Jeg har tidligere skrevet om Sdr. Vissing i rosende vendinger, bl.a. her og her. Jeg elsker at bo her, jeg har vidunderlige naboer og fantastiske venner og jeg holder mere og mere af vores hjem, vores have og vores liv her i Vestermarken. Men lige nu er der malurt i bægeret og jeg er vred, ked af det og utrolig frustreret. For byen har et problem, som jeg ikke ved hvordan vi skal løse. Jeg kan i hvert fald ikke løse det alene og det kommer til at kræve en ordentlig gang parterapi at få luset ud i rottereden. Sdr. Vissing har fået to kys af mig. Nu kommer kæftebaskeren (som Karl på tre år kalder det).

Eksempel nummer et: Da Mads og jeg lige var flyttet hertil ville vi vise flaget, opføre os som gode medborgere og møde op til fællesspisning og få nogle nye bekendtskaber. Men vi kom tomhændede hjem. De tomme stole ved siden af vores nye byfæller blev smækket op og når vi spurgte om pladserne var ledige fik vi at vide, at man “ventede på nogen”. Jeg har aldrig følt mig så uvelkommen noget sted. Vi endte med at sidde alene for en bordende og der gik ærligt talt årevis før vi fik mod på at forsøge os igen. Da havde vi et barn i pasning hos en lokal dagplejer og det betød, at der var et par kendte ansigter, som nikkede til hilsen. Vi var stadig fremmede fugle og blev helt åbenlyst talt om i stedet for med. Men vi blev trods alt nikket til. Det varmede.

Eksempel nummer to: For kort tid siden var Mads og jeg med til at opstarte en fælles have ved byens Fælleshus. Et sted, hvor børn og voksne kan mødes og lege, snakke, slappe af, drikke kaffe, lave bål, bage snobrød, bytte planter og dyrke en masse grøntsager til fælles afbenyttelse. Da vi ankom den første lørdag blev jeg passet op af en lokal person, som lige ville “vise mig rundt”. Derefter fik jeg en lektion i, hvordan man gebærder sig på de fælles arealer. Påbuddene var mange, nogle har jeg glemt. Men jeg lod mig forstå, at havegrej skal skylles af HVER gang man har brugt det. At man ikke vil tolerere rod i haveskuret. At vi skal fjerne vores affald og skrald efter os. Og at vi skal huske at slukke for vandhanen og ikke bare lade den løbe, når vi går! På et tidspunkt begyndte jeg at miste koncentrationen og begyndte at spekulere på to ting: Kan vedkommende ikke se, at jeg er et voksent menneske? Og hvem i alverden ER denne sure opsynsmand?? Min forundring var så meget desto større, fordi det var vores første dag i haven og vi var end ikke begyndt på arbejdet endnu! Vedkommende var tydeligvis ikke kommet for at deltage i havens fornøjeligheder. I stedet startede vi ud med en stor portion mistillid, formaninger og påbud. Trist.

Eksempel nummer tre: I weekenden var vi endnu en gang i Fælleshaven med vores børn og et par andre familier. Solen skinnede og minsandten om ikke en dejlig lokal dame havde både børn, godt humør, pandekagedej og bålpander med. Vores unger hyggede sig, bålet knitrede, vi fik vandet og sået lidt mere og især snakket med hinanden, mens børnene legede. To af dem havde stor fornøjelse af at tegne med kridt på fliserne foran huset. Tegninger af børn, et rumvæsen og en tegning af et lille hus (hævdede Karl stolt!). Samme aften blev Mads ringet op af en anden borger, som havde været forbi Fælleshaven om eftermiddagen. Vedkommende bad Mads køre om og fjerne kridttegningerne med vandslangen. Mads blev lettere forvirret, men forklarede at tegningerne var lavet med KRIDT. Af BØRN. Og at de ville forsvinde ved første regnbyge. Vand på en gås! De tegninger skulle væk! Nogle af argumenterne lød på, at tegningerne var “på linje med graffiti. Hvad bliver det næste? Maling??” Og at “de” – når de skulle nyde solen og kaffen udenfor – ville føle sig generet af tegningerne. Vores forbløffelse blev til vantro. Og vantroen blev til vrede! Stedet hedder Fælleshuset. Det er bare ikke særlig fælles, især ikke for børn, åbenbart. (Graffiti er i øvrigt hærværk og en bevidst ulovlig handling. Bare til orientering.)

