Jeg er ikke fan af internet-floskler. De der udsagn fra Instagram og Pinterest, som folk får tatoveret i nakken og som Sinnerup trykker på store lærreder, som man kan hænge op i entréen eller soveværelset og derefter totalt glemme at efterleve. Hvor mange mon efterlever “Kindness is free. Sprinkle that shit everywhere.” i det daglige? Hvor mange “Live, love, laugh”-typer kender du? “Be the change you wish to see in the world”. “Carpe Diem”. “Sigt efter månen. Selv hvis du ikke rammer, lander du mellem stjernerne!” Det er sgu lidt noget vrøvl. Bevares, jeg vil gerne sprede al den venlighed jeg orker, men jeg gider altså ikke carpe diem hver dag. Nogle gange skal lortet bare landes uden at nogen brækker noget, skændes alt for meget eller går hjemmefra.

Men tilbage til indledningen. Da jeg læste det første gang på Pinterest, funderede jeg længe over det. Spekulerede over hvad “det hele” egentlig er og hvad det betyder, hvis vi ikke behøver at nå det hele på én gang: Arbejde, børn, familie, venner, motion, have, bøger, middagsaftaler, networking, bagning, hjemmelavet mad, værtindegaver, sex, politik, biograffilm, trivselsråd, skønne nyplantede krukker i gårdhaven og nyskurede klinker i badeværelset. “Det hele” er ikke så lidt! Og siden da har udtrykket fulgt mig og jeg tænker på det i situationer, hvor jeg bliver frustreret over ikke at nå noget som helst. Det er blevet et beroligende mantra mere end en egentlig leveregel, for i nogle perioder af livet går tingene stærkt, man griber chancer, har succeser og præsterer at jonglere alle aspekter af tilværelsen på sammen tid og med nogenlunde succes. Og det føles skønt og bør nydes, for det er også sindssygt krævende – og midlertidigt. På andre tidspunkter i livet er man tilfreds, hvis man har fået vasket hår for nylig og ens børn ikke begynder at vise tegn på skørbug pga. alt det toastbrød de æder… Og det er OKAY. Man skal ikke begynde at undskylde for pizzabakkerne. De er en del af livet. I hvert fald hos os, selvom vi har stenovn i køkkenet.

Vores temmelig usædvanlige valg i forhold til min aktuelle situation som hjemmegående har selvfølgelig givet anledning til overvejelser om livet både før, men i særdeleshed efter – for hvad skal der så ske?! HVAD skal jeg? Hvad skal jeg arbejde med? Hvem vil have mig? Hvor skal jeg hen? Hvad kan jeg bruges til? I snart seks år har jeg vidst præcis hvad mine dage skulle bruges til, men vi er ved begyndelsen på enden af dén fase i familiens liv og af og til titter rådvildheden frem.

Jeg har aldrig været karrieremenneske, bliver det nok heller aldrig. Men det er okay. Jeg behøver ikke nå det hele. Og når jeg begynder at arbejde (en skønne dag!), så svinder det nok lidt i hjemmebaget, biblioteksturene og de tidlige afhentninger af børnene. Det er også okay. Jeg behøver ikke nå det hele. Da jeg arbejdede følte jeg nogle gange at jeg skulle arbejde som om jeg ikke havde børn og samtidig passe børn, som om jeg ikke havde noget arbejde…. Resultatet blev, at jeg havde det elendigt og følte at jeg ikke rigtig slog til nogen steder. Jeg øver mig i at acceptere at jeg præsterer bedst, hvis jeg ikke forsøger at nå det hele. Jeg bliver stresset af det, føler mig utilstrækkelig og drukner frustrationerne i Toms Skildpadder og dårligt TV.

Jeg spekulerer meget over, hvor jeg mon skal “trimme”, for at skabe balance i et nyt liv, hvor jeg kombinerer arbejde med familieliv og tre børn. Motion? Søvn? Hjemmelavet mad? Vasketøj? Bøger?? Jeg ved det ikke endnu og svaret kommer nok først, når mit arbejdsliv begynder igen og vi skal have hverdagen til at fungere.

Til den tid hænger jeg mantraet op i en ramme over døren, som vi går ud af hver morgen. Som en venlig påmindelse om, at tid er en dyrebar ressource. Om at skelne mellem hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. Og om aldrig at frygte ikke at nå det hele. “Noget” er nok. Jeg er nok.

