Det skønneste… – Forsiden af medaljen

En moderkage i en Margretheskål
Så skete det. Plukveerne og de fede pølsefingre blev vekslet til rigtige veer og ti bittesmå nuttede drengefingre, der griber en om lillefingeren og hjertet med en berusende kraft. Ønskebarn nummer tre var endda så samarbejdsvillig, at han kom præcis på terminsdagen, så nu kan vi også begynde at huske 11. september af en glædelig årsag!

Ved første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde overvejet at føde hjemme. Mattis og Karls fødsler har begge været nemme, ukomplicerede og hurtige, så jordemoderen mente, at jeg var oplagt kandidat til hjemmefødsel. Det var skønt og meget bekræftende at blive spurgt og jeg besluttede, at hvis de kloge damer i Horsens mente at jeg kunne føde hjemme, så kunne jeg det! Så jeg begyndte at forberede mig på en helt anden måde end ved mine to andre fødsler, hvor jeg har nøjedes med at spise folsyre, lave knibeøvelser og undgå upasteuriserede oste. Jeg læste bøger om hjemmefødsler og tog et fødselsforberedelseskursus, komplet med lydfiler, åndedrætsøvelser og indstuderede presseteknikker. Jeg kogevaskede lagner og håndklæder, skaffede voksdug til sengen og købte nogle abnormt store bind, nogle affaldssække, en ny læbepomade og noget Ribena. All set.

Søndag den 11. september fik jeg modningsveer om formiddagen, udvidelsesveer om eftermiddagen og presseveer om aftenen. Jordemoderen Karina og jordemoderstuderende Karen ankom med grej, flere bind og ophøjet ro kl. 15.30 og Lasse er født ud i armene på Mads kl. 18.30 sharp i Mads’ seng. Karen stod for det meste af fødselshjælpen, godt hjulpet af Mads. Karina sad afslappet og dejlig på sengekanten det meste af fødslen, forsikrede mig i ny og næ om at alt var i den skønneste orden og havde både tid til at sludre med min mor (hidkaldt til at lave kaskader af Ribena og kaffe), undervise Karen og lytte til Lasses hjerte undervejs, altid fulgt af kommentaren “Total overskudsbaby…”

Før læseren får kvalme og forestiller sig, at jeg lå med et saligt smil hele vejen igennem og nynnede soundtracket til The Sound of Music, så lad mig lige dementere noget… Til trods for at mit fødselsforberedelseskursus hedder “Smertefri Fødsel”, så var fødslen IKKE smertefri. Absolut ikke. Veer gør lige så ondt som jeg huskede fra de andre fødsler, men – og det er et kæmpestort men – denne gang var jeg bedre forberedt! Når jeg fik en ve, så havde jeg en aktiv opgave, noget jeg skulle. Jeg skulle holde fokus på min vejrtrækning og forestille mig veen arbejde med at åbne livmoderen. Veerne fik et andet udtryk, et positivt fortegn, et tydeligt formål. Jeg var bevidst om dem som skridt på vejen et sted hen, fremfor en hel masse pinsel og så derefter, bum, et barn. Og derfor vil jeg på det allerkraftigste anbefale, at man, uanset om man er førstegangs- eller flergangsfødende, forbereder sig til tænderne. Det er fantastisk godt givet ud. Ved Mattis og Karls fødsler følte jeg mig lidt som et skib i havsnød. Denne gang havde jeg begge hænder på roret og en langt større tro på, at denne her skude skal jeg fandme nok få navigeret i havn, selvom det giver vabler i hænderne.

Min allermest dybtfølte anbefaling er imidlertid, at man føder hjemme, hvis man overhovedet kan. Jeg indrømmer fuldstændig blankt et fuldbårent girl crush på alle de jordemødre jeg har mødt fra Horsens Sygehus. De er så sindssygt dygtige, søde, professionelle og dejlige at jeg med glæde var på bjørnekrammere og julekort med hele bundtet. Det virker som en lidt voldsom gestus at få tatoveret Lene, Rikke, Karina og Karen på måsen med et stort hjerte rundt om, men tanken har strejfet mig. Jeg har været i så gode og sikre hænder, at jeg aldrig ville betænke mig et sekund hvis jeg skulle føde igen en dag. Hjemmefødsel er the bomb! Man skal ikke ud af huset, man har jordemoderen for sig selv, man er rolig, tryg og afslappet og damerne har hospitalsgrej nok med til at etablere et komplet feltlazaret. Ved en hjemmefødsel er de ekstra forsigtige i forhold til eventuelle komplikationer, så man bliver overflyttet i god tid, hvis der er behov for det. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – en hjemmefødsel er lige så sikker og forsvarlig som en hospitalsfødsel. Oveni hatten får man så lov at høre jordemoderen spørge fødselshjælperen om der lige er en Margretheskål til moderkagen. Det er sgu ikke en sætning man hører hver dag…

Alt i alt blev fødslen præcis som vi ønskede. Inklusiv ro, Ribena og intakt mellemkød, det sidste takket være Karen. Og moderkagen? Den kom med til Horsens i en Rema 1000-pose. Ingen rituelle begravelser, tørsaltning, tibetanske syngeskåle eller smoothies hér. Der må være en grænse.

It’s coming on christmas…
“River”. Jeg ELSKER den sang. Egentlig er den ikke specielt julet, men jeg hører den alligevel med jævne mellemrum i hele december. Den originale med Joni Mitchell er en effektiv downer, hvis man føler at det hele bliver lidt for Bilka-lystigt og kvalmende. Og det kan det, når sandheden skal frem, godt blive herhjemme hos mig. Julemanien har nu nået et punkt, hvor vi hører julemusik i bilen, der er julesæbe ved alle håndvaske og vi spiser af juleservice købt hjem fra Marks & Spencer (de sender til DK!).

