Johanne: “Hmm, jeg har ikke skrevet noget siden februar!! Ku’ være jeg skulle flikke noget sammen….”

Så. Hvis du rent faktisk læser dette indlæg, så TAK. Du er lavet af et særligt stof. )

Der er sket mange forskellige ting i mit liv, mens der har været dødvande på bloggen. Men en af de allervigtigste ting er, at jeg er gået fra at veje 59 kilo til at veje 67. Og at det er sket med fuldt overlæg. Jep. No shit. Forklaringen er som følger:

I september for to år siden besluttede jeg mig for at tabe de kilo, som havde listet sig på under graviditet og barsel med Lasse. Vægten sagde 75 kilo og med en højde på 164 cm. tænkte jeg at det måske var lige vel voldsomt. Jeg var en str. 44 i stedet for min sædvanlige str 38-40. Jeg kunne max løbe 10-20 meter, før jeg prustende måtte holde pause og når jeg hoppede i trampolin med ungerne havde jeg det som om jeg skulle gylpe mine lunger op. Jeg gik stadig i ventetøj og mine dejlige kjoler hang og samlede støv, fordi jeg ikke kunne lyne dem. Anyway, 15 måneder senere var jeg 17 kilo lettere. Fremgangsmåden? En veritabel tsunami af grønne smoothies, squats, småbitte måltider på 200-300 kalorier og virkelig mange aftener, hvor jeg gik sulten i seng. Mads bakkede mig op, fordi jeg var så fast besluttet, men nævnte samtidig at min vægt ikke betyder noget for ham. Og at han i øvrigt også synes det er vældig hyggeligt at vi spiser aftensmad sammen, i stedet for at jeg drikker kål, mens jeg laver mad og derefter sidder og smiler anspændt, mens de andre spiser. Bevares, jeg forstod godt hans holdning, men jeg havde øjnene på målstregen og et “natural high” af at det kørte for mig. Det har så senere vist sig, at det “natural high” kommer af alle de stresshormoner kroppen udskiller, når den sulter… At 1295 kalorier i døgnet til et aktivt voksent menneske tvinger kroppen i et såkaldt “famine mode”. Famine betyder hungersnød. Det er en selvpåført katastrofe som laver lort i fordøjelse, hormoner, forbrænding, stofskifte og meget mere. Men det kommer vi til…

I tiden efter jeg nåede over målstregen (jeg har et billede af mine fødder på vægten, som viser 58,5, hvilket jeg ikke har vejet siden jeg var teenager), var jeg ON FIRE! For det første var jeg let som en fjer og for det andet begyndte jeg at spise igen. Rigtig mad i normale portioner. Og som med ALLE andre slankekure, livsstilsændringer eller hvad fanden man nu vil kalde det, så var min krop så udmattet af forbud, restriktioner og afsavn, at den konsumerede energi som Skødstrupværket. Og ligeså stille og langsomt kunne jeg konstatere, at hvis jeg skulle blive under 60 kilo, så skulle jeg blive ved med at leve på en sten, drikke spinat, løbe, lide afsavn og spise hytteost hele tiden. Og ligeså stille faldt ti-øren.

Jeg skal leve sådan her resten af mit liv, hvis jeg vil kunne passe de her jeans i str. 36. Jeg gider ikke leve sådan her! FUCK. Jeans eller life!? Jeans eller life…

Life.

Jeg har været på flere slankekure i mit liv end jeg kan tælle. Jeg har tabt de samme kilo igen og igen og igen. Og jeg er færdig. Slut. Ikke mere. Første gang jeg fejlagtigt troede at min krop var forkert, stod jeg på vægten hos sundhedsplejersken og fandt ud af at jeg vejede 37 kilo. Den tyndeste pige i klassen vejede 25. Et par år senere fortalte en klassekammerat mig, at min såkaldte kæreste i femte klasse havde slået op med mig fordi jeg var “for fed”. Det blev også, i 8.klasse, til en enkelt kommentar, skrevet med blyant på væggen på toilettet, om at jeg var “dellet”. Og det var det! Mere skulle der ikke til, for at gøre mig til det der på engelsk hedder chronic dieter. Det bliver kluntet at oversætte direkte, men betydningen er klar. Jeg var altid enten på slankekur eller på pause fra en. Aldrig bare i fred, tilfreds eller ubevidst om min vægt og min størrelse. På en måde er det jo lige til artikel i Ugebladet Søndag at jeg næsten skulle blive 40, før jeg fik tilstrækkeligt med selvindsigt til at give det hele fingeren, droppe jagten på den perfekte krop og ikke mindst få øjnene op for, hvor ulækker, forskruet og grisk slankeindustrien og hele slanke-kulturen er.

