Jeg er ikke fan af internet-floskler. De der udsagn fra Instagram og Pinterest, som folk får tatoveret i nakken og som Sinnerup trykker på store lærreder, som man kan hænge op i entréen eller soveværelset og derefter totalt glemme at efterleve. Hvor mange mon efterlever “Kindness is free. Sprinkle that shit everywhere.” i det daglige? Hvor mange “Live, love, laugh”-typer kender du? “Be the change you wish to see in the world”. “Carpe Diem”. “Sigt efter månen. Selv hvis du ikke rammer, lander du mellem stjernerne!” Det er sgu lidt noget vrøvl. Bevares, jeg vil gerne sprede al den venlighed jeg orker, men jeg gider altså ikke carpe diem hver dag. Nogle gange skal lortet bare landes uden at nogen brækker noget, skændes alt for meget eller går hjemmefra.

Men tilbage til indledningen. Da jeg læste det første gang på Pinterest, funderede jeg længe over det. Spekulerede over hvad “det hele” egentlig er og hvad det betyder, hvis vi ikke behøver at nå det hele på én gang: Arbejde, børn, familie, venner, motion, have, bøger, middagsaftaler, networking, bagning, hjemmelavet mad, værtindegaver, sex, politik, biograffilm, trivselsråd, skønne nyplantede krukker i gårdhaven og nyskurede klinker i badeværelset. “Det hele” er ikke så lidt! Og siden da har udtrykket fulgt mig og jeg tænker på det i situationer, hvor jeg bliver frustreret over ikke at nå noget som helst. Det er blevet et beroligende mantra mere end en egentlig leveregel, for i nogle perioder af livet går tingene stærkt, man griber chancer, har succeser og præsterer at jonglere alle aspekter af tilværelsen på sammen tid og med nogenlunde succes. Og det føles skønt og bør nydes, for det er også sindssygt krævende – og midlertidigt. På andre tidspunkter i livet er man tilfreds, hvis man har fået vasket hår for nylig og ens børn ikke begynder at vise tegn på skørbug pga. alt det toastbrød de æder… Og det er OKAY. Man skal ikke begynde at undskylde for pizzabakkerne. De er en del af livet. I hvert fald hos os, selvom vi har stenovn i køkkenet.

Vores temmelig usædvanlige valg i forhold til min aktuelle situation som hjemmegående har selvfølgelig givet anledning til overvejelser om livet både før, men i særdeleshed efter – for hvad skal der så ske?! HVAD skal jeg? Hvad skal jeg arbejde med? Hvem vil have mig? Hvor skal jeg hen? Hvad kan jeg bruges til? I snart seks år har jeg vidst præcis hvad mine dage skulle bruges til, men vi er ved begyndelsen på enden af dén fase i familiens liv og af og til titter rådvildheden frem.

Jeg har aldrig været karrieremenneske, bliver det nok heller aldrig. Men det er okay. Jeg behøver ikke nå det hele. Og når jeg begynder at arbejde (en skønne dag!), så svinder det nok lidt i hjemmebaget, biblioteksturene og de tidlige afhentninger af børnene. Det er også okay. Jeg behøver ikke nå det hele. Da jeg arbejdede følte jeg nogle gange at jeg skulle arbejde som om jeg ikke havde børn og samtidig passe børn, som om jeg ikke havde noget arbejde…. Resultatet blev, at jeg havde det elendigt og følte at jeg ikke rigtig slog til nogen steder. Jeg øver mig i at acceptere at jeg præsterer bedst, hvis jeg ikke forsøger at nå det hele. Jeg bliver stresset af det, føler mig utilstrækkelig og drukner frustrationerne i Toms Skildpadder og dårligt TV.

Jeg spekulerer meget over, hvor jeg mon skal “trimme”, for at skabe balance i et nyt liv, hvor jeg kombinerer arbejde med familieliv og tre børn. Motion? Søvn? Hjemmelavet mad? Vasketøj? Bøger?? Jeg ved det ikke endnu og svaret kommer nok først, når mit arbejdsliv begynder igen og vi skal have hverdagen til at fungere.

