Johanne: “Hmm, jeg har ikke skrevet noget siden februar!! Ku’ være jeg skulle flikke noget sammen….”

Så. Hvis du rent faktisk læser dette indlæg, så TAK. Du er lavet af et særligt stof. )

Der er sket mange forskellige ting i mit liv, mens der har været dødvande på bloggen. Men en af de allervigtigste ting er, at jeg er gået fra at veje 59 kilo til at veje 67. Og at det er sket med fuldt overlæg. Jep. No shit. Forklaringen er som følger:

I september for to år siden besluttede jeg mig for at tabe de kilo, som havde listet sig på under graviditet og barsel med Lasse. Vægten sagde 75 kilo og med en højde på 164 cm. tænkte jeg at det måske var lige vel voldsomt. Jeg var en str. 44 i stedet for min sædvanlige str 38-40. Jeg kunne max løbe 10-20 meter, før jeg prustende måtte holde pause og når jeg hoppede i trampolin med ungerne havde jeg det som om jeg skulle gylpe mine lunger op. Jeg gik stadig i ventetøj og mine dejlige kjoler hang og samlede støv, fordi jeg ikke kunne lyne dem. Anyway, 15 måneder senere var jeg 17 kilo lettere. Fremgangsmåden? En veritabel tsunami af grønne smoothies, squats, småbitte måltider på 200-300 kalorier og virkelig mange aftener, hvor jeg gik sulten i seng. Mads bakkede mig op, fordi jeg var så fast besluttet, men nævnte samtidig at min vægt ikke betyder noget for ham. Og at han i øvrigt også synes det er vældig hyggeligt at vi spiser aftensmad sammen, i stedet for at jeg drikker kål, mens jeg laver mad og derefter sidder og smiler anspændt, mens de andre spiser. Bevares, jeg forstod godt hans holdning, men jeg havde øjnene på målstregen og et “natural high” af at det kørte for mig. Det har så senere vist sig, at det “natural high” kommer af alle de stresshormoner kroppen udskiller, når den sulter… At 1295 kalorier i døgnet til et aktivt voksent menneske tvinger kroppen i et såkaldt “famine mode”. Famine betyder hungersnød. Det er en selvpåført katastrofe som laver lort i fordøjelse, hormoner, forbrænding, stofskifte og meget mere. Men det kommer vi til…

I tiden efter jeg nåede over målstregen (jeg har et billede af mine fødder på vægten, som viser 58,5, hvilket jeg ikke har vejet siden jeg var teenager), var jeg ON FIRE! For det første var jeg let som en fjer og for det andet begyndte jeg at spise igen. Rigtig mad i normale portioner. Og som med ALLE andre slankekure, livsstilsændringer eller hvad fanden man nu vil kalde det, så var min krop så udmattet af forbud, restriktioner og afsavn, at den konsumerede energi som Skødstrupværket. Og ligeså stille og langsomt kunne jeg konstatere, at hvis jeg skulle blive under 60 kilo, så skulle jeg blive ved med at leve på en sten, drikke spinat, løbe, lide afsavn og spise hytteost hele tiden. Og ligeså stille faldt ti-øren.

Jeg skal leve sådan her resten af mit liv, hvis jeg vil kunne passe de her jeans i str. 36. Jeg gider ikke leve sådan her! FUCK. Jeans eller life!? Jeans eller life…

Life.

Jeg har været på flere slankekure i mit liv end jeg kan tælle. Jeg har tabt de samme kilo igen og igen og igen. Og jeg er færdig. Slut. Ikke mere. Første gang jeg fejlagtigt troede at min krop var forkert, stod jeg på vægten hos sundhedsplejersken og fandt ud af at jeg vejede 37 kilo. Den tyndeste pige i klassen vejede 25. Et par år senere fortalte en klassekammerat mig, at min såkaldte kæreste i femte klasse havde slået op med mig fordi jeg var “for fed”. Det blev også, i 8.klasse, til en enkelt kommentar, skrevet med blyant på væggen på toilettet, om at jeg var “dellet”. Og det var det! Mere skulle der ikke til, for at gøre mig til det der på engelsk hedder chronic dieter. Det bliver kluntet at oversætte direkte, men betydningen er klar. Jeg var altid enten på slankekur eller på pause fra en. Aldrig bare i fred, tilfreds eller ubevidst om min vægt og min størrelse. På en måde er det jo lige til artikel i Ugebladet Søndag at jeg næsten skulle blive 40, før jeg fik tilstrækkeligt med selvindsigt til at give det hele fingeren, droppe jagten på den perfekte krop og ikke mindst få øjnene op for, hvor ulækker, forskruet og grisk slankeindustrien og hele slanke-kulturen er.

Det gik op for mig, at grunden til at man ikke er på én slankekur i sit liv, hvorefter man lever resten af sine dage i sin slanke krop er, at slankekure ikke virker. Hvis de virkede, hvorfor fanden er man så på dem igen og igen? Vi er rigtig gode til at skyde skylden på os selv, når vi – efter en vellykket slankekur – tager det hele på igen. Slankekuren er den gode helt, vi er de slatne tabere, der ikke engang kan finde ud af at passe på den fiiiiine tynde krop, som slankekuren har hjulpet os med at få. Pinligt!

Jeg fandt ud af, at det er slankekurene, der er defekte. 1300 kalorier til et granvoksent menneske er absurd. BMI er et dybt problematisk redskab, udviklet af en matematiker. Se her for en glimrende gennemgang af, hvorfor du med sindsro kan skide dit BMI et stykke og i stedet kigge på helt andre ting, hvis du gerne vil tjekke dit helbred. Hvilepuls, blodtryk, stressniveau og søvnkvalitet er gode steder at starte, men spørg din læge, hvis du er i tvivl! Mine største åbenbaringer kom fra bogen med den helt eminente titel “The Fuck-it diet” af Caroline Dooner. Jeg lyttede til lydbogen fire gange i streg, eftertjekkede de videnskabelige fakta jeg havde brug for at læse mere om, tog nogle virkelig dybe indåndinger, stillede min vægt væk og begyndte at spise igen.

Hvis man skal koge bogens budskab ned til en enkelt suppeterning af visdom, må det være denne:

Restriktion fører uundgåeligt til overspisning. Det er kroppens måde at passe på os og forsøge at undgå mangelsygdomme, sultedød og artens uddøen. Det lyder vildt. Men det er det ikke.

