Johanne: “Hmm, jeg har ikke skrevet noget siden februar!! Ku’ være jeg skulle flikke noget sammen….”

Så. Hvis du rent faktisk læser dette indlæg, så TAK. Du er lavet af et særligt stof. )

Der er sket mange forskellige ting i mit liv, mens der har været dødvande på bloggen. Men en af de allervigtigste ting er, at jeg er gået fra at veje 59 kilo til at veje 67. Og at det er sket med fuldt overlæg. Jep. No shit. Forklaringen er som følger:

I september for to år siden besluttede jeg mig for at tabe de kilo, som havde listet sig på under graviditet og barsel med Lasse. Vægten sagde 75 kilo og med en højde på 164 cm. tænkte jeg at det måske var lige vel voldsomt. Jeg var en str. 44 i stedet for min sædvanlige str 38-40. Jeg kunne max løbe 10-20 meter, før jeg prustende måtte holde pause og når jeg hoppede i trampolin med ungerne havde jeg det som om jeg skulle gylpe mine lunger op. Jeg gik stadig i ventetøj og mine dejlige kjoler hang og samlede støv, fordi jeg ikke kunne lyne dem. Anyway, 15 måneder senere var jeg 17 kilo lettere. Fremgangsmåden? En veritabel tsunami af grønne smoothies, squats, småbitte måltider på 200-300 kalorier og virkelig mange aftener, hvor jeg gik sulten i seng. Mads bakkede mig op, fordi jeg var så fast besluttet, men nævnte samtidig at min vægt ikke betyder noget for ham. Og at han i øvrigt også synes det er vældig hyggeligt at vi spiser aftensmad sammen, i stedet for at jeg drikker kål, mens jeg laver mad og derefter sidder og smiler anspændt, mens de andre spiser. Bevares, jeg forstod godt hans holdning, men jeg havde øjnene på målstregen og et “natural high” af at det kørte for mig. Det har så senere vist sig, at det “natural high” kommer af alle de stresshormoner kroppen udskiller, når den sulter… At 1295 kalorier i døgnet til et aktivt voksent menneske tvinger kroppen i et såkaldt “famine mode”. Famine betyder hungersnød. Det er en selvpåført katastrofe som laver lort i fordøjelse, hormoner, forbrænding, stofskifte og meget mere. Men det kommer vi til…

I tiden efter jeg nåede over målstregen (jeg har et billede af mine fødder på vægten, som viser 58,5, hvilket jeg ikke har vejet siden jeg var teenager), var jeg ON FIRE! For det første var jeg let som en fjer og for det andet begyndte jeg at spise igen. Rigtig mad i normale portioner. Og som med ALLE andre slankekure, livsstilsændringer eller hvad fanden man nu vil kalde det, så var min krop så udmattet af forbud, restriktioner og afsavn, at den konsumerede energi som Skødstrupværket. Og ligeså stille og langsomt kunne jeg konstatere, at hvis jeg skulle blive under 60 kilo, så skulle jeg blive ved med at leve på en sten, drikke spinat, løbe, lide afsavn og spise hytteost hele tiden. Og ligeså stille faldt ti-øren.

Jeg skal leve sådan her resten af mit liv, hvis jeg vil kunne passe de her jeans i str. 36. Jeg gider ikke leve sådan her! FUCK. Jeans eller life!? Jeans eller life…

Life.

Jeg har været på flere slankekure i mit liv end jeg kan tælle. Jeg har tabt de samme kilo igen og igen og igen. Og jeg er færdig. Slut. Ikke mere. Første gang jeg fejlagtigt troede at min krop var forkert, stod jeg på vægten hos sundhedsplejersken og fandt ud af at jeg vejede 37 kilo. Den tyndeste pige i klassen vejede 25. Et par år senere fortalte en klassekammerat mig, at min såkaldte kæreste i femte klasse havde slået op med mig fordi jeg var “for fed”. Det blev også, i 8.klasse, til en enkelt kommentar, skrevet med blyant på væggen på toilettet, om at jeg var “dellet”. Og det var det! Mere skulle der ikke til, for at gøre mig til det der på engelsk hedder chronic dieter. Det bliver kluntet at oversætte direkte, men betydningen er klar. Jeg var altid enten på slankekur eller på pause fra en. Aldrig bare i fred, tilfreds eller ubevidst om min vægt og min størrelse. På en måde er det jo lige til artikel i Ugebladet Søndag at jeg næsten skulle blive 40, før jeg fik tilstrækkeligt med selvindsigt til at give det hele fingeren, droppe jagten på den perfekte krop og ikke mindst få øjnene op for, hvor ulækker, forskruet og grisk slankeindustrien og hele slanke-kulturen er.

Det gik op for mig, at grunden til at man ikke er på én slankekur i sit liv, hvorefter man lever resten af sine dage i sin slanke krop er, at slankekure ikke virker. Hvis de virkede, hvorfor fanden er man så på dem igen og igen? Vi er rigtig gode til at skyde skylden på os selv, når vi – efter en vellykket slankekur – tager det hele på igen. Slankekuren er den gode helt, vi er de slatne tabere, der ikke engang kan finde ud af at passe på den fiiiiine tynde krop, som slankekuren har hjulpet os med at få. Pinligt!

