I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

Der stod jeg så. Med fedtet hår, uden at have spist morgenmad og koldsvedte. Klokken var 7.15, Mattis og Karl skulle afleveres kl. 8 og hele banden var stadig i nattøj. Jeg tog en dyb indånding og ringede først til autohjælp og så til mekanikeren. Tøj, tandbørster og madpakker kunne jeg selv klare, men jeg anede stadig ikke, hvordan jeg skulle få alle rollingerne fragtet til Himmelblå. Så tog jeg endnu en dyb indånding, hvorefter jeg ringede til Svend og Birthe. De sødeste naboer, som var så venlige at tage telefonen – kl. 7.17 – helt uden at lyde trætte og morgensure. Selvfølgelig måtte jeg låne en bil! Selvfølgelig ville de komme over med den. Og sidde ved Lasse, mens jeg afleverede de to andre. I et globalt perspektiv var det en meget lille ting, en lille krusning i en meget stor overflade. Men i mit liv var det en lykke, en lettelse og en fantastisk hjælp. Og endnu en ting at være taknemmelig for….

Sønder Vissing er en undseelig lille plet på landkortet. En landsby som så mange andre. Lidt lille, lidt anonym. Og helt klart en by, som mange blot betragter som et stort vejbump på turen til og fra arbejde. Men selvom jeg i første omgang flyttede hertil pga. beliggenheden og de favorable huspriser, så bor jeg her i stigende grad med vilje. Her har jeg mødt de sødeste og mest hjælpsomme mennesker. Mennesker som hjælper mig, når bilen ikke vil starte, når vejen fyger til eller når børnene er syge. I Aarhus boede jeg i seks år i den samme opgang, uden nogensinde at være inde i nogen af de andre lejligheder. Sådan var det bare. Her er det anderledes.

Her har jeg mødt Sidsel, som lige har bagt boller til Mattis’ fødselsdagsfest, som låner mig sutteflasker, ringslynger og vikler og som laver aftensmad til mig og ungerne, når Mads ikke er hjemme.

Christina, som fodrer hundene, når vi er i sommerhus og som forærer mine børn en kuffert med tryllesand, fordi hun lige havde en ekstra stående – og den skal de da ha´!

Birthe og Svend, som låner mig deres bil, når min egen ikke vil køre, som ser efter huset når vi er på ferie og som rydder grusvejen for sne, når hele møget fyger til på et splitsekund.

Søren, som låner Mads grej og tilbyder sin ekspertise, når vi står i byggeri til halsen og mangler et godt råd og en hel masse beton.

Lone, som ordner en kæmpe kagemand til knægtens fødselsdag, når vi selv er for sent ude.

Helle, som fornøjet rydder hele kvarteret for sne, så alle kan komme ud om morgenen.

Rækken er lang og som årene går kommer der flere til. Mennesker, som lukker os ind i deres liv, som hjælper os uden beregning og som er med til at skabe et netværk omkring os, så vi aldrig føler os alene. Det er der en fantastisk styrke og en enorm tryghed i.

“No man is an island […] because I am involved in mankind.” John Donnes pointe fra 1632 er relevant i dag, mere end nogensinde. Vi kan ikke klare os uden hinanden og vi skal heller ikke! Der er noget smukt og godt og rigtigt i at være en del af et netværk, som er afhængige af hinanden. Henter hinandens børn, handler ind for hinanden, vander potteplanter og køkkenhaver i ferien, låner eller forærer hinanden ting de ikke bruger og kigger forbi med boller og hjemmelavet rabarbersaft, bare fordi.

Landlivet er også gyllelugt, sladder og langt til skole. Men hvis man vinker til storbonden, lukker ørerne for sladderen og skiftes til at hente børn, så bliver man en del af en stamme, som på godt og ondt er hinandens redningskranse, når der har været mus inde i ens bilmotor og gnave i slangen med diesel. No kidding!

Der var mange grunde til at tage afsted (igen). For det første har jeg sparet op i et år og nu var pengene der. For det andet skulle det være inden jeg pludselig skal føde, broderes i perineum og amme 18 gange i døgnet… For det tredje var jeg afsted sidste sommer med min søster og vi taler stadig om, hvor überfedt det var. Og for det fjerde var det min tur til at have ansvarsfri.

