Desuden er det sådan at vi allerede HAR frygtelig mange ting, en pinagtig erkendelse, der kommer af at være den der står for det meste af oprydningen og rengøringen her i huset. Der er noget alle steder, på alle overflader, i alle skuffer og skabe og på borde, reoler, hylder og vindueskarme. Jeg bryder mig mindre og mindre om det. En meget stor og vigtig fordel ved at eje mindre jordisk gods er, at det i sagens natur ikke kan rode helt så meget. Desuden er der ikke så mange ting der kan gå i stykker, blive stjålet, ligge i vejen, blive væk osv. Og damen med fire morgenkåber skal ikke kaste med sten, for jeg er medskyldig i ophobningen. Tre bud på ting, jeg burde skille mig af med (udover morgenkåber…):

• En halv boghylde med bøger om nyfødte. De sendes videre med et vist vemod… Og en håndfuld bøger om slankekure, faste og raw food. De må finde andre liv at forpeste, for jeg er færdig med dem. (Ærligt talt: en raw food-tærte med bund af havregryn og kokosolie, med fyld af avocado-mos og romanesco-kål. Føj for ind i det sorteste selvpiner-helvede…! Hvis det af mistænkelige årsager har gjort dig lækkersulten, så kig forbi. Bogen er din!)
• Virkelig mange par nylonstrømper. Jeg bruger aldrig nylonstrømper og kan derfor snildt nøjes med et enkelt par i stedet for 15…
• Neglelak! Jeg har nok 30 og bruger kun de tre. Eksempelvis kan jeg vist med sindsro donere de orange, gule og grønne til børnehaven. De farver får ikke comeback foreløbig, i hvert fald ikke på mig.

Så jeg er gået i flæsket på alt vores habengut inde i huset og Mads er gået i gang i sit store værksted. Han knokler på, bærer ud, sorterer og kasserer, hører Springsteen, drikker øl og fylder i traileren, så det knager i akslerne. Han er ikke begyndt på loftet over stalden endnu, men det kommer til at kræve endnu større mængder øl og Springsteen… Inde i huset er det allerede svundet i papirbunker, køkkenskuffer, babylegetøj og dullegrej (den var lidt drøj…), men alle må ofre sig for sagen. Og det er SKØNT! Jeg søger inspiration online og her er noget af det bedste:

• Når du står med en genstand i hånden, så stil dig selv to spørgsmål: Bruger jeg tingen og har den affektionsværdi? Hvis du bruger den og/eller holder af den, så skal den blive. Hvis genstanden får to nej’er, så er det UD med den. Giv den væk, sælg, den eller kasser den. Easy peasy!
• Lav det til en udfordring og skil dig af med én ting hver dag (nej, toiletbesøg tæller ikke!).
• Eller gå all in og lav den helt store overhaling: tag hele huset på en måned. Der findes masser af skemaer på nettet, som lister op hvor du skal i gang. Alt fra natborde og køkkenskuffer til biler og børneværelser står for skud og det er SÅ FEDT, når først man får begyndt. Det er en rigtig god idé at have et stort lager af klapkasser, poser og klare affaldssække til alt det, der skal sorteres og køres til genbrug.
• Begynd at forære dine ting væk. Helt alvorligt! Hvis en gæst, et familiemedlem, en lokal børnehave, en velgørenhedsorganisation etc. har mere fornøjelse af en ting end du har – så giv det væk! Det er bedre end en ansigtsløftning, folk bliver SÅ glade og du har færre ting du skal støve af.

Vi er langt fra færdige. Kontoret trænger voldsomt, vi har ikke rørt klædeskabene endnu, ej heller krea-kommoden, bilerne, drivhuset, brændeskuret, børneværelset, gymnastiksalen…. Men det kommer, for det er det fedeste og sjoveste fælles projekt vi længe har haft og simultant med at tyngden af ragelse letter, så letter humøret også. Vi burde uddele guldstjerner til hinanden, men holder os til high fives, øl og overstrømmende ros!

Og til sidst et råd til, hvordan du kommer i gang: Start med en skuffe. Bare én skuffe (og du ved godt selv hvilken der er værst!) Før du ved af det bakker du rundt med trailer på den lokale genbrugsplads med guldstjerner i øjnene. Bare vent med belønnings-bajeren, til du ER kommet hjem, så du ikke laver buler i containeren til småt brændbart.

Det kan selvfølgelig også være, at det er min definition af lykke, som er forkert? Jeg synes bare, at lykke er et meget stort ord. Sådan noget med at tude og grine på samme tid! Lidt ligesom hvis man lige havde født sit ønskebarn og George Clooney var fødselshjælperen og barselsgaven var en enhjørning og nogle virkelig flotte ben og man blev syet bagefter med guldtråd af engle HELT uden smerte…. I Femina kunne man for nylig læse om to damer, som er blevet lykkelige, fordi de har skiftet job. Det synes jeg lyder mærkeligt! Har de ikke nærmere været jammerligt trætte af deres tidligere job og nu er de bare glade? Lykkelige, ligefrem? Hvad er man så, hvis ens barn overlever et voldsomt biluheld? Hvis en besværlig fødsel ender godt? Hvis man endelig bliver gift med den man elsker allermest?

