme at rette ind, mens vi gør det! Og vi bliver aldrig en del af fællesskabet. Det er så også et fællesskab jeg har fået mine alvorlige forbehold overfor. Heldigvis kan vi skabe nye fællesskaber med andre unge børnefamilier. Men hvorfor kan vi ikke have et stort by-omfattende fællesskab, ALLE sammen?

I MIN verden tager man imod entreprenante mennesker og deres idéer og tiltag med ufortyndet begejstring. Med åbne arme og med lettelse over, at der findes mennesker med energi, social ansvarsfølelse og lyst til at gøre byen levende. Og med et skuldertræk, hvis idéerne, tiltagene og fremgangsmåderne ikke lige er 100 procent i tråd med ens egne præferencer. Tænk, hvis stolene var blevet trukket ud i stedet for smækket op? Tænk, hvis vi var blevet vist rundt af en begejstret, forventningsfuld og hjælpsom mand, som havde rost vores initiativ og tilbudt sin hjælp? Tænk, hvis byens ældre blev glade for at se børnetegninger på fliserne og glædede sig over, at der stadig findes legende børn i byen? Måske endda ærgret sig over, at regnen ville vaske dem væk? Tænk hvis…

Der brænder en ild i mange af byens unge mennesker. En lyst til en levende by med gensidig accept, åbne sind, fælles projekter, glade børneflokke og et blomstrende fællesskab. Et fællesskab, hvor vi holder sammen og støtter hinanden i stedet for at sladre grimt og tåbeligt over kaffen bag lukkede døre. Men hvis vi ikke bliver stolet på og hvis modstanden, kritikken og fejlfinderiet bliver for meget, så kan den ild slukkes. Så let som at skylle en kridttegning væk…

Jeg har en lignende opførsel, når vinterens greb strammer, når små forkølede erantis stikker snuderne op af jorden og jeg mærker længslen efter sol i ansigtet, muld mellem hænderne og lærkesang over mit hoved. Jeg står ude i mit drivhus med en grensaks eller en planteskovl i hånden og kigger mig søgende omkring. Det er stadig for koldt og for vådt til at gøre noget som helst, men var der ikke noget med, at Camilla Plum sår hestebønner allerede i februar…? Hmm, så er jeg jo faktisk bagud! Jeg står i køkkenhaven og stirrer koncentreret på rækken af hvidløg vi satte i efteråret, for de MÅ da været vokset, bare lidt. Jeg rydder op i havestuen, fjerner gammel julepynt, poser med fuglefoder, havegrej og sække med pottemuld, for nu skal bordet tørres af, stolene vaskes rene og gulvet fejes, for lige om lidt skal vi drikke kaffe derude. Måske. Måske med en fleecetrøje på. Og terrassevarmeren tændt. Og skisokker på. Så kan Mads jo passende hoppe i skistøvlerne ved samme lejlighed!

Og ja, vi bader med vores børn! Når man sådan står der og skyller shampoo ud og konverserer med sine unger, så kommer man også til at svare på, hvorfor der er hår dér eller hvorfor man egentlig går med bh. Og i min optik er det en vigtig gave at give sine børn med ud i verden. At kroppen er dejlig, interessant og vigtig at tage vare på og tale om. Det giver jo også lejlighed til at snakke med sine børn om, hvor folks grænser går. Hvor ens egne grænser går og hvor det er sundt og naturligt at de selv sætter deres.

Jeg havde kortvarigt i løbet af min tid i Aarhus en amerikansk kæreste. Vi var sammen i to-tre måneder og jeg så ham aldrig nøgen i fuld figur. Jeg sov uden tøj på og han sov i t-shirt og sweatpants. Og efter eventuelle afklædte aktiviteter, godt gemt under dynen, klædte han sig på INDEN han stod ud af sengen. Han fortalte, at han aldrig havde set sine forældre nøgne og han var dybt mystificeret af, at nøgenhed ikke var et tabu for mig. Jeg forklarede ham om min opvækst, om mine forældres afslappede forhold til nøgenhed, om kulturen i Danmark. At her har børnene bar mås ved stranden, at man kan bade topløs, hvis man vil, at man må amme alle steder.