Mads og jeg havde kort tid efter Mattis’ fødsel en snak om den retorik man har, når man taler om sine børn. Her er det måske på sin plads at fortælle, at jeg er aldeles uforstående overfor at man vælger at holde ferie uden sine børn. Emnet er meget ømtåleligt, I know. Men min helt personlige holdning er, at hvis man, når man endelig har ferie, er SÅ træt at man ikke orker at være sammen med sit eget afkom, så har man indrettet sit liv og sit aktivitetsniveau uhensigtsmæssigt og det bør – i min optik – ALDRIG være et åg ens børn skal bære for én. Anyway, så aftalte vi meget hurtigt at vi ikke “har fri fra” vores børn. De er ikke en opgave, en belastning, et arbejde man skal have fri fra, så man kan lave ting man gerne (hellere?) vil. Børn er en lykke, en gave og et privilegium og hvis man har formået at udvise tilstrækkelige mængder stålsathed i opdragelsen, så er de forhåbentlig også nogle dejlige mennesker at være sammen med! Så vi har ikke fri fra Mattis og Karl – men vi har af og til ansvarsfri. Ansvarsfri betyder ganske enkelt, at det ikke er mit ansvar, hvis Mattis skal bruge hjælp til at hælde mælk op, hvis Karl klynker i søvne og ikke kan finde sin dyne eller hvis de ryger i totterne på hinanden over noget LEGO. Jeg skal ikke lytte, være til rådighed, være opmærksom. Jeg kan sove, shoppe, læse, spise eller være på Instagram UDEN samtidig at have børneradaren tændt. Det kan være noget så simpelt som at være i Matas længe nok til at ligne et fastelavnsris og dufte som et dyrt bordel, når jeg går derfra. Eller at luge og vande  i drivhuset uden afbrydelser. Eller at fise den af i et døgn i de termiske bade på Vejlefjord.

De fleste småbørnsforældre i min generation har en fortid som ansvarsfrie fugle, der kunne sove til vi ikke gad mere, spise, når det passede os, komme og gå som vi ville og bruge tid på personlige interesser så længe vi havde lyst. Og hvis man ellers forvalter tilværelsen nogenlunde fornuftigt, så kommer den tid til dels igen i livet som pensionist. Som jeg plejer at formulere det, så har min generation levet de første tredive år af vores liv med hovedet langt oppe i vores egen røv og vi kan stort set gøre det igen i de sidste tredive år af vores liv. Så er der måske ikke noget i vejen for at vi, de tyve-tredive år midti, står med hovedet oppe i røven på nogle andre end os selv, både i bogstavelig og overført betydning. Turen til Vejlefjord var hver en krone værd. Sengen var helt utrolig blød, det halve glas hvidvin var iskoldt og skønt og de termiske bade var vidunderlige. Og jeg skulle ikke røre en finger. Den største anstrengelse bestod i at tage trappen op til hotelværelset efter en vidunderlig treretters menu af tapas, skærising i et delikat buskads af fennikeltop og dessert af koldskålsis og friske bær. Pyyh. Hér hjemme skal jeg selv finde isterninger til mit isvand. Mit isvand, mit ansvar. Opholdet var en fin påmindelse om, hvem jeg engang var. En lettere dekadent ung kvinde med smag for kold hvidvin, ansigtsmasker og med hovedet helt oppe i egen røv. Og det føltes mindst lige så godt at trække hovedet ud igen og køre hjem til pottetræningen, rodet og ansvaret for de dejligste mennesker i verden.

Jeg lever et temmelig aktivt liv til daglig, for som mor til små børn sidder man ikke stille ret længe ad gangen. På en almindelig dag går jeg omkring 10.000 skridt – de fleste af dem med noget LEGO i hånden. Jeg løfter på Karl, på kurve med vådt vasketøj, på indkøbs- og biblioteksposer og jeg graver have, kravler rundt og luger og laver afsindige strækøvelser for at nå en Bruder-styrthjelm inde under sofaen. Det er ikke motion jeg får på en organiseret måde, som jeg betaler for eller køber udstyr til, men jeg bilder mig ind at min krop er ligeglad. Så længe den bliver brugt, så virker den forholdsvist tilfreds med mig.

