I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

Sådan en dreng kender vi sikkert alle sammen. Nogle gange er det et festfyrværkeri, en lykke og en fornøjelse, og nogle gange er det ALT for meget. For larmende, for irriterende, for forstyrrende. Alle velfungerende fællesskaber er afhængige af, at vi er nogenlunde enige om de sociale spilleregler, og alt for meget brøleri, flimsen omkring og kasten med ting er sindssygt trættende i længden.

Alligevel er dette en hyldest til de vilde drenge (og JA, der findes også vilde piger, og de skal også hyldes, bare ikke lige af mig lige nu….). I Jesper Juuls nye bog “Aggression – en del af livet” fortæller han, at man nogle steder i Europa arbejder med en hjemmestrikket diagnose. Man beskriver visse drenge (95 % af de børn, det handler om, er drenge) som havende et “aggressionsproblem”. Jesper Juul finder ud af, at drengene, som har dette “problem”, har nogle fælles træk. De er meget aktive. De råber og taler højt. De har svært ved at sidde stille. De blive vrede og frustrerede, råber og skubber, hvis de skal holde sig i ro i længere tid. Da Juul spørger ind til, hvem det er et problem for – og om man har talt med drengene om, HVORFOR de reagerer, som de gør, bliver han kigget mærkeligt og hovedrystende på. Man lader ham forstå, at drengene ikke kan indgå på en acceptabel måde i et roligt fællesskab, og derfor har de et problem.

Juuls konklusion ender med at være denne: Det er ikke drengene, som har et problem. Det er os voksne. Vi bryder os ikke om støj, vi bryder os ikke om snavs, og vi bryder os ikke om at blive råbt ind i hovedet. Men tænk nu, hvis ungen forsøger at fortælle os noget?! Vi forlanger noget af barnet, som barnet ikke er i stand til at levere, som er imod barnets natur. Det svarer til at holde en væddeløbshest bundet altid eller at proppe en slædehund ind i et lille bur. Værsgo’, sid dér uden at gø og bide i lænken! Som om….

Jeg er selv mor til tre drenge, og selvom vi indtil videre er lykkedes rimelig godt med opdragelsen, så er der også tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg havde en slæde, jeg kunne spænde Mattis og Karl for og råbe “mush!”. Støjniveauet kan nå sundhedsskadelige højder i vores lille hjem. Og de sidste mange aftener har drengene spist aftensmad i undertøj, fordi de har samlet alle husets dyner og puder på en stor madras i stuen og leget tumleleg, så sveden perler af dem. Ikke engang en tur i svømmehallen har samme søvndyssende effekt som tidligere… Jeg ville ønske at mine sofapuder ikke var flade og skæve og skred i sømmene, fordi de bliver brugt som våben. Men jeg har vilde drenge. Jeg ville ønske, at jeg kunne have noget nips stående fremme, som ikke var købt i Tiger. Men jeg har vilde drenge. Mads er ved at tømme vores stald, så vi – med tiden – kan lave børneværelser derovre. Men først laver vi multi-hal med fald-underlag, ribbe, puder, klatrenet, tumlemadras osv. For vi har vilde drenge. Heldigvis.

Boys will be boys. Mine vil gerne lave perleplader, tegne, bage, pynte til jul og hjælpe med at støvsuge. For en stund…. Og så må Mads have dem med i stalden og bygge en trænings-kriger af træ, som man kan tæve med et sværd, smide sten efter og hakke i med en økse. Jesper Juul siger, at aggression er en naturlig del af livet, og hvis man kender en dreng (og en mand), så ved man at behovet for at brøle højt, blive beskidt, få næseblod og splitte noget ad ligger dybt i dem, som en dyrisk rumlen fra stenalderen. Det kan godt være, at vi befinder os i iPad-æraen, men det vil vores stenalderhjerne skide på. Den vildeste jæger får det største bytte med hjem (og den lækreste kone). Man kan godt tage manden ud af stenalderen, men stenalder-impulserne indeni ham, de bliver, hvor de er!

Jeg øver mig i at se mine drenges aggressioner som noget positivt og ufarligt, som et tegn på at ventilen skal løsnes. De skal have noget afløb, og det er vores opgave at hjælpe dem og stille det til rådighed. Bruge det konstruktivt og “spænde dem for hundeslæden”. Finde en lort de kan stikke en pind i eller noget de må brække i stykker og brænde. På den måde accepterer vi hele barnet i stedet for at fortælle ham, at hans følelser og behov er forkerte. Hvis vi begår den fejl, tror jeg desværre, vi gør større skade end gavn.

Så hvis du kender en vild dreng, så pris dig lykkelig, tag en dyb indånding, tag ørepropper i og find ham et mudderhul.