Derfor tager vi det hele på igen efter en kur. Derfor propper vi indmaden af et rundstykke i munden, når alle andre er gået fra bordet. Derfor spiser vi fire kanelsnegle til fødselsdagen i stedet for en. Fordi det ligger dybt i os, at der er nye restriktioner, nye afsavn, nye slankekure på vej. Hvis bland-selv slik er lovligt, tilgængeligt og afdramatiseret (der er masser, du må spise det hver dag, der er også slik i morgen), så mister det efterhånden noget af sin tiltrækning. Når man også må få lidt snolder efter frokost i morgen og i overmorgen, så er man mindre tilbøjelig til at tømme skålen i et panisk ur-menneskeligt forsøg på at fylde lagrene op før hungersnøden vender tilbage. Dooner formulerer det så fint, når hun siger at hver gang kroppen tvinger os væk fra en sultekur, så gør den det for at beskytte os. Tragedien er alle de gange vi tvinger den tilbage igen…

Jeg kan snakke og skrive i mange mange timer om emnet. Bogen og indstillingen har ændret mit liv og det lyder højttravende at skrive, at jeg er fri efter 30 år i slankefængslet. Men sådan føler jeg det. Tag ikke fejl! Efter 30 år med en forvrænget opfattelse af at min krop var grim, forkert, for meget, for tyk, så er der stadig lang vej igen. Processen er ikke nem og det er let at falde tilbage og tænke “Argh, jeg kunne jo liiige give max slankegas i en måned, tabe 5-7 kilo, blive pæn igen (what the fuck…!?)  og SÅ gå tilbage til at spise intuitivt…”. Men nej. Sådan fungerer det ikke. Det er all in og det er pissesvært og latterligt grænseoverskridende og en proces fyldt med tvivl og frygt. Ikke mindst fordi samfundet stadig har skønhed, slanke lår og flade maver øverst på podiet. En slank krop er en gigantisk statusmarkør og stigmatisering af tykke og fede mennesker er overalt i vores hverdag. Jeg har aldrig selv været så stor, at jeg har oplevet samfundsmæssig stigmatisering, men min egen ubarmhjertige selvkritik var også alt rigeligt! Jeg har sat lighedstegn mellem vægt og værdighed, mellem kilo og succes og jeg har ærligt talt svært ved at mindes hvordan det føles at være mad-neutral. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været det. “Usund, fed eller syndig” mad = slemme Johanne. Grønkål, hytteost og mikroskopiske portioner = dygtig Johanne. Når ALT hvad man putter i munden bliver symboler på ens menneskelige værdi, så er et liv som slankeslave én lang slåskamp.

Så fuck it. Jeg er færdig. Ja, jeg har hængt nogle af kjolerne ind i skabet igen og de ryger med på loppemarked snarest muligt. Jeg har en ny målstreg i horisonten. Et kærligt og taknemmeligt forhold til mine fine, magiske, utrolige krop. Og et forhold til mad, som er udramatisk og præget af lyst og fornøjelse fremfor skam, skyld, tvang og besættelse. Jeg orker ikke bruge resten af mit liv på at tælle kalorier, snakke grimt til min topmave og spise skyr og ækel tør chokolade med 85 % kakao. Det har ædt så meget af mit liv, at det er til at tude over og jeg vil ikke mere. Jeg vil bruge min tid på ting jeg gerne vil. Det kan oveni købet være at der bliver tid til at blogge igen!

Tak fordi du læste med.

Desuden er det sådan at vi allerede HAR frygtelig mange ting, en pinagtig erkendelse, der kommer af at være den der står for det meste af oprydningen og rengøringen her i huset. Der er noget alle steder, på alle overflader, i alle skuffer og skabe og på borde, reoler, hylder og vindueskarme. Jeg bryder mig mindre og mindre om det. En meget stor og vigtig fordel ved at eje mindre jordisk gods er, at det i sagens natur ikke kan rode helt så meget. Desuden er der ikke så mange ting der kan gå i stykker, blive stjålet, ligge i vejen, blive væk osv. Og damen med fire morgenkåber skal ikke kaste med sten, for jeg er medskyldig i ophobningen. Tre bud på ting, jeg burde skille mig af med (udover morgenkåber…):

• En halv boghylde med bøger om nyfødte. De sendes videre med et vist vemod… Og en håndfuld bøger om slankekure, faste og raw food. De må finde andre liv at forpeste, for jeg er færdig med dem. (Ærligt talt: en raw food-tærte med bund af havregryn og kokosolie, med fyld af avocado-mos og romanesco-kål. Føj for ind i det sorteste selvpiner-helvede…! Hvis det af mistænkelige årsager har gjort dig lækkersulten, så kig forbi. Bogen er din!)
• Virkelig mange par nylonstrømper. Jeg bruger aldrig nylonstrømper og kan derfor snildt nøjes med et enkelt par i stedet for 15…
• Neglelak! Jeg har nok 30 og bruger kun de tre. Eksempelvis kan jeg vist med sindsro donere de orange, gule og grønne til børnehaven. De farver får ikke comeback foreløbig, i hvert fald ikke på mig.

Så jeg er gået i flæsket på alt vores habengut inde i huset og Mads er gået i gang i sit store værksted. Han knokler på, bærer ud, sorterer og kasserer, hører Springsteen, drikker øl og fylder i traileren, så det knager i akslerne. Han er ikke begyndt på loftet over stalden endnu, men det kommer til at kræve endnu større mængder øl og Springsteen… Inde i huset er det allerede svundet i papirbunker, køkkenskuffer, babylegetøj og dullegrej (den var lidt drøj…), men alle må ofre sig for sagen. Og det er SKØNT! Jeg søger inspiration online og her er noget af det bedste:

• Når du står med en genstand i hånden, så stil dig selv to spørgsmål: Bruger jeg tingen og har den affektionsværdi? Hvis du bruger den og/eller holder af den, så skal den blive. Hvis genstanden får to nej’er, så er det UD med den. Giv den væk, sælg, den eller kasser den. Easy peasy!
• Lav det til en udfordring og skil dig af med én ting hver dag (nej, toiletbesøg tæller ikke!).
• Eller gå all in og lav den helt store overhaling: tag hele huset på en måned. Der findes masser af skemaer på nettet, som lister op hvor du skal i gang. Alt fra natborde og køkkenskuffer til biler og børneværelser står for skud og det er SÅ FEDT, når først man får begyndt. Det er en rigtig god idé at have et stort lager af klapkasser, poser og klare affaldssække til alt det, der skal sorteres og køres til genbrug.
• Begynd at forære dine ting væk. Helt alvorligt! Hvis en gæst, et familiemedlem, en lokal børnehave, en velgørenhedsorganisation etc. har mere fornøjelse af en ting end du har – så giv det væk! Det er bedre end en ansigtsløftning, folk bliver SÅ glade og du har færre ting du skal støve af.

