Der stod jeg så. Med fedtet hår, uden at have spist morgenmad og koldsvedte. Klokken var 7.15, Mattis og Karl skulle afleveres kl. 8 og hele banden var stadig i nattøj. Jeg tog en dyb indånding og ringede først til autohjælp og så til mekanikeren. Tøj, tandbørster og madpakker kunne jeg selv klare, men jeg anede stadig ikke, hvordan jeg skulle få alle rollingerne fragtet til Himmelblå. Så tog jeg endnu en dyb indånding, hvorefter jeg ringede til Svend og Birthe. De sødeste naboer, som var så venlige at tage telefonen – kl. 7.17 – helt uden at lyde trætte og morgensure. Selvfølgelig måtte jeg låne en bil! Selvfølgelig ville de komme over med den. Og sidde ved Lasse, mens jeg afleverede de to andre. I et globalt perspektiv var det en meget lille ting, en lille krusning i en meget stor overflade. Men i mit liv var det en lykke, en lettelse og en fantastisk hjælp. Og endnu en ting at være taknemmelig for….

Sønder Vissing er en undseelig lille plet på landkortet. En landsby som så mange andre. Lidt lille, lidt anonym. Og helt klart en by, som mange blot betragter som et stort vejbump på turen til og fra arbejde. Men selvom jeg i første omgang flyttede hertil pga. beliggenheden og de favorable huspriser, så bor jeg her i stigende grad med vilje. Her har jeg mødt de sødeste og mest hjælpsomme mennesker. Mennesker som hjælper mig, når bilen ikke vil starte, når vejen fyger til eller når børnene er syge. I Aarhus boede jeg i seks år i den samme opgang, uden nogensinde at være inde i nogen af de andre lejligheder. Sådan var det bare. Her er det anderledes.

Her har jeg mødt Sidsel, som lige har bagt boller til Mattis’ fødselsdagsfest, som låner mig sutteflasker, ringslynger og vikler og som laver aftensmad til mig og ungerne, når Mads ikke er hjemme.

Christina, som fodrer hundene, når vi er i sommerhus og som forærer mine børn en kuffert med tryllesand, fordi hun lige havde en ekstra stående – og den skal de da ha´!

Birthe og Svend, som låner mig deres bil, når min egen ikke vil køre, som ser efter huset når vi er på ferie og som rydder grusvejen for sne, når hele møget fyger til på et splitsekund.

Søren, som låner Mads grej og tilbyder sin ekspertise, når vi står i byggeri til halsen og mangler et godt råd og en hel masse beton.

Lone, som ordner en kæmpe kagemand til knægtens fødselsdag, når vi selv er for sent ude.

Helle, som fornøjet rydder hele kvarteret for sne, så alle kan komme ud om morgenen.

Rækken er lang og som årene går kommer der flere til. Mennesker, som lukker os ind i deres liv, som hjælper os uden beregning og som er med til at skabe et netværk omkring os, så vi aldrig føler os alene. Det er der en fantastisk styrke og en enorm tryghed i.

“No man is an island […] because I am involved in mankind.” John Donnes pointe fra 1632 er relevant i dag, mere end nogensinde. Vi kan ikke klare os uden hinanden og vi skal heller ikke! Der er noget smukt og godt og rigtigt i at være en del af et netværk, som er afhængige af hinanden. Henter hinandens børn, handler ind for hinanden, vander potteplanter og køkkenhaver i ferien, låner eller forærer hinanden ting de ikke bruger og kigger forbi med boller og hjemmelavet rabarbersaft, bare fordi.

Landlivet er også gyllelugt, sladder og langt til skole. Men hvis man vinker til storbonden, lukker ørerne for sladderen og skiftes til at hente børn, så bliver man en del af en stamme, som på godt og ondt er hinandens redningskranse, når der har været mus inde i ens bilmotor og gnave i slangen med diesel. No kidding!

Derfor præsenterer jeg her min overlevelsesstrategi, som ganske frit og nemt kan adapteres i en almindelig dansk husholdning.