Ved første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde overvejet at føde hjemme. Mattis og Karls fødsler har begge været nemme, ukomplicerede og hurtige, så jordemoderen mente, at jeg var oplagt kandidat til hjemmefødsel. Det var skønt og meget bekræftende at blive spurgt og jeg besluttede, at hvis de kloge damer i Horsens mente at jeg kunne føde hjemme, så kunne jeg det! Så jeg begyndte at forberede mig på en helt anden måde end ved mine to andre fødsler, hvor jeg har nøjedes med at spise folsyre, lave knibeøvelser og undgå upasteuriserede oste. Jeg læste bøger om hjemmefødsler og tog et fødselsforberedelseskursus, komplet med lydfiler, åndedrætsøvelser og indstuderede presseteknikker. Jeg kogevaskede lagner og håndklæder, skaffede voksdug til sengen og købte nogle abnormt store bind, nogle affaldssække, en ny læbepomade og noget Ribena. All set.

Søndag den 11. september fik jeg modningsveer om formiddagen, udvidelsesveer om eftermiddagen og presseveer om aftenen. Jordemoderen Karina og jordemoderstuderende Karen ankom med grej, flere bind og ophøjet ro kl. 15.30 og Lasse er født ud i armene på Mads kl. 18.30 sharp i Mads’ seng. Karen stod for det meste af fødselshjælpen, godt hjulpet af Mads. Karina sad afslappet og dejlig på sengekanten det meste af fødslen, forsikrede mig i ny og næ om at alt var i den skønneste orden og havde både tid til at sludre med min mor (hidkaldt til at lave kaskader af Ribena og kaffe), undervise Karen og lytte til Lasses hjerte undervejs, altid fulgt af kommentaren “Total overskudsbaby…”

Før læseren får kvalme og forestiller sig, at jeg lå med et saligt smil hele vejen igennem og nynnede soundtracket til The Sound of Music, så lad mig lige dementere noget… Til trods for at mit fødselsforberedelseskursus hedder “Smertefri Fødsel”, så var fødslen IKKE smertefri. Absolut ikke. Veer gør lige så ondt som jeg huskede fra de andre fødsler, men – og det er et kæmpestort men – denne gang var jeg bedre forberedt! Når jeg fik en ve, så havde jeg en aktiv opgave, noget jeg skulle. Jeg skulle holde fokus på min vejrtrækning og forestille mig veen arbejde med at åbne livmoderen. Veerne fik et andet udtryk, et positivt fortegn, et tydeligt formål. Jeg var bevidst om dem som skridt på vejen et sted hen, fremfor en hel masse pinsel og så derefter, bum, et barn. Og derfor vil jeg på det allerkraftigste anbefale, at man, uanset om man er førstegangs- eller flergangsfødende, forbereder sig til tænderne. Det er fantastisk godt givet ud. Ved Mattis og Karls fødsler følte jeg mig lidt som et skib i havsnød. Denne gang havde jeg begge hænder på roret og en langt større tro på, at denne her skude skal jeg fandme nok få navigeret i havn, selvom det giver vabler i hænderne.

Min allermest dybtfølte anbefaling er imidlertid, at man føder hjemme, hvis man overhovedet kan. Jeg indrømmer fuldstændig blankt et fuldbårent girl crush på alle de jordemødre jeg har mødt fra Horsens Sygehus. De er så sindssygt dygtige, søde, professionelle og dejlige at jeg med glæde var på bjørnekrammere og julekort med hele bundtet. Det virker som en lidt voldsom gestus at få tatoveret Lene, Rikke, Karina og Karen på måsen med et stort hjerte rundt om, men tanken har strejfet mig. Jeg har været i så gode og sikre hænder, at jeg aldrig ville betænke mig et sekund hvis jeg skulle føde igen en dag. Hjemmefødsel er the bomb! Man skal ikke ud af huset, man har jordemoderen for sig selv, man er rolig, tryg og afslappet og damerne har hospitalsgrej nok med til at etablere et komplet feltlazaret. Ved en hjemmefødsel er de ekstra forsigtige i forhold til eventuelle komplikationer, så man bliver overflyttet i god tid, hvis der er behov for det. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – en hjemmefødsel er lige så sikker og forsvarlig som en hospitalsfødsel. Oveni hatten får man så lov at høre jordemoderen spørge fødselshjælperen om der lige er en Margretheskål til moderkagen. Det er sgu ikke en sætning man hører hver dag…

Alt i alt blev fødslen præcis som vi ønskede. Inklusiv ro, Ribena og intakt mellemkød, det sidste takket være Karen. Og moderkagen? Den kom med til Horsens i en Rema 1000-pose. Ingen rituelle begravelser, tørsaltning, tibetanske syngeskåle eller smoothies hér. Der må være en grænse.