Når det så er sagt, så er jeg ret sikker på, at min krop har et alvorligt dødsønske. Den synes eksempelvis at vi skal køre i Netto og købe en Tigerroulade og spise det hele selv. Til frokost. Den putter meget mere remoulade på min fiskefrikadellemad end jeg synes den bør og den er decideret obsternasig, når vi køber ind. Den læsser kakaomælk, rejesalat og Kims Snackchips ned i vognen, selvom den godt ved, at jeg SLET ikke kan forbrænde så mange kalorier! Den kan spise nogle helt abnorme portioner pasta, den er vild med tandsmør og cola og den kan spise så store mængder saltlakrids, at jeg får hjertebanken og svedige håndflader.

Så den fysiske aktivitet jeg trods alt får handler hverken om velvære, flotte lår eller om den der skønne ro man får i kroppen efter en løbetur. Min fysiske aktivitet og min forholdsvis sunde kost handler ganske enkelt om tre ting. Jeg er nødt til at bevæge mig, for jeg er grådig og kan godt lide at spise usunde ting, til jeg næsten får det dårligt. Jeg er forfængelig og synes at min røv er grim og mine overarme ligner frosne kalkunbryster, hvis jeg ikke husker at spise frugt, grønt, rugbrød, fisk og havregryn en gang i mellem. Og jeg er skidebange for at dø af en eller anden vammel livsstilssygdom. Det betyder ikke, at jeg lever af skyr, løg og kål, men det betyder at jeg æder væsentligt mindre slam, end jeg har lyst til. Jeg vil simpelthen så nødig en dag være nødt til at forklare drengene, at grunden til at jeg ligger her med stomipose, liggesår og slanger i næsen er fordi jeg ikke kunne styre min piskeflødebrandert…

Jeg har aldrig været sporty. Bortset fra de fire måneder i vinteren 07-08, hvor jeg var både single og jobsøgende og brugte al min tid i fitness.dk med Karen, som også var midlertidigt single. Jeg trænede 8-10 timer om ugen, vejede 60 kilo, så fabelagtig ud i alt mit tøj og åd som en murerlærling uden at det kunne ses. Jeg red som barn, svømmede vist også en overgang og har med jævne mellemrum været en absolut middelmådig motionsløber. Men min idé om Helvedes forgård er en sportshal, Mattis på fem år kaster bedre end jeg og når jeg ser en motionscyklist, så har jeg lyst til at køre ham over… Motion er i dén grad noget jeg skal beslutte mig for, jeg nyder det helt ærligt ikke og jeg er måske i virkeligheden heldig at jeg har børn, have og husholdning til at holde mig i nogenlunde form. Jeg holder af både skiløb (dyrt = sjældent), yoga og dans og yogaen kan til nød klares hjemme på stuegulvet til en Youtube-video. Dansen må vente til jeg finder den rette dansemakker, for da de uddelte rytmesans glemte Mads at møde op. Han var nok i Funder Hallen….

Ovenstående forklarer, hvorfor man ikke skal føle sig overset, hvis man hilser på mig i en butik med bland-selv-slik og ikke får et svar. Jeg er bare så lykkelig og opslugt, at jeg intet andet ænser. Så mange farver! Så mange e-numre! Så meget sukker! Så små poser…. Suk.

Svaret er, at vores hverdag har ændret sig meget lidt set fra et økonomisk perspektiv. Helt centralt er det, at vi aldrig har haft et stort privat forbrug, hverken sammen eller før vi mødte hinanden. I studietiden brugte Mads penge på sprut og skiløb, jeg brugte penge på sprut og tøj. Meget klassisk, men ikke specielt omfattende. Der er heller ikke nogen af os der har eller har haft dyre vaner. Vi bruger ikke  penge på dyre ure, fitnessmedlemsskaber, magasinabonnementer, spabehandlinger, golfudstyr, mærketøj eller designermøbler. Mads har en forkærlighed for værktøj og IT-udstyr og jeg har en stor svaghed for køkkengrej og alt, der kan købes i Matas.  Men når der kun går én lønning ind på kontoen, så bliver man ganske enkelt mere opmærksom på om den der sav, natcreme eller røremaskine virkelig er SÅ nødvendig lige netop nu. Måske man kunne vente til udsalget, låne sig frem eller skrive det på en ønskeseddel? Vi har også en aftale om at vi vender alle større køb med hinanden. Det forhindrer de værste anfald af forbrugerisme og begejstret købetrang, når man skal sælge idéen om dvd-skærme til bilen eller endnu en boremaskine til sin mildt forbeholdne elskede.