Til den tid hænger jeg mantraet op i en ramme over døren, som vi går ud af hver morgen. Som en venlig påmindelse om, at tid er en dyrebar ressource. Om at skelne mellem hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. Og om aldrig at frygte ikke at nå det hele. “Noget” er nok. Jeg er nok.

I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

Indholdet af vores skuffer med service er også en blandet landhandel, mildt sagt. Middags-tallerknerne er arv fra en tidligere kæreste (ældgamle Royal Copenhagen, med guldkant! Hvad gi’r I…?), bestikket er fra en restaurant, som skulle skifte bestikbeholdningen ud, frokosttallerknerne med fiskemotiver er fra den lokale genbrugsbiks og drikkeglassene er en pærevælling af IKEA, genbrug og gaver. Nogle mennesker er optagede af at samle på én type glas, nogle bestemte tallerkner eller en særlig bestik-serie. Jeg er skideligeglad. Borddækning hos mig ligner en blanding af en børnefødselsdag og et loppemarked og det rager mig en fjer… Til gengæld er jeg meget entusiastisk med andre køkken-gadgets. Knive skal helst være fra Zwilling, de er suveræne og ligger godt i hånden. Karklude skal være min mors hjemmestrikkede. De er smukke, suger som en drøm, holder i laaaang tid og vi slipper for syntetiske pangfarvede engangsklude. Isterninger bruger vi hver dag, året rundt. De skal være store og laves i Lurch. Isterningerne bliver kæmpestore og er derfor lang tid om at smelte, de er supernemme at poppe ud og vi undgår de rædselsfulde blå isterningposer, som starter med at pjaske ens tøj til når man fylder dem og ender med at ryge i affaldsspanden. Og endelig opvaskebørsten, som er altid fra Blindes Arbejde. Kvaliteten er tårnhøj, de er smukke, holder i virkelig lang tid og er lavet i naturmaterialer, så de kan ryge i masseovnen efter endt tjeneste.

Når først man får øjnene op for bæredygtigt køkkengrej, er mulighederne uendelige. Alt fås i produktionsmæssigt forsvarlige udgaver, internettet er en guldgrube og køkkentøjsforretningerne bliver bedre og bedre til at have et ordentligt udvalg til de miljøbevidste. Og ellers må man gå til dem og bede dem om at oppe deres miljø-game! Vi handler dagligvarer i Rema1000 eller Netto pga. deres store øko-udvalg og der får vi også let basisting til køkkenet såsom opvaskemiddel, bagepapir, håndsæbe, muffinforme osv. For de lidt mere avancerede ting må man eksempelvis i Værdig i Ry eller Heksekosten i Silkeborg og det er en fryd i sig selv. Og igen kan ALT skaffes online med et par klik. GreenGoods, LushButik og PureGreen er gode bud.

Hitlisten:

– Der er Svanemærker her, der og alle vegne i mit køkken. Bagepapir, køkkenrulle, opvaskemiddel, håndsæbe, muffinforme og mange andre ting fås billigt i en miljøforsvarlig udgave. Win win.

– Træ-opvaskebørste, skuresvampe i naturmaterialer og ikke mindst sylteglas med stålsugerør. JA, det ser hipsteragtigt ud, men glassene er store, så der er plads til meget isvand, iste eller smoothie og sugerørene er smukke, lækre at drikke af og de holder i en menneskealder. Jeg har købt en pakke fra eco-strawz med fire sugerør plus en lille fiks flaskerenser til hos Værdig i Ry.

