Derfor præsenterer jeg her min overlevelsesstrategi, som ganske frit og nemt kan adapteres i en almindelig dansk husholdning.

• “Husk at montere din egen ilt-maske først, FØR du hjælper andre!” Der er en grund til at jeg nogle dage, henved kl. 10 om formiddagen, har det som om jeg har slikket på en løvfrø. Det er fordi jeg ikke har indtaget andet end to kopper lunken kaffe siden jeg stod op. Når jeg har syge børn er jeg jammerlig til at huske at spise og drikke fornuftigt og det betyder at jeg nogle gange kommer til at tage nogle virkelig dårlige beslutninger. Eksempelvis at tage øjenbrynsfarve på og glemme det igen. Det resulterer efterfølgende i en intens kløe i hele den øverste del af ansigtet og en bekymrende lighed med Nick Cave. Så; uden mad og drikke til mor, går hele lortet i ged. NB: En bolle med Nutella kan holdes i én hånd og er derfor oplagt. Til alle måltider.
• Tænk som et egern og hav forråd af alt. Det er skidt at løbe tør for snackpølser, Panodil Junior eller frugt i mundrette stykker, når slaget skal slås. Det er derfor tilrådeligt at have et betragteligt forråd af alle ungernes foretrukne fødevarer, køkkenrulle til snot, isterninger til saftevandet, batterier til termometeret og vaskepulver til sengetøjet, som pludselig får akut brug for en ekstra vask. På kogeprogram.
• Tænk i forebyggelse, men vær forberedt på det værste. Håndvask, rene håndklæder, afspritning af dørhåndtag og toiletter, udluftning, rent sengetøj. Og selvfølgelig en hverdag med sund og fornuftig mad – men glem ikke godt med fløde i sovsen, så ungerne har noget at give af, når de pludselig brækker sig i tre dage i træk.
• Få styr på husapoteket. Panodil har den fordel, at man ikke behøver at tro på effekten, for at det virker. Det virker bare! Snedigt… Mine unger nægter kategorisk at indtage det flydende, så vi har altid et lille arsenal af suppositorier (røvraketter!), så nattesøvnen kan reddes i land. Et termometer er uundværligt, ligesom jeg også meget nødig vil mangle saltvandsdråber til bittesmå stoppede næsebor. Normalerweize bruger jeg ikke håndsprit, men i bussemændenes højsæson sker det oftere. Og husk at det skal masseres tålmodigt ind i rene og tørre hænder. Ellers batter det ikke en skid. Pun intended. Jeg har også stor glæde ved te med frisk ingefær, citron og honning ligesom jeg ikke holder mig tilbage med hvidløgene, når det er bacille-tid, men dén vej er belagt med uendelige diskussioner om placebo-effekter, griske medicinalfirmaer og kvaksalveri, så jeg forholder mig neutralt og indtager det for min fornøjelses skyld. Det kan jo ikke skade!
• En stor og velassorteret slikskål. Hos os er det et dejfad. Rigtig godt til at få ekstra kalorier i ungerne og helt genialt, når det er synd for mig, at mine børn skider om kap og tørrer snot af i mit tøj. Team Nygaard har en særlig forkærlighed for Ostepops, Skipper Mix og slikkepinde, men du skal følge dit hjerte… Og hvis dit hjerte siger figenstænger, så prøv lige at lytte én gang til. Ordentligt.
• Få noget søvn! Så mange timer som muligt. Eller bliv længe oppe og se “Billions”… Alternativt kan man lære sig den ædle kunst at sove med åbne øjne. Den kan fint praktiseres, mens ens mand fortæller om kant-isolering eller ens børnehavebarn detaljeret beskriver hvilket bogstav hans seneste lort lignede.
• Brug dine livliner. Ring til nogen, der virkelig holder af dig og klynk ligeså højt som dine børn. Vær rundhåndet med iPad og Netflix. Spis take out, rugbrødsmadder og supper fra en karton. Og sig for himlens skyld ja tak, hvis folk tilbyder at hjælpe med indkøb, ture på apoteket eller pasning af raske børn. Bare lad være med at smitte dem som tak… “Jo, selv tak. For lort!”.

Man spiser godt i Barselsland. Hjemmelavet og nærende mad, omend ikke specielt eksotisk. Nogle gange står jeg op og spiser, i visse tilfælde endda med en baby på armen. En sød og tyk baby, som har fået en lille hvid hugtand, som han med stor vildskab borer ind i kødet på mig. Fingeren, hånden, hagen, brystet, you name it…. Jeg har savl og små dybe tandmærker alle vegne og et stort sugemærke på hagen, hvor Lasse sugede sig så hårdt fast at han var ved at kaste op, da jeg skrællede ham af. Hvis jeg havde sluppet ham med armene, så var han blevet hængende i mundtøjet som en igle, så heftigt et vakuum havde han lavet!