Det gik op for mig, at grunden til at man ikke er på én slankekur i sit liv, hvorefter man lever resten af sine dage i sin slanke krop er, at slankekure ikke virker. Hvis de virkede, hvorfor fanden er man så på dem igen og igen? Vi er rigtig gode til at skyde skylden på os selv, når vi – efter en vellykket slankekur – tager det hele på igen. Slankekuren er den gode helt, vi er de slatne tabere, der ikke engang kan finde ud af at passe på den fiiiiine tynde krop, som slankekuren har hjulpet os med at få. Pinligt!

Jeg fandt ud af, at det er slankekurene, der er defekte. 1300 kalorier til et granvoksent menneske er absurd. BMI er et dybt problematisk redskab, udviklet af en matematiker. Se her for en glimrende gennemgang af, hvorfor du med sindsro kan skide dit BMI et stykke og i stedet kigge på helt andre ting, hvis du gerne vil tjekke dit helbred. Hvilepuls, blodtryk, stressniveau og søvnkvalitet er gode steder at starte, men spørg din læge, hvis du er i tvivl! Mine største åbenbaringer kom fra bogen med den helt eminente titel “The Fuck-it diet” af Caroline Dooner. Jeg lyttede til lydbogen fire gange i streg, eftertjekkede de videnskabelige fakta jeg havde brug for at læse mere om, tog nogle virkelig dybe indåndinger, stillede min vægt væk og begyndte at spise igen.

Hvis man skal koge bogens budskab ned til en enkelt suppeterning af visdom, må det være denne:

Restriktion fører uundgåeligt til overspisning. Det er kroppens måde at passe på os og forsøge at undgå mangelsygdomme, sultedød og artens uddøen. Det lyder vildt. Men det er det ikke.

Derfor tager vi det hele på igen efter en kur. Derfor propper vi indmaden af et rundstykke i munden, når alle andre er gået fra bordet. Derfor spiser vi fire kanelsnegle til fødselsdagen i stedet for en. Fordi det ligger dybt i os, at der er nye restriktioner, nye afsavn, nye slankekure på vej. Hvis bland-selv slik er lovligt, tilgængeligt og afdramatiseret (der er masser, du må spise det hver dag, der er også slik i morgen), så mister det efterhånden noget af sin tiltrækning. Når man også må få lidt snolder efter frokost i morgen og i overmorgen, så er man mindre tilbøjelig til at tømme skålen i et panisk ur-menneskeligt forsøg på at fylde lagrene op før hungersnøden vender tilbage. Dooner formulerer det så fint, når hun siger at hver gang kroppen tvinger os væk fra en sultekur, så gør den det for at beskytte os. Tragedien er alle de gange vi tvinger den tilbage igen…