Vi er langt fra færdige. Kontoret trænger voldsomt, vi har ikke rørt klædeskabene endnu, ej heller krea-kommoden, bilerne, drivhuset, brændeskuret, børneværelset, gymnastiksalen…. Men det kommer, for det er det fedeste og sjoveste fælles projekt vi længe har haft og simultant med at tyngden af ragelse letter, så letter humøret også. Vi burde uddele guldstjerner til hinanden, men holder os til high fives, øl og overstrømmende ros!

Og til sidst et råd til, hvordan du kommer i gang: Start med en skuffe. Bare én skuffe (og du ved godt selv hvilken der er værst!) Før du ved af det bakker du rundt med trailer på den lokale genbrugsplads med guldstjerner i øjnene. Bare vent med belønnings-bajeren, til du ER kommet hjem, så du ikke laver buler i containeren til småt brændbart.

For to dage siden fyldte jeg 38 år. Godt på vej mod midten af tilværelsen, sådan statistisk set. Der er masser af ting jeg gerne vil og kan nå endnu, der er også ting jeg har accepteret aldrig kommer til at ske. Hvis jeg skal have en karriere på scenen, lave en ph.D. eller have flere one-night-stands, så må det blive i mit næste liv, hvor jeg i øvrigt også planlægger fyldige øjenvipper, slanke ben og en tårnhøj hvileforbrænding. Men for nu, så er jeg nået til et sted, hvor tiden og ikke mindst tyngdekraften har fundet grovfilen frem og lægger an til at give mig kam til mit hår. Nu bliver kunsten at betragte mit eget forfald med samme kærlige blik, som jeg skænker mit elskede kvashegn.

Den trofaste læser vil vide, at jeg ikke holder særlige meget af det perfekte og lydefri. Jeg er eksempelvis ikke meget for mediernes overstrømmende begejstring for stjerner, som holder sig helt grotesk godt. Jeg kan sagtens se at både Halle Berry, Jennifer Lopez og Eva Longoria stadig ligner nogen på 25, selvom de er hhv. 51, 48 og 42. Men jeg synes egentlig ikke det er nogen bedrift i sig selv og helt almindelige mennesker får knald i låget og mindreværdskomplekser, hvis de sammenligner deres egen mås med en Hollywood-mås. Sarah Jessica Parker blev engang spurgt af en journalist, hvordan i alverden hun holdt sig så fantastisk godt. Og svaret slog hovedet på sømmet.  Nemlig det, at for celebre personer er rynkefrihed, smukke lår og hvide tænder ikke en gave, et held eller et tilfælde. Det er benhårdt arbejde at se sådan ud, man har personale til at hjælpe sig og det koster en formue. Det tror da fanden, at Jennifer Lopez’ røv bliver holdt fin og struttende. Den er jo en industri, som brødføder rigtig mange mennesker, så hvis den bliver slap og almindelig, så er hun, ja, på røven…

Jeg så for nylig et tweet, hvor der stod “Jeg ville ønske at jeg igen havde den krop, som jeg havde som 22-årig og som jeg mente var ALT for tyk og grim!” Og jeg genkendte mig selv i det. Som 22-årig brugte jeg betydelige mængder tid på at straffe min egen krop, sulte den, skælde den ud, tale grimt til den og gemme den væk. Til trods for at fotos fra dengang fortæller mig, at den var slank og fast, uden rynker, strækmærker, åreknuder og appelsinhud. Og hvis jeg fik buddet, så tog jeg dén krop tilbage på et splitsekund. Så ville jeg være stolt af den, snakke pænt om den, gå i korte shorts og stramme kjoler og ligge på stranden uden at suge maven ind.

Min krop har hørt på megen fordømmelse fra mig i årenes løb. Måske er det tid til at sadle om? Den har jo gjort det godt! Båret mig rundt i 38 år, aldrig fejlet noget særligt, hoppet, danset og fordrejet hovedet på adskillige vidunderlige mandfolk. Fastholdt den allerbedste af dem alle sammen i snart ti år. Og sidenhen 3D-printet tre små kopier, som gør vores liv til en lykke. “It takes life to live life”, plejer min far at sige i en let omformulering af Edgar Lee Masters. Og mit liv har været et sammensurium af fest og farver, spinatsmoothies og drukture, Nupo-diæter og ædegilder, fitness-galskab og doven lediggang og på det seneste graviditeter og fødsler og deraf følgende yoyo-vægt. Det er kun ret og rimeligt at det kan ses! Og ved eftertanke, så er det faktisk altid kvinder med kant jeg fascineres af. Tilda Swinton, Isabella Rossellini, Lena Dunham, Björk… Kvinder som har forfinet kunsten at være lidt udenfor nummer. Unikke, mærkelige og svære at sætte i bås. Jeg synes de er langt mere interessante end hud uden rynker, baller uden tyngde og klæder uden karakter.

Så her til sidst; hyldesten til mit eget fornemme forfald. Til rynkerne i panden, som Karl forgæves prøver at glatte ud med sine bløde fingre. Til åreknuden på højre læg, som Mattis kalder “rynkerne” og som han fascineret stryger over med frydefuld gysen. Til de stadig flere grå hår, som langsomt men målrettet har vundet kampen over pincetten. Og til topmaven, barmen og bagdelen, lårene og de runde overarme, som på magisk vis kan få Mads til at glemme alt om både byggeprojekter, Champions League-finaler og nyåbnede dåseøl.

Tillykke til min krop med 38 års fornemt, frydefuldt og forventeligt forfald. Må de næste 38 år blive ligeså fyldt med skæg og spas, skrammer og slitage. Og lad os håbe at det kan ses. Så ender jeg som den smukkeste bunke kvas man kan tænke sig…

Derfor præsenterer jeg her min overlevelsesstrategi, som ganske frit og nemt kan adapteres i en almindelig dansk husholdning.