Om lidt er han 5 måneder gammel og en ordentlig basse på 8,3 kg. Jeg har været på loftet efter poserne med tøj i str. 74, for ærmerne stumper, bukserne strammer og bodyerne ser ud som om de er bodypaintet på… Vi er begyndt at lade ham smage på grød, for han dier konstant og bliver ikke ordentlig mæt (læs: sover ikke nok om natten). Han nipper til små skefulde grød med frugtmos og ser på os, som om det er skoldhed citron med chili på. I virkeligheden vil han nok hellere bare videre til kålpølser og kyllingegryde hurtigst muligt, men det anbefaler myndighederne vist, at man venter lidt med.

Til trods for hans glubende appetit og hans store behov for at hænge på mig (jeg tror han er 9 % koala), så er han vældig populær i husstanden. Mattis kommer hjem fra børnehaven hver dag og går lige i flæsket på ham. Krammer og kysser ham, triller ham rundt på legetæppet og snakker baby-snak HELT ind i skærmen på ham, så Lasses øjne bliver kæmpestore og armene fægter af begejstring. Karl er også tøet op og låner nogle gange Lasse sin nulre-pude, som jeg ynder at kalde narko-puden, fordi den er slidt, grim og aldrig har betræk på.

Solen skinner ikke i Barselsland. Der er tåget, vådt og hundekoldt og Lasse gisper og snapper efter vejret, når vi går udenfor. Det bliver vidunderligt, når den første rigtige forårsdag kommer, men det er sådan set ok, at det ikke lige er bikini-vejr foreløbig. Det ville blive en lidt for blegfiset og kødfuld affære for mit vedkommende og der skal betydelige mængder bladgrønt og selvbruner til, før jeg frivilligt hopper i noget lycra med trope-print. Men sådan er barsel, i hvert fald for mit vedkommende. Det kan godt være at ungen dier med entusiasme og appetit som store tyrekalve, men det får alligevel ikke kiloene til at rasle nogen steder. Der skal knofedt til. Light knofedt.

Jeg kommer ikke tilbage fra Barselsland foreløbig. Jeg trives hér, der er kaffe, søde mennesker og en dejlig udsigt. Det er også hårdt arbejde, men det søde opvejer så rigeligt det sure. Selvom min lille rejsemakker bider mig i brysterne og griner af mig bagefter!

Vi kan godt mærke, at det er det rigtige for ham. Han er stor og energisk, han snakker som et vandfald, er fysisk stærk, har humor, elsker skæg og ballade og har et højt energiniveau. Han trænger til luftforandring, til nye udfordringer, til andre rammer og regler, til andre voksne end mig og til nogen at lege med! Og alligevel skulle jeg tage en dyb indånding, da jeg gav ham knus og kys i morges og sendte ham ud af døren med Mads og Mattis. Pludselig så han frygtelig lille ud.

I vores lille familieunivers er det en stor ting at Karl skal passes af andre end mig, mormor eller bedstemor. Han har aldrig kendt andet og hele hans hverdag ændrer sig nu. Jeg er voksen og kan være rationel, trække på skuldrene og tænke, at det er et fantastisk sted han skal være. Men Karl er knapt tre år og han er i høj grad styret af sine følelser. Og han har flere gange gjort os opmærksomme på, at han ikke er specielt vild med tanken om at skulle i børnehave… “Mads, hvis du ikke er der, så kan mor bare være der!”. “Nej Karl, for mor skal jo passe Lasse…” “Jamen, hvis I ikke er ved mig, så bliver jeg jo ked af det!” Tjaa…

Det har hele tiden været planen at Karl skulle i børnehave nu. Der er intet, der taler imod det. Og fordelen er, at han kender huset og personalet ud og ind. Han er kommet i Børnehuset Himmelblå i årevis og der er ikke den kringelkrog, han ikke kender. Så det er hverken rammerne eller ansigterne, der er udfordringen. Det er ændringen af hverdagens rutine. Karls lille liv skal lægges i nye folder og han skal vænne sig til “new normal”.

Og verden venter på ham. Fuld af perleplader, puslespil, legekammerater, bilbaner, madpakker og ture i gymnastiksalen, på legepladsen og i skoven. Så vi smiler opmuntrende og krammer hinanden en ekstra gang. I det store spil er det knapt nok en krusning i overfladen. Det skal nok gå! Og om lidt kommer han hjem fra sit livs første dag som institutionsbarn. Og han skal krammes og kysses og roses. Og have en is! Ønskebarnet.

Sådan en dreng kender vi sikkert alle sammen. Nogle gange er det et festfyrværkeri, en lykke og en fornøjelse, og nogle gange er det ALT for meget. For larmende, for irriterende, for forstyrrende. Alle velfungerende fællesskaber er afhængige af, at vi er nogenlunde enige om de sociale spilleregler, og alt for meget brøleri, flimsen omkring og kasten med ting er sindssygt trættende i længden.

Alligevel er dette en hyldest til de vilde drenge (og JA, der findes også vilde piger, og de skal også hyldes, bare ikke lige af mig lige nu….). I Jesper Juuls nye bog “Aggression – en del af livet” fortæller han, at man nogle steder i Europa arbejder med en hjemmestrikket diagnose. Man beskriver visse drenge (95 % af de børn, det handler om, er drenge) som havende et “aggressionsproblem”. Jesper Juul finder ud af, at drengene, som har dette “problem”, har nogle fælles træk. De er meget aktive. De råber og taler højt. De har svært ved at sidde stille. De blive vrede og frustrerede, råber og skubber, hvis de skal holde sig i ro i længere tid. Da Juul spørger ind til, hvem det er et problem for – og om man har talt med drengene om, HVORFOR de reagerer, som de gør, bliver han kigget mærkeligt og hovedrystende på. Man lader ham forstå, at drengene ikke kan indgå på en acceptabel måde i et roligt fællesskab, og derfor har de et problem.