Jeg kan snakke og skrive i mange mange timer om emnet. Bogen og indstillingen har ændret mit liv og det lyder højttravende at skrive, at jeg er fri efter 30 år i slankefængslet. Men sådan føler jeg det. Tag ikke fejl! Efter 30 år med en forvrænget opfattelse af at min krop var grim, forkert, for meget, for tyk, så er der stadig lang vej igen. Processen er ikke nem og det er let at falde tilbage og tænke “Argh, jeg kunne jo liiige give max slankegas i en måned, tabe 5-7 kilo, blive pæn igen (what the fuck…!?)  og SÅ gå tilbage til at spise intuitivt…”. Men nej. Sådan fungerer det ikke. Det er all in og det er pissesvært og latterligt grænseoverskridende og en proces fyldt med tvivl og frygt. Ikke mindst fordi samfundet stadig har skønhed, slanke lår og flade maver øverst på podiet. En slank krop er en gigantisk statusmarkør og stigmatisering af tykke og fede mennesker er overalt i vores hverdag. Jeg har aldrig selv været så stor, at jeg har oplevet samfundsmæssig stigmatisering, men min egen ubarmhjertige selvkritik var også alt rigeligt! Jeg har sat lighedstegn mellem vægt og værdighed, mellem kilo og succes og jeg har ærligt talt svært ved at mindes hvordan det føles at være mad-neutral. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været det. “Usund, fed eller syndig” mad = slemme Johanne. Grønkål, hytteost og mikroskopiske portioner = dygtig Johanne. Når ALT hvad man putter i munden bliver symboler på ens menneskelige værdi, så er et liv som slankeslave én lang slåskamp.

Så fuck it. Jeg er færdig. Ja, jeg har hængt nogle af kjolerne ind i skabet igen og de ryger med på loppemarked snarest muligt. Jeg har en ny målstreg i horisonten. Et kærligt og taknemmeligt forhold til mine fine, magiske, utrolige krop. Og et forhold til mad, som er udramatisk og præget af lyst og fornøjelse fremfor skam, skyld, tvang og besættelse. Jeg orker ikke bruge resten af mit liv på at tælle kalorier, snakke grimt til min topmave og spise skyr og ækel tør chokolade med 85 % kakao. Det har ædt så meget af mit liv, at det er til at tude over og jeg vil ikke mere. Jeg vil bruge min tid på ting jeg gerne vil. Det kan oveni købet være at der bliver tid til at blogge igen!

Tak fordi du læste med.

Hvis man gerne vil følge i Karls fodspor og spise mere klimavenligt, dyrevenligt og krops-venligt, så kommer man ikke udenom at gå udenom køledisken med kød lidt oftere. Og vegetarmad behøver jo ikke være seitan, bønnebøffer og dhal krydret med noget masala-væsen, man ikke kan finde i Rema1000 i Brædstrup. Vegetaraftensmad er jo også tomatsuppe, risengrød, pita, pizza og pastaretter med grøntsager og hundredvis af andre lækre forslag, som internettet vrimler med. Det er som regel nemt at lave, blandt andet fordi der ikke er kødhåndtering indblandet. Der skal ikke tøs noget op, man skal ikke være så hys med håndhygiejnen og man er ude over alt bøvlet med ben, sener, fedt, gennemstegt eller ej, skoldning af skærebrætter osv. En af mine absolutte favoritter er denne alt-i-en-gryde mexikanske vidunderlighed, som mageligt kan skovles ind fra skål, men som også gør sig vanvittig godt som fyld i en tortilla. Mmmm. Eller lav nem, billig og lækker minestrone! Ostebrød til og alt er godt.

Her i huset spiser vi vegetarisk aftensmad mindst en gang om ugen og meget gerne mere. Det er stadig med småbitte skridt, for den danske madkultur er i høj grad kødet i centrum og grøntsagerne som tilbehør eller pynt. Der skal tilvænning til og det tager tid! Men hvis man lige svinger sig op i et større perspektiv for en stund, så skal vi også til at vænne os til tørke, smeltede poler, skybrud, luftforurening og Thomas Buttenschøn på Ramasjang, så i virkeligheden er bønnebøffen ikke sådan rigtig synd for os! Tværtimod. Den smager virkelig godt i en burgerbolle med alt tilbehøret. I dare you!

Og så er der vores pålægsboks…. Madpakker, frokoster, sandwich osv. er bare ikke det samme uden spegepølse, hamburgerryg og kyllingepålæg. Det hele kan heldigvis fås økologisk og hvis man vil være ekstra cool, så kigger man vegetarerne og veganerne over skuldrene og prøver nogle af deres pålæg. Jeg er vild med “spreads“, eksempelvis fra Urtekram og så har jeg lige prøvesmagt et vegetarisk pålægs-alternativ lavet på æggehvider, der til forveksling ligner og smager som kyllingepålæg med paprika! Jeg forsøger at indføre mere fiskepålæg, flere tomat-, kartoffel- og æggemadder, men vanens magt er stor og det er en proces, der tager tid. Gode forslag til herlige madder uden dødt svin på modtages gerne!

