I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

For to dage siden fyldte jeg 38 år. Godt på vej mod midten af tilværelsen, sådan statistisk set. Der er masser af ting jeg gerne vil og kan nå endnu, der er også ting jeg har accepteret aldrig kommer til at ske. Hvis jeg skal have en karriere på scenen, lave en ph.D. eller have flere one-night-stands, så må det blive i mit næste liv, hvor jeg i øvrigt også planlægger fyldige øjenvipper, slanke ben og en tårnhøj hvileforbrænding. Men for nu, så er jeg nået til et sted, hvor tiden og ikke mindst tyngdekraften har fundet grovfilen frem og lægger an til at give mig kam til mit hår. Nu bliver kunsten at betragte mit eget forfald med samme kærlige blik, som jeg skænker mit elskede kvashegn.

Den trofaste læser vil vide, at jeg ikke holder særlige meget af det perfekte og lydefri. Jeg er eksempelvis ikke meget for mediernes overstrømmende begejstring for stjerner, som holder sig helt grotesk godt. Jeg kan sagtens se at både Halle Berry, Jennifer Lopez og Eva Longoria stadig ligner nogen på 25, selvom de er hhv. 51, 48 og 42. Men jeg synes egentlig ikke det er nogen bedrift i sig selv og helt almindelige mennesker får knald i låget og mindreværdskomplekser, hvis de sammenligner deres egen mås med en Hollywood-mås. Sarah Jessica Parker blev engang spurgt af en journalist, hvordan i alverden hun holdt sig så fantastisk godt. Og svaret slog hovedet på sømmet.  Nemlig det, at for celebre personer er rynkefrihed, smukke lår og hvide tænder ikke en gave, et held eller et tilfælde. Det er benhårdt arbejde at se sådan ud, man har personale til at hjælpe sig og det koster en formue. Det tror da fanden, at Jennifer Lopez’ røv bliver holdt fin og struttende. Den er jo en industri, som brødføder rigtig mange mennesker, så hvis den bliver slap og almindelig, så er hun, ja, på røven…

Jeg så for nylig et tweet, hvor der stod “Jeg ville ønske at jeg igen havde den krop, som jeg havde som 22-årig og som jeg mente var ALT for tyk og grim!” Og jeg genkendte mig selv i det. Som 22-årig brugte jeg betydelige mængder tid på at straffe min egen krop, sulte den, skælde den ud, tale grimt til den og gemme den væk. Til trods for at fotos fra dengang fortæller mig, at den var slank og fast, uden rynker, strækmærker, åreknuder og appelsinhud. Og hvis jeg fik buddet, så tog jeg dén krop tilbage på et splitsekund. Så ville jeg være stolt af den, snakke pænt om den, gå i korte shorts og stramme kjoler og ligge på stranden uden at suge maven ind.

Min krop har hørt på megen fordømmelse fra mig i årenes løb. Måske er det tid til at sadle om? Den har jo gjort det godt! Båret mig rundt i 38 år, aldrig fejlet noget særligt, hoppet, danset og fordrejet hovedet på adskillige vidunderlige mandfolk. Fastholdt den allerbedste af dem alle sammen i snart ti år. Og sidenhen 3D-printet tre små kopier, som gør vores liv til en lykke. “It takes life to live life”, plejer min far at sige i en let omformulering af Edgar Lee Masters. Og mit liv har været et sammensurium af fest og farver, spinatsmoothies og drukture, Nupo-diæter og ædegilder, fitness-galskab og doven lediggang og på det seneste graviditeter og fødsler og deraf følgende yoyo-vægt. Det er kun ret og rimeligt at det kan ses! Og ved eftertanke, så er det faktisk altid kvinder med kant jeg fascineres af. Tilda Swinton, Isabella Rossellini, Lena Dunham, Björk… Kvinder som har forfinet kunsten at være lidt udenfor nummer. Unikke, mærkelige og svære at sætte i bås. Jeg synes de er langt mere interessante end hud uden rynker, baller uden tyngde og klæder uden karakter.

Så her til sidst; hyldesten til mit eget fornemme forfald. Til rynkerne i panden, som Karl forgæves prøver at glatte ud med sine bløde fingre. Til åreknuden på højre læg, som Mattis kalder “rynkerne” og som han fascineret stryger over med frydefuld gysen. Til de stadig flere grå hår, som langsomt men målrettet har vundet kampen over pincetten. Og til topmaven, barmen og bagdelen, lårene og de runde overarme, som på magisk vis kan få Mads til at glemme alt om både byggeprojekter, Champions League-finaler og nyåbnede dåseøl.

Tillykke til min krop med 38 års fornemt, frydefuldt og forventeligt forfald. Må de næste 38 år blive ligeså fyldt med skæg og spas, skrammer og slitage. Og lad os håbe at det kan ses. Så ender jeg som den smukkeste bunke kvas man kan tænke sig…

Jeg har en lignende opførsel, når vinterens greb strammer, når små forkølede erantis stikker snuderne op af jorden og jeg mærker længslen efter sol i ansigtet, muld mellem hænderne og lærkesang over mit hoved. Jeg står ude i mit drivhus med en grensaks eller en planteskovl i hånden og kigger mig søgende omkring. Det er stadig for koldt og for vådt til at gøre noget som helst, men var der ikke noget med, at Camilla Plum sår hestebønner allerede i februar…? Hmm, så er jeg jo faktisk bagud! Jeg står i køkkenhaven og stirrer koncentreret på rækken af hvidløg vi satte i efteråret, for de MÅ da været vokset, bare lidt. Jeg rydder op i havestuen, fjerner gammel julepynt, poser med fuglefoder, havegrej og sække med pottemuld, for nu skal bordet tørres af, stolene vaskes rene og gulvet fejes, for lige om lidt skal vi drikke kaffe derude. Måske. Måske med en fleecetrøje på. Og terrassevarmeren tændt. Og skisokker på. Så kan Mads jo passende hoppe i skistøvlerne ved samme lejlighed!