For to dage siden fyldte jeg 38 år. Godt på vej mod midten af tilværelsen, sådan statistisk set. Der er masser af ting jeg gerne vil og kan nå endnu, der er også ting jeg har accepteret aldrig kommer til at ske. Hvis jeg skal have en karriere på scenen, lave en ph.D. eller have flere one-night-stands, så må det blive i mit næste liv, hvor jeg i øvrigt også planlægger fyldige øjenvipper, slanke ben og en tårnhøj hvileforbrænding. Men for nu, så er jeg nået til et sted, hvor tiden og ikke mindst tyngdekraften har fundet grovfilen frem og lægger an til at give mig kam til mit hår. Nu bliver kunsten at betragte mit eget forfald med samme kærlige blik, som jeg skænker mit elskede kvashegn.

Den trofaste læser vil vide, at jeg ikke holder særlige meget af det perfekte og lydefri. Jeg er eksempelvis ikke meget for mediernes overstrømmende begejstring for stjerner, som holder sig helt grotesk godt. Jeg kan sagtens se at både Halle Berry, Jennifer Lopez og Eva Longoria stadig ligner nogen på 25, selvom de er hhv. 51, 48 og 42. Men jeg synes egentlig ikke det er nogen bedrift i sig selv og helt almindelige mennesker får knald i låget og mindreværdskomplekser, hvis de sammenligner deres egen mås med en Hollywood-mås. Sarah Jessica Parker blev engang spurgt af en journalist, hvordan i alverden hun holdt sig så fantastisk godt. Og svaret slog hovedet på sømmet.  Nemlig det, at for celebre personer er rynkefrihed, smukke lår og hvide tænder ikke en gave, et held eller et tilfælde. Det er benhårdt arbejde at se sådan ud, man har personale til at hjælpe sig og det koster en formue. Det tror da fanden, at Jennifer Lopez’ røv bliver holdt fin og struttende. Den er jo en industri, som brødføder rigtig mange mennesker, så hvis den bliver slap og almindelig, så er hun, ja, på røven…

Jeg så for nylig et tweet, hvor der stod “Jeg ville ønske at jeg igen havde den krop, som jeg havde som 22-årig og som jeg mente var ALT for tyk og grim!” Og jeg genkendte mig selv i det. Som 22-årig brugte jeg betydelige mængder tid på at straffe min egen krop, sulte den, skælde den ud, tale grimt til den og gemme den væk. Til trods for at fotos fra dengang fortæller mig, at den var slank og fast, uden rynker, strækmærker, åreknuder og appelsinhud. Og hvis jeg fik buddet, så tog jeg dén krop tilbage på et splitsekund. Så ville jeg være stolt af den, snakke pænt om den, gå i korte shorts og stramme kjoler og ligge på stranden uden at suge maven ind.

Min krop har hørt på megen fordømmelse fra mig i årenes løb. Måske er det tid til at sadle om? Den har jo gjort det godt! Båret mig rundt i 38 år, aldrig fejlet noget særligt, hoppet, danset og fordrejet hovedet på adskillige vidunderlige mandfolk. Fastholdt den allerbedste af dem alle sammen i snart ti år. Og sidenhen 3D-printet tre små kopier, som gør vores liv til en lykke. “It takes life to live life”, plejer min far at sige i en let omformulering af Edgar Lee Masters. Og mit liv har været et sammensurium af fest og farver, spinatsmoothies og drukture, Nupo-diæter og ædegilder, fitness-galskab og doven lediggang og på det seneste graviditeter og fødsler og deraf følgende yoyo-vægt. Det er kun ret og rimeligt at det kan ses! Og ved eftertanke, så er det faktisk altid kvinder med kant jeg fascineres af. Tilda Swinton, Isabella Rossellini, Lena Dunham, Björk… Kvinder som har forfinet kunsten at være lidt udenfor nummer. Unikke, mærkelige og svære at sætte i bås. Jeg synes de er langt mere interessante end hud uden rynker, baller uden tyngde og klæder uden karakter.

Så her til sidst; hyldesten til mit eget fornemme forfald. Til rynkerne i panden, som Karl forgæves prøver at glatte ud med sine bløde fingre. Til åreknuden på højre læg, som Mattis kalder “rynkerne” og som han fascineret stryger over med frydefuld gysen. Til de stadig flere grå hår, som langsomt men målrettet har vundet kampen over pincetten. Og til topmaven, barmen og bagdelen, lårene og de runde overarme, som på magisk vis kan få Mads til at glemme alt om både byggeprojekter, Champions League-finaler og nyåbnede dåseøl.