Vi forsøger desuden at have en større opmærksomhed på at passe godt på de ting vi har, vedligeholde og reparere dem, slide dem op, købe brugt og så vidt muligt undgå fejlkøb eller køb af ting, vi egentlig ikke har brug for. Det handler både om økonomi, men i høj grad også om økologi og miljømæssig ansvarlighed. Jeg afskyr brug-og-smid-væk-kulturen og hvis jeg skal prøve at indprente i ungerne at alting har værdi, at produktion forurener og at jordens ressourcer er begrænsede, så må vi selv forsøge at gå forrest som gode eksempler. Der er stadig lang vej igen og vi kan sagtens blive bedre. Nogle gange vinder mageligheden over de gode intentioner, men derfor kan man jo godt bruge sin sunde fornuft og ikke mindst sin globale samvittighed.

Endnu en væsentlig faktor er, at ingen af os tog studielån mens vi læste i Aarhus. Jeg arbejdede på et lokalcenter gennem hele min studietid og Mads klarede sig også uden lån. Det betyder, at vi ikke har et voldsomt antal faste udgifter og det betyder rigtig meget for hverdagsøkonomien. Når jeg læser ovenstående igennem, så kan jeg godt se at vi fremstår som nogle kedelige dukse, som tænkte på fremtiden allerede da vi var unge og burde have været vilde og frygtløse. Jeg husker ikke mig selv som specielt artig eller kedelig, men jeg var aldrig fristet til at tage hurtige lån for at komme på chartertur, druktur eller shoppetur. Jeg har aldrig brudt mig om at købe noget for lånte penge, for så synes jeg slet ikke, at jeg ejer den ting jeg har købt. Kald mig bare kylling! Nuvel, vores økonomiske prioriteringer dengang i starten af det nye årtusind betaler sig nu. Det gør i sagens natur denne fordel svær at kopiere, især hvis man gav fuld gas i studietiden, lånte penge til sjov og spas, havde en fest dengang og har et fast afdrag nu. Den virkelig kedelige opsummering er, at grunden for mit liv som hjemmegående i 2016 blev lagt allerede i 2006 og før endnu. Sorry.

Så nej, der er ikke skåret dyre vaner eller et stort forbrug fra, for det eksisterede ikke rigtig før jeg blev hjemmegående. Alligevel kan jeg ikke komme i tanke om noget vi mangler. Tværtimod får jeg ofte lyst til at køre halvdelen af alt vores ragelse på et loppemarked og sælge ud af kjoler, sko, bøger, møbler, legetøj og uåbnede natcremer. Den lyst opstår som regel når jeg skal til at rydde op og gøre rent…. Hmmm. Måske jeg skal gøre alvor af lysten en dag og så bruge fortjenesten på et besøg af et rengøringsfirma. Enten dét eller en donation til Red Barnet. To be continued!

ps. Hvis man vil købe et mahognivindue, et væghængt toilet, en Bruder-mejetærsker eller stjernekjolen fra Baum und Pferdgarten, så giv mig et praj!

Jeg har flere gange i denne måned besøgt folk, hvor jeg først tænker: “Nå, de er ikke lige nået til julepynteriet endnu…” Hvorefter det går op for mig, at de er færdige! For nogle mennesker er en fin kugle i hvert vindue, en adventskrans og en skål klementiner på bordet rigeligt. Jeg er helt uforstående og alligevel lidt fascineret. Tænk at kunne pynte op eller pille ned på tyve minutter.

Jeg tror jeg har det med julen, som nogle mennesker har det med Roskilde Festival. Alt er ligesom tilladt… Man kan kaste hverdagens konventioner lidt af sig og flippe ud. Et år på Roskilde så jeg en fyr, som nok var midt i fyrrerne. I den bagende sol og festlige stemning havde han valgt at iklæde sig en stor rasta-hue og et Pringles-rør, som han havde lempet ind om sit klokke-lokke-lokke-værk og sit tinge-linge-linge-ling! Det var altså lidt et særsyn, selv på Rosseren, hvor folk ellers knalder rimelig meget ud. Men denne fyr tog prisen for mig. Og jeg har fuld sympati for hans projekt. Det er da herligt, når lejligheden byder sig til at give tilværelsen max gas, se stort på normerne og bare gøre det, man har allermest lyst til. Nogle gange er det bare fedt, at noget er for meget og jeg synes at det smagløse kan være utrolig dejligt, forfriskende og tiltrængt. Deraf julepynt på krydderihylden, julesæbe og importerede juletallerkner og kopper til en mindre formue. Jeg er generelt svært glad ved vores hjem, men i julen er det bare noget særligt, fyldt med duftlys, snolder, glimmer og dims alle vegne.

