I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

Først tager vi lige min indebrændte miljø-forkæmper-dundertale… Jeg har det meget stramt med modebranchen efterhånden. Miljøsvineriet er gigantisk, de menneskelige omkostninger ved billige t-shirts og sommerkjoler er enormt og hvert år afbrændes mange tusind tons sprit-nyt tøj. Designertøjet brændes, så det ikke skal komme på udsalg og ende på fattigrøve, som ikke harmonerer med brandets identitet. De billige kæder gør det for at få plads til alt det nye, der konstant kommer væltende og som kunderne skal føle sig fristet af. Burberry i den ene ende af skalaen og H&M i den anden ende er hårrejsende eksempler. Og så er der modebloggerne. ARGH. Hvis de har andet formål end at animere til et grotesk overforbrug, så kan jeg ikke få øje på det! Jeg begriber ikke, hvordan man kan sove om natten, når ens yndlingsbeskæftigelse er at reklamere for et liv, hvor man aldrig har det samme stykke tøj på to gange. Svaret har nok noget at gøre med at rage endnu mere gratis designertøj til sig, men det gør mig SÅ træt…  Der er heldigvis også fremsynede bloggere, som fokuserer på bæredygtig mode, nogle af de bedste pt. finder du her. Indtil nu har modens alibi for alt svineriet og skyklapperne været, at “man jo også skal have lov at have det lidt sjovt ind imellem!“. Nej, man skal ej, hvis omkostningerne er sammenstyrtede sweatshops og pesticidregn. Argumentet holder ikke længere, skyklapperne skal af. Og hvis det betyder at Pernille Teisbæk og Co. skal gå i det samme par jeans flere gange i træk, så er det bare et åg vi må bære. Lidt ligesom floderne af tekstilfarve i Cairo, pesticidregn i Brasiliens bomulds-region og sweatshops fyldt med børnearbejdere i Bangladesh. Tænk dig om, før du klikker på linkene. Det er hjerteskærende læsning…

Godt. Så fik vi dét af vejen! Nu til forsiden af medaljen, det du kan gøre noget ved og det vi selv gør her hos os. Først og fremmest skal vi tænke os om. Ikke bare mene vi gør det, men gøre det rigtigt for alvor og opføre os forsvarligt og anstændigt. Jeg har en stor personlig fordel her; jeg er en jammerlig shopper, har næsten altid været det og det er blevet “værre” med årene. Jeg kan sagtens gå rundt i en tøjforretning med en stak tøj over armen og nå at lægge det hele fra mig igen, inden jeg når hen til prøverummet. (Det er straks værre i Matas, Naturskøn og Magasins hudplejeafdeling… Det kommer der et indlæg om sidenhen.) “Must have” er et tåbeligt udtryk i forhold til mode. Must haves er ilt, næring og søvn, men sgu da ikke sokkestøvler, culottes eller kluntede uldfrakker. Mulighederne for at blive stjernelækker, grøn og bæredygtig på samme tid er heldigvis flere og flere og man kan enten gå vintage-vejen, hvis man gerne vil være superoriginal – oplagt i de store byer, hvor genbrugsbutikkerne er fyldt med lækkerier – eller købe lækkert bæredygtigt tøj online eller i butikker. Jeg arbejder så vidt muligt med tre tommelfingerregler:

a) Jeg bruger det jeg har så længe som muligt. Mit ældste stykke tøj er fra gymnasietiden og jeg elsker det stadig.

b) Når noget skal skiftes ud, så skil dig af med det på en forsvarlig måde. Og led efter en erstatning, som er produceret bæredygtigt.

c) Køb færre ting, men forkæl dig selv! Hellere et par fortryllende lækre bukser fra Aiayu end skrammel med skæve sømme fra Bestseller. Man kvier sig, når Dankortet skal frem, men man glædes over det mange gange derefter! Pris og kvalitet hænger sammen.