Jeg fandt ud af, at det er slankekurene, der er defekte. 1300 kalorier til et granvoksent menneske er absurd. BMI er et dybt problematisk redskab, udviklet af en matematiker. Se her for en glimrende gennemgang af, hvorfor du med sindsro kan skide dit BMI et stykke og i stedet kigge på helt andre ting, hvis du gerne vil tjekke dit helbred. Hvilepuls, blodtryk, stressniveau og søvnkvalitet er gode steder at starte, men spørg din læge, hvis du er i tvivl! Mine største åbenbaringer kom fra bogen med den helt eminente titel “The Fuck-it diet” af Caroline Dooner. Jeg lyttede til lydbogen fire gange i streg, eftertjekkede de videnskabelige fakta jeg havde brug for at læse mere om, tog nogle virkelig dybe indåndinger, stillede min vægt væk og begyndte at spise igen.

Hvis man skal koge bogens budskab ned til en enkelt suppeterning af visdom, må det være denne:

Restriktion fører uundgåeligt til overspisning. Det er kroppens måde at passe på os og forsøge at undgå mangelsygdomme, sultedød og artens uddøen. Det lyder vildt. Men det er det ikke.

Derfor tager vi det hele på igen efter en kur. Derfor propper vi indmaden af et rundstykke i munden, når alle andre er gået fra bordet. Derfor spiser vi fire kanelsnegle til fødselsdagen i stedet for en. Fordi det ligger dybt i os, at der er nye restriktioner, nye afsavn, nye slankekure på vej. Hvis bland-selv slik er lovligt, tilgængeligt og afdramatiseret (der er masser, du må spise det hver dag, der er også slik i morgen), så mister det efterhånden noget af sin tiltrækning. Når man også må få lidt snolder efter frokost i morgen og i overmorgen, så er man mindre tilbøjelig til at tømme skålen i et panisk ur-menneskeligt forsøg på at fylde lagrene op før hungersnøden vender tilbage. Dooner formulerer det så fint, når hun siger at hver gang kroppen tvinger os væk fra en sultekur, så gør den det for at beskytte os. Tragedien er alle de gange vi tvinger den tilbage igen…

Jeg kan snakke og skrive i mange mange timer om emnet. Bogen og indstillingen har ændret mit liv og det lyder højttravende at skrive, at jeg er fri efter 30 år i slankefængslet. Men sådan føler jeg det. Tag ikke fejl! Efter 30 år med en forvrænget opfattelse af at min krop var grim, forkert, for meget, for tyk, så er der stadig lang vej igen. Processen er ikke nem og det er let at falde tilbage og tænke “Argh, jeg kunne jo liiige give max slankegas i en måned, tabe 5-7 kilo, blive pæn igen (what the fuck…!?)  og SÅ gå tilbage til at spise intuitivt…”. Men nej. Sådan fungerer det ikke. Det er all in og det er pissesvært og latterligt grænseoverskridende og en proces fyldt med tvivl og frygt. Ikke mindst fordi samfundet stadig har skønhed, slanke lår og flade maver øverst på podiet. En slank krop er en gigantisk statusmarkør og stigmatisering af tykke og fede mennesker er overalt i vores hverdag. Jeg har aldrig selv været så stor, at jeg har oplevet samfundsmæssig stigmatisering, men min egen ubarmhjertige selvkritik var også alt rigeligt! Jeg har sat lighedstegn mellem vægt og værdighed, mellem kilo og succes og jeg har ærligt talt svært ved at mindes hvordan det føles at være mad-neutral. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været det. “Usund, fed eller syndig” mad = slemme Johanne. Grønkål, hytteost og mikroskopiske portioner = dygtig Johanne. Når ALT hvad man putter i munden bliver symboler på ens menneskelige værdi, så er et liv som slankeslave én lang slåskamp.

Så fuck it. Jeg er færdig. Ja, jeg har hængt nogle af kjolerne ind i skabet igen og de ryger med på loppemarked snarest muligt. Jeg har en ny målstreg i horisonten. Et kærligt og taknemmeligt forhold til mine fine, magiske, utrolige krop. Og et forhold til mad, som er udramatisk og præget af lyst og fornøjelse fremfor skam, skyld, tvang og besættelse. Jeg orker ikke bruge resten af mit liv på at tælle kalorier, snakke grimt til min topmave og spise skyr og ækel tør chokolade med 85 % kakao. Det har ædt så meget af mit liv, at det er til at tude over og jeg vil ikke mere. Jeg vil bruge min tid på ting jeg gerne vil. Det kan oveni købet være at der bliver tid til at blogge igen!

Tak fordi du læste med.

I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

Det kan selvfølgelig også være, at det er min definition af lykke, som er forkert? Jeg synes bare, at lykke er et meget stort ord. Sådan noget med at tude og grine på samme tid! Lidt ligesom hvis man lige havde født sit ønskebarn og George Clooney var fødselshjælperen og barselsgaven var en enhjørning og nogle virkelig flotte ben og man blev syet bagefter med guldtråd af engle HELT uden smerte…. I Femina kunne man for nylig læse om to damer, som er blevet lykkelige, fordi de har skiftet job. Det synes jeg lyder mærkeligt! Har de ikke nærmere været jammerligt trætte af deres tidligere job og nu er de bare glade? Lykkelige, ligefrem? Hvad er man så, hvis ens barn overlever et voldsomt biluheld? Hvis en besværlig fødsel ender godt? Hvis man endelig bliver gift med den man elsker allermest?

Jeg synes at lykkedebatten bærer tydelige tegn på sproglig overdimensionering og ødselhed. Som om lykke er noget vi alle sammen burde føle en hel masse af, hele tiden. Men lykkejagten forekommer mig at være anstrengende, plat, navlepillende og forgæves. Matadormix er til gengæld ægte! Ligesom tilfredshed, glæde, gode fødsler og George Clooney. Og champagnebobler. De er ægte! Og meget billigere end en ny aura. Skål.