– Så lidt plastik og sølvfolie/foliebakker som overhovedet muligt. Bradepander fra ScanPan er vildt gode, ikke mindst fordi de er ufattelig nemme at gøre rene. Plastikposer bliver genbrugt, Tupperware slidt op og affaldssorteret og sølvfolie bruger vi aldrig. Madpakker kommer i svanemærket madpakkepapir, rester i bokse i køleskabet og bagte kartofler skal IKKE i folie! Så går man glip af det lækre, sprøde skind…

Plads til forbedring:

– Vi kunne sagtens være endnu bedre til affaldssorteringen. Nogle gange står Mads på hovedet i skraldeposen og skælder mig ud, fordi der ligger æggeskaller eller tegnepapir. Og han har ret! Affaldssortering skal være intuitiv og det er nemmere for mig (og alle andre), når hver ting har sin spand, kasse eller kurv. To be continued!

– Jeg er vild med opbevaringsbokse til mad i stål og glas. Kig her og drøm. Lauren er dronningen af waste-free-living på den superlækre måde og både website og webshop bugner af vejledning og inspiration til små og store miljørigtige tiltag i hjemmet! Indtil videre er vi desværre, som så mange andre, indehavere af den såkaldte “Tupperware-lavine”. Den u-lukkelige skuffe fyldt med skæve plasticbøtter, 10.000 låg og grimme farver. Den står højt på hade-listen hos mig…

– Endnu mindre plastik. Jeg vil have fat i genanvendelige netposer til frugt og grønt. En god opbevaringsløsning til boller og rugbrød, som ikke er fryseposer fra Rema1000! Papirposer? Brødkasse?? Anyone?!

So far, so good. Jeg vil vældig gerne have endnu flere gode grønne og NEMME idéer, så lad mig endelig vide, hvis der er noget vi er gået glip af.

Klima-debatten er efterhånden hedere end den globale opvarmning og dét siger ikke så lidt. Der findes stadig masser af mennesker, som ikke tror på global opvarmning, som ikke bekymrer sig om smeltende poler, døende isbjørne og strande fulde af plastik. Og jeg forstår det ikke! Mest fordi det næppe kan handle om uvidenhed. Nogle gange synes jeg næsten vi ved mere om tingenes jammerlige tilstand end godt er… Men så meget desto mere grund er der til at komme ind i kampen. Jeg bliver tiltagende indigneret, frustreret og måbende, når jeg møder folk, som lever fuldstændig upåvirket af den viden vi har om vores indvirkning på miljøet. Jeg frygter selv lidt den dag, hvor jeg begynder at påtale folks miljø-slendrian og bliver sådan en, der løber efter folk på cykelstien og råber “DU TABTE NOGET!!”.

Sagen er jo den, at naturen og jorden er ligeglad med, hvordan du og jeg behandler den. Vi er ikke nogle særlig høflige gæster, vi roder, sviner og splitter alting ad og opfører os hensynsløst og tåbeligt. Og den sorte ironi består i, at det kun går ud over os selv. Jordkloden skal nok overleve os alle sammen. Det er os der er truet for alvor. Det er os, som er ved at ødelægge den bedste hjem vi overhovedet kunne drømme om. Det kan godt være, at der er vand på Mars, men come on. Jeg skal ikke have nogen billet. Og alt hvad vi gør – det hele – har en effekt. Både en konkret effekt og en signal-effekt. Langt de fleste omstillinger Mads og jeg har lavet i vores liv er inspireret af andre, som måske ikke troede at deres lille bidrag flyttede noget som helst. Men det gjorde det. Det gør det! Vi kigger på hinandens tøj, ned i hinandens indkøbskurve og lurer i hinandens badeværelsesskabe. Og så længe en Svanemærket håndsæbe er ligeså god og ligeså billig som én fyldt med parfume og farve, så begriber jeg ganske enkelt ikke, hvordan man kan vælge forkert. Ja, forkert! For der er ikke noget modargument længere. Time’s up. Farvel til miljøsvineri, overforbrug og klima-ligegyldighed. Der er ikke længere nogen undskyldning og hvis der er en, så vil jeg meget gerne høre den!