• “Husk at montere din egen ilt-maske først, FØR du hjælper andre!” Der er en grund til at jeg nogle dage, henved kl. 10 om formiddagen, har det som om jeg har slikket på en løvfrø. Det er fordi jeg ikke har indtaget andet end to kopper lunken kaffe siden jeg stod op. Når jeg har syge børn er jeg jammerlig til at huske at spise og drikke fornuftigt og det betyder at jeg nogle gange kommer til at tage nogle virkelig dårlige beslutninger. Eksempelvis at tage øjenbrynsfarve på og glemme det igen. Det resulterer efterfølgende i en intens kløe i hele den øverste del af ansigtet og en bekymrende lighed med Nick Cave. Så; uden mad og drikke til mor, går hele lortet i ged. NB: En bolle med Nutella kan holdes i én hånd og er derfor oplagt. Til alle måltider.
• Tænk som et egern og hav forråd af alt. Det er skidt at løbe tør for snackpølser, Panodil Junior eller frugt i mundrette stykker, når slaget skal slås. Det er derfor tilrådeligt at have et betragteligt forråd af alle ungernes foretrukne fødevarer, køkkenrulle til snot, isterninger til saftevandet, batterier til termometeret og vaskepulver til sengetøjet, som pludselig får akut brug for en ekstra vask. På kogeprogram.
• Tænk i forebyggelse, men vær forberedt på det værste. Håndvask, rene håndklæder, afspritning af dørhåndtag og toiletter, udluftning, rent sengetøj. Og selvfølgelig en hverdag med sund og fornuftig mad – men glem ikke godt med fløde i sovsen, så ungerne har noget at give af, når de pludselig brækker sig i tre dage i træk.
• Få styr på husapoteket. Panodil har den fordel, at man ikke behøver at tro på effekten, for at det virker. Det virker bare! Snedigt… Mine unger nægter kategorisk at indtage det flydende, så vi har altid et lille arsenal af suppositorier (røvraketter!), så nattesøvnen kan reddes i land. Et termometer er uundværligt, ligesom jeg også meget nødig vil mangle saltvandsdråber til bittesmå stoppede næsebor. Normalerweize bruger jeg ikke håndsprit, men i bussemændenes højsæson sker det oftere. Og husk at det skal masseres tålmodigt ind i rene og tørre hænder. Ellers batter det ikke en skid. Pun intended. Jeg har også stor glæde ved te med frisk ingefær, citron og honning ligesom jeg ikke holder mig tilbage med hvidløgene, når det er bacille-tid, men dén vej er belagt med uendelige diskussioner om placebo-effekter, griske medicinalfirmaer og kvaksalveri, så jeg forholder mig neutralt og indtager det for min fornøjelses skyld. Det kan jo ikke skade!
• En stor og velassorteret slikskål. Hos os er det et dejfad. Rigtig godt til at få ekstra kalorier i ungerne og helt genialt, når det er synd for mig, at mine børn skider om kap og tørrer snot af i mit tøj. Team Nygaard har en særlig forkærlighed for Ostepops, Skipper Mix og slikkepinde, men du skal følge dit hjerte… Og hvis dit hjerte siger figenstænger, så prøv lige at lytte én gang til. Ordentligt.
• Få noget søvn! Så mange timer som muligt. Eller bliv længe oppe og se “Billions”… Alternativt kan man lære sig den ædle kunst at sove med åbne øjne. Den kan fint praktiseres, mens ens mand fortæller om kant-isolering eller ens børnehavebarn detaljeret beskriver hvilket bogstav hans seneste lort lignede.
• Brug dine livliner. Ring til nogen, der virkelig holder af dig og klynk ligeså højt som dine børn. Vær rundhåndet med iPad og Netflix. Spis take out, rugbrødsmadder og supper fra en karton. Og sig for himlens skyld ja tak, hvis folk tilbyder at hjælpe med indkøb, ture på apoteket eller pasning af raske børn. Bare lad være med at smitte dem som tak… “Jo, selv tak. For lort!”.

Man spiser godt i Barselsland. Hjemmelavet og nærende mad, omend ikke specielt eksotisk. Nogle gange står jeg op og spiser, i visse tilfælde endda med en baby på armen. En sød og tyk baby, som har fået en lille hvid hugtand, som han med stor vildskab borer ind i kødet på mig. Fingeren, hånden, hagen, brystet, you name it…. Jeg har savl og små dybe tandmærker alle vegne og et stort sugemærke på hagen, hvor Lasse sugede sig så hårdt fast at han var ved at kaste op, da jeg skrællede ham af. Hvis jeg havde sluppet ham med armene, så var han blevet hængende i mundtøjet som en igle, så heftigt et vakuum havde han lavet!

Om lidt er han 5 måneder gammel og en ordentlig basse på 8,3 kg. Jeg har været på loftet efter poserne med tøj i str. 74, for ærmerne stumper, bukserne strammer og bodyerne ser ud som om de er bodypaintet på… Vi er begyndt at lade ham smage på grød, for han dier konstant og bliver ikke ordentlig mæt (læs: sover ikke nok om natten). Han nipper til små skefulde grød med frugtmos og ser på os, som om det er skoldhed citron med chili på. I virkeligheden vil han nok hellere bare videre til kålpølser og kyllingegryde hurtigst muligt, men det anbefaler myndighederne vist, at man venter lidt med.

Til trods for hans glubende appetit og hans store behov for at hænge på mig (jeg tror han er 9 % koala), så er han vældig populær i husstanden. Mattis kommer hjem fra børnehaven hver dag og går lige i flæsket på ham. Krammer og kysser ham, triller ham rundt på legetæppet og snakker baby-snak HELT ind i skærmen på ham, så Lasses øjne bliver kæmpestore og armene fægter af begejstring. Karl er også tøet op og låner nogle gange Lasse sin nulre-pude, som jeg ynder at kalde narko-puden, fordi den er slidt, grim og aldrig har betræk på.

Solen skinner ikke i Barselsland. Der er tåget, vådt og hundekoldt og Lasse gisper og snapper efter vejret, når vi går udenfor. Det bliver vidunderligt, når den første rigtige forårsdag kommer, men det er sådan set ok, at det ikke lige er bikini-vejr foreløbig. Det ville blive en lidt for blegfiset og kødfuld affære for mit vedkommende og der skal betydelige mængder bladgrønt og selvbruner til, før jeg frivilligt hopper i noget lycra med trope-print. Men sådan er barsel, i hvert fald for mit vedkommende. Det kan godt være at ungen dier med entusiasme og appetit som store tyrekalve, men det får alligevel ikke kiloene til at rasle nogen steder. Der skal knofedt til. Light knofedt.

Jeg kommer ikke tilbage fra Barselsland foreløbig. Jeg trives hér, der er kaffe, søde mennesker og en dejlig udsigt. Det er også hårdt arbejde, men det søde opvejer så rigeligt det sure. Selvom min lille rejsemakker bider mig i brysterne og griner af mig bagefter!