Men det er efterhånden 13 år siden og jeg kan med beklagelse konstatere, at tingene har ændret sig. Om sommeren er der ingen topløse kvinder ved strandene mere. Måske man er bange for ufrivilligt at ende på internettet? Vores gode venner har en søn på fem. Da han i sommer legede nøgen ved en lokal strand blev han spurgt af en lidt ældre pige om ikke han syntes det var upassende, at han ikke havde badebukser på. Der er ammehjørne i IKEA og Magasin, så man ikke risikerer ammende kvinder i Joe & the Juice. Og der er sågar caféer, der helt frabeder sig amning. Det er som om der er sket et stort kollektivt moralsk skred, som betyder at eksempelvis en brystvorte er blevet seksuelt ladet og blufærdighedskrænkende i situationer som tidligere var ganske uskyldige. Jeg konstaterer det – men jeg forstår det ikke. En brystvorte er vel først og fremmest et mundstykke! Og du KAN jo kigge væk….

Det er som om vi har parkeret naturligheden og den sunde fornuft og erstattet det med snerperi, hyklerisk blufærdighed og en sørgelig kropsforskrækkelse. Hvorfor må der være store bryster på bybusserne i Aarhus, men jeg må ikke amme, mens jeg drikker en kop kaffe? Min blottede brystvorte har i det mindste et fornuftigt formål og er på INGEN måde i en seksuel kontekst, når jeg ammer (så diskret jeg kan!).

Så; hvis man ankommer til Vestermarksvej 4 uanmeldt (please DON´T!), så er man selv ude om det. Man risikerer at finde fruen i huset på “det lille hus” for åben dør og halvdelen af mælkebaren ude i fri dressur. Det er ikke et tænkt scenarie. Når en kvinde skal, så skal hun…. Også hvis det er midt i en amning og et skænderi med ældste barn.

Jeg har ligget på alle fire blandt zinnia, ærtehegn og Blå Congo – det lyder som en meget eksklusiv hashplante, men det ER kartofler –  med dræbersnegle op ad armene og udtænkt vittige og storslåede måder hvorpå jeg kunne genoptage bloggeriet. Men det er blevet ved tanken…. Måske fordi jeg følte, at de planter jeg var ved at forkæle med vand og hestemøg var mere værd end de tanker jeg gjorde mig om børneopdragelse, os- eller jeg-kultur, surdej og jagten på den perfekte vente-trusse.

Faktum er, at en blog som min ikke kommer til at omvælte verdensordenen, eller manglen på samme. Jeg konstruerede et problem, på samme måde som “Manden i skabet” i Rytteriet. Ligesom han nægter at komme ud af skabet, før hele verden er på efterløn eller alle verdenshavene er helt renset for forurening, så “nægtede” jeg at skrive, før jeg havde opfundet det ultimative blogindlæg med universel relevans. Et fuldstændigt utopisk projekt, lidt at sammenligne med den ukrudtsfri køkkenhave. Tanken er pragtfuld, men i realiteten dræber præmissen projektet før det overhovedet kan komme i gang.

Så nu accepterer jeg mit projekt, min blog og min præmis. Jeg er gift, gravid og hjemmegående midtjysk mor til to drenge. Min blog skal tage sit udgangspunkt dér hvor jeg er i livet. Midt i brændenælder, plukveer, ulæste aviser og kaskader af vasketøj. Det bliver måske ikke altid lige samfundskritisk og filosofisk, men det gør ikke noget. Det skal bare føles som små bidder af mig selv, som jeg har lyst til at dele. Og hvis jeg skal genopfinde den dybe tallerken, hver gang jeg skal skrive noget, så dør bloggen helt sikkert. Jeg KAN ikke skrive i flere timer ad gangen. Der kan være vigtige ting jeg skal involvere mig i! For eksempel når Karl mener, at “Vi skal snakke om at du har bukser, mor. Og du har en numse.” Ja, lad os det!

Jeg lever et temmelig aktivt liv til daglig, for som mor til små børn sidder man ikke stille ret længe ad gangen. På en almindelig dag går jeg omkring 10.000 skridt – de fleste af dem med noget LEGO i hånden. Jeg løfter på Karl, på kurve med vådt vasketøj, på indkøbs- og biblioteksposer og jeg graver have, kravler rundt og luger og laver afsindige strækøvelser for at nå en Bruder-styrthjelm inde under sofaen. Det er ikke motion jeg får på en organiseret måde, som jeg betaler for eller køber udstyr til, men jeg bilder mig ind at min krop er ligeglad. Så længe den bliver brugt, så virker den forholdsvist tilfreds med mig.