Men hvor grønne er vi egentlig selv? Temmelig grønne, tror jeg! Men med plads til forbedringer. Derfor følger nu nogle indlæg med fokus på vores grønne liv. Hvad vi gør og ikke gør. Hvad vi spiser, dyrker, forbruger, fravælger, tilvælger, savner og elsker. Hvem ved? Måske kan vi inspirere en læser eller to undervejs…

“Fight for the things that you care about, but do it in a way that will lead others to join you.” Ruth Bader Ginsburg

Der stod jeg så. Med fedtet hår, uden at have spist morgenmad og koldsvedte. Klokken var 7.15, Mattis og Karl skulle afleveres kl. 8 og hele banden var stadig i nattøj. Jeg tog en dyb indånding og ringede først til autohjælp og så til mekanikeren. Tøj, tandbørster og madpakker kunne jeg selv klare, men jeg anede stadig ikke, hvordan jeg skulle få alle rollingerne fragtet til Himmelblå. Så tog jeg endnu en dyb indånding, hvorefter jeg ringede til Svend og Birthe. De sødeste naboer, som var så venlige at tage telefonen – kl. 7.17 – helt uden at lyde trætte og morgensure. Selvfølgelig måtte jeg låne en bil! Selvfølgelig ville de komme over med den. Og sidde ved Lasse, mens jeg afleverede de to andre. I et globalt perspektiv var det en meget lille ting, en lille krusning i en meget stor overflade. Men i mit liv var det en lykke, en lettelse og en fantastisk hjælp. Og endnu en ting at være taknemmelig for….

Sønder Vissing er en undseelig lille plet på landkortet. En landsby som så mange andre. Lidt lille, lidt anonym. Og helt klart en by, som mange blot betragter som et stort vejbump på turen til og fra arbejde. Men selvom jeg i første omgang flyttede hertil pga. beliggenheden og de favorable huspriser, så bor jeg her i stigende grad med vilje. Her har jeg mødt de sødeste og mest hjælpsomme mennesker. Mennesker som hjælper mig, når bilen ikke vil starte, når vejen fyger til eller når børnene er syge. I Aarhus boede jeg i seks år i den samme opgang, uden nogensinde at være inde i nogen af de andre lejligheder. Sådan var det bare. Her er det anderledes.

Her har jeg mødt Sidsel, som lige har bagt boller til Mattis’ fødselsdagsfest, som låner mig sutteflasker, ringslynger og vikler og som laver aftensmad til mig og ungerne, når Mads ikke er hjemme.

Christina, som fodrer hundene, når vi er i sommerhus og som forærer mine børn en kuffert med tryllesand, fordi hun lige havde en ekstra stående – og den skal de da ha´!

Birthe og Svend, som låner mig deres bil, når min egen ikke vil køre, som ser efter huset når vi er på ferie og som rydder grusvejen for sne, når hele møget fyger til på et splitsekund.

Søren, som låner Mads grej og tilbyder sin ekspertise, når vi står i byggeri til halsen og mangler et godt råd og en hel masse beton.

Lone, som ordner en kæmpe kagemand til knægtens fødselsdag, når vi selv er for sent ude.

Helle, som fornøjet rydder hele kvarteret for sne, så alle kan komme ud om morgenen.

Rækken er lang og som årene går kommer der flere til. Mennesker, som lukker os ind i deres liv, som hjælper os uden beregning og som er med til at skabe et netværk omkring os, så vi aldrig føler os alene. Det er der en fantastisk styrke og en enorm tryghed i.

“No man is an island […] because I am involved in mankind.” John Donnes pointe fra 1632 er relevant i dag, mere end nogensinde. Vi kan ikke klare os uden hinanden og vi skal heller ikke! Der er noget smukt og godt og rigtigt i at være en del af et netværk, som er afhængige af hinanden. Henter hinandens børn, handler ind for hinanden, vander potteplanter og køkkenhaver i ferien, låner eller forærer hinanden ting de ikke bruger og kigger forbi med boller og hjemmelavet rabarbersaft, bare fordi.