• “Husk at montere din egen ilt-maske først, FØR du hjælper andre!” Der er en grund til at jeg nogle dage, henved kl. 10 om formiddagen, har det som om jeg har slikket på en løvfrø. Det er fordi jeg ikke har indtaget andet end to kopper lunken kaffe siden jeg stod op. Når jeg har syge børn er jeg jammerlig til at huske at spise og drikke fornuftigt og det betyder at jeg nogle gange kommer til at tage nogle virkelig dårlige beslutninger. Eksempelvis at tage øjenbrynsfarve på og glemme det igen. Det resulterer efterfølgende i en intens kløe i hele den øverste del af ansigtet og en bekymrende lighed med Nick Cave. Så; uden mad og drikke til mor, går hele lortet i ged. NB: En bolle med Nutella kan holdes i én hånd og er derfor oplagt. Til alle måltider.
• Tænk som et egern og hav forråd af alt. Det er skidt at løbe tør for snackpølser, Panodil Junior eller frugt i mundrette stykker, når slaget skal slås. Det er derfor tilrådeligt at have et betragteligt forråd af alle ungernes foretrukne fødevarer, køkkenrulle til snot, isterninger til saftevandet, batterier til termometeret og vaskepulver til sengetøjet, som pludselig får akut brug for en ekstra vask. På kogeprogram.
• Tænk i forebyggelse, men vær forberedt på det værste. Håndvask, rene håndklæder, afspritning af dørhåndtag og toiletter, udluftning, rent sengetøj. Og selvfølgelig en hverdag med sund og fornuftig mad – men glem ikke godt med fløde i sovsen, så ungerne har noget at give af, når de pludselig brækker sig i tre dage i træk.
• Få styr på husapoteket. Panodil har den fordel, at man ikke behøver at tro på effekten, for at det virker. Det virker bare! Snedigt… Mine unger nægter kategorisk at indtage det flydende, så vi har altid et lille arsenal af suppositorier (røvraketter!), så nattesøvnen kan reddes i land. Et termometer er uundværligt, ligesom jeg også meget nødig vil mangle saltvandsdråber til bittesmå stoppede næsebor. Normalerweize bruger jeg ikke håndsprit, men i bussemændenes højsæson sker det oftere. Og husk at det skal masseres tålmodigt ind i rene og tørre hænder. Ellers batter det ikke en skid. Pun intended. Jeg har også stor glæde ved te med frisk ingefær, citron og honning ligesom jeg ikke holder mig tilbage med hvidløgene, når det er bacille-tid, men dén vej er belagt med uendelige diskussioner om placebo-effekter, griske medicinalfirmaer og kvaksalveri, så jeg forholder mig neutralt og indtager det for min fornøjelses skyld. Det kan jo ikke skade!
• En stor og velassorteret slikskål. Hos os er det et dejfad. Rigtig godt til at få ekstra kalorier i ungerne og helt genialt, når det er synd for mig, at mine børn skider om kap og tørrer snot af i mit tøj. Team Nygaard har en særlig forkærlighed for Ostepops, Skipper Mix og slikkepinde, men du skal følge dit hjerte… Og hvis dit hjerte siger figenstænger, så prøv lige at lytte én gang til. Ordentligt.
• Få noget søvn! Så mange timer som muligt. Eller bliv længe oppe og se “Billions”… Alternativt kan man lære sig den ædle kunst at sove med åbne øjne. Den kan fint praktiseres, mens ens mand fortæller om kant-isolering eller ens børnehavebarn detaljeret beskriver hvilket bogstav hans seneste lort lignede.
• Brug dine livliner. Ring til nogen, der virkelig holder af dig og klynk ligeså højt som dine børn. Vær rundhåndet med iPad og Netflix. Spis take out, rugbrødsmadder og supper fra en karton. Og sig for himlens skyld ja tak, hvis folk tilbyder at hjælpe med indkøb, ture på apoteket eller pasning af raske børn. Bare lad være med at smitte dem som tak… “Jo, selv tak. For lort!”.

Nu er det bare blevet hverdag. Jeg ved, at jeg skal amme tre-fire gange hver nat og jeg har vænnet mig til at jonglere med våde bleer, skumklude og saltvandsdråber til de mikroskopiske næsebor uden at lave en lyd. Jeg er forvandlet til en regulær ninja om natten og jeg har genopfrisket kunsten at leve livet med én hånd – inkl. kaffebrygning, oprydning og toiletbesøg. Ja, også bummelum. Og alt taget i betragtning er Lasse ikke nogen vanskelig baby. Han sover det meste af natten, patter som en tyrekalv på 100 kg. og er blevet så venlig, at han har aflagt vanen med at lave bæ efter hver eneste amning. Det er endda kommet så vidt at jeg har syltet noget! For hvor Mattis og Karl begge er født om vinteren, hvor alting er frossent, gråt og dødt udenfor, så er Lasse efterårsbarn. Og alle de ting vi har gået og bakset med i køkkenhave og drivhus er jo selvfølgelig klar til høst og konservering, lige som mælken løber til. Hvad gør man så? Enten lader man lortet gå til (afgrøderne, ikke ungen, forstås!) – eller også kniber man godt sammen, tager spædlingen på armen og forsøger at huske opskriften på Lindas syltelage, mens man mingelerer et ammeindlæg på plads, så man undgår alt for megen menneskefløde i de syltede løg.

Det kan virke som et lettere hasarderet projekt at kaste sig ud i at koge æblegrød eller lave pizzasauce med et spædbarn på (b-)armen, men hvor andre slapper af ved at hækle, være på Twitter eller polere deres triatloncykel, så slapper jeg af når jeg konserverer et eller andet spiseligt. Min stenalderhjerne tilfredsstilles voldsomt af at sikre mig, at jeg har noget at proppe i munden hele vinteren og jeg synes simpelthen at processen er hyggelig. Det er ikke et åg, en pligt eller et præstationsprojekt. Det er ren nydelse. Jeg må være 11 procent hobbit…. Det passer fint både med højden, bredden og glæden ved at spise morgenmad to gange.

Ved første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde overvejet at føde hjemme. Mattis og Karls fødsler har begge været nemme, ukomplicerede og hurtige, så jordemoderen mente, at jeg var oplagt kandidat til hjemmefødsel. Det var skønt og meget bekræftende at blive spurgt og jeg besluttede, at hvis de kloge damer i Horsens mente at jeg kunne føde hjemme, så kunne jeg det! Så jeg begyndte at forberede mig på en helt anden måde end ved mine to andre fødsler, hvor jeg har nøjedes med at spise folsyre, lave knibeøvelser og undgå upasteuriserede oste. Jeg læste bøger om hjemmefødsler og tog et fødselsforberedelseskursus, komplet med lydfiler, åndedrætsøvelser og indstuderede presseteknikker. Jeg kogevaskede lagner og håndklæder, skaffede voksdug til sengen og købte nogle abnormt store bind, nogle affaldssække, en ny læbepomade og noget Ribena. All set.