Hitlisten:

– Økologisk spegepølse fra Aalbæk Specialiteter. Uundværlig i vores husholdning, især til madpakker, frokost og på pizza hver fredag!

– Lidt, men godt. Vi spiser mindre og mindre kød, til gengæld er kvaliteten høj! Tak far.

– Selvforsyning! Køkkenhaven, drivhuset og hønsegården. Nogle gange vores redning ud af det blå, når nogen har været for længe på Instagram og glemt alt om foder til tropperne. Æggemadder, omeletter og grøntsager til salater, supper, ovnretter. Og det føles helt utrolig godt at spise familien af med hjemmedyrket, hjemmelavet økologisk vegetarmad! Jeg fatter ikke, hvor Danmarks Radio bliver af…

Plads til forbedring:

– Snackpølser i børnenes madpakker. Hver dag. Året rundt. Dyre, underlødige og fyldt med salt, tilsætningsstoffer og jammerlige ingredienser. Jeg har forsøgt med snackpølser fra Hanegal. No f…ing way. De kommer direkte retur i madpakken.

– PØLSER. Jeg kunne servere pølser de fleste af ugens dage her i huset og ingen af de andre ville brokke sig et sekund. Mads har produceret pølser selv. Gode, men lettere avantgarde og ikke specielt egnede til pølsehorn. Eller børn. Pølser kan naturligvis fås økologisk, de er herredyre og det bør de også være. Så kompromiset bliver nok pølser lidt sjældnere, men af bedre kvalitet. Veganer-pølser har jeg ikke prøvet endnu. Er de mon lavet på ægte veganere!?

– Bacon… Come on.

Derfor har jeg udviklet et fobi-lignende had til livsstilsbøger, blogs, dameblade og andet ragelse frembragt af “eksperter”, som altid har alle svarene på alting. Og svaret er fandme aldrig, at jeg bare skal blive ved med at gøre som jeg gør! Nogle gange virker det som om hver anden borger i Danmark er ernæringsekspert, personlig træner, yogalærer, coach eller terapeut, så alle os andre slapsvanse kunne mandsopdækkes én til én. Og larmen fra alle de “kloge” er så øredøvende, at den er svær at undslippe. For noget tid siden læste jeg en fantastisk kronik i Information (find den her), som på skræmmende vis forklarer, hvordan man som spiseforstyrret konstant bliver bekræftet af medierne i, at man har fat i det helt rigtige! Ud med de tre hvide djævle; hvedemel, mælk og sukker. Ud med kaffe, vin og snolder. Ind med blendet grønkål, faste og chiafrø. Man er dygtig, hvis man siger nej til nybagte kanelsnegle, man er slem, hvis man siger ja… Man synder med pizza og betaler aflad bagefter ved at drikke underlige grønne juicer og smoothies med alger, pulvere og svinedyre olier i.