Juuls konklusion ender med at være denne: Det er ikke drengene, som har et problem. Det er os voksne. Vi bryder os ikke om støj, vi bryder os ikke om snavs, og vi bryder os ikke om at blive råbt ind i hovedet. Men tænk nu, hvis ungen forsøger at fortælle os noget?! Vi forlanger noget af barnet, som barnet ikke er i stand til at levere, som er imod barnets natur. Det svarer til at holde en væddeløbshest bundet altid eller at proppe en slædehund ind i et lille bur. Værsgo’, sid dér uden at gø og bide i lænken! Som om….

Jeg er selv mor til tre drenge, og selvom vi indtil videre er lykkedes rimelig godt med opdragelsen, så er der også tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg havde en slæde, jeg kunne spænde Mattis og Karl for og råbe “mush!”. Støjniveauet kan nå sundhedsskadelige højder i vores lille hjem. Og de sidste mange aftener har drengene spist aftensmad i undertøj, fordi de har samlet alle husets dyner og puder på en stor madras i stuen og leget tumleleg, så sveden perler af dem. Ikke engang en tur i svømmehallen har samme søvndyssende effekt som tidligere… Jeg ville ønske at mine sofapuder ikke var flade og skæve og skred i sømmene, fordi de bliver brugt som våben. Men jeg har vilde drenge. Jeg ville ønske, at jeg kunne have noget nips stående fremme, som ikke var købt i Tiger. Men jeg har vilde drenge. Mads er ved at tømme vores stald, så vi – med tiden – kan lave børneværelser derovre. Men først laver vi multi-hal med fald-underlag, ribbe, puder, klatrenet, tumlemadras osv. For vi har vilde drenge. Heldigvis.

Boys will be boys. Mine vil gerne lave perleplader, tegne, bage, pynte til jul og hjælpe med at støvsuge. For en stund…. Og så må Mads have dem med i stalden og bygge en trænings-kriger af træ, som man kan tæve med et sværd, smide sten efter og hakke i med en økse. Jesper Juul siger, at aggression er en naturlig del af livet, og hvis man kender en dreng (og en mand), så ved man at behovet for at brøle højt, blive beskidt, få næseblod og splitte noget ad ligger dybt i dem, som en dyrisk rumlen fra stenalderen. Det kan godt være, at vi befinder os i iPad-æraen, men det vil vores stenalderhjerne skide på. Den vildeste jæger får det største bytte med hjem (og den lækreste kone). Man kan godt tage manden ud af stenalderen, men stenalder-impulserne indeni ham, de bliver, hvor de er!

Jeg øver mig i at se mine drenges aggressioner som noget positivt og ufarligt, som et tegn på at ventilen skal løsnes. De skal have noget afløb, og det er vores opgave at hjælpe dem og stille det til rådighed. Bruge det konstruktivt og “spænde dem for hundeslæden”. Finde en lort de kan stikke en pind i eller noget de må brække i stykker og brænde. På den måde accepterer vi hele barnet i stedet for at fortælle ham, at hans følelser og behov er forkerte. Hvis vi begår den fejl, tror jeg desværre, vi gør større skade end gavn.

Så hvis du kender en vild dreng, så pris dig lykkelig, tag en dyb indånding, tag ørepropper i og find ham et mudderhul.

Nu er det bare blevet hverdag. Jeg ved, at jeg skal amme tre-fire gange hver nat og jeg har vænnet mig til at jonglere med våde bleer, skumklude og saltvandsdråber til de mikroskopiske næsebor uden at lave en lyd. Jeg er forvandlet til en regulær ninja om natten og jeg har genopfrisket kunsten at leve livet med én hånd – inkl. kaffebrygning, oprydning og toiletbesøg. Ja, også bummelum. Og alt taget i betragtning er Lasse ikke nogen vanskelig baby. Han sover det meste af natten, patter som en tyrekalv på 100 kg. og er blevet så venlig, at han har aflagt vanen med at lave bæ efter hver eneste amning. Det er endda kommet så vidt at jeg har syltet noget! For hvor Mattis og Karl begge er født om vinteren, hvor alting er frossent, gråt og dødt udenfor, så er Lasse efterårsbarn. Og alle de ting vi har gået og bakset med i køkkenhave og drivhus er jo selvfølgelig klar til høst og konservering, lige som mælken løber til. Hvad gør man så? Enten lader man lortet gå til (afgrøderne, ikke ungen, forstås!) – eller også kniber man godt sammen, tager spædlingen på armen og forsøger at huske opskriften på Lindas syltelage, mens man mingelerer et ammeindlæg på plads, så man undgår alt for megen menneskefløde i de syltede løg.

