De mennesker, som kender mig godt ved, at jeg er helt ekstremt vægelsindet. Jeg KAN ikke beslutte mig for noget som helst, deraf også min voldsomme inkonsekvens i alt fra motionsform til yndlingsslik. Jeg præsterede flere gange i min studietid at påbegynde en skriftlig opgave, skrive adskillige sider – og så droppe det hele, vælge et nyt emne og starte forfra. Jeg lider helt klart af en af det moderne menneskes helt store svøber, nemlig den som jeg (og Milan Kundera) kalder “tilværelsens ulidelige lethed”… Der er simpelthen for mange valgmuligheder, det hele er serveret på et sølvfad og måske skulle jeg have læst noget andet, blandet noget andet slik eller købt hus et helt andet sted! Argh! Og derfor gør jeg mig selvfølgelig også tanker om, hvordan mit liv mon kommer til at se ud, når dette Family Inc. projekt er slut og jeg skal ud på arbejdsmarkedet igen. For et valg som det jeg har truffet betyder jo i dén grad også et fravalg af noget andet!

Jeg og mine jævnaldrende er vokset op i en verden og et miljø, hvor uddannelse, job, karrieretrin og løn er meget vigtige identitetsmarkører. Når vi bliver introduceret for et nyt menneske, eksempelvis til en fest, så starter vi altid med at spørge: “Og hvad laver du så?”. Min generation er opfostret af pædagogiske forældre, som har sagt til os, at bare vi er glade og tilfredse, så betyder det ikke noget hvad vi laver. Alligevel er stoltheden stor, både hos mine forældre og deres venner, når en ny studenterhue, en ny kandidatgrad, en efterstræbt forfremmelse eller en lønforhøjelse skal fejres. Når man afviger fra den vej, som de fleste andre i ens aldersgruppe og omgangskreds vælger, så møder man nogle overraskede ansigter. I min omgangskreds og familie har de fleste en lang eller mellemlang videregående uddannelse. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke decideret har skuffet nogen med mit valg, men jeg har nok forbavset nogen! Min uddannelse i sig selv var lidt et frimodigt valg som medførte en del undren, for den slags er lidt gammeldags sagt “brødløst”, med mindre man er meget dygtig, har rigtig megen praktisk teatererfaring, er meget ambitiøs eller kender de helt rigtige mennesker. Da ingen af delene var tilfældet med mig endte jeg som arrangementskoordinator i Den Økologiske Have og senere som pædagogmedhjælper, da Den Økologiske Have gik konkurs.

Sagen er den, at jeg ikke rigtig ejer karriereambitioner. Jeg vil gerne arbejde, jeg vil gerne have kolleger, en chef, en lønseddel og en frokostordning, hvor man kan få remoulade, men jeg har ingen ambitioner om en bestemt titel eller en bestemt løn. Jeg vil gerne være glad for mit fremtidige arbejde og jeg vil gerne tjene nok til, at vi kan beholde vores hus og have det rart. Men så heller ikke mere. Og så har jeg en stor tiltro til at jeg nok hen ad vejen skal møde lige præcis dén person, som bliver indgangen til mit næste job. Jeg har allerede udvidet mit netværk med tre forskellige mennesker, som enten har givet mig et tilbud om en projektansættelse eller anbefalet mig at ansøge uopfordret på deres arbejdsplads. Det er jo helt fantastisk, en meget stor og luksuriøs gave og jeg er dem meget taknemmelige. Men indtil videre er mine arbejdsgivere tre fantastiske stykker mandfolk, jeg sover på min arbejdsplads, jeg er på tilkaldevagt hver nat og lønnen udbetales i kys og vasketøj. Og jeg føler stor glæde og stolthed ved at vælge mit valg, nyde mit nu og satse på, at det med arbejdslivet nok skal løse sig. Til den tid.

Svaret er, at vores hverdag har ændret sig meget lidt set fra et økonomisk perspektiv. Helt centralt er det, at vi aldrig har haft et stort privat forbrug, hverken sammen eller før vi mødte hinanden. I studietiden brugte Mads penge på sprut og skiløb, jeg brugte penge på sprut og tøj. Meget klassisk, men ikke specielt omfattende. Der er heller ikke nogen af os der har eller har haft dyre vaner. Vi bruger ikke  penge på dyre ure, fitnessmedlemsskaber, magasinabonnementer, spabehandlinger, golfudstyr, mærketøj eller designermøbler. Mads har en forkærlighed for værktøj og IT-udstyr og jeg har en stor svaghed for køkkengrej og alt, der kan købes i Matas.  Men når der kun går én lønning ind på kontoen, så bliver man ganske enkelt mere opmærksom på om den der sav, natcreme eller røremaskine virkelig er SÅ nødvendig lige netop nu. Måske man kunne vente til udsalget, låne sig frem eller skrive det på en ønskeseddel? Vi har også en aftale om at vi vender alle større køb med hinanden. Det forhindrer de værste anfald af forbrugerisme og begejstret købetrang, når man skal sælge idéen om dvd-skærme til bilen eller endnu en boremaskine til sin mildt forbeholdne elskede.