Når det så er sagt, så er jeg ret sikker på, at min krop har et alvorligt dødsønske. Den synes eksempelvis at vi skal køre i Netto og købe en Tigerroulade og spise det hele selv. Til frokost. Den putter meget mere remoulade på min fiskefrikadellemad end jeg synes den bør og den er decideret obsternasig, når vi køber ind. Den læsser kakaomælk, rejesalat og Kims Snackchips ned i vognen, selvom den godt ved, at jeg SLET ikke kan forbrænde så mange kalorier! Den kan spise nogle helt abnorme portioner pasta, den er vild med tandsmør og cola og den kan spise så store mængder saltlakrids, at jeg får hjertebanken og svedige håndflader.

Så den fysiske aktivitet jeg trods alt får handler hverken om velvære, flotte lår eller om den der skønne ro man får i kroppen efter en løbetur. Min fysiske aktivitet og min forholdsvis sunde kost handler ganske enkelt om tre ting. Jeg er nødt til at bevæge mig, for jeg er grådig og kan godt lide at spise usunde ting, til jeg næsten får det dårligt. Jeg er forfængelig og synes at min røv er grim og mine overarme ligner frosne kalkunbryster, hvis jeg ikke husker at spise frugt, grønt, rugbrød, fisk og havregryn en gang i mellem. Og jeg er skidebange for at dø af en eller anden vammel livsstilssygdom. Det betyder ikke, at jeg lever af skyr, løg og kål, men det betyder at jeg æder væsentligt mindre slam, end jeg har lyst til. Jeg vil simpelthen så nødig en dag være nødt til at forklare drengene, at grunden til at jeg ligger her med stomipose, liggesår og slanger i næsen er fordi jeg ikke kunne styre min piskeflødebrandert…

Jeg har aldrig været sporty. Bortset fra de fire måneder i vinteren 07-08, hvor jeg var både single og jobsøgende og brugte al min tid i fitness.dk med Karen, som også var midlertidigt single. Jeg trænede 8-10 timer om ugen, vejede 60 kilo, så fabelagtig ud i alt mit tøj og åd som en murerlærling uden at det kunne ses. Jeg red som barn, svømmede vist også en overgang og har med jævne mellemrum været en absolut middelmådig motionsløber. Men min idé om Helvedes forgård er en sportshal, Mattis på fem år kaster bedre end jeg og når jeg ser en motionscyklist, så har jeg lyst til at køre ham over… Motion er i dén grad noget jeg skal beslutte mig for, jeg nyder det helt ærligt ikke og jeg er måske i virkeligheden heldig at jeg har børn, have og husholdning til at holde mig i nogenlunde form. Jeg holder af både skiløb (dyrt = sjældent), yoga og dans og yogaen kan til nød klares hjemme på stuegulvet til en Youtube-video. Dansen må vente til jeg finder den rette dansemakker, for da de uddelte rytmesans glemte Mads at møde op. Han var nok i Funder Hallen….

Ovenstående forklarer, hvorfor man ikke skal føle sig overset, hvis man hilser på mig i en butik med bland-selv-slik og ikke får et svar. Jeg er bare så lykkelig og opslugt, at jeg intet andet ænser. Så mange farver! Så mange e-numre! Så meget sukker! Så små poser…. Suk.

Jeg føler mig som en shitty mom, når sådan noget sker. Karl lever jo i sagens natur et mere roligt liv end børn i institution. Vi skal opsøge legeaftaler og samvær med andre børn. Og når det så glipper, så kan jeg ikke undgå at føle et stik af dårlig samvittighed. Jeg får ondt af ham. Jeg føler, at vi frarøver ham den enorme fornøjelse det er at lege med andre børn. Han nyder at være i Mattis’ børnehave. Han elsker puderummet, han er vild med motorikbanen og han færdes hjemmevant i hele huset og kender børnenes navne.

Forleden dag var vi i puderummet i forbindelse med aflevering. Til sidst blev vi afbrudt af en pædagog, som kom og sagde, at alle børn skulle komme og vaske hænder, fordi det var tid til formiddagsmad og bagefter skulle de lave musik med Anne Sofie. Og Karl sagde glad “Ja!”, sprang op og begyndte at trisse ned mod toiletterne… Jeg syntes det var så hårdt at samle ham op og fortælle ham, at det ikke gjaldt ham. Han fik den daglige bolle i hånden i køkkenet i stedet, fik støvler på og så vinkede vi til Mattis og gik ud til bilen. Karl i højt humør, moren lidt mere slukøret. Dagen blev dejlig alligevel, vi fandt sangkufferten frem hjemme, lavede gymnastik i stuen og dansede og spillede trommer til Hr. Skæg. Men det blev ved med at nage mig. Så da Karl sov satte jeg mig ved computeren og gik på jagt…

Første skridt var at melde mig ind i grupper for hjemmegående i Aarhus og Østjylland på Facebook. Umiddelbart efter tikkede der en invitation ind til en legestuegruppe i Horsens samt navnet på en anden hjemmegående hér i Sønder Vissing! Bingo!