Det kan virke som et lettere hasarderet projekt at kaste sig ud i at koge æblegrød eller lave pizzasauce med et spædbarn på (b-)armen, men hvor andre slapper af ved at hækle, være på Twitter eller polere deres triatloncykel, så slapper jeg af når jeg konserverer et eller andet spiseligt. Min stenalderhjerne tilfredsstilles voldsomt af at sikre mig, at jeg har noget at proppe i munden hele vinteren og jeg synes simpelthen at processen er hyggelig. Det er ikke et åg, en pligt eller et præstationsprojekt. Det er ren nydelse. Jeg må være 11 procent hobbit…. Det passer fint både med højden, bredden og glæden ved at spise morgenmad to gange.

Ved første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde overvejet at føde hjemme. Mattis og Karls fødsler har begge været nemme, ukomplicerede og hurtige, så jordemoderen mente, at jeg var oplagt kandidat til hjemmefødsel. Det var skønt og meget bekræftende at blive spurgt og jeg besluttede, at hvis de kloge damer i Horsens mente at jeg kunne føde hjemme, så kunne jeg det! Så jeg begyndte at forberede mig på en helt anden måde end ved mine to andre fødsler, hvor jeg har nøjedes med at spise folsyre, lave knibeøvelser og undgå upasteuriserede oste. Jeg læste bøger om hjemmefødsler og tog et fødselsforberedelseskursus, komplet med lydfiler, åndedrætsøvelser og indstuderede presseteknikker. Jeg kogevaskede lagner og håndklæder, skaffede voksdug til sengen og købte nogle abnormt store bind, nogle affaldssække, en ny læbepomade og noget Ribena. All set.

Søndag den 11. september fik jeg modningsveer om formiddagen, udvidelsesveer om eftermiddagen og presseveer om aftenen. Jordemoderen Karina og jordemoderstuderende Karen ankom med grej, flere bind og ophøjet ro kl. 15.30 og Lasse er født ud i armene på Mads kl. 18.30 sharp i Mads’ seng. Karen stod for det meste af fødselshjælpen, godt hjulpet af Mads. Karina sad afslappet og dejlig på sengekanten det meste af fødslen, forsikrede mig i ny og næ om at alt var i den skønneste orden og havde både tid til at sludre med min mor (hidkaldt til at lave kaskader af Ribena og kaffe), undervise Karen og lytte til Lasses hjerte undervejs, altid fulgt af kommentaren “Total overskudsbaby…”

Før læseren får kvalme og forestiller sig, at jeg lå med et saligt smil hele vejen igennem og nynnede soundtracket til The Sound of Music, så lad mig lige dementere noget… Til trods for at mit fødselsforberedelseskursus hedder “Smertefri Fødsel”, så var fødslen IKKE smertefri. Absolut ikke. Veer gør lige så ondt som jeg huskede fra de andre fødsler, men – og det er et kæmpestort men – denne gang var jeg bedre forberedt! Når jeg fik en ve, så havde jeg en aktiv opgave, noget jeg skulle. Jeg skulle holde fokus på min vejrtrækning og forestille mig veen arbejde med at åbne livmoderen. Veerne fik et andet udtryk, et positivt fortegn, et tydeligt formål. Jeg var bevidst om dem som skridt på vejen et sted hen, fremfor en hel masse pinsel og så derefter, bum, et barn. Og derfor vil jeg på det allerkraftigste anbefale, at man, uanset om man er førstegangs- eller flergangsfødende, forbereder sig til tænderne. Det er fantastisk godt givet ud. Ved Mattis og Karls fødsler følte jeg mig lidt som et skib i havsnød. Denne gang havde jeg begge hænder på roret og en langt større tro på, at denne her skude skal jeg fandme nok få navigeret i havn, selvom det giver vabler i hænderne.

Min allermest dybtfølte anbefaling er imidlertid, at man føder hjemme, hvis man overhovedet kan. Jeg indrømmer fuldstændig blankt et fuldbårent girl crush på alle de jordemødre jeg har mødt fra Horsens Sygehus. De er så sindssygt dygtige, søde, professionelle og dejlige at jeg med glæde var på bjørnekrammere og julekort med hele bundtet. Det virker som en lidt voldsom gestus at få tatoveret Lene, Rikke, Karina og Karen på måsen med et stort hjerte rundt om, men tanken har strejfet mig. Jeg har været i så gode og sikre hænder, at jeg aldrig ville betænke mig et sekund hvis jeg skulle føde igen en dag. Hjemmefødsel er the bomb! Man skal ikke ud af huset, man har jordemoderen for sig selv, man er rolig, tryg og afslappet og damerne har hospitalsgrej nok med til at etablere et komplet feltlazaret. Ved en hjemmefødsel er de ekstra forsigtige i forhold til eventuelle komplikationer, så man bliver overflyttet i god tid, hvis der er behov for det. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – en hjemmefødsel er lige så sikker og forsvarlig som en hospitalsfødsel. Oveni hatten får man så lov at høre jordemoderen spørge fødselshjælperen om der lige er en Margretheskål til moderkagen. Det er sgu ikke en sætning man hører hver dag…

Alt i alt blev fødslen præcis som vi ønskede. Inklusiv ro, Ribena og intakt mellemkød, det sidste takket være Karen. Og moderkagen? Den kom med til Horsens i en Rema 1000-pose. Ingen rituelle begravelser, tørsaltning, tibetanske syngeskåle eller smoothies hér. Der må være en grænse.