Tillykke til min krop med 38 års fornemt, frydefuldt og forventeligt forfald. Må de næste 38 år blive ligeså fyldt med skæg og spas, skrammer og slitage. Og lad os håbe at det kan ses. Så ender jeg som den smukkeste bunke kvas man kan tænke sig…

Derfor har jeg udviklet et fobi-lignende had til livsstilsbøger, blogs, dameblade og andet ragelse frembragt af “eksperter”, som altid har alle svarene på alting. Og svaret er fandme aldrig, at jeg bare skal blive ved med at gøre som jeg gør! Nogle gange virker det som om hver anden borger i Danmark er ernæringsekspert, personlig træner, yogalærer, coach eller terapeut, så alle os andre slapsvanse kunne mandsopdækkes én til én. Og larmen fra alle de “kloge” er så øredøvende, at den er svær at undslippe. For noget tid siden læste jeg en fantastisk kronik i Information (find den her), som på skræmmende vis forklarer, hvordan man som spiseforstyrret konstant bliver bekræftet af medierne i, at man har fat i det helt rigtige! Ud med de tre hvide djævle; hvedemel, mælk og sukker. Ud med kaffe, vin og snolder. Ind med blendet grønkål, faste og chiafrø. Man er dygtig, hvis man siger nej til nybagte kanelsnegle, man er slem, hvis man siger ja… Man synder med pizza og betaler aflad bagefter ved at drikke underlige grønne juicer og smoothies med alger, pulvere og svinedyre olier i.

Og jo mere velstillet, ressourcestærk og veluddannet man er, jo større håne-ret lader det til at man har. Men marginalerne er i virkeligheden bittesmå, eksempelvis fra sund mad til økologisk sund mad, fra vegetar til veganer, fra hverdagsmotionist til fitness-freak. Hvis vi sammenligner os med mennesker i et udviklingsland, hvor man måske mestendels spiser produkter af majs eller ris, så virker det nærmest komisk at vi i Danmark pt. har en ophedet debat om noget så specifikt som kosttilskud! Jeg tror det er tilværelsens ulidelige lethed, der spøger. Hvis man lever i en verden uden skarpe hjørner og mørke afkroge, så har man pludselig enormt meget tid til at filosofere over, hvorvidt man burde spise fiskeolie eller ej. Om man vil bære i slynge eller bæresele. Eller ikke bære overhovedet. Forleden var jeg på tur i blogland og stødte på en såkaldt neo-hippie, som åbenbart også er slynge-guru. I hvert fald fik en stor del af danske forældre et kollektivt drag over nakken med ordene: “Hold dig derfor langt væk fra Baby Björn!”. Hm. Den er ellers udviklet af specialister i børn og ergonomi, men den er åbenbart en invaliderende dødsfælde. Så meget desto mere mystificerende er det, at mine børn har nydt at hænge i den  – også udadvendt (gys!) – og de fungerer fremragende motorisk. Så enten er mine børn helt ganske særligt fantastiske eller også er her en dame med sans for overdramatisering. Eller som det hedder i dag; shaming. Skam dig! Over din Baby Björn, dit sukkerspiseri, din slappe mås og din iPad, som du giver ungerne, når du er så træt at du har blodsmag i munden.

Og nu vi er ved min træthed, så vil jeg lige dementere et andet postulat, som jeg har testet i praksis. Jeg blev ikke helt vildt vågen, kæk og energisk af at drikke blendet grønkål og avocado. Eneste bivirkning var, at jeg fik meget nemt ved at komme på toilettet og derved fik løst et ikke eksisterende problem. Og ærligt talt, så smager blendet grønkål af prut og hæk-afklip og avocadoen gør oveni købet smoothien levret på en virkelig vammel måde… Jeg foretrækker grønlangkål og guacamole i stedet.

Jeg forstår ikke, hvorfor en radikal ændring i det enkelte menneskes liv ofte udmønter sig i et CVR-nummer, en lækker hjemmeside og en karriere i at fortælle andre, at de også burde se lyset og lave sig selv om. Hvorfor kan man ikke bare være helt vildt med at meditere, lave cross fit eller spise rå mad UDEN at det skal blive en livsmission at få mig til at gøre lige sådan? Selvhjælps- og slankebranchen har kronede dage, bøgerne vælter ud af forlagene og der er åbenbart (stadig) masser af penge i at prikke til folks dårlige samvittighed, deres skam og tvivl. Jeg afskyr det. Jeg vil ikke laves om. Jeg kender ikke en eneste asketisk sukkerfornægter, som jeg gad spise brunch hos. James Price, derimod… Eller Camilla Plum!!

Hvis jeg nogensinde tager Rikke på ordet og skriver en bog, så bliver det med stor sandsynlighed en livsstilsbog med titlen “Du er dig. Og du dur…” Med undertitlen “Om at gå gennem livet med hængerøv og højt humør.” Med udførlige vejledninger i absolut ingenting og et entydigt fokus på at droppe samvittighedskvalerne en gang for alle. Jeg forestiller mig et startoplag på en 10-12 stykker. Skal jeg skrive dig op?