Vi forsøger desuden at have en større opmærksomhed på at passe godt på de ting vi har, vedligeholde og reparere dem, slide dem op, købe brugt og så vidt muligt undgå fejlkøb eller køb af ting, vi egentlig ikke har brug for. Det handler både om økonomi, men i høj grad også om økologi og miljømæssig ansvarlighed. Jeg afskyr brug-og-smid-væk-kulturen og hvis jeg skal prøve at indprente i ungerne at alting har værdi, at produktion forurener og at jordens ressourcer er begrænsede, så må vi selv forsøge at gå forrest som gode eksempler. Der er stadig lang vej igen og vi kan sagtens blive bedre. Nogle gange vinder mageligheden over de gode intentioner, men derfor kan man jo godt bruge sin sunde fornuft og ikke mindst sin globale samvittighed.

Endnu en væsentlig faktor er, at ingen af os tog studielån mens vi læste i Aarhus. Jeg arbejdede på et lokalcenter gennem hele min studietid og Mads klarede sig også uden lån. Det betyder, at vi ikke har et voldsomt antal faste udgifter og det betyder rigtig meget for hverdagsøkonomien. Når jeg læser ovenstående igennem, så kan jeg godt se at vi fremstår som nogle kedelige dukse, som tænkte på fremtiden allerede da vi var unge og burde have været vilde og frygtløse. Jeg husker ikke mig selv som specielt artig eller kedelig, men jeg var aldrig fristet til at tage hurtige lån for at komme på chartertur, druktur eller shoppetur. Jeg har aldrig brudt mig om at købe noget for lånte penge, for så synes jeg slet ikke, at jeg ejer den ting jeg har købt. Kald mig bare kylling! Nuvel, vores økonomiske prioriteringer dengang i starten af det nye årtusind betaler sig nu. Det gør i sagens natur denne fordel svær at kopiere, især hvis man gav fuld gas i studietiden, lånte penge til sjov og spas, havde en fest dengang og har et fast afdrag nu. Den virkelig kedelige opsummering er, at grunden for mit liv som hjemmegående i 2016 blev lagt allerede i 2006 og før endnu. Sorry.

Så nej, der er ikke skåret dyre vaner eller et stort forbrug fra, for det eksisterede ikke rigtig før jeg blev hjemmegående. Alligevel kan jeg ikke komme i tanke om noget vi mangler. Tværtimod får jeg ofte lyst til at køre halvdelen af alt vores ragelse på et loppemarked og sælge ud af kjoler, sko, bøger, møbler, legetøj og uåbnede natcremer. Den lyst opstår som regel når jeg skal til at rydde op og gøre rent…. Hmmm. Måske jeg skal gøre alvor af lysten en dag og så bruge fortjenesten på et besøg af et rengøringsfirma. Enten dét eller en donation til Red Barnet. To be continued!

ps. Hvis man vil købe et mahognivindue, et væghængt toilet, en Bruder-mejetærsker eller stjernekjolen fra Baum und Pferdgarten, så giv mig et praj!

Den absolut mest vigtige faktor er prisen på vores bolig. Vi købte i 2009 Johannesminde, et lille nedlagt landbrug på 130 m2 stuehus, en grund på 4000 m2 og et lille stykke skov på 3000 m2. Vi boede på daværende tidspunkt til leje i Aarhus og fik begge julelys i øjnene ved tanken om at flytte væk fra byen og ud på landet til fuglefløjt, åbne vidder og langt til nærmeste nabo. Så boligjagten gik ind og vi var væbnet med en tjekliste med alle vores ønsker. Vi besluttede en kørselsradius til arbejde på 50 km. og gav os til at lede efter boliger, som vi ville betale og som levede op til flest mulige ønsker.

Jeg er opdraget med økonomisk snusfornuft og jeg har ganske enkelt ikke nerver til økonomisk usikkerhed. Derfor bad vi banken om at låne os så få penge som muligt i forhold til de boligønsker vi havde. Det var et ufravigeligt krav, at vi ville kunne blive boende uanset eventuelle perioder på dagpenge eller barsel. Vi regnede ud, at vi ville kunne beholde vores hus, selv i tilfælde af at vi begge mistede vores job. Vi købte Johannesminde midt i finanskrisen og da vi begge havde oplevet jobledighed før og desuden gerne ville til at have børn, vidste vi at der kunne komme perioder med lav indkomst.