Ovenstående er tre gode grunde til, at Sdr. Vissing på nogle punkter står i stampe. Her er smuk natur, billige huse og søde naboer, ja vist. Men her er også stok-konservativisme, indspisthed, lukkethed, regelrytteri, ordensfacisme og en åbenbart udødelig “Os og dem”-kultur. Vi unge (på 37) må gerne føde nogle børn, købe nogle huse og starte projekter op, så byen ikke dør. Men vi har fandme at rette ind, mens vi gør det! Og vi bliver aldrig en del af fællesskabet. Det er så også et fællesskab jeg har fået mine alvorlige forbehold overfor. Heldigvis kan vi skabe nye fællesskaber med andre unge børnefamilier. Men hvorfor kan vi ikke have et stort by-omfattende fællesskab, ALLE sammen?

I MIN verden tager man imod entreprenante mennesker og deres idéer og tiltag med ufortyndet begejstring. Med åbne arme og med lettelse over, at der findes mennesker med energi, social ansvarsfølelse og lyst til at gøre byen levende. Og med et skuldertræk, hvis idéerne, tiltagene og fremgangsmåderne ikke lige er 100 procent i tråd med ens egne præferencer. Tænk, hvis stolene var blevet trukket ud i stedet for smækket op? Tænk, hvis vi var blevet vist rundt af en begejstret, forventningsfuld og hjælpsom mand, som havde rost vores initiativ og tilbudt sin hjælp? Tænk, hvis byens ældre blev glade for at se børnetegninger på fliserne og glædede sig over, at der stadig findes legende børn i byen? Måske endda ærgret sig over, at regnen ville vaske dem væk? Tænk hvis…

Der brænder en ild i mange af byens unge mennesker. En lyst til en levende by med gensidig accept, åbne sind, fælles projekter, glade børneflokke og et blomstrende fællesskab. Et fællesskab, hvor vi holder sammen og støtter hinanden i stedet for at sladre grimt og tåbeligt over kaffen bag lukkede døre. Men hvis vi ikke bliver stolet på og hvis modstanden, kritikken og fejlfinderiet bliver for meget, så kan den ild slukkes. Så let som at skylle en kridttegning væk…

Derfor præsenterer jeg her min overlevelsesstrategi, som ganske frit og nemt kan adapteres i en almindelig dansk husholdning.