Det kan selvfølgelig også være, at det er min definition af lykke, som er forkert? Jeg synes bare, at lykke er et meget stort ord. Sådan noget med at tude og grine på samme tid! Lidt ligesom hvis man lige havde født sit ønskebarn og George Clooney var fødselshjælperen og barselsgaven var en enhjørning og nogle virkelig flotte ben og man blev syet bagefter med guldtråd af engle HELT uden smerte…. I Femina kunne man for nylig læse om to damer, som er blevet lykkelige, fordi de har skiftet job. Det synes jeg lyder mærkeligt! Har de ikke nærmere været jammerligt trætte af deres tidligere job og nu er de bare glade? Lykkelige, ligefrem? Hvad er man så, hvis ens barn overlever et voldsomt biluheld? Hvis en besværlig fødsel ender godt? Hvis man endelig bliver gift med den man elsker allermest?

Jeg synes at lykkedebatten bærer tydelige tegn på sproglig overdimensionering og ødselhed. Som om lykke er noget vi alle sammen burde føle en hel masse af, hele tiden. Men lykkejagten forekommer mig at være anstrengende, plat, navlepillende og forgæves. Matadormix er til gengæld ægte! Ligesom tilfredshed, glæde, gode fødsler og George Clooney. Og champagnebobler. De er ægte! Og meget billigere end en ny aura. Skål.

Sådan en dreng kender vi sikkert alle sammen. Nogle gange er det et festfyrværkeri, en lykke og en fornøjelse, og nogle gange er det ALT for meget. For larmende, for irriterende, for forstyrrende. Alle velfungerende fællesskaber er afhængige af, at vi er nogenlunde enige om de sociale spilleregler, og alt for meget brøleri, flimsen omkring og kasten med ting er sindssygt trættende i længden.

Alligevel er dette en hyldest til de vilde drenge (og JA, der findes også vilde piger, og de skal også hyldes, bare ikke lige af mig lige nu….). I Jesper Juuls nye bog “Aggression – en del af livet” fortæller han, at man nogle steder i Europa arbejder med en hjemmestrikket diagnose. Man beskriver visse drenge (95 % af de børn, det handler om, er drenge) som havende et “aggressionsproblem”. Jesper Juul finder ud af, at drengene, som har dette “problem”, har nogle fælles træk. De er meget aktive. De råber og taler højt. De har svært ved at sidde stille. De blive vrede og frustrerede, råber og skubber, hvis de skal holde sig i ro i længere tid. Da Juul spørger ind til, hvem det er et problem for – og om man har talt med drengene om, HVORFOR de reagerer, som de gør, bliver han kigget mærkeligt og hovedrystende på. Man lader ham forstå, at drengene ikke kan indgå på en acceptabel måde i et roligt fællesskab, og derfor har de et problem.

Juuls konklusion ender med at være denne: Det er ikke drengene, som har et problem. Det er os voksne. Vi bryder os ikke om støj, vi bryder os ikke om snavs, og vi bryder os ikke om at blive råbt ind i hovedet. Men tænk nu, hvis ungen forsøger at fortælle os noget?! Vi forlanger noget af barnet, som barnet ikke er i stand til at levere, som er imod barnets natur. Det svarer til at holde en væddeløbshest bundet altid eller at proppe en slædehund ind i et lille bur. Værsgo’, sid dér uden at gø og bide i lænken! Som om….

Jeg er selv mor til tre drenge, og selvom vi indtil videre er lykkedes rimelig godt med opdragelsen, så er der også tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg havde en slæde, jeg kunne spænde Mattis og Karl for og råbe “mush!”. Støjniveauet kan nå sundhedsskadelige højder i vores lille hjem. Og de sidste mange aftener har drengene spist aftensmad i undertøj, fordi de har samlet alle husets dyner og puder på en stor madras i stuen og leget tumleleg, så sveden perler af dem. Ikke engang en tur i svømmehallen har samme søvndyssende effekt som tidligere… Jeg ville ønske at mine sofapuder ikke var flade og skæve og skred i sømmene, fordi de bliver brugt som våben. Men jeg har vilde drenge. Jeg ville ønske, at jeg kunne have noget nips stående fremme, som ikke var købt i Tiger. Men jeg har vilde drenge. Mads er ved at tømme vores stald, så vi – med tiden – kan lave børneværelser derovre. Men først laver vi multi-hal med fald-underlag, ribbe, puder, klatrenet, tumlemadras osv. For vi har vilde drenge. Heldigvis.