Så gennemtrawlede jeg nettet for hjemmegående i Østjylland, fandt to af dem på Facebook og skrev til dem. Den ene har skrevet tilbage og vi skal ses i december! Hun er oven i købet uddannet på Institut for Æstetiske Fag i Aarhus og har en gul hund… Bingo!

Jeg skrev til vores sundhedsplejerske og spurgte efter andre hjemmegående i området. Hun kvitterede med idéen om at oprette en legestue lokalt i Brædstrup. Bingo!

OG for at det ikke skal være løgn, så sørgede min åbenbart overdrevent gode karma for endnu en bingo-oplevelse. Min gamle veninde fra Økologiens Have har lige skrevet til mig, også på Facebook. Hun har hørt mine interviews om at være hjemmegående, hun er selv hjemmegående og vil rigtig gerne ses! Bingo!

Så nu har jeg det bedre igen

Oveni alle de fremskridt huskede jeg også mig selv på, at jeg ofte havde megadårlig samvittighed over at aflevere Mattis i dagplejen og dén suppedas står jeg jo aldrig i med Karl. Så det er vel ret beset kun fair, at jeg som hjemmepasser også har dårlig samvittighed i ny og næ. Man kan ikke få det hele. Den dårlige samvittighed overfor ens børn er en del af livet, and so be it. Jeg vælger mit valg, med både forsider og bagsider.

Nu vil jeg gå ind til mit vågne barn, kramme ham hårdt og spørge om han vil hjælpe med at lave brunkagedej! Vi får nemlig huset fuldt af børn i weekenden

Jeg er dybt neurotisk. Eller…..jeg bekymrer mig meget! For meget. Jeg lader være med at køre bil i mørke, fordi det er farligt. Hvis jeg har ondt i en muskel, så er det nok en begyndende sclerose. Jeg stiller aldrig et drikkeglas på gulvet. Jeg så nemlig engang et interview med en pige, som havde fået glasøje, fordi hun var faldet ned fra sine forældres seng og ramte et glas, som stod på gulvet. Jeg er bange for storme. For hunde. For blå mærker, som tager lang tid om at forsvinde. Jeg er bange for alt muligt, hvad angår mine børn. Storme, hunde, drikkeglas, sclerose…

Verden forandrer sig, grænserne opløses og vi skal blive bedre til at passe på hinanden, dele det vi har og behandle planeten ordentligt. Ellers er jeg alvorligt bange for, hvad der sker med os. Menneskeheden. Vi er nogle fæ til rigtig mange ting. Vi lyver, snyder, forurener, piner og plager hinanden, holder hinanden udenfor og udvikler våben, så vi kan skyde dem vi er uenige med eller bange for.

Alt der her rod skal Karl og Mattis navigere i. De skal håndtere alt det lort, vi har lavet indtil nu, rydde op så godt de kan og forhåbentlig have masser af gode grunde til selv at sætte børn i verden en dag. Hvis hele Jordens eksistens udgjorde et døgn, så har vi mennesker kun været her i fire minutter. Jeg kan virkelig godt forstå, hvis kloden ryster pelsen for at få os vippet af igen! Vi vil i hvert fald ikke blive savnet.

Og når jeg ser på den måde vi som verdenssamfund griber vores selv-skabte problemer an, så får jeg igen lyst til at spørge: “Hvor fanden er den voksne??” Den uselviske voksne, som tilsidesætter egne behov for at passe på sine børn. Som arbejder for fællesskabet. Som bygger det gode op og river det dårlige ned.

Jeg er den voksne. Hjælp!

Jeg kan vildt godt lide, når her dufter af frisk luft og Ajax. Men her lugter ligeså ofte af blespand, skraldepose og sveden kaffe. Jeg elsker rene vinduer. Men jeg har måske vasket vores vinduer én gang årligt, mens vi har boet her. Det er snart seks år. Jeg elsker ryddede og rene overflader, fri for skrammel og støv. Men vores køkkenbord ligner en mellemting mellem en genbrugsbutik og Elgiganten. Lige pt er vores gaskomfur svært beskidt og trænger voldsomt til en overhaling. Der er blandt andet pletter af Nigella Lawsons Chocolate Peanut Butter Fugde Sauce (PRØV DEN!) på det og den sauce lavede jeg til min fødselsdagsmiddag for hele familien – for to en halv uge siden….