Og så er der den daglige brug. De nederste 15-20 cm. i hver tøjbunke i skabet ligger som regel udbrugt hen og det er helt tosset! Ja, det er måske sjovere at shoppe nyt hele tiden, men der ER ingen fornuftig grund eller undskyldning længere. Skru ned og put pengene i en feriekasse i stedet. Pas på tøjet. Vi vasker ikke, med mindre tøjet er decideret beskidt eller lugter. Underbukser, svedige t-shirts og trøjer med pletter ryger selvfølgelig i vasketøjskurven pronto. Men jeg bruger eksempelvis hjertens gerne et par jeans 5-10 gange, før jeg vasker dem. Vær opmærksom på rutine-vaskeri og brug fornuften og næsen i stedet.

Svanemærket vaskemiddel giver sig selv. Det koster det samme som konventionelt vaskemiddel og tøjet bliver ligeså rent. Duften af lavendel, appelsin eller havbrise må man undvære, det kræver kun en ganske kort tilvænningsfase. Til gengæld bliver det svært at vænne sig til den lettere voldsomme odeur af Ariel, når først tilvænningen er sket! Hvis man gerne vil have lidt duft i tøjet og ikke tror på at de billige mærker dur, så kan man købe sig fattig (og lykkelig) her.

Hitlisten:

– Genbrugstøj!! I lang tid troede ungerne at nyt tøj kommer fra bæreposer fra Rema1000 og Brugsen. Vi har sparet mange mange MANGE tusind kroner ved at tage imod genbrugstøj og i øvrigt lade tøj gå i arv fra Mattis til Karl og videre til Lasse. Brugt tøj er blødt, det dufter rart og har ofte en lækker følelse af at være “gået til'”.

– Vi køber (næsten) kun det vi har brug for. Jeg indrømmer åbent min meget store kærlighed til yoga-tights og blomstrede sommerkjoler og jeg har også flere end jeg ret beset har brug for. Nobody’s perfect. Bortset fra min nye sommerkjole… Den er dreamy.

– Vi behandler tøjet med respekt. Vasker skånsomt ved lave temperaturer i Svanemærket vaskemiddel. Reparerer eller lapper, hvis vi kan (tak mor og svigermor). Slider det op eller giver det væk, når vi ikke kan eller vil bruge det mere. Og det ryger kun i skraldespanden, hvis det er så ramponeret at vi ikke kan være bekendt at aflevere det i Humani. Noget af det bliver sågar til pudseklude i værkstedet først.

Plads til forbedring:

– H&M. Vi køber for meget tøj der og det piner mig! Min eneste undskyldning er, at vi passer godt på det og bruger det til det er slidt op. Ovennævnte bluse fra gymnasietiden blev købt i H&M. Og man kan jo sætte deres “Conscious”-filter på, når man shopper, så man udelukkende vælger mellem de styles.

– Tørretumbleren. En energisluger, men jeg elsker den og afvænningen er hård. Især fordi tre drenge betyder nogle et astronomisk antal små boksershorts, strømper og t-shirts. Det er dovenskaben, der vinder og det er lidt pinligt… Must do better!

– Impuls- og fejlkøb. Jeg har været stor-slem til at rage noget til mig, fordi jeg blev grebet af panik. Måske var det på udsalg og for billigt til at jeg kunne sige nej? Eller også har jeg i et spiltsekund visualiseret mig selv, som typen, der går i dyre ridejakker fra Gant. Det er i hvert fald dumt og overskudslageret er samlet i en kasse og ryger på Trendsales eller loppemarked, så snart jeg får mig taget sammen. Ved nogen af jer, hvor de gode loppemarkeder findes, hvis man skal sælge Inwear-kjoler og skindnederdele fra French Connection? Så sig frem!