Boys will be boys. Mine vil gerne lave perleplader, tegne, bage, pynte til jul og hjælpe med at støvsuge. For en stund…. Og så må Mads have dem med i stalden og bygge en trænings-kriger af træ, som man kan tæve med et sværd, smide sten efter og hakke i med en økse. Jesper Juul siger, at aggression er en naturlig del af livet, og hvis man kender en dreng (og en mand), så ved man at behovet for at brøle højt, blive beskidt, få næseblod og splitte noget ad ligger dybt i dem, som en dyrisk rumlen fra stenalderen. Det kan godt være, at vi befinder os i iPad-æraen, men det vil vores stenalderhjerne skide på. Den vildeste jæger får det største bytte med hjem (og den lækreste kone). Man kan godt tage manden ud af stenalderen, men stenalder-impulserne indeni ham, de bliver, hvor de er!

Jeg øver mig i at se mine drenges aggressioner som noget positivt og ufarligt, som et tegn på at ventilen skal løsnes. De skal have noget afløb, og det er vores opgave at hjælpe dem og stille det til rådighed. Bruge det konstruktivt og “spænde dem for hundeslæden”. Finde en lort de kan stikke en pind i eller noget de må brække i stykker og brænde. På den måde accepterer vi hele barnet i stedet for at fortælle ham, at hans følelser og behov er forkerte. Hvis vi begår den fejl, tror jeg desværre, vi gør større skade end gavn.

Så hvis du kender en vild dreng, så pris dig lykkelig, tag en dyb indånding, tag ørepropper i og find ham et mudderhul.

De mennesker, som kender mig godt ved, at jeg er helt ekstremt vægelsindet. Jeg KAN ikke beslutte mig for noget som helst, deraf også min voldsomme inkonsekvens i alt fra motionsform til yndlingsslik. Jeg præsterede flere gange i min studietid at påbegynde en skriftlig opgave, skrive adskillige sider – og så droppe det hele, vælge et nyt emne og starte forfra. Jeg lider helt klart af en af det moderne menneskes helt store svøber, nemlig den som jeg (og Milan Kundera) kalder “tilværelsens ulidelige lethed”… Der er simpelthen for mange valgmuligheder, det hele er serveret på et sølvfad og måske skulle jeg have læst noget andet, blandet noget andet slik eller købt hus et helt andet sted! Argh! Og derfor gør jeg mig selvfølgelig også tanker om, hvordan mit liv mon kommer til at se ud, når dette Family Inc. projekt er slut og jeg skal ud på arbejdsmarkedet igen. For et valg som det jeg har truffet betyder jo i dén grad også et fravalg af noget andet!

Jeg og mine jævnaldrende er vokset op i en verden og et miljø, hvor uddannelse, job, karrieretrin og løn er meget vigtige identitetsmarkører. Når vi bliver introduceret for et nyt menneske, eksempelvis til en fest, så starter vi altid med at spørge: “Og hvad laver du så?”. Min generation er opfostret af pædagogiske forældre, som har sagt til os, at bare vi er glade og tilfredse, så betyder det ikke noget hvad vi laver. Alligevel er stoltheden stor, både hos mine forældre og deres venner, når en ny studenterhue, en ny kandidatgrad, en efterstræbt forfremmelse eller en lønforhøjelse skal fejres. Når man afviger fra den vej, som de fleste andre i ens aldersgruppe og omgangskreds vælger, så møder man nogle overraskede ansigter. I min omgangskreds og familie har de fleste en lang eller mellemlang videregående uddannelse. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke decideret har skuffet nogen med mit valg, men jeg har nok forbavset nogen! Min uddannelse i sig selv var lidt et frimodigt valg som medførte en del undren, for den slags er lidt gammeldags sagt “brødløst”, med mindre man er meget dygtig, har rigtig megen praktisk teatererfaring, er meget ambitiøs eller kender de helt rigtige mennesker. Da ingen af delene var tilfældet med mig endte jeg som arrangementskoordinator i Den Økologiske Have og senere som pædagogmedhjælper, da Den Økologiske Have gik konkurs.