• “Husk at montere din egen ilt-maske først, FØR du hjælper andre!” Der er en grund til at jeg nogle dage, henved kl. 10 om formiddagen, har det som om jeg har slikket på en løvfrø. Det er fordi jeg ikke har indtaget andet end to kopper lunken kaffe siden jeg stod op. Når jeg har syge børn er jeg jammerlig til at huske at spise og drikke fornuftigt og det betyder at jeg nogle gange kommer til at tage nogle virkelig dårlige beslutninger. Eksempelvis at tage øjenbrynsfarve på og glemme det igen. Det resulterer efterfølgende i en intens kløe i hele den øverste del af ansigtet og en bekymrende lighed med Nick Cave. Så; uden mad og drikke til mor, går hele lortet i ged. NB: En bolle med Nutella kan holdes i én hånd og er derfor oplagt. Til alle måltider.
• Tænk som et egern og hav forråd af alt. Det er skidt at løbe tør for snackpølser, Panodil Junior eller frugt i mundrette stykker, når slaget skal slås. Det er derfor tilrådeligt at have et betragteligt forråd af alle ungernes foretrukne fødevarer, køkkenrulle til snot, isterninger til saftevandet, batterier til termometeret og vaskepulver til sengetøjet, som pludselig får akut brug for en ekstra vask. På kogeprogram.
• Tænk i forebyggelse, men vær forberedt på det værste. Håndvask, rene håndklæder, afspritning af dørhåndtag og toiletter, udluftning, rent sengetøj. Og selvfølgelig en hverdag med sund og fornuftig mad – men glem ikke godt med fløde i sovsen, så ungerne har noget at give af, når de pludselig brækker sig i tre dage i træk.
• Få styr på husapoteket. Panodil har den fordel, at man ikke behøver at tro på effekten, for at det virker. Det virker bare! Snedigt… Mine unger nægter kategorisk at indtage det flydende, så vi har altid et lille arsenal af suppositorier (røvraketter!), så nattesøvnen kan reddes i land. Et termometer er uundværligt, ligesom jeg også meget nødig vil mangle saltvandsdråber til bittesmå stoppede næsebor. Normalerweize bruger jeg ikke håndsprit, men i bussemændenes højsæson sker det oftere. Og husk at det skal masseres tålmodigt ind i rene og tørre hænder. Ellers batter det ikke en skid. Pun intended. Jeg har også stor glæde ved te med frisk ingefær, citron og honning ligesom jeg ikke holder mig tilbage med hvidløgene, når det er bacille-tid, men dén vej er belagt med uendelige diskussioner om placebo-effekter, griske medicinalfirmaer og kvaksalveri, så jeg forholder mig neutralt og indtager det for min fornøjelses skyld. Det kan jo ikke skade!
• En stor og velassorteret slikskål. Hos os er det et dejfad. Rigtig godt til at få ekstra kalorier i ungerne og helt genialt, når det er synd for mig, at mine børn skider om kap og tørrer snot af i mit tøj. Team Nygaard har en særlig forkærlighed for Ostepops, Skipper Mix og slikkepinde, men du skal følge dit hjerte… Og hvis dit hjerte siger figenstænger, så prøv lige at lytte én gang til. Ordentligt.
• Få noget søvn! Så mange timer som muligt. Eller bliv længe oppe og se “Billions”… Alternativt kan man lære sig den ædle kunst at sove med åbne øjne. Den kan fint praktiseres, mens ens mand fortæller om kant-isolering eller ens børnehavebarn detaljeret beskriver hvilket bogstav hans seneste lort lignede.
• Brug dine livliner. Ring til nogen, der virkelig holder af dig og klynk ligeså højt som dine børn. Vær rundhåndet med iPad og Netflix. Spis take out, rugbrødsmadder og supper fra en karton. Og sig for himlens skyld ja tak, hvis folk tilbyder at hjælpe med indkøb, ture på apoteket eller pasning af raske børn. Bare lad være med at smitte dem som tak… “Jo, selv tak. For lort!”.

Jeg føler mig som en shitty mom, når sådan noget sker. Karl lever jo i sagens natur et mere roligt liv end børn i institution. Vi skal opsøge legeaftaler og samvær med andre børn. Og når det så glipper, så kan jeg ikke undgå at føle et stik af dårlig samvittighed. Jeg får ondt af ham. Jeg føler, at vi frarøver ham den enorme fornøjelse det er at lege med andre børn. Han nyder at være i Mattis’ børnehave. Han elsker puderummet, han er vild med motorikbanen og han færdes hjemmevant i hele huset og kender børnenes navne.

Forleden dag var vi i puderummet i forbindelse med aflevering. Til sidst blev vi afbrudt af en pædagog, som kom og sagde, at alle børn skulle komme og vaske hænder, fordi det var tid til formiddagsmad og bagefter skulle de lave musik med Anne Sofie. Og Karl sagde glad “Ja!”, sprang op og begyndte at trisse ned mod toiletterne… Jeg syntes det var så hårdt at samle ham op og fortælle ham, at det ikke gjaldt ham. Han fik den daglige bolle i hånden i køkkenet i stedet, fik støvler på og så vinkede vi til Mattis og gik ud til bilen. Karl i højt humør, moren lidt mere slukøret. Dagen blev dejlig alligevel, vi fandt sangkufferten frem hjemme, lavede gymnastik i stuen og dansede og spillede trommer til Hr. Skæg. Men det blev ved med at nage mig. Så da Karl sov satte jeg mig ved computeren og gik på jagt…

Første skridt var at melde mig ind i grupper for hjemmegående i Aarhus og Østjylland på Facebook. Umiddelbart efter tikkede der en invitation ind til en legestuegruppe i Horsens samt navnet på en anden hjemmegående hér i Sønder Vissing! Bingo!