Og jo mere velstillet, ressourcestærk og veluddannet man er, jo større håne-ret lader det til at man har. Men marginalerne er i virkeligheden bittesmå, eksempelvis fra sund mad til økologisk sund mad, fra vegetar til veganer, fra hverdagsmotionist til fitness-freak. Hvis vi sammenligner os med mennesker i et udviklingsland, hvor man måske mestendels spiser produkter af majs eller ris, så virker det nærmest komisk at vi i Danmark pt. har en ophedet debat om noget så specifikt som kosttilskud! Jeg tror det er tilværelsens ulidelige lethed, der spøger. Hvis man lever i en verden uden skarpe hjørner og mørke afkroge, så har man pludselig enormt meget tid til at filosofere over, hvorvidt man burde spise fiskeolie eller ej. Om man vil bære i slynge eller bæresele. Eller ikke bære overhovedet. Forleden var jeg på tur i blogland og stødte på en såkaldt neo-hippie, som åbenbart også er slynge-guru. I hvert fald fik en stor del af danske forældre et kollektivt drag over nakken med ordene: “Hold dig derfor langt væk fra Baby Björn!”. Hm. Den er ellers udviklet af specialister i børn og ergonomi, men den er åbenbart en invaliderende dødsfælde. Så meget desto mere mystificerende er det, at mine børn har nydt at hænge i den  – også udadvendt (gys!) – og de fungerer fremragende motorisk. Så enten er mine børn helt ganske særligt fantastiske eller også er her en dame med sans for overdramatisering. Eller som det hedder i dag; shaming. Skam dig! Over din Baby Björn, dit sukkerspiseri, din slappe mås og din iPad, som du giver ungerne, når du er så træt at du har blodsmag i munden.

Og nu vi er ved min træthed, så vil jeg lige dementere et andet postulat, som jeg har testet i praksis. Jeg blev ikke helt vildt vågen, kæk og energisk af at drikke blendet grønkål og avocado. Eneste bivirkning var, at jeg fik meget nemt ved at komme på toilettet og derved fik løst et ikke eksisterende problem. Og ærligt talt, så smager blendet grønkål af prut og hæk-afklip og avocadoen gør oveni købet smoothien levret på en virkelig vammel måde… Jeg foretrækker grønlangkål og guacamole i stedet.

Jeg forstår ikke, hvorfor en radikal ændring i det enkelte menneskes liv ofte udmønter sig i et CVR-nummer, en lækker hjemmeside og en karriere i at fortælle andre, at de også burde se lyset og lave sig selv om. Hvorfor kan man ikke bare være helt vildt med at meditere, lave cross fit eller spise rå mad UDEN at det skal blive en livsmission at få mig til at gøre lige sådan? Selvhjælps- og slankebranchen har kronede dage, bøgerne vælter ud af forlagene og der er åbenbart (stadig) masser af penge i at prikke til folks dårlige samvittighed, deres skam og tvivl. Jeg afskyr det. Jeg vil ikke laves om. Jeg kender ikke en eneste asketisk sukkerfornægter, som jeg gad spise brunch hos. James Price, derimod… Eller Camilla Plum!!

Hvis jeg nogensinde tager Rikke på ordet og skriver en bog, så bliver det med stor sandsynlighed en livsstilsbog med titlen “Du er dig. Og du dur…” Med undertitlen “Om at gå gennem livet med hængerøv og højt humør.” Med udførlige vejledninger i absolut ingenting og et entydigt fokus på at droppe samvittighedskvalerne en gang for alle. Jeg forestiller mig et startoplag på en 10-12 stykker. Skal jeg skrive dig op?

Nu er det bare blevet hverdag. Jeg ved, at jeg skal amme tre-fire gange hver nat og jeg har vænnet mig til at jonglere med våde bleer, skumklude og saltvandsdråber til de mikroskopiske næsebor uden at lave en lyd. Jeg er forvandlet til en regulær ninja om natten og jeg har genopfrisket kunsten at leve livet med én hånd – inkl. kaffebrygning, oprydning og toiletbesøg. Ja, også bummelum. Og alt taget i betragtning er Lasse ikke nogen vanskelig baby. Han sover det meste af natten, patter som en tyrekalv på 100 kg. og er blevet så venlig, at han har aflagt vanen med at lave bæ efter hver eneste amning. Det er endda kommet så vidt at jeg har syltet noget! For hvor Mattis og Karl begge er født om vinteren, hvor alting er frossent, gråt og dødt udenfor, så er Lasse efterårsbarn. Og alle de ting vi har gået og bakset med i køkkenhave og drivhus er jo selvfølgelig klar til høst og konservering, lige som mælken løber til. Hvad gør man så? Enten lader man lortet gå til (afgrøderne, ikke ungen, forstås!) – eller også kniber man godt sammen, tager spædlingen på armen og forsøger at huske opskriften på Lindas syltelage, mens man mingelerer et ammeindlæg på plads, så man undgår alt for megen menneskefløde i de syltede løg.