Søndag den 11. september fik jeg modningsveer om formiddagen, udvidelsesveer om eftermiddagen og presseveer om aftenen. Jordemoderen Karina og jordemoderstuderende Karen ankom med grej, flere bind og ophøjet ro kl. 15.30 og Lasse er født ud i armene på Mads kl. 18.30 sharp i Mads’ seng. Karen stod for det meste af fødselshjælpen, godt hjulpet af Mads. Karina sad afslappet og dejlig på sengekanten det meste af fødslen, forsikrede mig i ny og næ om at alt var i den skønneste orden og havde både tid til at sludre med min mor (hidkaldt til at lave kaskader af Ribena og kaffe), undervise Karen og lytte til Lasses hjerte undervejs, altid fulgt af kommentaren “Total overskudsbaby…”

Før læseren får kvalme og forestiller sig, at jeg lå med et saligt smil hele vejen igennem og nynnede soundtracket til The Sound of Music, så lad mig lige dementere noget… Til trods for at mit fødselsforberedelseskursus hedder “Smertefri Fødsel”, så var fødslen IKKE smertefri. Absolut ikke. Veer gør lige så ondt som jeg huskede fra de andre fødsler, men – og det er et kæmpestort men – denne gang var jeg bedre forberedt! Når jeg fik en ve, så havde jeg en aktiv opgave, noget jeg skulle. Jeg skulle holde fokus på min vejrtrækning og forestille mig veen arbejde med at åbne livmoderen. Veerne fik et andet udtryk, et positivt fortegn, et tydeligt formål. Jeg var bevidst om dem som skridt på vejen et sted hen, fremfor en hel masse pinsel og så derefter, bum, et barn. Og derfor vil jeg på det allerkraftigste anbefale, at man, uanset om man er førstegangs- eller flergangsfødende, forbereder sig til tænderne. Det er fantastisk godt givet ud. Ved Mattis og Karls fødsler følte jeg mig lidt som et skib i havsnød. Denne gang havde jeg begge hænder på roret og en langt større tro på, at denne her skude skal jeg fandme nok få navigeret i havn, selvom det giver vabler i hænderne.

Min allermest dybtfølte anbefaling er imidlertid, at man føder hjemme, hvis man overhovedet kan. Jeg indrømmer fuldstændig blankt et fuldbårent girl crush på alle de jordemødre jeg har mødt fra Horsens Sygehus. De er så sindssygt dygtige, søde, professionelle og dejlige at jeg med glæde var på bjørnekrammere og julekort med hele bundtet. Det virker som en lidt voldsom gestus at få tatoveret Lene, Rikke, Karina og Karen på måsen med et stort hjerte rundt om, men tanken har strejfet mig. Jeg har været i så gode og sikre hænder, at jeg aldrig ville betænke mig et sekund hvis jeg skulle føde igen en dag. Hjemmefødsel er the bomb! Man skal ikke ud af huset, man har jordemoderen for sig selv, man er rolig, tryg og afslappet og damerne har hospitalsgrej nok med til at etablere et komplet feltlazaret. Ved en hjemmefødsel er de ekstra forsigtige i forhold til eventuelle komplikationer, så man bliver overflyttet i god tid, hvis der er behov for det. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – en hjemmefødsel er lige så sikker og forsvarlig som en hospitalsfødsel. Oveni hatten får man så lov at høre jordemoderen spørge fødselshjælperen om der lige er en Margretheskål til moderkagen. Det er sgu ikke en sætning man hører hver dag…

Alt i alt blev fødslen præcis som vi ønskede. Inklusiv ro, Ribena og intakt mellemkød, det sidste takket være Karen. Og moderkagen? Den kom med til Horsens i en Rema 1000-pose. Ingen rituelle begravelser, tørsaltning, tibetanske syngeskåle eller smoothies hér. Der må være en grænse.

Forstå mig ret; det er ikke synd for mig! Jeg bliver nemt gravid, har uproblematiske graviditeter og hurtige og nemme fødsler, som resulterer i sunde og velskabte børn. Amning har heller ikke givet problemer. Tværtimod så producerer jeg så store mængder sukkersød dobbeltfløde, at Karl ved 5-måneders vejningen havde sneget sig op på 9,6 kilo og man skulle mærke grundigt efter gennem lagene af spæk for at konstatere, at han rent faktisk havde knæ og håndled. Og så er jeg så heldig at være omgivet af en familie som er svært glad ved en kvinde med pund i. Hver gang jeg går en skålstørrelse op, gør smilet i Mads’ ansigt det samme. Karl har udviklet en stor forkærlighed for at kramme min betragtelige bagdel. Og Mattis er dybt fascineret af min kavalergang, som han begejstret lirker sin lille hånd ned i og siger: “Ahhh. Du koger næsten hér, mor!” Og det er en stor trøst, når man føler sig lidt som en industri-hamburgerryg, der bliver pumpet op med saltvand, så skindet er ved at sprække.

Alle disse velsignelser ændrer imidlertid ikke på det faktum, at sidste del af en graviditet ikke er specielt yndefuld for mit vedkommende. Jeg har kroniske pølsefingre på højre hånd, det knager og brager i hele skelettet, når jeg skal ud af sengen eller ind i bilen og jeg har fået en gigantisk åreknude hele vejen ned af højre lår. Jeg er klart en større fan af andet trimester. Man er færdig med at suge maven ind, man ser gravid ud i stedet for kvabset og man er nydelig i alt sit ventetøj.  Men nu er jeg så langt henne i forløbet, at graviditeten fylder det hele. Både bogstaveligt og i overført betydning. Jeg er hele tiden bevidst om den, enten fordi lillebror vælter rundt indvendig og losser mig i leveren eller fordi jeg er så tung og stakåndet, at alle aktiviteter bærer præg af det. Det føles som en olympisk disciplin, når jeg skal snøre mine kondisko, jeg har en max-hastighed på 2 km. i timen og jeg kan blive fuldstændig gasblå i hovedet af at smøre mig ind efter et bad…