Sagen er den, at jeg ikke rigtig ejer karriereambitioner. Jeg vil gerne arbejde, jeg vil gerne have kolleger, en chef, en lønseddel og en frokostordning, hvor man kan få remoulade, men jeg har ingen ambitioner om en bestemt titel eller en bestemt løn. Jeg vil gerne være glad for mit fremtidige arbejde og jeg vil gerne tjene nok til, at vi kan beholde vores hus og have det rart. Men så heller ikke mere. Og så har jeg en stor tiltro til at jeg nok hen ad vejen skal møde lige præcis dén person, som bliver indgangen til mit næste job. Jeg har allerede udvidet mit netværk med tre forskellige mennesker, som enten har givet mig et tilbud om en projektansættelse eller anbefalet mig at ansøge uopfordret på deres arbejdsplads. Det er jo helt fantastisk, en meget stor og luksuriøs gave og jeg er dem meget taknemmelige. Men indtil videre er mine arbejdsgivere tre fantastiske stykker mandfolk, jeg sover på min arbejdsplads, jeg er på tilkaldevagt hver nat og lønnen udbetales i kys og vasketøj. Og jeg føler stor glæde og stolthed ved at vælge mit valg, nyde mit nu og satse på, at det med arbejdslivet nok skal løse sig. Til den tid.

Næh, det er meget nemmere at skue bagud og glædes over de ting, som rent faktisk blev til noget i det forgangne år. Og hvis man husker at sætte barren lavt nok, så står succeserne i kø! Det behøver ikke være ting, som man målrettet satte sig for. Ting som krævede en indsats, hårdt arbejde, afsavn eller anstrengelse. Så på denne årets sidste dag klapper jeg mig selv på skulderen og sætter mentalt flueben ved, blandt andre ting, følgende:

• Jeg har fået repareret min telefon, i stedet for at købe en ny.
• Jeg har læst andet end kogebøger og børnebøger. Både aviser og romaner!
• Jeg søgte orlov fra mit arbejde og blev hjemmegående på fuld tid. Da vi fandt ud af, at økonomien kunne holde til det var det en befriende og dejlig beslutning at tage og vi har stadig ikke oplevet et sekunds fortrydelse.
• Jeg er holdt op med at barbere mig under armene og på benene.
• Jeg er (næsten) holdt op med at læse dameblade. En dag, hvor jeg havde bedt om en lidt strammere tilgang til bordskik blandt husets voksne, spurgte jeg Mads, om der var noget han gerne ville have, at jeg holdt op med. Og han svarede, at han ville ønske at jeg ville holde op med at læse dameblade. Det tænkte jeg lidt over…. Dameblade er jo sådan et mentalt pusterum, hvor man slår hjernen fra og kigger på vinduer uden at lette måsen. Så jeg bad om en begrundelse. Og så:  “Du bliver ALTID sur, når du læser dameblade. De er fulde af al mulig lort og overfladiske damer, der samler på designertasker! Kageopskrifter og dernæst advarsler om mælkeprodukter og sukker. Så er der en artikel, der hedder “Elsk dig selv, præcis som du er”, og på næste side er der slankeopskrifter og maveøvelser…. Det er noget latterligt bras, jeg hader det og selvom du er klog, så tror jeg ikke helt, at du er upåvirket. Bladene er fordummende, dobbeltmoralske og ulækre.” Jeg sank en bid bolle i karry og gav ham ret. Han har nemlig ret. Jeg bliver altid sur! Og frustreret over kvinder, der er så købestærke og ensporede, at deres højeste ønske er en Balenciaga-taske MERE… Slut. No more. Finito. (Jeg kigger nogle gange lidt i et dameblad på biblioteket, bare for at se, om jeg stadig bliver sur. Det gør jeg.)
• Jeg tabte 10 kilo rent spæk i 2015. Jeg byttede store mængder Matadormix og tandsmør ud med lidt mere beskedne doseringer og erstattede i ny og næ et måltid med blendet frugt og grønt. Den slags livsstilsomlægninger er jo aldrig specielt underholdende, men jeg er åbenbart mere velfungerende med kalorienedskæringer på den lange bane end på den korte. Jeg har tabt de samme kilo MANGE gange undervejs, for det er man nødt til, når ens livsstilsomlægning giver plads til virkelig store stykker Drømmekage, når nogen har fødselsdag. Ikke desto mindre, så lykkedes det, det pynter svært og er væsentlig sjovere, når der om lidt skal prøves jeans på udsalg!
• Jeg har været en (rimelig) god mor. Jeg har skældt mindre ud, givet lov til flere sjove ting, læst flere bøger, danset mere til Lady Gaga, sunget flere sange og ikke mindst været mere tålmodig. Der er blevet råbt mindre og snakket mere. Opdraget mindre og leget mere. Jeg har brugt laaaang tid på at forklare Mattis (Spørge-Jørgen) om alt fra skilsmisser og kejsersnit til stjernebilleder og kageopskrifter. Jeg får ikke den der udmattede følelse efter spørgsmål nummer elleve… Det gør mig glad, lettet og stolt.
• Jeg er holdt op med at følge Andrea Elisabeth Rudolph på Instagram. Og Ohsheglows! Til gengæld følger jeg Ditte Giese, hvilket burde være obligatorisk.
• Jeg er blevet venner med et menneske, jeg virkelig ikke brød mig om, da jeg mødte vedkommende.
• Og så har jeg startet mig blog! Den er jeg glad for. Den er et sjovt projekt, som jeg elsker og uden Mads’ hjælp ville den have lignet l… Så det er også et fælles projekt, som IKKE involverer gravemaskiner, cementblandere eller rutefart til Stark. Vidunderligt.