Jeg kan sagtens drømme om at holde jul på andre steder og klichéerne står i kø… Tænk, at droppe gaverne og bruge pengene på at rejse i stedet. Jeg vil frygtelig gerne prøve at holde jul i en skihytte, med store tykke puder af sne på taget, lanterner i sneen, åben pejs, rustikke trævægge og lange skidage efterfulgt af varme, mad og hygge i hytten. En rigtig storbyjul ville heller ikke være af vejen! Enhver storby kan bruges, bare der er stormagasiner med dybt overdrevne udsmykninger, en stor skøjtebane, tusindvis af julelys i gaderne og jul på et dejligt hotel med tykke gulvtæpper, en dejlig restaurant og bløde bløde senge. Eller i en rigtig cottage i England. Eller på et krydstogt! Jul i troperne kan jeg til gengæld slet ikke forestille mig. Det er lidt ligesom lakridssmag i ost, sennep og tandpasta. Du må gerne, men jeg vil altså helst ikke….

Drømmene er dejlige, men indtil videre bliver vi hjemme, dette år hos Mads’ forældre i Lysbro. Og nu er det snart nu! Jeg har bagt Julekagen, jeg har været til næsten alle julefrokosterne, jeg har undgået kolde æbleskiver og svær overvægt (indtil videre), alle gaverne er købt og pakket ind og Mads får ferie i morgen. Det bliver under ingen omstændigheder hvid jul, “it stays pretty green”, som Joni synger. Det er 21. december og der er 11 grader udenfor og småfuglene gider ikke æde mejseboldene, for der er masser af mad alle vegne. Det ER ikke længere jul som i gamle dage. Der er ingen sne, jeg tror ikke på Julemanden og jeg hører Joni Mitchell i stedet for Nissebanden. Men om lidt går det løs alligevel og jeg synes stadig, at det er vidunderligt og magisk.

Hvis du skal holde jul, så håber jeg at du får en rigtig dejlig, hyggelig og rar en af slagsen. Hvis du ikke skal, så håber jeg at du vil nyde ferien, men alle vi andre tosser æder os halvt ihjel og læsser hinanden til med slow-juicere, morgenkåber og paperbacks.

(Og hvis Inger Støjberg får mandlen, så håber jeg at mandelgaven er et eller andet skidegrimt uden byttemærke.)

God juleferie

En stor del af året må jeg holde mine abstinenser nede. Jeg ser julevideoer i smug på Youtube, stikker næsen i kaneldåsen, når ingen kigger og går af og til ud og åbner mit juleskab i vindfanget og lader blikket kærtegne kasserne med julepynt, guldstøv, mørkerøde filthjerter og glitrende grantræer….. Det er måske plat, men jeg tror jeg har det på samme måde som Mads har det, når han ser sine telemarkski. Mit hjerte giver et lykkeligt lille spjæt, når jeg spotter den fine kasse fra Marks & Spencer, som indeholder det mest bedårende jule-service.

Jeg deler min svaghed med min søster Karoline og vores sjælemage køkkengudinden og kogebogsforfatteren Nigella Lawson. Hun går præcis så meget grassat, som jeg ville ønske at jeg kunne komme til! I kid you not – find nogle af hendes juleprogrammer på Youtube. Hendes hus er tapetseret med lyskæder, stearinlys, kramfitterstads og pynt. Der hænger lyskæder ned foran hendes køkkenskabe!! Latterligt upraktisk. Jeg er vild med det… Og måske er det netop det, som gør julen til noget specielt for mig. Man parkerer den gode smag, den skandinaviske minimalisme og det fornuftige mådehold og alt det, som er lidt for prangende, lidt for sødt, lidt for dyrt og lidt for kitsch skal findes frem i al sin dejlighed. Her følger min jule-liste over vidunderligheder og uundværligheder:

1: Se “The Grinch who stole Christmas” med Jim Carrey. Og selvfølgelig “Love Actually”. Og også gerne “The Holiday”.

2: Bage Nigellas mørke og fantastiske julekage

3: Lave juleby i vindueskarmen med Mattis

4: Holde bagedag med Karoline og alle ungerne. Ikke specielt produktivt – MEGET hyggeligt!