Det kan virke som et lettere hasarderet projekt at kaste sig ud i at koge æblegrød eller lave pizzasauce med et spædbarn på (b-)armen, men hvor andre slapper af ved at hækle, være på Twitter eller polere deres triatloncykel, så slapper jeg af når jeg konserverer et eller andet spiseligt. Min stenalderhjerne tilfredsstilles voldsomt af at sikre mig, at jeg har noget at proppe i munden hele vinteren og jeg synes simpelthen at processen er hyggelig. Det er ikke et åg, en pligt eller et præstationsprojekt. Det er ren nydelse. Jeg må være 11 procent hobbit…. Det passer fint både med højden, bredden og glæden ved at spise morgenmad to gange.

Jeg lever et temmelig aktivt liv til daglig, for som mor til små børn sidder man ikke stille ret længe ad gangen. På en almindelig dag går jeg omkring 10.000 skridt – de fleste af dem med noget LEGO i hånden. Jeg løfter på Karl, på kurve med vådt vasketøj, på indkøbs- og biblioteksposer og jeg graver have, kravler rundt og luger og laver afsindige strækøvelser for at nå en Bruder-styrthjelm inde under sofaen. Det er ikke motion jeg får på en organiseret måde, som jeg betaler for eller køber udstyr til, men jeg bilder mig ind at min krop er ligeglad. Så længe den bliver brugt, så virker den forholdsvist tilfreds med mig.

Når det så er sagt, så er jeg ret sikker på, at min krop har et alvorligt dødsønske. Den synes eksempelvis at vi skal køre i Netto og købe en Tigerroulade og spise det hele selv. Til frokost. Den putter meget mere remoulade på min fiskefrikadellemad end jeg synes den bør og den er decideret obsternasig, når vi køber ind. Den læsser kakaomælk, rejesalat og Kims Snackchips ned i vognen, selvom den godt ved, at jeg SLET ikke kan forbrænde så mange kalorier! Den kan spise nogle helt abnorme portioner pasta, den er vild med tandsmør og cola og den kan spise så store mængder saltlakrids, at jeg får hjertebanken og svedige håndflader.

Så den fysiske aktivitet jeg trods alt får handler hverken om velvære, flotte lår eller om den der skønne ro man får i kroppen efter en løbetur. Min fysiske aktivitet og min forholdsvis sunde kost handler ganske enkelt om tre ting. Jeg er nødt til at bevæge mig, for jeg er grådig og kan godt lide at spise usunde ting, til jeg næsten får det dårligt. Jeg er forfængelig og synes at min røv er grim og mine overarme ligner frosne kalkunbryster, hvis jeg ikke husker at spise frugt, grønt, rugbrød, fisk og havregryn en gang i mellem. Og jeg er skidebange for at dø af en eller anden vammel livsstilssygdom. Det betyder ikke, at jeg lever af skyr, løg og kål, men det betyder at jeg æder væsentligt mindre slam, end jeg har lyst til. Jeg vil simpelthen så nødig en dag være nødt til at forklare drengene, at grunden til at jeg ligger her med stomipose, liggesår og slanger i næsen er fordi jeg ikke kunne styre min piskeflødebrandert…

Jeg har aldrig været sporty. Bortset fra de fire måneder i vinteren 07-08, hvor jeg var både single og jobsøgende og brugte al min tid i fitness.dk med Karen, som også var midlertidigt single. Jeg trænede 8-10 timer om ugen, vejede 60 kilo, så fabelagtig ud i alt mit tøj og åd som en murerlærling uden at det kunne ses. Jeg red som barn, svømmede vist også en overgang og har med jævne mellemrum været en absolut middelmådig motionsløber. Men min idé om Helvedes forgård er en sportshal, Mattis på fem år kaster bedre end jeg og når jeg ser en motionscyklist, så har jeg lyst til at køre ham over… Motion er i dén grad noget jeg skal beslutte mig for, jeg nyder det helt ærligt ikke og jeg er måske i virkeligheden heldig at jeg har børn, have og husholdning til at holde mig i nogenlunde form. Jeg holder af både skiløb (dyrt = sjældent), yoga og dans og yogaen kan til nød klares hjemme på stuegulvet til en Youtube-video. Dansen må vente til jeg finder den rette dansemakker, for da de uddelte rytmesans glemte Mads at møde op. Han var nok i Funder Hallen….