Indholdet af vores skuffer med service er også en blandet landhandel, mildt sagt. Middags-tallerknerne er arv fra en tidligere kæreste (ældgamle Royal Copenhagen, med guldkant! Hvad gi’r I…?), bestikket er fra en restaurant, som skulle skifte bestikbeholdningen ud, frokosttallerknerne med fiskemotiver er fra den lokale genbrugsbiks og drikkeglassene er en pærevælling af IKEA, genbrug og gaver. Nogle mennesker er optagede af at samle på én type glas, nogle bestemte tallerkner eller en særlig bestik-serie. Jeg er skideligeglad. Borddækning hos mig ligner en blanding af en børnefødselsdag og et loppemarked og det rager mig en fjer… Til gengæld er jeg meget entusiastisk med andre køkken-gadgets. Knive skal helst være fra Zwilling, de er suveræne og ligger godt i hånden. Karklude skal være min mors hjemmestrikkede. De er smukke, suger som en drøm, holder i laaaang tid og vi slipper for syntetiske pangfarvede engangsklude. Isterninger bruger vi hver dag, året rundt. De skal være store og laves i Lurch. Isterningerne bliver kæmpestore og er derfor lang tid om at smelte, de er supernemme at poppe ud og vi undgår de rædselsfulde blå isterningposer, som starter med at pjaske ens tøj til når man fylder dem og ender med at ryge i affaldsspanden. Og endelig opvaskebørsten, som er altid fra Blindes Arbejde. Kvaliteten er tårnhøj, de er smukke, holder i virkelig lang tid og er lavet i naturmaterialer, så de kan ryge i masseovnen efter endt tjeneste.

Når først man får øjnene op for bæredygtigt køkkengrej, er mulighederne uendelige. Alt fås i produktionsmæssigt forsvarlige udgaver, internettet er en guldgrube og køkkentøjsforretningerne bliver bedre og bedre til at have et ordentligt udvalg til de miljøbevidste. Og ellers må man gå til dem og bede dem om at oppe deres miljø-game! Vi handler dagligvarer i Rema1000 eller Netto pga. deres store øko-udvalg og der får vi også let basisting til køkkenet såsom opvaskemiddel, bagepapir, håndsæbe, muffinforme osv. For de lidt mere avancerede ting må man eksempelvis i Værdig i Ry eller Heksekosten i Silkeborg og det er en fryd i sig selv. Og igen kan ALT skaffes online med et par klik. GreenGoods, LushButik og PureGreen er gode bud.

Hitlisten:

– Der er Svanemærker her, der og alle vegne i mit køkken. Bagepapir, køkkenrulle, opvaskemiddel, håndsæbe, muffinforme og mange andre ting fås billigt i en miljøforsvarlig udgave. Win win.

– Træ-opvaskebørste, skuresvampe i naturmaterialer og ikke mindst sylteglas med stålsugerør. JA, det ser hipsteragtigt ud, men glassene er store, så der er plads til meget isvand, iste eller smoothie og sugerørene er smukke, lækre at drikke af og de holder i en menneskealder. Jeg har købt en pakke fra eco-strawz med fire sugerør plus en lille fiks flaskerenser til hos Værdig i Ry.

– Så lidt plastik og sølvfolie/foliebakker som overhovedet muligt. Bradepander fra ScanPan er vildt gode, ikke mindst fordi de er ufattelig nemme at gøre rene. Plastikposer bliver genbrugt, Tupperware slidt op og affaldssorteret og sølvfolie bruger vi aldrig. Madpakker kommer i svanemærket madpakkepapir, rester i bokse i køleskabet og bagte kartofler skal IKKE i folie! Så går man glip af det lækre, sprøde skind…

Plads til forbedring:

– Vi kunne sagtens være endnu bedre til affaldssorteringen. Nogle gange står Mads på hovedet i skraldeposen og skælder mig ud, fordi der ligger æggeskaller eller tegnepapir. Og han har ret! Affaldssortering skal være intuitiv og det er nemmere for mig (og alle andre), når hver ting har sin spand, kasse eller kurv. To be continued!