Jeg synes at lykkedebatten bærer tydelige tegn på sproglig overdimensionering og ødselhed. Som om lykke er noget vi alle sammen burde føle en hel masse af, hele tiden. Men lykkejagten forekommer mig at være anstrengende, plat, navlepillende og forgæves. Matadormix er til gengæld ægte! Ligesom tilfredshed, glæde, gode fødsler og George Clooney. Og champagnebobler. De er ægte! Og meget billigere end en ny aura. Skål.

Ved første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde overvejet at føde hjemme. Mattis og Karls fødsler har begge været nemme, ukomplicerede og hurtige, så jordemoderen mente, at jeg var oplagt kandidat til hjemmefødsel. Det var skønt og meget bekræftende at blive spurgt og jeg besluttede, at hvis de kloge damer i Horsens mente at jeg kunne føde hjemme, så kunne jeg det! Så jeg begyndte at forberede mig på en helt anden måde end ved mine to andre fødsler, hvor jeg har nøjedes med at spise folsyre, lave knibeøvelser og undgå upasteuriserede oste. Jeg læste bøger om hjemmefødsler og tog et fødselsforberedelseskursus, komplet med lydfiler, åndedrætsøvelser og indstuderede presseteknikker. Jeg kogevaskede lagner og håndklæder, skaffede voksdug til sengen og købte nogle abnormt store bind, nogle affaldssække, en ny læbepomade og noget Ribena. All set.

Søndag den 11. september fik jeg modningsveer om formiddagen, udvidelsesveer om eftermiddagen og presseveer om aftenen. Jordemoderen Karina og jordemoderstuderende Karen ankom med grej, flere bind og ophøjet ro kl. 15.30 og Lasse er født ud i armene på Mads kl. 18.30 sharp i Mads’ seng. Karen stod for det meste af fødselshjælpen, godt hjulpet af Mads. Karina sad afslappet og dejlig på sengekanten det meste af fødslen, forsikrede mig i ny og næ om at alt var i den skønneste orden og havde både tid til at sludre med min mor (hidkaldt til at lave kaskader af Ribena og kaffe), undervise Karen og lytte til Lasses hjerte undervejs, altid fulgt af kommentaren “Total overskudsbaby…”

Før læseren får kvalme og forestiller sig, at jeg lå med et saligt smil hele vejen igennem og nynnede soundtracket til The Sound of Music, så lad mig lige dementere noget… Til trods for at mit fødselsforberedelseskursus hedder “Smertefri Fødsel”, så var fødslen IKKE smertefri. Absolut ikke. Veer gør lige så ondt som jeg huskede fra de andre fødsler, men – og det er et kæmpestort men – denne gang var jeg bedre forberedt! Når jeg fik en ve, så havde jeg en aktiv opgave, noget jeg skulle. Jeg skulle holde fokus på min vejrtrækning og forestille mig veen arbejde med at åbne livmoderen. Veerne fik et andet udtryk, et positivt fortegn, et tydeligt formål. Jeg var bevidst om dem som skridt på vejen et sted hen, fremfor en hel masse pinsel og så derefter, bum, et barn. Og derfor vil jeg på det allerkraftigste anbefale, at man, uanset om man er førstegangs- eller flergangsfødende, forbereder sig til tænderne. Det er fantastisk godt givet ud. Ved Mattis og Karls fødsler følte jeg mig lidt som et skib i havsnød. Denne gang havde jeg begge hænder på roret og en langt større tro på, at denne her skude skal jeg fandme nok få navigeret i havn, selvom det giver vabler i hænderne.

Min allermest dybtfølte anbefaling er imidlertid, at man føder hjemme, hvis man overhovedet kan. Jeg indrømmer fuldstændig blankt et fuldbårent girl crush på alle de jordemødre jeg har mødt fra Horsens Sygehus. De er så sindssygt dygtige, søde, professionelle og dejlige at jeg med glæde var på bjørnekrammere og julekort med hele bundtet. Det virker som en lidt voldsom gestus at få tatoveret Lene, Rikke, Karina og Karen på måsen med et stort hjerte rundt om, men tanken har strejfet mig. Jeg har været i så gode og sikre hænder, at jeg aldrig ville betænke mig et sekund hvis jeg skulle føde igen en dag. Hjemmefødsel er the bomb! Man skal ikke ud af huset, man har jordemoderen for sig selv, man er rolig, tryg og afslappet og damerne har hospitalsgrej nok med til at etablere et komplet feltlazaret. Ved en hjemmefødsel er de ekstra forsigtige i forhold til eventuelle komplikationer, så man bliver overflyttet i god tid, hvis der er behov for det. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – en hjemmefødsel er lige så sikker og forsvarlig som en hospitalsfødsel. Oveni hatten får man så lov at høre jordemoderen spørge fødselshjælperen om der lige er en Margretheskål til moderkagen. Det er sgu ikke en sætning man hører hver dag…

Alt i alt blev fødslen præcis som vi ønskede. Inklusiv ro, Ribena og intakt mellemkød, det sidste takket være Karen. Og moderkagen? Den kom med til Horsens i en Rema 1000-pose. Ingen rituelle begravelser, tørsaltning, tibetanske syngeskåle eller smoothies hér. Der må være en grænse.