Og til sidst et par forsætter. Ikke noget ambitiøst, bare nogle småting, som næsten opfylder sig selv:

• Jeg vil ikke være en del af Bloggers Delight eller Bloglovin’.
• Jeg vil aldrig mere købe citrusfrugter, som ikke er økologiske.
• Jeg vil kysse mere på Mads. Han er SÅ pæn og han bliver SÅ glad.
• Jeg vil være ligeglad med appelsinhud og åreknuder og gå i shorts til sommer. HVIS det bliver sommer.
• Jeg vil gå flere ture med Molly. Det er godt for os begge og en af os har irritabel tyktarm og gåture skulle vist nok hjælpe….
• Jeg vil arbejde for at starte en legestue i Brædstrup, så Karl og jeg kan få flere venner.
• Jeg vil undlade at drikke øl, spise dårligt slik, se programmer med Jacob Riising og film med Cameron Diaz.
• Og så vil jeg huske på Lama. Dalai Lama. “Be kind whenever possible. It is always possible.” Et dejligt citat at tænke på, lige til at skrive på et kort og sende til Inger Støjberg! Også sundt at ihukomme, når man er i telefonkø hos Skat eller når Mads har bagt boller – på madpapir. That shit sticks everywhere!

Hav en dejlig nytårsaften, drik champagne, hvis du kan og lad nu være med at kigge i spejlet undervejs.

Rigtig godt nytår.

Jeg synes, at det er en fuldstændig vidunderlig pointe! Man behøver ikke præstere noget ud over det sædvanlige for at have værdi. Man behøver ikke skille sig ud med andet end sin personlighed, som altid er unik. Og det er helt i orden at trives bedst med blot at være en del af flokken, at yde det man kan og hjælpe hvor det behøves. Jeg elskede denne bog fra første gang jeg læste den og kan i utrolig høj grad identificere mig med Mio. Mit liv består absolut heller ikke af forsidestof, jeg tror jeg er forholdsvist gennemsnitlig i mit design og jeg har ingen imponerende spidskompetencer. Og det trives jeg med!

Jeg har læst bogen mange gange for Karl og Mattis og vi er enige om, at Mio er den helt rigtige vinder. Han er det perfekte forbillede for de små marsvin, som måske spekulerer på om de nu er gode nok, seje nok, modige nok, dygtige nok. Jeg bestræber mig på at mine drenge skal vokse op med følelsen af at være tilstrækkelige samfundsborgere udelukkende fordi de er til. Jeg er godt klar over at Lille Lars og Co. ville selvantænde, hvis de læste hvad jeg skriver, men de ville jo også gå i flad-spin over at jeg fravælger at arbejde. Jeg har i øvrigt heller ikke stemt på dem, så vi må bare være enige om at være uenige. Det er jo også en fin øvelse i tolerance!

Lån bogen på biblioteket, køb den i barselsgave til nogen eller læs den højt for børn du er så heldig at kende. Og giv dem så en krammer og fortæl dem, at Mio er modgiften mod et samfund, hvor nogle mennesker mener at man kun er dét værd, som man lægger i statskassen. Hvis et menneskes værdi bestemmes af beløbets på skattebilletten, så er jeg ikke en skid værd lige pt. Og jeg har aldrig været gladere!

Mio for President!

Bogen er i øvrigt skrevet af Lorenz Pauli, illustreret vidunderligt af Katrin Schärer og sammen har de også lavet “Hvem er modigst?”, som handler om at være modig nok til at gøre noget andet end det, som forventes af én… Absolut anbefalelsesværdig!

Jeg føler mig som en shitty mom, når sådan noget sker. Karl lever jo i sagens natur et mere roligt liv end børn i institution. Vi skal opsøge legeaftaler og samvær med andre børn. Og når det så glipper, så kan jeg ikke undgå at føle et stik af dårlig samvittighed. Jeg får ondt af ham. Jeg føler, at vi frarøver ham den enorme fornøjelse det er at lege med andre børn. Han nyder at være i Mattis’ børnehave. Han elsker puderummet, han er vild med motorikbanen og han færdes hjemmevant i hele huset og kender børnenes navne.