– Jeg er vild med opbevaringsbokse til mad i stål og glas. Kig her og drøm. Lauren er dronningen af waste-free-living på den superlækre måde og både website og webshop bugner af vejledning og inspiration til små og store miljørigtige tiltag i hjemmet! Indtil videre er vi desværre, som så mange andre, indehavere af den såkaldte “Tupperware-lavine”. Den u-lukkelige skuffe fyldt med skæve plasticbøtter, 10.000 låg og grimme farver. Den står højt på hade-listen hos mig…

– Endnu mindre plastik. Jeg vil have fat i genanvendelige netposer til frugt og grønt. En god opbevaringsløsning til boller og rugbrød, som ikke er fryseposer fra Rema1000! Papirposer? Brødkasse?? Anyone?!

So far, so good. Jeg vil vældig gerne have endnu flere gode grønne og NEMME idéer, så lad mig endelig vide, hvis der er noget vi er gået glip af.

Hvis man gerne vil følge i Karls fodspor og spise mere klimavenligt, dyrevenligt og krops-venligt, så kommer man ikke udenom at gå udenom køledisken med kød lidt oftere. Og vegetarmad behøver jo ikke være seitan, bønnebøffer og dhal krydret med noget masala-væsen, man ikke kan finde i Rema1000 i Brædstrup. Vegetaraftensmad er jo også tomatsuppe, risengrød, pita, pizza og pastaretter med grøntsager og hundredvis af andre lækre forslag, som internettet vrimler med. Det er som regel nemt at lave, blandt andet fordi der ikke er kødhåndtering indblandet. Der skal ikke tøs noget op, man skal ikke være så hys med håndhygiejnen og man er ude over alt bøvlet med ben, sener, fedt, gennemstegt eller ej, skoldning af skærebrætter osv. En af mine absolutte favoritter er denne alt-i-en-gryde mexikanske vidunderlighed, som mageligt kan skovles ind fra skål, men som også gør sig vanvittig godt som fyld i en tortilla. Mmmm. Eller lav nem, billig og lækker minestrone! Ostebrød til og alt er godt.

Her i huset spiser vi vegetarisk aftensmad mindst en gang om ugen og meget gerne mere. Det er stadig med småbitte skridt, for den danske madkultur er i høj grad kødet i centrum og grøntsagerne som tilbehør eller pynt. Der skal tilvænning til og det tager tid! Men hvis man lige svinger sig op i et større perspektiv for en stund, så skal vi også til at vænne os til tørke, smeltede poler, skybrud, luftforurening og Thomas Buttenschøn på Ramasjang, så i virkeligheden er bønnebøffen ikke sådan rigtig synd for os! Tværtimod. Den smager virkelig godt i en burgerbolle med alt tilbehøret. I dare you!

Og så er der vores pålægsboks…. Madpakker, frokoster, sandwich osv. er bare ikke det samme uden spegepølse, hamburgerryg og kyllingepålæg. Det hele kan heldigvis fås økologisk og hvis man vil være ekstra cool, så kigger man vegetarerne og veganerne over skuldrene og prøver nogle af deres pålæg. Jeg er vild med “spreads“, eksempelvis fra Urtekram og så har jeg lige prøvesmagt et vegetarisk pålægs-alternativ lavet på æggehvider, der til forveksling ligner og smager som kyllingepålæg med paprika! Jeg forsøger at indføre mere fiskepålæg, flere tomat-, kartoffel- og æggemadder, men vanens magt er stor og det er en proces, der tager tid. Gode forslag til herlige madder uden dødt svin på modtages gerne!

Hitlisten:

– Økologisk spegepølse fra Aalbæk Specialiteter. Uundværlig i vores husholdning, især til madpakker, frokost og på pizza hver fredag!

– Lidt, men godt. Vi spiser mindre og mindre kød, til gengæld er kvaliteten høj! Tak far.

