Jeg har en lignende opførsel, når vinterens greb strammer, når små forkølede erantis stikker snuderne op af jorden og jeg mærker længslen efter sol i ansigtet, muld mellem hænderne og lærkesang over mit hoved. Jeg står ude i mit drivhus med en grensaks eller en planteskovl i hånden og kigger mig søgende omkring. Det er stadig for koldt og for vådt til at gøre noget som helst, men var der ikke noget med, at Camilla Plum sår hestebønner allerede i februar…? Hmm, så er jeg jo faktisk bagud! Jeg står i køkkenhaven og stirrer koncentreret på rækken af hvidløg vi satte i efteråret, for de MÅ da været vokset, bare lidt. Jeg rydder op i havestuen, fjerner gammel julepynt, poser med fuglefoder, havegrej og sække med pottemuld, for nu skal bordet tørres af, stolene vaskes rene og gulvet fejes, for lige om lidt skal vi drikke kaffe derude. Måske. Måske med en fleecetrøje på. Og terrassevarmeren tændt. Og skisokker på. Så kan Mads jo passende hoppe i skistøvlerne ved samme lejlighed!

Nu er det bare blevet hverdag. Jeg ved, at jeg skal amme tre-fire gange hver nat og jeg har vænnet mig til at jonglere med våde bleer, skumklude og saltvandsdråber til de mikroskopiske næsebor uden at lave en lyd. Jeg er forvandlet til en regulær ninja om natten og jeg har genopfrisket kunsten at leve livet med én hånd – inkl. kaffebrygning, oprydning og toiletbesøg. Ja, også bummelum. Og alt taget i betragtning er Lasse ikke nogen vanskelig baby. Han sover det meste af natten, patter som en tyrekalv på 100 kg. og er blevet så venlig, at han har aflagt vanen med at lave bæ efter hver eneste amning. Det er endda kommet så vidt at jeg har syltet noget! For hvor Mattis og Karl begge er født om vinteren, hvor alting er frossent, gråt og dødt udenfor, så er Lasse efterårsbarn. Og alle de ting vi har gået og bakset med i køkkenhave og drivhus er jo selvfølgelig klar til høst og konservering, lige som mælken løber til. Hvad gør man så? Enten lader man lortet gå til (afgrøderne, ikke ungen, forstås!) – eller også kniber man godt sammen, tager spædlingen på armen og forsøger at huske opskriften på Lindas syltelage, mens man mingelerer et ammeindlæg på plads, så man undgår alt for megen menneskefløde i de syltede løg.

Det kan virke som et lettere hasarderet projekt at kaste sig ud i at koge æblegrød eller lave pizzasauce med et spædbarn på (b-)armen, men hvor andre slapper af ved at hækle, være på Twitter eller polere deres triatloncykel, så slapper jeg af når jeg konserverer et eller andet spiseligt. Min stenalderhjerne tilfredsstilles voldsomt af at sikre mig, at jeg har noget at proppe i munden hele vinteren og jeg synes simpelthen at processen er hyggelig. Det er ikke et åg, en pligt eller et præstationsprojekt. Det er ren nydelse. Jeg må være 11 procent hobbit…. Det passer fint både med højden, bredden og glæden ved at spise morgenmad to gange.

Jeg har ligget på alle fire blandt zinnia, ærtehegn og Blå Congo – det lyder som en meget eksklusiv hashplante, men det ER kartofler –  med dræbersnegle op ad armene og udtænkt vittige og storslåede måder hvorpå jeg kunne genoptage bloggeriet. Men det er blevet ved tanken…. Måske fordi jeg følte, at de planter jeg var ved at forkæle med vand og hestemøg var mere værd end de tanker jeg gjorde mig om børneopdragelse, os- eller jeg-kultur, surdej og jagten på den perfekte vente-trusse.

Faktum er, at en blog som min ikke kommer til at omvælte verdensordenen, eller manglen på samme. Jeg konstruerede et problem, på samme måde som “Manden i skabet” i Rytteriet. Ligesom han nægter at komme ud af skabet, før hele verden er på efterløn eller alle verdenshavene er helt renset for forurening, så “nægtede” jeg at skrive, før jeg havde opfundet det ultimative blogindlæg med universel relevans. Et fuldstændigt utopisk projekt, lidt at sammenligne med den ukrudtsfri køkkenhave. Tanken er pragtfuld, men i realiteten dræber præmissen projektet før det overhovedet kan komme i gang.

Så nu accepterer jeg mit projekt, min blog og min præmis. Jeg er gift, gravid og hjemmegående midtjysk mor til to drenge. Min blog skal tage sit udgangspunkt dér hvor jeg er i livet. Midt i brændenælder, plukveer, ulæste aviser og kaskader af vasketøj. Det bliver måske ikke altid lige samfundskritisk og filosofisk, men det gør ikke noget. Det skal bare føles som små bidder af mig selv, som jeg har lyst til at dele. Og hvis jeg skal genopfinde den dybe tallerken, hver gang jeg skal skrive noget, så dør bloggen helt sikkert. Jeg KAN ikke skrive i flere timer ad gangen. Der kan være vigtige ting jeg skal involvere mig i! For eksempel når Karl mener, at “Vi skal snakke om at du har bukser, mor. Og du har en numse.” Ja, lad os det!

Så i oktober 2009, et år og ni måneder efter vi mødtes første gang, flyttede vi ud på vores lille landsted. Og her opstod begrebet “at plumse”. Hvor Mads læser Erichsens bøger og med jævne mellemrum genser et af programmerne for at få en bestemt teknik eller idé genopfrisket, så har jeg en svaghed for Fru Plum. Derfor fik hun kælenavnet Plumsemor. Og derfor kan man “plumse”. Når man sylter rødbeder, laver hyldechampagne, bager boller, koger hindbærmarmelade, henkoger tomater eller høster hestebønner, så plumser man. Og netop nu er vi ved at drukne i tomater fra drivhuset – så jeg plumser på den store klinge!

Af en eller andet grund, så har vi stadig et rimelig barnligt forhold til vores have og alle dens produkter. Det kommer nærmest som en overraskelse hvert år, at der er rødbeder, der skal spises. Salaten går i stok, ærterne bliver melede og kålen bliver ædt af sneglene, før vi får reageret. Om foråret er man tændt af virkelyst, man trænger til lys og luft og til at rode i jorden, lave sirlige rækker og forspire alt mulig mærkeligt – selv majroer og selleri, som jeg slet ikke bryder mig om. Men når efteråret kommer, så gider vi ikke mere! Vi kigger fornærmede ud på regnen og køber pasta i Brugsen i stedet for at grave kartofler op. Pinligt.

Men drivhuset, det fantastiske hjemmebyggede drivhus, som var LANG tid undervejs…. Det kan vi ikke vende ryggen til. Der er lunt og tørt, tomaterne dufter, sommerfuglene flakser og basilikummen står i tykke grønne hække. Det er en svir! Så jeg høster kurve fulde af tomater og henkoger dem. Ellers skal vi spise to kilo tomater om dagen og jeg fornærmer vist ikke nogen, hvis jeg fortæller at Mads og drengene mere er til smørboller og spegepølse end til tomatsalat! Så overfloden konserveres i ovnfulde af sylteglas, så her dufter som et napolitansk pizzaria. Og når man stiller ti nye glas på hylden i vindfanget, så foregår det altså med en vis beskeden stolthed. At man så senere hælder det gyldenrøde duftende indhold ud over pasta fra Brugsen, det er jo bare en ubetydelig detalje…