Naturen har heldigvis indrettet sig så viseligt, at når min termin nærmer sig, så er jeg fløjtende ligeglad med, hvor ungen skal ud henne. At det potentielt vil gøre ondt og at der ved første øjekast er en ganske betragtelig diskrepans mellem et fuldbårent barn og exit-området. Jeg får det lidt som før en eksamen. Jeg orker ikke at forberede mig mere, tænke på det mere, tale om det mere – lad mig nu bare tage tyren ved hornene. Mattis kigger af og til på mig, nikker indforstået og siger: “Mor, jeg kan se på dig, at du glæder dig til at ligge på maven snart!” Og knægten har ret. Jeg glæder mig til at gå, ikke vralte. Til at ligge på maven. Til at pølsefingrene svinder ind. Og til at slippe for plukveer! At jeg så lige skal forbi nogle åbningsveer, nogle presseveer og nogle efterveer først, det er bare en del af pakken. Belønningen for den slags anstrengelser er mennesker som Karl, der forleden kom ud på badeværelset efter at jeg havde været i brusebad. Jeg stod med ryggen til og knægten tog mig om lårene, plantede et kys lige midt mellem mine baller og henåndede kærligt: “Du er’så bare SÅ sød, mumi mumi mumi.” Den slags mennesker kan man ikke få for mange af i sit liv.

Karl og jeg var efterhånden begyndt at mangle et tilbud udenfor husets fire vægge. Et tilbud med andre børn, andre legesager, andre udeområder, andre vægge! Vi har brugt biblioteket rigtig meget, hygget os i Mattis’ børnehave og besøgt venner og familie så meget som muligt. Men vi trængte voldsomt til et stabilt ugentligt tilbud målrettet til en dreng som Karl. Jeg undersøgte legestuer i Horsens, Aarhus, Silkeborg og Skanderborg, men enten er de for langt væk – så han falder i søvn i bilen og er en l… resten af dagen – eller også er der et lige lovlig entusiastisk fokus på Bibelen, i hvert fald til min smag…

Så den entreprenante mor tog sagen i egen hånd og undersøgte muligheden for at opstarte en legestue i Brædstrup, som ligger seks kilometer væk. Brædstrup er vores go-to-town, her kan man blive klippet uden at blive grim samtidig, købe virkelig god vin af Henning og forære sig selv en eksklusiv mascara til over 300 kr. Alle tre ting kan blive akutte, når man bor på landet og gyllesæsonen er begyndt…. Anyway, Team Sognehus i Brædstrup var helt med på opstart af legestue, men projektet skulle starte fra scratch. Dvs. at jeg skulle skaffe pusleplade, legetøj og alt det andet, som en legestue kræver. Jeg tøvede lidt og luftede mine spekulationer til et bestyrelsesmøde i Mattis’ børnehave. Stikord til turban og appelsin!! Anne-Lise, børnehavens leder, kiggede forundret på mig og spurgte, hvorfor jeg ikke bare lavede en legestue i Børnehuset Himmelblå. Månestuen er tom hver fredag og vi var da hjerteligt velkomne! Det tog mig ca. 40 sekunder at beslutte mig….

Her i Sønder Vissing har vi ganske enkelt en formidabel naturbørnehave. Børnehuset Himmelblå ligger lige i udkanten af byen. Huset er ny-renoveret og installeret med de lækreste faciliteter, store lyse stuer, fine toiletter med hæve-sænke-pusleborde, kæmpe fællesrum med stort køkken og gymnastiksal under samme tag til fri afbenyttelse. Udeområderne er enorme, legepladsen er fantastisk og der er Naturbase med shelter, udekøkken, frugthave, skolehytte, bålsteder og meget mere. Sådan et tilbud siger man bare ikke nej til!

Og fordi Månestuen er fuldt udstyret, fordi puslefaciliteterne og kaffemaskinen allerede er der, så var det eneste jeg skulle gøre at lave et opslag på Facebook, pakke en pusletaske og en madpakke, tage Karl i hånden og møde op. Det var selv sagt lidt spændende at se, om vi mon blev andre end mig og Karl, for vi er jo ikke just det tættest befolkede område i Horsens Kommune og jeg havde intet feltarbejde lavet i forhold til behovet for en legestue. Jeg havde, som en dygtig og selvstændig kvinde af det nye årtusind, udelukkende lyttet til mine egne behov! (Undskyld, Svend Brinkmann.)

I løbet af legestuens første tre måneder har vi mødt otte nye mødre og et væld af nye børn. Vi hygger, leger med husets andre børn, snakker, hører musik, bygger med Brio, deler madpakker, klatrer på motorikbanen, drikker kaffe, ammer (det gælder altså ikke os alle…), lægger puslespil, spiller på trommer, leger med Duplo, dukker, værktøj, køkkensager, klæd-ud-tøj og rædselsfuldt elektronisk legetøj, som kan sige abnormt høje og enerverende lyde. Nu har vi døbt legestuen Mælkevejen. Naturbørnehaven/vuggestuen hedder Himmelblå og stuerne hedder Månen, Stjernen og Solen (Og Scooby Doo!! Don’t ask…) Så Mælkevejen passer ind i temaet og her er mælk alle vegne…. Både i kaffen, i ungerne og i ammeindlæggene.

Når man efter ti år i Aarhus flytter på landet, så forbereder man sig på, at de sociale ting skal dyrkes mere intenst end konventionelle landbrugsafgrøder for at give afkast. Og derfor bliver man så helt utroligt taknemmelig, når man får det hele for det halve og ikke skal gøre en skid! Jeg er kommet så nemt til Legestuen Mælkevejen, at jeg næsten ikke kan tro mit held. Den er et hit for os, for de andre familier, for Børnehuset Himmelblå, for personalet, som har taget fantastisk godt imod os og ikke mindst for Sønder Vissing, som ud af det (himmel-)blå blev endnu skønnere at bo i. Og nu kommer foråret og vi skal på legepladsen og drikke kaffe, mens ungerne æder græsstrå, laver sandkager, gynger og stirrer fascinerede på de store børnehavebørn, der kan køre på moon car og rutshe med hovedet forrest.

ALLE med små børn i miles omkreds er meget velkomne, vi tjekker ikke jeres postnummer! Vi er der som regel 8.30 til 11.30, vi er gratis, vi kan findes på Facebook og på Mælkevejen kan I hygge jer HELT uden at vi siger Fadervor eller foreslår jer at snuse lidt rundt i Johannesevangeliet!