Landlivet er også gyllelugt, sladder og langt til skole. Men hvis man vinker til storbonden, lukker ørerne for sladderen og skiftes til at hente børn, så bliver man en del af en stamme, som på godt og ondt er hinandens redningskranse, når der har været mus inde i ens bilmotor og gnave i slangen med diesel. No kidding!

Derfor præsenterer jeg her min overlevelsesstrategi, som ganske frit og nemt kan adapteres i en almindelig dansk husholdning.

• “Husk at montere din egen ilt-maske først, FØR du hjælper andre!” Der er en grund til at jeg nogle dage, henved kl. 10 om formiddagen, har det som om jeg har slikket på en løvfrø. Det er fordi jeg ikke har indtaget andet end to kopper lunken kaffe siden jeg stod op. Når jeg har syge børn er jeg jammerlig til at huske at spise og drikke fornuftigt og det betyder at jeg nogle gange kommer til at tage nogle virkelig dårlige beslutninger. Eksempelvis at tage øjenbrynsfarve på og glemme det igen. Det resulterer efterfølgende i en intens kløe i hele den øverste del af ansigtet og en bekymrende lighed med Nick Cave. Så; uden mad og drikke til mor, går hele lortet i ged. NB: En bolle med Nutella kan holdes i én hånd og er derfor oplagt. Til alle måltider.
• Tænk som et egern og hav forråd af alt. Det er skidt at løbe tør for snackpølser, Panodil Junior eller frugt i mundrette stykker, når slaget skal slås. Det er derfor tilrådeligt at have et betragteligt forråd af alle ungernes foretrukne fødevarer, køkkenrulle til snot, isterninger til saftevandet, batterier til termometeret og vaskepulver til sengetøjet, som pludselig får akut brug for en ekstra vask. På kogeprogram.
• Tænk i forebyggelse, men vær forberedt på det værste. Håndvask, rene håndklæder, afspritning af dørhåndtag og toiletter, udluftning, rent sengetøj. Og selvfølgelig en hverdag med sund og fornuftig mad – men glem ikke godt med fløde i sovsen, så ungerne har noget at give af, når de pludselig brækker sig i tre dage i træk.
• Få styr på husapoteket. Panodil har den fordel, at man ikke behøver at tro på effekten, for at det virker. Det virker bare! Snedigt… Mine unger nægter kategorisk at indtage det flydende, så vi har altid et lille arsenal af suppositorier (røvraketter!), så nattesøvnen kan reddes i land. Et termometer er uundværligt, ligesom jeg også meget nødig vil mangle saltvandsdråber til bittesmå stoppede næsebor. Normalerweize bruger jeg ikke håndsprit, men i bussemændenes højsæson sker det oftere. Og husk at det skal masseres tålmodigt ind i rene og tørre hænder. Ellers batter det ikke en skid. Pun intended. Jeg har også stor glæde ved te med frisk ingefær, citron og honning ligesom jeg ikke holder mig tilbage med hvidløgene, når det er bacille-tid, men dén vej er belagt med uendelige diskussioner om placebo-effekter, griske medicinalfirmaer og kvaksalveri, så jeg forholder mig neutralt og indtager det for min fornøjelses skyld. Det kan jo ikke skade!
• En stor og velassorteret slikskål. Hos os er det et dejfad. Rigtig godt til at få ekstra kalorier i ungerne og helt genialt, når det er synd for mig, at mine børn skider om kap og tørrer snot af i mit tøj. Team Nygaard har en særlig forkærlighed for Ostepops, Skipper Mix og slikkepinde, men du skal følge dit hjerte… Og hvis dit hjerte siger figenstænger, så prøv lige at lytte én gang til. Ordentligt.
• Få noget søvn! Så mange timer som muligt. Eller bliv længe oppe og se “Billions”… Alternativt kan man lære sig den ædle kunst at sove med åbne øjne. Den kan fint praktiseres, mens ens mand fortæller om kant-isolering eller ens børnehavebarn detaljeret beskriver hvilket bogstav hans seneste lort lignede.
• Brug dine livliner. Ring til nogen, der virkelig holder af dig og klynk ligeså højt som dine børn. Vær rundhåndet med iPad og Netflix. Spis take out, rugbrødsmadder og supper fra en karton. Og sig for himlens skyld ja tak, hvis folk tilbyder at hjælpe med indkøb, ture på apoteket eller pasning af raske børn. Bare lad være med at smitte dem som tak… “Jo, selv tak. For lort!”.