Så gennemtrawlede jeg nettet for hjemmegående i Østjylland, fandt to af dem på Facebook og skrev til dem. Den ene har skrevet tilbage og vi skal ses i december! Hun er oven i købet uddannet på Institut for Æstetiske Fag i Aarhus og har en gul hund… Bingo!

Jeg skrev til vores sundhedsplejerske og spurgte efter andre hjemmegående i området. Hun kvitterede med idéen om at oprette en legestue lokalt i Brædstrup. Bingo!

OG for at det ikke skal være løgn, så sørgede min åbenbart overdrevent gode karma for endnu en bingo-oplevelse. Min gamle veninde fra Økologiens Have har lige skrevet til mig, også på Facebook. Hun har hørt mine interviews om at være hjemmegående, hun er selv hjemmegående og vil rigtig gerne ses! Bingo!

Så nu har jeg det bedre igen

Oveni alle de fremskridt huskede jeg også mig selv på, at jeg ofte havde megadårlig samvittighed over at aflevere Mattis i dagplejen og dén suppedas står jeg jo aldrig i med Karl. Så det er vel ret beset kun fair, at jeg som hjemmepasser også har dårlig samvittighed i ny og næ. Man kan ikke få det hele. Den dårlige samvittighed overfor ens børn er en del af livet, and so be it. Jeg vælger mit valg, med både forsider og bagsider.

Nu vil jeg gå ind til mit vågne barn, kramme ham hårdt og spørge om han vil hjælpe med at lave brunkagedej! Vi får nemlig huset fuldt af børn i weekenden

Jeg er dybt neurotisk. Eller…..jeg bekymrer mig meget! For meget. Jeg lader være med at køre bil i mørke, fordi det er farligt. Hvis jeg har ondt i en muskel, så er det nok en begyndende sclerose. Jeg stiller aldrig et drikkeglas på gulvet. Jeg så nemlig engang et interview med en pige, som havde fået glasøje, fordi hun var faldet ned fra sine forældres seng og ramte et glas, som stod på gulvet. Jeg er bange for storme. For hunde. For blå mærker, som tager lang tid om at forsvinde. Jeg er bange for alt muligt, hvad angår mine børn. Storme, hunde, drikkeglas, sclerose…

Verden forandrer sig, grænserne opløses og vi skal blive bedre til at passe på hinanden, dele det vi har og behandle planeten ordentligt. Ellers er jeg alvorligt bange for, hvad der sker med os. Menneskeheden. Vi er nogle fæ til rigtig mange ting. Vi lyver, snyder, forurener, piner og plager hinanden, holder hinanden udenfor og udvikler våben, så vi kan skyde dem vi er uenige med eller bange for.

Alt der her rod skal Karl og Mattis navigere i. De skal håndtere alt det lort, vi har lavet indtil nu, rydde op så godt de kan og forhåbentlig have masser af gode grunde til selv at sætte børn i verden en dag. Hvis hele Jordens eksistens udgjorde et døgn, så har vi mennesker kun været her i fire minutter. Jeg kan virkelig godt forstå, hvis kloden ryster pelsen for at få os vippet af igen! Vi vil i hvert fald ikke blive savnet.

Og når jeg ser på den måde vi som verdenssamfund griber vores selv-skabte problemer an, så får jeg igen lyst til at spørge: “Hvor fanden er den voksne??” Den uselviske voksne, som tilsidesætter egne behov for at passe på sine børn. Som arbejder for fællesskabet. Som bygger det gode op og river det dårlige ned.

Jeg er den voksne. Hjælp!

Lad mig lige først dementere, at jeg skulle have noget imod, at folk kender deres egne styrker og sætter pris på dem. Det er jeg helt i orden med! Men det der med at være meget verbalt tydelig omkring sine egne fortræffeligheder, det har jeg det lidt anstrengt med.