Af selvsamme årsager har jeg oparbejdet et lille katalog af “opskrifter” på aftensmad, som er nemme og gode og nogle er oveni købet hurtige! Hvis man synes, at lødigheden er tvivlsom stiller man et par skåle med frugt og grønt i mundrette bidder på bordet ti minutter før maden er færdig, hvorefter man kalder til bords. I mit hus betyder det, at tropperne samles og støvsuger skålene, mens jeg laver maden færdig. Snedigt…. Herunder opremses de nemmeste og bedste af mine Lazy Mom-klassikere – minimum indsats, maksimal fornøjelse.

Jeg kan lige indledningsvis understrege, at her ikke tælles kalorier. Når det handler om at fodre på hankønsvæsner med skyhøj forbrænding, så kan man tillade sig en betragtelig mængde hvidt brød med smeltet ost. Vi andre må indrette portionsstørrelsen og tilbehøret, så vi også kan spise med.

• Minipizza: pitabrød på en bageplade, tomat eller pizzasauce på, skinke, pølse, spegepølse, chorizo, cheddar, mozzarella, reven skæreost osv. I ovnen ved ca. 200 grader i ti minutter til osten er gylden og bobler. Man kan jo flotte sig med økologiske varer af god kvalitet, hvis samvittigheden kræver det.
• Naan-varianten er også god: samme procedure som ovenfor.
• Toast: ordentligt groft toastbrød, ketchup eller pizzasauce, skinke/hamburgerryg, tomatskiver og ost.

(Kan godt mærke, at her tegner sig et pizzaorienteret mønster…. Hmmmm.)

• Spaghetti med pølsegryde: svits et løg. skær en håndfuld gode wienerpølser i “mønter” og svits dem med. Hæld en dåse flåede tomater ved og smag til. Spis med valgfri pasta og parmesan. (Dette er en historisk Nygaard-klassiker. Da jeg var barn fik vi “parme-soya” til, dvs. vi dryppede soya på og dryssede med parmesan. Det smager latterligt godt.)
• Nigellas spanske kylling: på en bradepande lægger man kyllingestykker, små halve kartofler og tykke “mønter” af chorizo. Drys med oregano og hakket rødløg og bag ved 200 grader i ca. en time.
• Ravioli: Ud af en pakke fra supermarkedet! Måske den hurtigste middag, der kan skaffes. Man kan jo vælge at købe den dyre øko-variant, så kvaliteten er god. Spis med pesto eller ketchup, grønt i skåle og slut af med et stykke frugt. Alt er godt!
• Sandwich: godt brød, salat og grønt og den enkeltes yndlingsfyld. Laks, skinke, ost, chorizo, kyllingesalat, frikadelle…. Rør en dressing af pesto og creme fraiche, smør med rød pesto eller et lag Dijonnaise. Det ligner en million på tallerknen og det tager ingen tid at lave.
• Laks med frisk pasta og pesto/pestosauce: Laksestykker steges forsigtigt på en pande eller i ovnen, mens pastaen koger. Så tilbageholder man en kop kogevand og blander den drænede pasta med grøn pesto og lidt af kogevandet, ELLER man varmer, i en gryde, en deciliter madlavningsfløde og blander den med et glas pesto af rød peberfrugt. Det tager ingen tid og det smager fantastisk!
• Wraps eller pita med fyld: hakket oksekød på panden, pølsestykker eller bøffer og bacon, grønt at gnave i ved siden af til ungerne, salatblade til mig og valgfrie dressinger. Et stort hit, som Mattis (i.e. the picky eater) selv efterspørger. Så det får vi tit!
• Fiskefrikadeller: jeg har næsten altid bakker af fiskemandens fars i fryseren. Op med den om morgenen, fiskedellerne formes direkte fra bakken og mens de steger snitter jeg lidt grønt og stiller rugbrød, smør og remoulade frem. Hvis bølgerne går højere får vi ovnkartofler (eller pose-pommes!) til.
• Risengrød: lidt en sæsonting, men god. Jeg laver min egen version af høkasse-metoden, så jeg ikke behøver at stå ved komfuret i 45 minutter. Jeg måler ris af, hælder mælken på og koger det op. Så slukker jeg, lægger låg på og laver noget andet i ti minutter. Så tænder jeg igen, koger op, slukker, låg på, venter ti minutter. Og det fortsætter jeg med, til risene er møre. Kogt mælk er så allerhelvedes varmt, at risene sagtens kan mørne i eftervarmen af hvert opkog. NB. Jeg har gaskomfur og når jeg slukker, så er der slukket! Hvis dine kogeplader holder på varmen, så flyt gryden
• Pølsehorn: lettere bøvlet, men ikke svært. Mattis plejer at hjælpe til og vi bager nok til at der er til madpakker og eftermiddagsmad de følgende dage. Opskriften på Valdemarsros hjemmeside er god.
• Rugbrødsmadder! Hvorfor spiser man ikke det noget mere til aftensmad? Pålægget kan varieres i det uendelige, ungerne kan selv smøre og gøre ved og man kan jo flotte sig og spejle et æg, købe en bøtte rejer eller stege en frikadelle til.

Andre hits i min husholdning er naturligvis hjemmebagt pizza (vi har stenovn, en voldsom luksus som giver vidunderlige pizzaer), spaghetti bolognese, lasagne og boller i karry. Lidt sjældnere gæster er pasta carbonara, kyllingegryde med tomat og fløde og den klassiske frikadelle (Frk. Jensens opskrift er suveræn (hendes chokoladekage er horribel)).

Og som alle andre er jeg også nogle gange fuldstændig blank! Jeg støver rundt i kogebøger efter idéer, kigger på hjemmesider med madplaner og sukker opgivende ved forslag om jordskoksuppe, andelår og indisk curry. Mit køkken frekventeres af nogle forholdsvis konservative spisere og nye ting skal indføres meeeeget langsomt. Intet er umuligt, men tålmodighed er vigtigt – og ikke min stærke side, når det kommer til mad. Jeg er altædende og håber en dag at kunne sætte stærke thaisupper, skaldyr og kartoffelmos på bordet.

Mine venner i nøden, som i alle andre kulinariske anliggender, er mine to køkkengudinder Nigella Lawson og Camilla Plum. De er begge dygtige kogekoner med forstand på børn og hvor jeg vender mig til Plum for det mere krævende og langsommelige, så er Nigella mit forbillede i god mad, Express style. Hendes kogebøger har været en åbenbaring for mig og jeg kan ikke anbefale hende og dem nok. Hun tæller ikke kalorier, ej heller bekymrer hun sig synderligt om måltidets optimale sammensætning. Men hun kan lave mad, som alle har lyst til at spise, opskrifterne er vidunderligt nemme og meget lækre og som sagt: hvis lødigheden er tvivlsom, så start med lidt frugt og grønt. For som hun selv skriver i forordet til den fremragende Express:

“As in cooking, so in life: We muddle through as best we can […].”