Jeg har en lignende opførsel, når vinterens greb strammer, når små forkølede erantis stikker snuderne op af jorden og jeg mærker længslen efter sol i ansigtet, muld mellem hænderne og lærkesang over mit hoved. Jeg står ude i mit drivhus med en grensaks eller en planteskovl i hånden og kigger mig søgende omkring. Det er stadig for koldt og for vådt til at gøre noget som helst, men var der ikke noget med, at Camilla Plum sår hestebønner allerede i februar…? Hmm, så er jeg jo faktisk bagud! Jeg står i køkkenhaven og stirrer koncentreret på rækken af hvidløg vi satte i efteråret, for de MÅ da været vokset, bare lidt. Jeg rydder op i havestuen, fjerner gammel julepynt, poser med fuglefoder, havegrej og sække med pottemuld, for nu skal bordet tørres af, stolene vaskes rene og gulvet fejes, for lige om lidt skal vi drikke kaffe derude. Måske. Måske med en fleecetrøje på. Og terrassevarmeren tændt. Og skisokker på. Så kan Mads jo passende hoppe i skistøvlerne ved samme lejlighed!

Og ja, vi bader med vores børn! Når man sådan står der og skyller shampoo ud og konverserer med sine unger, så kommer man også til at svare på, hvorfor der er hår dér eller hvorfor man egentlig går med bh. Og i min optik er det en vigtig gave at give sine børn med ud i verden. At kroppen er dejlig, interessant og vigtig at tage vare på og tale om. Det giver jo også lejlighed til at snakke med sine børn om, hvor folks grænser går. Hvor ens egne grænser går og hvor det er sundt og naturligt at de selv sætter deres.

Jeg havde kortvarigt i løbet af min tid i Aarhus en amerikansk kæreste. Vi var sammen i to-tre måneder og jeg så ham aldrig nøgen i fuld figur. Jeg sov uden tøj på og han sov i t-shirt og sweatpants. Og efter eventuelle afklædte aktiviteter, godt gemt under dynen, klædte han sig på INDEN han stod ud af sengen. Han fortalte, at han aldrig havde set sine forældre nøgne og han var dybt mystificeret af, at nøgenhed ikke var et tabu for mig. Jeg forklarede ham om min opvækst, om mine forældres afslappede forhold til nøgenhed, om kulturen i Danmark. At her har børnene bar mås ved stranden, at man kan bade topløs, hvis man vil, at man må amme alle steder.

Men det er efterhånden 13 år siden og jeg kan med beklagelse konstatere, at tingene har ændret sig. Om sommeren er der ingen topløse kvinder ved strandene mere. Måske man er bange for ufrivilligt at ende på internettet? Vores gode venner har en søn på fem. Da han i sommer legede nøgen ved en lokal strand blev han spurgt af en lidt ældre pige om ikke han syntes det var upassende, at han ikke havde badebukser på. Der er ammehjørne i IKEA og Magasin, så man ikke risikerer ammende kvinder i Joe & the Juice. Og der er sågar caféer, der helt frabeder sig amning. Det er som om der er sket et stort kollektivt moralsk skred, som betyder at eksempelvis en brystvorte er blevet seksuelt ladet og blufærdighedskrænkende i situationer som tidligere var ganske uskyldige. Jeg konstaterer det – men jeg forstår det ikke. En brystvorte er vel først og fremmest et mundstykke! Og du KAN jo kigge væk….