Sådan en dreng kender vi sikkert alle sammen. Nogle gange er det et festfyrværkeri, en lykke og en fornøjelse, og nogle gange er det ALT for meget. For larmende, for irriterende, for forstyrrende. Alle velfungerende fællesskaber er afhængige af, at vi er nogenlunde enige om de sociale spilleregler, og alt for meget brøleri, flimsen omkring og kasten med ting er sindssygt trættende i længden.

Alligevel er dette en hyldest til de vilde drenge (og JA, der findes også vilde piger, og de skal også hyldes, bare ikke lige af mig lige nu….). I Jesper Juuls nye bog “Aggression – en del af livet” fortæller han, at man nogle steder i Europa arbejder med en hjemmestrikket diagnose. Man beskriver visse drenge (95 % af de børn, det handler om, er drenge) som havende et “aggressionsproblem”. Jesper Juul finder ud af, at drengene, som har dette “problem”, har nogle fælles træk. De er meget aktive. De råber og taler højt. De har svært ved at sidde stille. De blive vrede og frustrerede, råber og skubber, hvis de skal holde sig i ro i længere tid. Da Juul spørger ind til, hvem det er et problem for – og om man har talt med drengene om, HVORFOR de reagerer, som de gør, bliver han kigget mærkeligt og hovedrystende på. Man lader ham forstå, at drengene ikke kan indgå på en acceptabel måde i et roligt fællesskab, og derfor har de et problem.

Juuls konklusion ender med at være denne: Det er ikke drengene, som har et problem. Det er os voksne. Vi bryder os ikke om støj, vi bryder os ikke om snavs, og vi bryder os ikke om at blive råbt ind i hovedet. Men tænk nu, hvis ungen forsøger at fortælle os noget?! Vi forlanger noget af barnet, som barnet ikke er i stand til at levere, som er imod barnets natur. Det svarer til at holde en væddeløbshest bundet altid eller at proppe en slædehund ind i et lille bur. Værsgo’, sid dér uden at gø og bide i lænken! Som om….

Jeg er selv mor til tre drenge, og selvom vi indtil videre er lykkedes rimelig godt med opdragelsen, så er der også tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg havde en slæde, jeg kunne spænde Mattis og Karl for og råbe “mush!”. Støjniveauet kan nå sundhedsskadelige højder i vores lille hjem. Og de sidste mange aftener har drengene spist aftensmad i undertøj, fordi de har samlet alle husets dyner og puder på en stor madras i stuen og leget tumleleg, så sveden perler af dem. Ikke engang en tur i svømmehallen har samme søvndyssende effekt som tidligere… Jeg ville ønske at mine sofapuder ikke var flade og skæve og skred i sømmene, fordi de bliver brugt som våben. Men jeg har vilde drenge. Jeg ville ønske, at jeg kunne have noget nips stående fremme, som ikke var købt i Tiger. Men jeg har vilde drenge. Mads er ved at tømme vores stald, så vi – med tiden – kan lave børneværelser derovre. Men først laver vi multi-hal med fald-underlag, ribbe, puder, klatrenet, tumlemadras osv. For vi har vilde drenge. Heldigvis.

Boys will be boys. Mine vil gerne lave perleplader, tegne, bage, pynte til jul og hjælpe med at støvsuge. For en stund…. Og så må Mads have dem med i stalden og bygge en trænings-kriger af træ, som man kan tæve med et sværd, smide sten efter og hakke i med en økse. Jesper Juul siger, at aggression er en naturlig del af livet, og hvis man kender en dreng (og en mand), så ved man at behovet for at brøle højt, blive beskidt, få næseblod og splitte noget ad ligger dybt i dem, som en dyrisk rumlen fra stenalderen. Det kan godt være, at vi befinder os i iPad-æraen, men det vil vores stenalderhjerne skide på. Den vildeste jæger får det største bytte med hjem (og den lækreste kone). Man kan godt tage manden ud af stenalderen, men stenalder-impulserne indeni ham, de bliver, hvor de er!

Jeg øver mig i at se mine drenges aggressioner som noget positivt og ufarligt, som et tegn på at ventilen skal løsnes. De skal have noget afløb, og det er vores opgave at hjælpe dem og stille det til rådighed. Bruge det konstruktivt og “spænde dem for hundeslæden”. Finde en lort de kan stikke en pind i eller noget de må brække i stykker og brænde. På den måde accepterer vi hele barnet i stedet for at fortælle ham, at hans følelser og behov er forkerte. Hvis vi begår den fejl, tror jeg desværre, vi gør større skade end gavn.

Så hvis du kender en vild dreng, så pris dig lykkelig, tag en dyb indånding, tag ørepropper i og find ham et mudderhul.