– Selvforsyning! Køkkenhaven, drivhuset og hønsegården. Nogle gange vores redning ud af det blå, når nogen har været for længe på Instagram og glemt alt om foder til tropperne. Æggemadder, omeletter og grøntsager til salater, supper, ovnretter. Og det føles helt utrolig godt at spise familien af med hjemmedyrket, hjemmelavet økologisk vegetarmad! Jeg fatter ikke, hvor Danmarks Radio bliver af…

Plads til forbedring:

– Snackpølser i børnenes madpakker. Hver dag. Året rundt. Dyre, underlødige og fyldt med salt, tilsætningsstoffer og jammerlige ingredienser. Jeg har forsøgt med snackpølser fra Hanegal. No f…ing way. De kommer direkte retur i madpakken.

– PØLSER. Jeg kunne servere pølser de fleste af ugens dage her i huset og ingen af de andre ville brokke sig et sekund. Mads har produceret pølser selv. Gode, men lettere avantgarde og ikke specielt egnede til pølsehorn. Eller børn. Pølser kan naturligvis fås økologisk, de er herredyre og det bør de også være. Så kompromiset bliver nok pølser lidt sjældnere, men af bedre kvalitet. Veganer-pølser har jeg ikke prøvet endnu. Er de mon lavet på ægte veganere!?

– Bacon… Come on.

Klima-debatten er efterhånden hedere end den globale opvarmning og dét siger ikke så lidt. Der findes stadig masser af mennesker, som ikke tror på global opvarmning, som ikke bekymrer sig om smeltende poler, døende isbjørne og strande fulde af plastik. Og jeg forstår det ikke! Mest fordi det næppe kan handle om uvidenhed. Nogle gange synes jeg næsten vi ved mere om tingenes jammerlige tilstand end godt er… Men så meget desto mere grund er der til at komme ind i kampen. Jeg bliver tiltagende indigneret, frustreret og måbende, når jeg møder folk, som lever fuldstændig upåvirket af den viden vi har om vores indvirkning på miljøet. Jeg frygter selv lidt den dag, hvor jeg begynder at påtale folks miljø-slendrian og bliver sådan en, der løber efter folk på cykelstien og råber “DU TABTE NOGET!!”.

Sagen er jo den, at naturen og jorden er ligeglad med, hvordan du og jeg behandler den. Vi er ikke nogle særlig høflige gæster, vi roder, sviner og splitter alting ad og opfører os hensynsløst og tåbeligt. Og den sorte ironi består i, at det kun går ud over os selv. Jordkloden skal nok overleve os alle sammen. Det er os der er truet for alvor. Det er os, som er ved at ødelægge den bedste hjem vi overhovedet kunne drømme om. Det kan godt være, at der er vand på Mars, men come on. Jeg skal ikke have nogen billet. Og alt hvad vi gør – det hele – har en effekt. Både en konkret effekt og en signal-effekt. Langt de fleste omstillinger Mads og jeg har lavet i vores liv er inspireret af andre, som måske ikke troede at deres lille bidrag flyttede noget som helst. Men det gjorde det. Det gør det! Vi kigger på hinandens tøj, ned i hinandens indkøbskurve og lurer i hinandens badeværelsesskabe. Og så længe en Svanemærket håndsæbe er ligeså god og ligeså billig som én fyldt med parfume og farve, så begriber jeg ganske enkelt ikke, hvordan man kan vælge forkert. Ja, forkert! For der er ikke noget modargument længere. Time’s up. Farvel til miljøsvineri, overforbrug og klima-ligegyldighed. Der er ikke længere nogen undskyldning og hvis der er en, så vil jeg meget gerne høre den!

Men hvor grønne er vi egentlig selv? Temmelig grønne, tror jeg! Men med plads til forbedringer. Derfor følger nu nogle indlæg med fokus på vores grønne liv. Hvad vi gør og ikke gør. Hvad vi spiser, dyrker, forbruger, fravælger, tilvælger, savner og elsker. Hvem ved? Måske kan vi inspirere en læser eller to undervejs…

“Fight for the things that you care about, but do it in a way that will lead others to join you.” Ruth Bader Ginsburg