Det er som om vi har parkeret naturligheden og den sunde fornuft og erstattet det med snerperi, hyklerisk blufærdighed og en sørgelig kropsforskrækkelse. Hvorfor må der være store bryster på bybusserne i Aarhus, men jeg må ikke amme, mens jeg drikker en kop kaffe? Min blottede brystvorte har i det mindste et fornuftigt formål og er på INGEN måde i en seksuel kontekst, når jeg ammer (så diskret jeg kan!).

Så; hvis man ankommer til Vestermarksvej 4 uanmeldt (please DON´T!), så er man selv ude om det. Man risikerer at finde fruen i huset på “det lille hus” for åben dør og halvdelen af mælkebaren ude i fri dressur. Det er ikke et tænkt scenarie. Når en kvinde skal, så skal hun…. Også hvis det er midt i en amning og et skænderi med ældste barn.

Jeg har ligget på alle fire blandt zinnia, ærtehegn og Blå Congo – det lyder som en meget eksklusiv hashplante, men det ER kartofler –  med dræbersnegle op ad armene og udtænkt vittige og storslåede måder hvorpå jeg kunne genoptage bloggeriet. Men det er blevet ved tanken…. Måske fordi jeg følte, at de planter jeg var ved at forkæle med vand og hestemøg var mere værd end de tanker jeg gjorde mig om børneopdragelse, os- eller jeg-kultur, surdej og jagten på den perfekte vente-trusse.

Faktum er, at en blog som min ikke kommer til at omvælte verdensordenen, eller manglen på samme. Jeg konstruerede et problem, på samme måde som “Manden i skabet” i Rytteriet. Ligesom han nægter at komme ud af skabet, før hele verden er på efterløn eller alle verdenshavene er helt renset for forurening, så “nægtede” jeg at skrive, før jeg havde opfundet det ultimative blogindlæg med universel relevans. Et fuldstændigt utopisk projekt, lidt at sammenligne med den ukrudtsfri køkkenhave. Tanken er pragtfuld, men i realiteten dræber præmissen projektet før det overhovedet kan komme i gang.

Så nu accepterer jeg mit projekt, min blog og min præmis. Jeg er gift, gravid og hjemmegående midtjysk mor til to drenge. Min blog skal tage sit udgangspunkt dér hvor jeg er i livet. Midt i brændenælder, plukveer, ulæste aviser og kaskader af vasketøj. Det bliver måske ikke altid lige samfundskritisk og filosofisk, men det gør ikke noget. Det skal bare føles som små bidder af mig selv, som jeg har lyst til at dele. Og hvis jeg skal genopfinde den dybe tallerken, hver gang jeg skal skrive noget, så dør bloggen helt sikkert. Jeg KAN ikke skrive i flere timer ad gangen. Der kan være vigtige ting jeg skal involvere mig i! For eksempel når Karl mener, at “Vi skal snakke om at du har bukser, mor. Og du har en numse.” Ja, lad os det!

Karl og jeg var efterhånden begyndt at mangle et tilbud udenfor husets fire vægge. Et tilbud med andre børn, andre legesager, andre udeområder, andre vægge! Vi har brugt biblioteket rigtig meget, hygget os i Mattis’ børnehave og besøgt venner og familie så meget som muligt. Men vi trængte voldsomt til et stabilt ugentligt tilbud målrettet til en dreng som Karl. Jeg undersøgte legestuer i Horsens, Aarhus, Silkeborg og Skanderborg, men enten er de for langt væk – så han falder i søvn i bilen og er en l… resten af dagen – eller også er der et lige lovlig entusiastisk fokus på Bibelen, i hvert fald til min smag…

Så den entreprenante mor tog sagen i egen hånd og undersøgte muligheden for at opstarte en legestue i Brædstrup, som ligger seks kilometer væk. Brædstrup er vores go-to-town, her kan man blive klippet uden at blive grim samtidig, købe virkelig god vin af Henning og forære sig selv en eksklusiv mascara til over 300 kr. Alle tre ting kan blive akutte, når man bor på landet og gyllesæsonen er begyndt…. Anyway, Team Sognehus i Brædstrup var helt med på opstart af legestue, men projektet skulle starte fra scratch. Dvs. at jeg skulle skaffe pusleplade, legetøj og alt det andet, som en legestue kræver. Jeg tøvede lidt og luftede mine spekulationer til et bestyrelsesmøde i Mattis’ børnehave. Stikord til turban og appelsin!! Anne-Lise, børnehavens leder, kiggede forundret på mig og spurgte, hvorfor jeg ikke bare lavede en legestue i Børnehuset Himmelblå. Månestuen er tom hver fredag og vi var da hjerteligt velkomne! Det tog mig ca. 40 sekunder at beslutte mig….