Forstå mig ret; det er ikke synd for mig! Jeg bliver nemt gravid, har uproblematiske graviditeter og hurtige og nemme fødsler, som resulterer i sunde og velskabte børn. Amning har heller ikke givet problemer. Tværtimod så producerer jeg så store mængder sukkersød dobbeltfløde, at Karl ved 5-måneders vejningen havde sneget sig op på 9,6 kilo og man skulle mærke grundigt efter gennem lagene af spæk for at konstatere, at han rent faktisk havde knæ og håndled. Og så er jeg så heldig at være omgivet af en familie som er svært glad ved en kvinde med pund i. Hver gang jeg går en skålstørrelse op, gør smilet i Mads’ ansigt det samme. Karl har udviklet en stor forkærlighed for at kramme min betragtelige bagdel. Og Mattis er dybt fascineret af min kavalergang, som han begejstret lirker sin lille hånd ned i og siger: “Ahhh. Du koger næsten hér, mor!” Og det er en stor trøst, når man føler sig lidt som en industri-hamburgerryg, der bliver pumpet op med saltvand, så skindet er ved at sprække.

Alle disse velsignelser ændrer imidlertid ikke på det faktum, at sidste del af en graviditet ikke er specielt yndefuld for mit vedkommende. Jeg har kroniske pølsefingre på højre hånd, det knager og brager i hele skelettet, når jeg skal ud af sengen eller ind i bilen og jeg har fået en gigantisk åreknude hele vejen ned af højre lår. Jeg er klart en større fan af andet trimester. Man er færdig med at suge maven ind, man ser gravid ud i stedet for kvabset og man er nydelig i alt sit ventetøj.  Men nu er jeg så langt henne i forløbet, at graviditeten fylder det hele. Både bogstaveligt og i overført betydning. Jeg er hele tiden bevidst om den, enten fordi lillebror vælter rundt indvendig og losser mig i leveren eller fordi jeg er så tung og stakåndet, at alle aktiviteter bærer præg af det. Det føles som en olympisk disciplin, når jeg skal snøre mine kondisko, jeg har en max-hastighed på 2 km. i timen og jeg kan blive fuldstændig gasblå i hovedet af at smøre mig ind efter et bad…

Naturen har heldigvis indrettet sig så viseligt, at når min termin nærmer sig, så er jeg fløjtende ligeglad med, hvor ungen skal ud henne. At det potentielt vil gøre ondt og at der ved første øjekast er en ganske betragtelig diskrepans mellem et fuldbårent barn og exit-området. Jeg får det lidt som før en eksamen. Jeg orker ikke at forberede mig mere, tænke på det mere, tale om det mere – lad mig nu bare tage tyren ved hornene. Mattis kigger af og til på mig, nikker indforstået og siger: “Mor, jeg kan se på dig, at du glæder dig til at ligge på maven snart!” Og knægten har ret. Jeg glæder mig til at gå, ikke vralte. Til at ligge på maven. Til at pølsefingrene svinder ind. Og til at slippe for plukveer! At jeg så lige skal forbi nogle åbningsveer, nogle presseveer og nogle efterveer først, det er bare en del af pakken. Belønningen for den slags anstrengelser er mennesker som Karl, der forleden kom ud på badeværelset efter at jeg havde været i brusebad. Jeg stod med ryggen til og knægten tog mig om lårene, plantede et kys lige midt mellem mine baller og henåndede kærligt: “Du er’så bare SÅ sød, mumi mumi mumi.” Den slags mennesker kan man ikke få for mange af i sit liv.

Karl og jeg var efterhånden begyndt at mangle et tilbud udenfor husets fire vægge. Et tilbud med andre børn, andre legesager, andre udeområder, andre vægge! Vi har brugt biblioteket rigtig meget, hygget os i Mattis’ børnehave og besøgt venner og familie så meget som muligt. Men vi trængte voldsomt til et stabilt ugentligt tilbud målrettet til en dreng som Karl. Jeg undersøgte legestuer i Horsens, Aarhus, Silkeborg og Skanderborg, men enten er de for langt væk – så han falder i søvn i bilen og er en l… resten af dagen – eller også er der et lige lovlig entusiastisk fokus på Bibelen, i hvert fald til min smag…

Så den entreprenante mor tog sagen i egen hånd og undersøgte muligheden for at opstarte en legestue i Brædstrup, som ligger seks kilometer væk. Brædstrup er vores go-to-town, her kan man blive klippet uden at blive grim samtidig, købe virkelig god vin af Henning og forære sig selv en eksklusiv mascara til over 300 kr. Alle tre ting kan blive akutte, når man bor på landet og gyllesæsonen er begyndt…. Anyway, Team Sognehus i Brædstrup var helt med på opstart af legestue, men projektet skulle starte fra scratch. Dvs. at jeg skulle skaffe pusleplade, legetøj og alt det andet, som en legestue kræver. Jeg tøvede lidt og luftede mine spekulationer til et bestyrelsesmøde i Mattis’ børnehave. Stikord til turban og appelsin!! Anne-Lise, børnehavens leder, kiggede forundret på mig og spurgte, hvorfor jeg ikke bare lavede en legestue i Børnehuset Himmelblå. Månestuen er tom hver fredag og vi var da hjerteligt velkomne! Det tog mig ca. 40 sekunder at beslutte mig….