Forleden dag var vi i puderummet i forbindelse med aflevering. Til sidst blev vi afbrudt af en pædagog, som kom og sagde, at alle børn skulle komme og vaske hænder, fordi det var tid til formiddagsmad og bagefter skulle de lave musik med Anne Sofie. Og Karl sagde glad “Ja!”, sprang op og begyndte at trisse ned mod toiletterne… Jeg syntes det var så hårdt at samle ham op og fortælle ham, at det ikke gjaldt ham. Han fik den daglige bolle i hånden i køkkenet i stedet, fik støvler på og så vinkede vi til Mattis og gik ud til bilen. Karl i højt humør, moren lidt mere slukøret. Dagen blev dejlig alligevel, vi fandt sangkufferten frem hjemme, lavede gymnastik i stuen og dansede og spillede trommer til Hr. Skæg. Men det blev ved med at nage mig. Så da Karl sov satte jeg mig ved computeren og gik på jagt…

Første skridt var at melde mig ind i grupper for hjemmegående i Aarhus og Østjylland på Facebook. Umiddelbart efter tikkede der en invitation ind til en legestuegruppe i Horsens samt navnet på en anden hjemmegående hér i Sønder Vissing! Bingo!

Så gennemtrawlede jeg nettet for hjemmegående i Østjylland, fandt to af dem på Facebook og skrev til dem. Den ene har skrevet tilbage og vi skal ses i december! Hun er oven i købet uddannet på Institut for Æstetiske Fag i Aarhus og har en gul hund… Bingo!

Jeg skrev til vores sundhedsplejerske og spurgte efter andre hjemmegående i området. Hun kvitterede med idéen om at oprette en legestue lokalt i Brædstrup. Bingo!

OG for at det ikke skal være løgn, så sørgede min åbenbart overdrevent gode karma for endnu en bingo-oplevelse. Min gamle veninde fra Økologiens Have har lige skrevet til mig, også på Facebook. Hun har hørt mine interviews om at være hjemmegående, hun er selv hjemmegående og vil rigtig gerne ses! Bingo!

Så nu har jeg det bedre igen

Oveni alle de fremskridt huskede jeg også mig selv på, at jeg ofte havde megadårlig samvittighed over at aflevere Mattis i dagplejen og dén suppedas står jeg jo aldrig i med Karl. Så det er vel ret beset kun fair, at jeg som hjemmepasser også har dårlig samvittighed i ny og næ. Man kan ikke få det hele. Den dårlige samvittighed overfor ens børn er en del af livet, and so be it. Jeg vælger mit valg, med både forsider og bagsider.

Nu vil jeg gå ind til mit vågne barn, kramme ham hårdt og spørge om han vil hjælpe med at lave brunkagedej! Vi får nemlig huset fuldt af børn i weekenden

Jeg er dybt neurotisk. Eller…..jeg bekymrer mig meget! For meget. Jeg lader være med at køre bil i mørke, fordi det er farligt. Hvis jeg har ondt i en muskel, så er det nok en begyndende sclerose. Jeg stiller aldrig et drikkeglas på gulvet. Jeg så nemlig engang et interview med en pige, som havde fået glasøje, fordi hun var faldet ned fra sine forældres seng og ramte et glas, som stod på gulvet. Jeg er bange for storme. For hunde. For blå mærker, som tager lang tid om at forsvinde. Jeg er bange for alt muligt, hvad angår mine børn. Storme, hunde, drikkeglas, sclerose…

Verden forandrer sig, grænserne opløses og vi skal blive bedre til at passe på hinanden, dele det vi har og behandle planeten ordentligt. Ellers er jeg alvorligt bange for, hvad der sker med os. Menneskeheden. Vi er nogle fæ til rigtig mange ting. Vi lyver, snyder, forurener, piner og plager hinanden, holder hinanden udenfor og udvikler våben, så vi kan skyde dem vi er uenige med eller bange for.

Alt der her rod skal Karl og Mattis navigere i. De skal håndtere alt det lort, vi har lavet indtil nu, rydde op så godt de kan og forhåbentlig have masser af gode grunde til selv at sætte børn i verden en dag. Hvis hele Jordens eksistens udgjorde et døgn, så har vi mennesker kun været her i fire minutter. Jeg kan virkelig godt forstå, hvis kloden ryster pelsen for at få os vippet af igen! Vi vil i hvert fald ikke blive savnet.

Og når jeg ser på den måde vi som verdenssamfund griber vores selv-skabte problemer an, så får jeg igen lyst til at spørge: “Hvor fanden er den voksne??” Den uselviske voksne, som tilsidesætter egne behov for at passe på sine børn. Som arbejder for fællesskabet. Som bygger det gode op og river det dårlige ned.

Jeg er den voksne. Hjælp!