Her i Sønder Vissing har vi ganske enkelt en formidabel naturbørnehave. Børnehuset Himmelblå ligger lige i udkanten af byen. Huset er ny-renoveret og installeret med de lækreste faciliteter, store lyse stuer, fine toiletter med hæve-sænke-pusleborde, kæmpe fællesrum med stort køkken og gymnastiksal under samme tag til fri afbenyttelse. Udeområderne er enorme, legepladsen er fantastisk og der er Naturbase med shelter, udekøkken, frugthave, skolehytte, bålsteder og meget mere. Sådan et tilbud siger man bare ikke nej til!

Og fordi Månestuen er fuldt udstyret, fordi puslefaciliteterne og kaffemaskinen allerede er der, så var det eneste jeg skulle gøre at lave et opslag på Facebook, pakke en pusletaske og en madpakke, tage Karl i hånden og møde op. Det var selv sagt lidt spændende at se, om vi mon blev andre end mig og Karl, for vi er jo ikke just det tættest befolkede område i Horsens Kommune og jeg havde intet feltarbejde lavet i forhold til behovet for en legestue. Jeg havde, som en dygtig og selvstændig kvinde af det nye årtusind, udelukkende lyttet til mine egne behov! (Undskyld, Svend Brinkmann.)

I løbet af legestuens første tre måneder har vi mødt otte nye mødre og et væld af nye børn. Vi hygger, leger med husets andre børn, snakker, hører musik, bygger med Brio, deler madpakker, klatrer på motorikbanen, drikker kaffe, ammer (det gælder altså ikke os alle…), lægger puslespil, spiller på trommer, leger med Duplo, dukker, værktøj, køkkensager, klæd-ud-tøj og rædselsfuldt elektronisk legetøj, som kan sige abnormt høje og enerverende lyde. Nu har vi døbt legestuen Mælkevejen. Naturbørnehaven/vuggestuen hedder Himmelblå og stuerne hedder Månen, Stjernen og Solen (Og Scooby Doo!! Don’t ask…) Så Mælkevejen passer ind i temaet og her er mælk alle vegne…. Både i kaffen, i ungerne og i ammeindlæggene.

Når man efter ti år i Aarhus flytter på landet, så forbereder man sig på, at de sociale ting skal dyrkes mere intenst end konventionelle landbrugsafgrøder for at give afkast. Og derfor bliver man så helt utroligt taknemmelig, når man får det hele for det halve og ikke skal gøre en skid! Jeg er kommet så nemt til Legestuen Mælkevejen, at jeg næsten ikke kan tro mit held. Den er et hit for os, for de andre familier, for Børnehuset Himmelblå, for personalet, som har taget fantastisk godt imod os og ikke mindst for Sønder Vissing, som ud af det (himmel-)blå blev endnu skønnere at bo i. Og nu kommer foråret og vi skal på legepladsen og drikke kaffe, mens ungerne æder græsstrå, laver sandkager, gynger og stirrer fascinerede på de store børnehavebørn, der kan køre på moon car og rutshe med hovedet forrest.

ALLE med små børn i miles omkreds er meget velkomne, vi tjekker ikke jeres postnummer! Vi er der som regel 8.30 til 11.30, vi er gratis, vi kan findes på Facebook og på Mælkevejen kan I hygge jer HELT uden at vi siger Fadervor eller foreslår jer at snuse lidt rundt i Johannesevangeliet!