Eksempel: For nylig så jeg på Julia Lahmes blog et interview/indlæg, som handler om tøjmærket Black Lily. Deres designs er flotte, deres materialer lækre og deres styles ligner noget man har set før. Mange gange. Man skal ikke gøre æh-bæh-buh til en sportsgren og jeg forstår godt, at de er stolte af deres produktion – men læderleggings? Come on. Grå strik. Hvide bluser og sort-hvide halstørklæder. Det er smukt og eksklusivt – det er bare ikke originalt. Og det er paradoksalt nok interviewets titel. Citeret fra designeren selv. “Jeg synes, vi skiller os ud fra mængden”. Nå? Det synes jeg egentlig ikke….

Som læser synes jeg, at det havde været mere troværdigt, hvis en eller anden mode-redaktør havde sagt det! “Black Lily er et meget specielt mærke, de skiller sig virkelig ud fra mængden”! Men nej.

“Jeg er en mega-god ven! Jeg synes selv jeg er rigtig god til at lytte!”

“Jeg er supergod til at købe gaver til folk!”

Says who? Say you?!

Jeg er for nylig blevet aktiv på Instagram og her lader man billederne skryde. Min mave er flad og megaflot! Mine cupcakes er perfekte! Jeg har en Royal Copenhagen-afdeling i mit køkkenskab og det er the shit! Det er sjovt, at vi som samfund ret nemt kan blive enige om, at mennesker IKKE er perfekte, at det er spild af tid at stræbe efter perfektion og at støv, nullermænd og brændte cupcakes er en del af tilværelsen… Alligevel males der glansbilleder, af både høj og lav. Der redigeres, lægges filtre og arrangeres helt tilfældige blomsterarrangementer, over-stylede tallerkner med morgenmad og lækre skriveborde KUN med designerting og labre loppefund. Heeeelt skødesløst! Or not…

Jeg bliver glad, hvis folk siger til mig, at mit hjem er hyggeligt, min mad smager dejligt eller at mine blogindlæg er gode eller sjove. Og jeg er glad for mit hjem, jeg spiser med stor fornøjelse den mad jeg laver og jeg skriver, så godt jeg kan. Og jeg mener ikke, at vi skal piske hinanden med Janteloven.

Alligevel synes jeg, at det er både sjovere, mere givende og væsentlig mere elegant, når vi giver komplimenter til hinanden, i stedet for til os selv. Vi kunne gøre det meget mere og BURDE gøre det meget mere. Det er gratis, det føles fantastisk godt, det er næstekærligt og folk bliver helt utrolig glade. Jeg starter.

Min søster Karoline er en fantastisk dejlig, omsorgsfuld, konsekvent, kreativ og ærlig mor. Hun er et meget stort forbillede for mig.

Min tidligere kollega Brenda har et stort, varmt og rummeligt hjerte. Alle føler sig velkomne hos hende, hun er altid imødekommende og positiv og hun stråler af livsglæde.

Min veninde Beth er vildt fascinerende, kreativ, anderledes og inspirerende. Hun er alt andet end ordinær og jeg er meget taknemmelig for vores venskab. HUN skiller sig ud fra mængden! For real…

Til gengæld – og heldigvis for det -, så er min taknemmeligheds-muskel ligeså stærk! Jeg er virkelig god til at glædes over selv meget små ting. Og hvis det kniber med at komme på noget, så starter jeg med noget helt basalt. Mad i køleskabet, vand i hanen, en varm frakke, kaffe, en (grim) bil der starter. Man betragter det sædvanligvis som en selvfølge, at man kan køre til Netto efter hakkede tomater og vådservietter uden at blive skudt. Men der er jo nogle brændpunkter i verden, hvor det ikke er en selvfølge. Der er måske slet ikke nogen Netto at køre til, måske er den blevet bombet i stykker. Og mad er noget man får kylet i hovedet fra ladet af en lastbil, hvis man er heldig.