Her i Sønder Vissing har vi ganske enkelt en formidabel naturbørnehave. Børnehuset Himmelblå ligger lige i udkanten af byen. Huset er ny-renoveret og installeret med de lækreste faciliteter, store lyse stuer, fine toiletter med hæve-sænke-pusleborde, kæmpe fællesrum med stort køkken og gymnastiksal under samme tag til fri afbenyttelse. Udeområderne er enorme, legepladsen er fantastisk og der er Naturbase med shelter, udekøkken, frugthave, skolehytte, bålsteder og meget mere. Sådan et tilbud siger man bare ikke nej til!

Og fordi Månestuen er fuldt udstyret, fordi puslefaciliteterne og kaffemaskinen allerede er der, så var det eneste jeg skulle gøre at lave et opslag på Facebook, pakke en pusletaske og en madpakke, tage Karl i hånden og møde op. Det var selv sagt lidt spændende at se, om vi mon blev andre end mig og Karl, for vi er jo ikke just det tættest befolkede område i Horsens Kommune og jeg havde intet feltarbejde lavet i forhold til behovet for en legestue. Jeg havde, som en dygtig og selvstændig kvinde af det nye årtusind, udelukkende lyttet til mine egne behov! (Undskyld, Svend Brinkmann.)

I løbet af legestuens første tre måneder har vi mødt otte nye mødre og et væld af nye børn. Vi hygger, leger med husets andre børn, snakker, hører musik, bygger med Brio, deler madpakker, klatrer på motorikbanen, drikker kaffe, ammer (det gælder altså ikke os alle…), lægger puslespil, spiller på trommer, leger med Duplo, dukker, værktøj, køkkensager, klæd-ud-tøj og rædselsfuldt elektronisk legetøj, som kan sige abnormt høje og enerverende lyde. Nu har vi døbt legestuen Mælkevejen. Naturbørnehaven/vuggestuen hedder Himmelblå og stuerne hedder Månen, Stjernen og Solen (Og Scooby Doo!! Don’t ask…) Så Mælkevejen passer ind i temaet og her er mælk alle vegne…. Både i kaffen, i ungerne og i ammeindlæggene.

Når man efter ti år i Aarhus flytter på landet, så forbereder man sig på, at de sociale ting skal dyrkes mere intenst end konventionelle landbrugsafgrøder for at give afkast. Og derfor bliver man så helt utroligt taknemmelig, når man får det hele for det halve og ikke skal gøre en skid! Jeg er kommet så nemt til Legestuen Mælkevejen, at jeg næsten ikke kan tro mit held. Den er et hit for os, for de andre familier, for Børnehuset Himmelblå, for personalet, som har taget fantastisk godt imod os og ikke mindst for Sønder Vissing, som ud af det (himmel-)blå blev endnu skønnere at bo i. Og nu kommer foråret og vi skal på legepladsen og drikke kaffe, mens ungerne æder græsstrå, laver sandkager, gynger og stirrer fascinerede på de store børnehavebørn, der kan køre på moon car og rutshe med hovedet forrest.

ALLE med små børn i miles omkreds er meget velkomne, vi tjekker ikke jeres postnummer! Vi er der som regel 8.30 til 11.30, vi er gratis, vi kan findes på Facebook og på Mælkevejen kan I hygge jer HELT uden at vi siger Fadervor eller foreslår jer at snuse lidt rundt i Johannesevangeliet!

Min dag ser, gennemsnitligt, sådan ud: op, på badeværelset, morgenmad med familien. Lave madpakker, tøj på, soignering af børn, hjælpe dem med tøj, pakke Mattis’ taske, sko og overtøj på, køre i børnehave. Det foregår omkring kl. 8.15. Hjemme igen ca. kl. 9.00. Udenfor med Karl og bagefter laver vi en indendørs aktivitet. Nogle gange noget kreativt, nogle gange musik, nogle gange noget praktisk. Ellers kører vi på biblioteket eller på besøg hos nogen. Frokost omkring kl. 11, Karl sover ca. 11.30-14. I dét tidsrum sker der et udvalg af følgende: tømme eller fylde opvaskemaskine, tømme eller fylde vaskemaskine, lægge tøj sammen og på plads, lave granola, farve øjenbryn, rydde legetøj op, gøre badeværelser rene, læse e-mails, lave bestyrelsesarbejde for børnehaven, forberede aftensmad, samle strømper op, spise frokost, motionere i stuen, bage rugbrød, bestille lægetider, tømme skraldespande, reservere biblioteksbøger, drikke kaffe, være på toilet i fred, lave madplan, fjerne afskallet neglelak, læse nyheder online, støvsuge, pille grå hår ud af hovedet, tale i telefon, samle LEGO op, skrive til min blog. Karl står som regel op omkring kl. 14, hvor vi måske spiser noget eftermiddagsmad, måske går udenfor, måske læser, spiller iPad, laver puslespil eller noget andet hyggeligt. Kl. 14.30-15 henter vi Mattis og vi plejer at tage os god tid, så de kan nå at lege sammen i børnehaven. Vi er hjemme inden kl. 16, hvor Mads som regel kommer hjem. Så er det familietid, måske udenfor igen, fjernsyn og frugtskål, mad ved 18-tiden, badekar, nattøj, tandbørster, historier og godnatsange. Lyset slukkes omkring 19.45, køkkenet ryddes og Mads og jeg dratter om på sofaen, kysser og logger på HBO.