5: Lave hjemmelavet Bounty: 1 dåse kondenseret mælk, ca. 300 g kokosmel, 400 g mørk chokolade. Bland, form, køl ned, overtræk!

6: Hænge alt mit julepynt op. Alles. Det hele!

7: Læse alle mine julekogebøger fra ende til anden.

8: Se julekalender med ungerne og læse julebøger som godnathistorier.

9: Drikke “Mulled cider” så ofte det er passende….

10: Undgå pebernødder. Og marcipan. Og kolde æbleskiver. Og svær overvægt.

Så i oktober 2009, et år og ni måneder efter vi mødtes første gang, flyttede vi ud på vores lille landsted. Og her opstod begrebet “at plumse”. Hvor Mads læser Erichsens bøger og med jævne mellemrum genser et af programmerne for at få en bestemt teknik eller idé genopfrisket, så har jeg en svaghed for Fru Plum. Derfor fik hun kælenavnet Plumsemor. Og derfor kan man “plumse”. Når man sylter rødbeder, laver hyldechampagne, bager boller, koger hindbærmarmelade, henkoger tomater eller høster hestebønner, så plumser man. Og netop nu er vi ved at drukne i tomater fra drivhuset – så jeg plumser på den store klinge!

Af en eller andet grund, så har vi stadig et rimelig barnligt forhold til vores have og alle dens produkter. Det kommer nærmest som en overraskelse hvert år, at der er rødbeder, der skal spises. Salaten går i stok, ærterne bliver melede og kålen bliver ædt af sneglene, før vi får reageret. Om foråret er man tændt af virkelyst, man trænger til lys og luft og til at rode i jorden, lave sirlige rækker og forspire alt mulig mærkeligt – selv majroer og selleri, som jeg slet ikke bryder mig om. Men når efteråret kommer, så gider vi ikke mere! Vi kigger fornærmede ud på regnen og køber pasta i Brugsen i stedet for at grave kartofler op. Pinligt.

Men drivhuset, det fantastiske hjemmebyggede drivhus, som var LANG tid undervejs…. Det kan vi ikke vende ryggen til. Der er lunt og tørt, tomaterne dufter, sommerfuglene flakser og basilikummen står i tykke grønne hække. Det er en svir! Så jeg høster kurve fulde af tomater og henkoger dem. Ellers skal vi spise to kilo tomater om dagen og jeg fornærmer vist ikke nogen, hvis jeg fortæller at Mads og drengene mere er til smørboller og spegepølse end til tomatsalat! Så overfloden konserveres i ovnfulde af sylteglas, så her dufter som et napolitansk pizzaria. Og når man stiller ti nye glas på hylden i vindfanget, så foregår det altså med en vis beskeden stolthed. At man så senere hælder det gyldenrøde duftende indhold ud over pasta fra Brugsen, det er jo bare en ubetydelig detalje…

Sagen er, at jeg tidligere overvejende har sagt nej til den slags ting. Men fordi drengene og deres liv ikke bare er mit liv, men også mit “arbejde” nu, er jeg meget mere tilbøjelig til at sige ja til idéer, forslag og projekter som er tidskrævende, besværlige, rodende, svinende og omfattende. Jeg har i langt højere grad lyst – og pligt – til at sige ja! Min tid er deres tid og hvis det skal give mening at jeg går hjemme, så skal det også kunne mærkes for drengene! Nu foreslår jeg selv ting, som jeg før forsøgte at undgå, når Mattis spurgte. Det giver mening at tørre maling af dørhåndtagene, vaske mudder af regntøjet eller støvsuge trylledej, modellervoks, flamingo-sne og perler op fra gulvet. Fordi jeg ikke oplever pres eller stress fra en arbejdsplads kan jeg langt bedre håndtere krævende situationer med børnene. Det er jo i virkeligheden logisk. Jeg er mere tilfreds med min indsats som mor, fordi jeg har overskud til at være den mor jeg allerhelst vil være.

Forstå mig ret, der bliver stadig sagt nej her i huset! Det er ikke et aktivitetsmæssigt tag-selv-bord, hvor jeg kommer slubrende bagefter som elefantstøvsugeren fra Teletubbies. Men hvis idéen er sjov, så siger jeg af princip ja, med mindre der er en virkelig god grund til at sige nej. Og det er nyt. Og det er godt for os.