Jeg er sund og rask, min mand og mine børn ligeså. Et hjem er dejligt, penge er skønne at have, venner, duftlys og ture i Legoland er alt sammen herligt! Men det bliver alt sammen ligegyldigt, hvis der sker ens familie noget. Så gav man gerne det hele væk igen, hvis bare det hjalp. Og derfor er taknemmeligheden så vigtig for mig. Fordi jeg altid lever i skyggen af det store truende HVIS…. Hvis der skulle ramme os noget, så har jeg i hvert fald husket at sætte pris på alt det livet allerede har givet mig. Hvis en god dag kan udgøres af nogle meget små og simple ting, så har man rigtig mange gode dage i vente!

Så i virkeligheden er jeg også taknemmelig for mit sortsyn. Fordi det tvinger mig til at være opmærksom på alle de glæder, privilegier og gaver mit liv er fuldt af. Endnu en dag, hvor vi ikke blev ramt af en tsunami eller kvalt i en kødbolle! Hvilken velsignet lykke….

Jeg kan vildt godt lide, når her dufter af frisk luft og Ajax. Men her lugter ligeså ofte af blespand, skraldepose og sveden kaffe. Jeg elsker rene vinduer. Men jeg har måske vasket vores vinduer én gang årligt, mens vi har boet her. Det er snart seks år. Jeg elsker ryddede og rene overflader, fri for skrammel og støv. Men vores køkkenbord ligner en mellemting mellem en genbrugsbutik og Elgiganten. Lige pt er vores gaskomfur svært beskidt og trænger voldsomt til en overhaling. Der er blandt andet pletter af Nigella Lawsons Chocolate Peanut Butter Fugde Sauce (PRØV DEN!) på det og den sauce lavede jeg til min fødselsdagsmiddag for hele familien – for to en halv uge siden….

Man kunne jo umiddelbart tro, at eftersom jeg er hjemmegående, så ville jeg have tid/lyst/rygrad/motivation til at hæve Zilit Bang-standarden lidt. Sagen er bare den, at når Karl sover og jeg har fjernet det værste rod, opvask og tøj, så er der andre ting jeg hellere vil. Bage noget. Sylte noget. Høste noget. Læse noget. Skrive noget. Motionere. Besvare mails. Spise. Finde ud af, hvad fanden Carl Holst havde gang i. Være på Pinterest og kigge på fine legeredskaber til drengene, drivhusidéer til Mads og billeder af grimme katte til min bror.

Jeg kender en kvinde, som har forfinet kunsten at være skideligeglad med det huslige. Der er nemlig ting hun meget hellere vil. Hun er en klog, veluddannet og dejlig kvinde på 40, gift med en fantastisk mand og sammen har de tre søde unger. Første gang jeg besøgte dem, til en børnefødselsdag, måtte vi starte med at rydde de tomme skåle fra morgenmaden væk, med indtørrede havregryn og det hele. Køkkenet flød, der var tøj og legetøj alle vegne, sofaen var fuld af pletter, sengene var ikke redt og rent tøj var noget man hentede i den stak, som var hevet halvvejs ud af tørretumbleren. For hun er oprigtigt ligeglad! Hvis tøjet er rent og (nogenlunde) helt, så må det være godt nok. Hun vil hellere bage lækre kager og boller end hun vil støvsuge, før gæsterne kommer. Familien er flere gange rejst ud i månedsvis for at kigge på verden med børnene. Jeg synes at prioriteringen er dybt beundringsværdig. Det er ikke vigtigt om der er støv i krogene, når vi ses. Det vigtige er, at vi ses! Man er altid velkommen hos dem. De hygger, snakker, laver mad og har det herligt. Og jeg er lykkelig for at have den slags mennesker tæt på. I en hverdag som deres med tre børn, to fuldtidsjobs, fritidsaktiviteter, lektier, møder osv. er det fuldt forståeligt, at man må prioritere.

Tænk, hvis flere have modet til at fravælge vinduespudsningen og invitere gæster i stedet for…. Så kunne man jo passende servere en portion is med Nigellas sauce på. Den sviner! Men den er det hele værd….