Ovenstående forklarer, hvorfor man ikke skal føle sig overset, hvis man hilser på mig i en butik med bland-selv-slik og ikke får et svar. Jeg er bare så lykkelig og opslugt, at jeg intet andet ænser. Så mange farver! Så mange e-numre! Så meget sukker! Så små poser…. Suk.

Af selvsamme årsager har jeg oparbejdet et lille katalog af “opskrifter” på aftensmad, som er nemme og gode og nogle er oveni købet hurtige! Hvis man synes, at lødigheden er tvivlsom stiller man et par skåle med frugt og grønt i mundrette bidder på bordet ti minutter før maden er færdig, hvorefter man kalder til bords. I mit hus betyder det, at tropperne samles og støvsuger skålene, mens jeg laver maden færdig. Snedigt…. Herunder opremses de nemmeste og bedste af mine Lazy Mom-klassikere – minimum indsats, maksimal fornøjelse.

Jeg kan lige indledningsvis understrege, at her ikke tælles kalorier. Når det handler om at fodre på hankønsvæsner med skyhøj forbrænding, så kan man tillade sig en betragtelig mængde hvidt brød med smeltet ost. Vi andre må indrette portionsstørrelsen og tilbehøret, så vi også kan spise med.

• Minipizza: pitabrød på en bageplade, tomat eller pizzasauce på, skinke, pølse, spegepølse, chorizo, cheddar, mozzarella, reven skæreost osv. I ovnen ved ca. 200 grader i ti minutter til osten er gylden og bobler. Man kan jo flotte sig med økologiske varer af god kvalitet, hvis samvittigheden kræver det.
• Naan-varianten er også god: samme procedure som ovenfor.
• Toast: ordentligt groft toastbrød, ketchup eller pizzasauce, skinke/hamburgerryg, tomatskiver og ost.

(Kan godt mærke, at her tegner sig et pizzaorienteret mønster…. Hmmmm.)