Spæk-note: hvis man, som jeg, har en tendens til at lagre fedtdepoter i et frygtindgydende tempo, vil jeg anbefale at man selv snacker på noget grønt inden middagen og i det hele taget praktiserer mådehold med portionsstørrelsen. Jeg kan sagtens spise pizza med drengene, men jeg bestræber mig på at spise en halv, fremfor halvanden. Det lykkes for det meste…

Næh, det er meget nemmere at skue bagud og glædes over de ting, som rent faktisk blev til noget i det forgangne år. Og hvis man husker at sætte barren lavt nok, så står succeserne i kø! Det behøver ikke være ting, som man målrettet satte sig for. Ting som krævede en indsats, hårdt arbejde, afsavn eller anstrengelse. Så på denne årets sidste dag klapper jeg mig selv på skulderen og sætter mentalt flueben ved, blandt andre ting, følgende:

• Jeg har fået repareret min telefon, i stedet for at købe en ny.
• Jeg har læst andet end kogebøger og børnebøger. Både aviser og romaner!
• Jeg søgte orlov fra mit arbejde og blev hjemmegående på fuld tid. Da vi fandt ud af, at økonomien kunne holde til det var det en befriende og dejlig beslutning at tage og vi har stadig ikke oplevet et sekunds fortrydelse.
• Jeg er holdt op med at barbere mig under armene og på benene.
• Jeg er (næsten) holdt op med at læse dameblade. En dag, hvor jeg havde bedt om en lidt strammere tilgang til bordskik blandt husets voksne, spurgte jeg Mads, om der var noget han gerne ville have, at jeg holdt op med. Og han svarede, at han ville ønske at jeg ville holde op med at læse dameblade. Det tænkte jeg lidt over…. Dameblade er jo sådan et mentalt pusterum, hvor man slår hjernen fra og kigger på vinduer uden at lette måsen. Så jeg bad om en begrundelse. Og så:  “Du bliver ALTID sur, når du læser dameblade. De er fulde af al mulig lort og overfladiske damer, der samler på designertasker! Kageopskrifter og dernæst advarsler om mælkeprodukter og sukker. Så er der en artikel, der hedder “Elsk dig selv, præcis som du er”, og på næste side er der slankeopskrifter og maveøvelser…. Det er noget latterligt bras, jeg hader det og selvom du er klog, så tror jeg ikke helt, at du er upåvirket. Bladene er fordummende, dobbeltmoralske og ulækre.” Jeg sank en bid bolle i karry og gav ham ret. Han har nemlig ret. Jeg bliver altid sur! Og frustreret over kvinder, der er så købestærke og ensporede, at deres højeste ønske er en Balenciaga-taske MERE… Slut. No more. Finito. (Jeg kigger nogle gange lidt i et dameblad på biblioteket, bare for at se, om jeg stadig bliver sur. Det gør jeg.)
• Jeg tabte 10 kilo rent spæk i 2015. Jeg byttede store mængder Matadormix og tandsmør ud med lidt mere beskedne doseringer og erstattede i ny og næ et måltid med blendet frugt og grønt. Den slags livsstilsomlægninger er jo aldrig specielt underholdende, men jeg er åbenbart mere velfungerende med kalorienedskæringer på den lange bane end på den korte. Jeg har tabt de samme kilo MANGE gange undervejs, for det er man nødt til, når ens livsstilsomlægning giver plads til virkelig store stykker Drømmekage, når nogen har fødselsdag. Ikke desto mindre, så lykkedes det, det pynter svært og er væsentlig sjovere, når der om lidt skal prøves jeans på udsalg!
• Jeg har været en (rimelig) god mor. Jeg har skældt mindre ud, givet lov til flere sjove ting, læst flere bøger, danset mere til Lady Gaga, sunget flere sange og ikke mindst været mere tålmodig. Der er blevet råbt mindre og snakket mere. Opdraget mindre og leget mere. Jeg har brugt laaaang tid på at forklare Mattis (Spørge-Jørgen) om alt fra skilsmisser og kejsersnit til stjernebilleder og kageopskrifter. Jeg får ikke den der udmattede følelse efter spørgsmål nummer elleve… Det gør mig glad, lettet og stolt.
• Jeg er holdt op med at følge Andrea Elisabeth Rudolph på Instagram. Og Ohsheglows! Til gengæld følger jeg Ditte Giese, hvilket burde være obligatorisk.
• Jeg er blevet venner med et menneske, jeg virkelig ikke brød mig om, da jeg mødte vedkommende.
• Og så har jeg startet mig blog! Den er jeg glad for. Den er et sjovt projekt, som jeg elsker og uden Mads’ hjælp ville den have lignet l… Så det er også et fælles projekt, som IKKE involverer gravemaskiner, cementblandere eller rutefart til Stark. Vidunderligt.

Og til sidst et par forsætter. Ikke noget ambitiøst, bare nogle småting, som næsten opfylder sig selv:

• Jeg vil ikke være en del af Bloggers Delight eller Bloglovin’.
• Jeg vil aldrig mere købe citrusfrugter, som ikke er økologiske.
• Jeg vil kysse mere på Mads. Han er SÅ pæn og han bliver SÅ glad.
• Jeg vil være ligeglad med appelsinhud og åreknuder og gå i shorts til sommer. HVIS det bliver sommer.
• Jeg vil gå flere ture med Molly. Det er godt for os begge og en af os har irritabel tyktarm og gåture skulle vist nok hjælpe….
• Jeg vil arbejde for at starte en legestue i Brædstrup, så Karl og jeg kan få flere venner.
• Jeg vil undlade at drikke øl, spise dårligt slik, se programmer med Jacob Riising og film med Cameron Diaz.
• Og så vil jeg huske på Lama. Dalai Lama. “Be kind whenever possible. It is always possible.” Et dejligt citat at tænke på, lige til at skrive på et kort og sende til Inger Støjberg! Også sundt at ihukomme, når man er i telefonkø hos Skat eller når Mads har bagt boller – på madpapir. That shit sticks everywhere!

Hav en dejlig nytårsaften, drik champagne, hvis du kan og lad nu være med at kigge i spejlet undervejs.

Rigtig godt nytår.