Man kunne jo umiddelbart tro, at eftersom jeg er hjemmegående, så ville jeg have tid/lyst/rygrad/motivation til at hæve Zilit Bang-standarden lidt. Sagen er bare den, at når Karl sover og jeg har fjernet det værste rod, opvask og tøj, så er der andre ting jeg hellere vil. Bage noget. Sylte noget. Høste noget. Læse noget. Skrive noget. Motionere. Besvare mails. Spise. Finde ud af, hvad fanden Carl Holst havde gang i. Være på Pinterest og kigge på fine legeredskaber til drengene, drivhusidéer til Mads og billeder af grimme katte til min bror.

Jeg kender en kvinde, som har forfinet kunsten at være skideligeglad med det huslige. Der er nemlig ting hun meget hellere vil. Hun er en klog, veluddannet og dejlig kvinde på 40, gift med en fantastisk mand og sammen har de tre søde unger. Første gang jeg besøgte dem, til en børnefødselsdag, måtte vi starte med at rydde de tomme skåle fra morgenmaden væk, med indtørrede havregryn og det hele. Køkkenet flød, der var tøj og legetøj alle vegne, sofaen var fuld af pletter, sengene var ikke redt og rent tøj var noget man hentede i den stak, som var hevet halvvejs ud af tørretumbleren. For hun er oprigtigt ligeglad! Hvis tøjet er rent og (nogenlunde) helt, så må det være godt nok. Hun vil hellere bage lækre kager og boller end hun vil støvsuge, før gæsterne kommer. Familien er flere gange rejst ud i månedsvis for at kigge på verden med børnene. Jeg synes at prioriteringen er dybt beundringsværdig. Det er ikke vigtigt om der er støv i krogene, når vi ses. Det vigtige er, at vi ses! Man er altid velkommen hos dem. De hygger, snakker, laver mad og har det herligt. Og jeg er lykkelig for at have den slags mennesker tæt på. I en hverdag som deres med tre børn, to fuldtidsjobs, fritidsaktiviteter, lektier, møder osv. er det fuldt forståeligt, at man må prioritere.

Tænk, hvis flere have modet til at fravælge vinduespudsningen og invitere gæster i stedet for…. Så kunne man jo passende servere en portion is med Nigellas sauce på. Den sviner! Men den er det hele værd….

Morgen. TIDLIG morgen med ungerne efter endnu en ujævn nat…. Karl hylede som en fornærmet grisling mellem 5 og 5.45, Mads gav ham en milliard sutter, tjekkede bleen, lullede, tyssede og gjorde krumspring, indtil rollingen kapitulerede og sov endnu en halv tiltrængt time. Mattis stod op kl. 23 og ville ikke i seng igen! Efter en hel masse trasken rundt, tuden, diskuteren og roden rundt endte jeg på madrassen i stuen sammen med ham og alle fik, langt om længe, noget søvn. Forsiden af medaljen er, at alle nætter ikke er sådan! Der forefindes også mere stabile natteforløb her i huset – gudskelov… Men altså, morgen: Mattis, Karl og jeg sidder på legetæppet og leger med LEGO. Og jeg spørger Mattis, om han kan huske natteroderiet. Det kan han godt. Kan han huske, hvor sur og ked af det han var? Det kan han også. Så fortæller jeg ham, at når han midt om natten beslutter sig for at hyle hysterisk, skælde os ud, vade rundt i huset og ikke ville sove nogen steder – så ender det altså med at jeg bliver meget træt, frustreret og sur! Om han kan forstå det? Det kan han godt! Så langt, så godt…. Jeg spørger, om han en anden gang vil være sød at fortælle mig, hvorfor han er sur og ked af det, så jeg kan hjælpe ham til at sove. Det vil han gerne. Fint! Jeg slutter af med at sige: “For sådan en dum nat vil vi helst ikke have igen…” Ungen kigger på mig, tænker et par sekunder. Og så kommer den. Sangen fra Elefantvask, som Mads og jeg synger, når tingene er hårde, bøvlede og svære at ændre. Mattis kigger på mig og synger stille – med et glimt i øjet: “Så’n er deeeet, ja så’n er deeet. Så’n er det, ja sådan er deeeet. Det’ noget loo-ort, jeg ved det goodt. Men så’n er det.”
Forsiden af dén medalje må være, at A: ungen er knivskarp og B: han har humor og ved at det kan bruges til at afvæbne morgengnavne, trætte mødre.