Der er naturligvis udsving, hvad alle der nogensinde har kendt et barn eller brugt tid i en familie kan regne ud! Der er også sæsonmæssige udsving og i sommerhalvåret vil jeg nok være mere tilbøjelig til at lade sokkerne og de grå hår være og gå i køkkenhaven eller drivhuset i stedet. Om vinteren bruges der mere tid på at rydde ud i skuffer og skabe, eliminere bunker og sortere og kassere legetøj og tøj. Ingen af os er ordensmennesker, vi roder temmelig meget og der akkumulerer sig en hel del pulter i krogene hen over sommeren, som jeg så forsøgsvist muger ud i om vinteren. Det morer mig ikke specielt meget, men jeg er paradoksalt nok allergisk overfor husstøvmider og hvis alting er totalt broklet til af rod og støv, så bliver jeg simpelthen utilpas. Jeg bliver aldrig dronningen af Ajax og pletfri overflader, men jeg prøver…. For en mere udførlig beskrivelse af hvor stort et svin jeg er, kan man klikke sig her hen.

Måske er det i virkeligheden mere korrekt at sige, at jeg aldrig mangler noget at lave, selv om jeg går hjemme. For naturligvis er der også elementer, som keder mig, præcis som da jeg arbejdede. Jeg kender mange mennesker, som er virkelig glade for deres arbejde – og de keder sig også nogle gange. Dagdrømmer, laver overspringshandlinger og fantaserer om andre måder at tilbringe dagen på…. Jeg dagdrømmer eksempelvis tit om De Termiske Bade på Hotel Vejlefjord! Eller om at have en farm i Afrika for foden af Ngong Hills, drikke cocktails, høre grammofonplader og skyde efter løver. Men for det første så er der ALT for langt i børnehave for Mattis hver morgen, Mads ville aldrig klare varmen og når hverken Denys eller Bror var hjemme, så virkede det altså også som om Karen kedede sig lidt. Så vi bliver! Jeg har for øvrigt også engang læst, at hvis man aldrig keder sig, så er det fordi man er for dum…. Og hvem vil have dét siddende på sig??

Af selvsamme årsager har jeg oparbejdet et lille katalog af “opskrifter” på aftensmad, som er nemme og gode og nogle er oveni købet hurtige! Hvis man synes, at lødigheden er tvivlsom stiller man et par skåle med frugt og grønt i mundrette bidder på bordet ti minutter før maden er færdig, hvorefter man kalder til bords. I mit hus betyder det, at tropperne samles og støvsuger skålene, mens jeg laver maden færdig. Snedigt…. Herunder opremses de nemmeste og bedste af mine Lazy Mom-klassikere – minimum indsats, maksimal fornøjelse.

Jeg kan lige indledningsvis understrege, at her ikke tælles kalorier. Når det handler om at fodre på hankønsvæsner med skyhøj forbrænding, så kan man tillade sig en betragtelig mængde hvidt brød med smeltet ost. Vi andre må indrette portionsstørrelsen og tilbehøret, så vi også kan spise med.

• Minipizza: pitabrød på en bageplade, tomat eller pizzasauce på, skinke, pølse, spegepølse, chorizo, cheddar, mozzarella, reven skæreost osv. I ovnen ved ca. 200 grader i ti minutter til osten er gylden og bobler. Man kan jo flotte sig med økologiske varer af god kvalitet, hvis samvittigheden kræver det.
• Naan-varianten er også god: samme procedure som ovenfor.
• Toast: ordentligt groft toastbrød, ketchup eller pizzasauce, skinke/hamburgerryg, tomatskiver og ost.

(Kan godt mærke, at her tegner sig et pizzaorienteret mønster…. Hmmmm.)