• Spaghetti med pølsegryde: svits et løg. skær en håndfuld gode wienerpølser i “mønter” og svits dem med. Hæld en dåse flåede tomater ved og smag til. Spis med valgfri pasta og parmesan. (Dette er en historisk Nygaard-klassiker. Da jeg var barn fik vi “parme-soya” til, dvs. vi dryppede soya på og dryssede med parmesan. Det smager latterligt godt.)
• Nigellas spanske kylling: på en bradepande lægger man kyllingestykker, små halve kartofler og tykke “mønter” af chorizo. Drys med oregano og hakket rødløg og bag ved 200 grader i ca. en time.
• Ravioli: Ud af en pakke fra supermarkedet! Måske den hurtigste middag, der kan skaffes. Man kan jo vælge at købe den dyre øko-variant, så kvaliteten er god. Spis med pesto eller ketchup, grønt i skåle og slut af med et stykke frugt. Alt er godt!
• Sandwich: godt brød, salat og grønt og den enkeltes yndlingsfyld. Laks, skinke, ost, chorizo, kyllingesalat, frikadelle…. Rør en dressing af pesto og creme fraiche, smør med rød pesto eller et lag Dijonnaise. Det ligner en million på tallerknen og det tager ingen tid at lave.
• Laks med frisk pasta og pesto/pestosauce: Laksestykker steges forsigtigt på en pande eller i ovnen, mens pastaen koger. Så tilbageholder man en kop kogevand og blander den drænede pasta med grøn pesto og lidt af kogevandet, ELLER man varmer, i en gryde, en deciliter madlavningsfløde og blander den med et glas pesto af rød peberfrugt. Det tager ingen tid og det smager fantastisk!
• Wraps eller pita med fyld: hakket oksekød på panden, pølsestykker eller bøffer og bacon, grønt at gnave i ved siden af til ungerne, salatblade til mig og valgfrie dressinger. Et stort hit, som Mattis (i.e. the picky eater) selv efterspørger. Så det får vi tit!
• Fiskefrikadeller: jeg har næsten altid bakker af fiskemandens fars i fryseren. Op med den om morgenen, fiskedellerne formes direkte fra bakken og mens de steger snitter jeg lidt grønt og stiller rugbrød, smør og remoulade frem. Hvis bølgerne går højere får vi ovnkartofler (eller pose-pommes!) til.
• Risengrød: lidt en sæsonting, men god. Jeg laver min egen version af høkasse-metoden, så jeg ikke behøver at stå ved komfuret i 45 minutter. Jeg måler ris af, hælder mælken på og koger det op. Så slukker jeg, lægger låg på og laver noget andet i ti minutter. Så tænder jeg igen, koger op, slukker, låg på, venter ti minutter. Og det fortsætter jeg med, til risene er møre. Kogt mælk er så allerhelvedes varmt, at risene sagtens kan mørne i eftervarmen af hvert opkog. NB. Jeg har gaskomfur og når jeg slukker, så er der slukket! Hvis dine kogeplader holder på varmen, så flyt gryden
• Pølsehorn: lettere bøvlet, men ikke svært. Mattis plejer at hjælpe til og vi bager nok til at der er til madpakker og eftermiddagsmad de følgende dage. Opskriften på Valdemarsros hjemmeside er god.
• Rugbrødsmadder! Hvorfor spiser man ikke det noget mere til aftensmad? Pålægget kan varieres i det uendelige, ungerne kan selv smøre og gøre ved og man kan jo flotte sig og spejle et æg, købe en bøtte rejer eller stege en frikadelle til.

Andre hits i min husholdning er naturligvis hjemmebagt pizza (vi har stenovn, en voldsom luksus som giver vidunderlige pizzaer), spaghetti bolognese, lasagne og boller i karry. Lidt sjældnere gæster er pasta carbonara, kyllingegryde med tomat og fløde og den klassiske frikadelle (Frk. Jensens opskrift er suveræn (hendes chokoladekage er horribel)).

Og som alle andre er jeg også nogle gange fuldstændig blank! Jeg støver rundt i kogebøger efter idéer, kigger på hjemmesider med madplaner og sukker opgivende ved forslag om jordskoksuppe, andelår og indisk curry. Mit køkken frekventeres af nogle forholdsvis konservative spisere og nye ting skal indføres meeeeget langsomt. Intet er umuligt, men tålmodighed er vigtigt – og ikke min stærke side, når det kommer til mad. Jeg er altædende og håber en dag at kunne sætte stærke thaisupper, skaldyr og kartoffelmos på bordet.

Mine venner i nøden, som i alle andre kulinariske anliggender, er mine to køkkengudinder Nigella Lawson og Camilla Plum. De er begge dygtige kogekoner med forstand på børn og hvor jeg vender mig til Plum for det mere krævende og langsommelige, så er Nigella mit forbillede i god mad, Express style. Hendes kogebøger har været en åbenbaring for mig og jeg kan ikke anbefale hende og dem nok. Hun tæller ikke kalorier, ej heller bekymrer hun sig synderligt om måltidets optimale sammensætning. Men hun kan lave mad, som alle har lyst til at spise, opskrifterne er vidunderligt nemme og meget lækre og som sagt: hvis lødigheden er tvivlsom, så start med lidt frugt og grønt. For som hun selv skriver i forordet til den fremragende Express:

“As in cooking, so in life: We muddle through as best we can […].”

Spæk-note: hvis man, som jeg, har en tendens til at lagre fedtdepoter i et frygtindgydende tempo, vil jeg anbefale at man selv snacker på noget grønt inden middagen og i det hele taget praktiserer mådehold med portionsstørrelsen. Jeg kan sagtens spise pizza med drengene, men jeg bestræber mig på at spise en halv, fremfor halvanden. Det lykkes for det meste…