Vi havde kun kigget på ganske få potentielle boliger, da vi stødte på Johannesminde. Som en note til navnet kan jeg fortælle, at stedet i mange år var ejet af Gunnar og Johanne, gæve, hårdføre og nøjsomme bønder med en frygtindgydende arbejdsmoral. Da vi ikke kunne finde nogen lokalhistoriske optegnelser med et navn på gården, valgte vi selv at navngive den til minde om min beundringsværdige navnesøster. Johannesminde levede op til langt de fleste af vores ønsker og modsat andre gårde vi havde set på, så ligger denne tæt på hvor vores forældre bor, bare 22 km til Mads’ forældre og knapt 9 km til mine. Da vores familiære forhold er særdeles gode, var dette opløftende frem for afskrækkende og efter få dages overvejelser købte vi vores eget hjem.

Men tilbage til det økonomiske. Hvis en almindelig middelklassefamilie med 2-3 børn og to indkomster gennemroder alle skabe, skuffer, pulterkamre og garager og sælger alt undværligt legetøj, tøj, skigrej, køkkenudstyr, samlerobjekter og grimme gaver, så ville man naturligvis kunne akkumulere en vis mængde penge. Det er da også stærkt tilrådeligt, eftersom det frigiver en masse plads, genererer nogle kontanter og giver en utrolig dejlig fornemmelse i maven. Men det kan jo i sagens natur ikke lade sig gøre at lave en fast gennemsnitlig månedsløn ud af det, heller ikke hvis den hjemmegående køber mad i Netto og tøj i genbrugsbutikken og desuden sylter, bager og reparerer strømper til fingrene bløder.

Hvis jeg skal give ét overordnet godt råd til eventuelle interessenter i at blive hjemmegående, så er rådet hér: bo billigt. Og hvis du ikke bor billigt, så flyt, hvis du kan. Du kan altid vende tilbage til stuklofter, spabade, store glaspartier og et værelse til hver, når børnene er blevet større – hvis du har lyst. Humlen er, at når man gerne vil passe sine børn selv, så starter man med at vinke farvel til sin løn. Det er både kontroversielt, usædvanligt og lettere angstprovokerende. Men store forandringer kræver store beslutninger. Jeg har aldrig savnet min lønseddel på samme måde som jeg kunne savne Mattis, når han var i dagpleje og jeg var på arbejde.

En stor del af året må jeg holde mine abstinenser nede. Jeg ser julevideoer i smug på Youtube, stikker næsen i kaneldåsen, når ingen kigger og går af og til ud og åbner mit juleskab i vindfanget og lader blikket kærtegne kasserne med julepynt, guldstøv, mørkerøde filthjerter og glitrende grantræer….. Det er måske plat, men jeg tror jeg har det på samme måde som Mads har det, når han ser sine telemarkski. Mit hjerte giver et lykkeligt lille spjæt, når jeg spotter den fine kasse fra Marks & Spencer, som indeholder det mest bedårende jule-service.

Jeg deler min svaghed med min søster Karoline og vores sjælemage køkkengudinden og kogebogsforfatteren Nigella Lawson. Hun går præcis så meget grassat, som jeg ville ønske at jeg kunne komme til! I kid you not – find nogle af hendes juleprogrammer på Youtube. Hendes hus er tapetseret med lyskæder, stearinlys, kramfitterstads og pynt. Der hænger lyskæder ned foran hendes køkkenskabe!! Latterligt upraktisk. Jeg er vild med det… Og måske er det netop det, som gør julen til noget specielt for mig. Man parkerer den gode smag, den skandinaviske minimalisme og det fornuftige mådehold og alt det, som er lidt for prangende, lidt for sødt, lidt for dyrt og lidt for kitsch skal findes frem i al sin dejlighed. Her følger min jule-liste over vidunderligheder og uundværligheder:

1: Se “The Grinch who stole Christmas” med Jim Carrey. Og selvfølgelig “Love Actually”. Og også gerne “The Holiday”.

2: Bage Nigellas mørke og fantastiske julekage

3: Lave juleby i vindueskarmen med Mattis

4: Holde bagedag med Karoline og alle ungerne. Ikke specielt produktivt – MEGET hyggeligt!

5: Lave hjemmelavet Bounty: 1 dåse kondenseret mælk, ca. 300 g kokosmel, 400 g mørk chokolade. Bland, form, køl ned, overtræk!

6: Hænge alt mit julepynt op. Alles. Det hele!

7: Læse alle mine julekogebøger fra ende til anden.

8: Se julekalender med ungerne og læse julebøger som godnathistorier.

9: Drikke “Mulled cider” så ofte det er passende….

10: Undgå pebernødder. Og marcipan. Og kolde æbleskiver. Og svær overvægt.