• Spaghetti med pølsegryde: svits et løg. skær en håndfuld gode wienerpølser i “mønter” og svits dem med. Hæld en dåse flåede tomater ved og smag til. Spis med valgfri pasta og parmesan. (Dette er en historisk Nygaard-klassiker. Da jeg var barn fik vi “parme-soya” til, dvs. vi dryppede soya på og dryssede med parmesan. Det smager latterligt godt.)
• Nigellas spanske kylling: på en bradepande lægger man kyllingestykker, små halve kartofler og tykke “mønter” af chorizo. Drys med oregano og hakket rødløg og bag ved 200 grader i ca. en time.
• Ravioli: Ud af en pakke fra supermarkedet! Måske den hurtigste middag, der kan skaffes. Man kan jo vælge at købe den dyre øko-variant, så kvaliteten er god. Spis med pesto eller ketchup, grønt i skåle og slut af med et stykke frugt. Alt er godt!
• Sandwich: godt brød, salat og grønt og den enkeltes yndlingsfyld. Laks, skinke, ost, chorizo, kyllingesalat, frikadelle…. Rør en dressing af pesto og creme fraiche, smør med rød pesto eller et lag Dijonnaise. Det ligner en million på tallerknen og det tager ingen tid at lave.
• Laks med frisk pasta og pesto/pestosauce: Laksestykker steges forsigtigt på en pande eller i ovnen, mens pastaen koger. Så tilbageholder man en kop kogevand og blander den drænede pasta med grøn pesto og lidt af kogevandet, ELLER man varmer, i en gryde, en deciliter madlavningsfløde og blander den med et glas pesto af rød peberfrugt. Det tager ingen tid og det smager fantastisk!
• Wraps eller pita med fyld: hakket oksekød på panden, pølsestykker eller bøffer og bacon, grønt at gnave i ved siden af til ungerne, salatblade til mig og valgfrie dressinger. Et stort hit, som Mattis (i.e. the picky eater) selv efterspørger. Så det får vi tit!
• Fiskefrikadeller: jeg har næsten altid bakker af fiskemandens fars i fryseren. Op med den om morgenen, fiskedellerne formes direkte fra bakken og mens de steger snitter jeg lidt grønt og stiller rugbrød, smør og remoulade frem. Hvis bølgerne går højere får vi ovnkartofler (eller pose-pommes!) til.
• Risengrød: lidt en sæsonting, men god. Jeg laver min egen version af høkasse-metoden, så jeg ikke behøver at stå ved komfuret i 45 minutter. Jeg måler ris af, hælder mælken på og koger det op. Så slukker jeg, lægger låg på og laver noget andet i ti minutter. Så tænder jeg igen, koger op, slukker, låg på, venter ti minutter. Og det fortsætter jeg med, til risene er møre. Kogt mælk er så allerhelvedes varmt, at risene sagtens kan mørne i eftervarmen af hvert opkog. NB. Jeg har gaskomfur og når jeg slukker, så er der slukket! Hvis dine kogeplader holder på varmen, så flyt gryden
• Pølsehorn: lettere bøvlet, men ikke svært. Mattis plejer at hjælpe til og vi bager nok til at der er til madpakker og eftermiddagsmad de følgende dage. Opskriften på Valdemarsros hjemmeside er god.
• Rugbrødsmadder! Hvorfor spiser man ikke det noget mere til aftensmad? Pålægget kan varieres i det uendelige, ungerne kan selv smøre og gøre ved og man kan jo flotte sig og spejle et æg, købe en bøtte rejer eller stege en frikadelle til.

Andre hits i min husholdning er naturligvis hjemmebagt pizza (vi har stenovn, en voldsom luksus som giver vidunderlige pizzaer), spaghetti bolognese, lasagne og boller i karry. Lidt sjældnere gæster er pasta carbonara, kyllingegryde med tomat og fløde og den klassiske frikadelle (Frk. Jensens opskrift er suveræn (hendes chokoladekage er horribel)).

Og som alle andre er jeg også nogle gange fuldstændig blank! Jeg støver rundt i kogebøger efter idéer, kigger på hjemmesider med madplaner og sukker opgivende ved forslag om jordskoksuppe, andelår og indisk curry. Mit køkken frekventeres af nogle forholdsvis konservative spisere og nye ting skal indføres meeeeget langsomt. Intet er umuligt, men tålmodighed er vigtigt – og ikke min stærke side, når det kommer til mad. Jeg er altædende og håber en dag at kunne sætte stærke thaisupper, skaldyr og kartoffelmos på bordet.

Mine venner i nøden, som i alle andre kulinariske anliggender, er mine to køkkengudinder Nigella Lawson og Camilla Plum. De er begge dygtige kogekoner med forstand på børn og hvor jeg vender mig til Plum for det mere krævende og langsommelige, så er Nigella mit forbillede i god mad, Express style. Hendes kogebøger har været en åbenbaring for mig og jeg kan ikke anbefale hende og dem nok. Hun tæller ikke kalorier, ej heller bekymrer hun sig synderligt om måltidets optimale sammensætning. Men hun kan lave mad, som alle har lyst til at spise, opskrifterne er vidunderligt nemme og meget lækre og som sagt: hvis lødigheden er tvivlsom, så start med lidt frugt og grønt. For som hun selv skriver i forordet til den fremragende Express:

“As in cooking, so in life: We muddle through as best we can […].”

Spæk-note: hvis man, som jeg, har en tendens til at lagre fedtdepoter i et frygtindgydende tempo, vil jeg anbefale at man selv snacker på noget grønt inden middagen og i det hele taget praktiserer mådehold med portionsstørrelsen. Jeg kan sagtens spise pizza med drengene, men jeg bestræber mig på at spise en halv, fremfor halvanden. Det lykkes for det meste…