Jeg har flere gange i denne måned besøgt folk, hvor jeg først tænker: “Nå, de er ikke lige nået til julepynteriet endnu…” Hvorefter det går op for mig, at de er færdige! For nogle mennesker er en fin kugle i hvert vindue, en adventskrans og en skål klementiner på bordet rigeligt. Jeg er helt uforstående og alligevel lidt fascineret. Tænk at kunne pynte op eller pille ned på tyve minutter.

Jeg tror jeg har det med julen, som nogle mennesker har det med Roskilde Festival. Alt er ligesom tilladt… Man kan kaste hverdagens konventioner lidt af sig og flippe ud. Et år på Roskilde så jeg en fyr, som nok var midt i fyrrerne. I den bagende sol og festlige stemning havde han valgt at iklæde sig en stor rasta-hue og et Pringles-rør, som han havde lempet ind om sit klokke-lokke-lokke-værk og sit tinge-linge-linge-ling! Det var altså lidt et særsyn, selv på Rosseren, hvor folk ellers knalder rimelig meget ud. Men denne fyr tog prisen for mig. Og jeg har fuld sympati for hans projekt. Det er da herligt, når lejligheden byder sig til at give tilværelsen max gas, se stort på normerne og bare gøre det, man har allermest lyst til. Nogle gange er det bare fedt, at noget er for meget og jeg synes at det smagløse kan være utrolig dejligt, forfriskende og tiltrængt. Deraf julepynt på krydderihylden, julesæbe og importerede juletallerkner og kopper til en mindre formue. Jeg er generelt svært glad ved vores hjem, men i julen er det bare noget særligt, fyldt med duftlys, snolder, glimmer og dims alle vegne.

Jeg kan sagtens drømme om at holde jul på andre steder og klichéerne står i kø… Tænk, at droppe gaverne og bruge pengene på at rejse i stedet. Jeg vil frygtelig gerne prøve at holde jul i en skihytte, med store tykke puder af sne på taget, lanterner i sneen, åben pejs, rustikke trævægge og lange skidage efterfulgt af varme, mad og hygge i hytten. En rigtig storbyjul ville heller ikke være af vejen! Enhver storby kan bruges, bare der er stormagasiner med dybt overdrevne udsmykninger, en stor skøjtebane, tusindvis af julelys i gaderne og jul på et dejligt hotel med tykke gulvtæpper, en dejlig restaurant og bløde bløde senge. Eller i en rigtig cottage i England. Eller på et krydstogt! Jul i troperne kan jeg til gengæld slet ikke forestille mig. Det er lidt ligesom lakridssmag i ost, sennep og tandpasta. Du må gerne, men jeg vil altså helst ikke….

Drømmene er dejlige, men indtil videre bliver vi hjemme, dette år hos Mads’ forældre i Lysbro. Og nu er det snart nu! Jeg har bagt Julekagen, jeg har været til næsten alle julefrokosterne, jeg har undgået kolde æbleskiver og svær overvægt (indtil videre), alle gaverne er købt og pakket ind og Mads får ferie i morgen. Det bliver under ingen omstændigheder hvid jul, “it stays pretty green”, som Joni synger. Det er 21. december og der er 11 grader udenfor og småfuglene gider ikke æde mejseboldene, for der er masser af mad alle vegne. Det ER ikke længere jul som i gamle dage. Der er ingen sne, jeg tror ikke på Julemanden og jeg hører Joni Mitchell i stedet for Nissebanden. Men om lidt går det løs alligevel og jeg synes stadig, at det er vidunderligt og magisk.

Hvis du skal holde jul, så håber jeg at du får en rigtig dejlig, hyggelig og rar en af slagsen. Hvis du ikke skal, så håber jeg at du vil nyde ferien, men alle vi andre tosser æder os halvt ihjel og læsser hinanden til med slow-juicere, morgenkåber og paperbacks.

(Og hvis Inger Støjberg får mandlen, så håber jeg at mandelgaven er et eller andet skidegrimt uden byttemærke.)

God juleferie

Jeg er verdens bedste marsvin
Jeg er stødt på en fantastisk børnebog! En herlig fortælling, der hylder det totalt ordinære, almindelige og u-imponerende. Bogen handler om marsvinet Mio, som er bedst til bare at være midt imellem alle de andre marsvin. Han skiller sig ikke ud. Han har ingen særlige talenter. Han er ikke modigst, hurtigst, stærkest, størst eller klogest. Han hjælper sine venner så godt han kan, foretrækker de sikre løsninger fremfor de vovemodige og han bekymrer sig tavst om sin egen lidt beskedne formåen. For er det mon okay, bare at være midt imellem de andre og bidrage til fællesskabet, så godt man nu formår?

Marsvinene er på vanding hen til vinderstenen, hvor Ralf sidder. Han blev kåret til Verdens Bedste Marsvin året før og har henslæbt sin glansperiode på vinderstenen, i kedsommelig og ensom majestæt. Og nu skal der findes en ny vinder…. Der hoppes og springes, prales og vises frem. Mio kigger bare på. Og alligevel ender han med at blive kåret som vinder. På den farlige vandring har han gjort sit bedste, hjulpet hvor han kunne og støttet fællesskabet så godt som muligt. Og Mios vinderønske er, at han ikke behøver kravle op på vinderstenen og kede sig i et helt år. Han vil ikke hyldes, ses op til og forkæles. Han vil helst blive midt imellem de andre marsvin, almindelig, lidt anonym og meget meget glad.

Jeg synes, at det er en fuldstændig vidunderlig pointe! Man behøver ikke præstere noget ud over det sædvanlige for at have værdi. Man behøver ikke skille sig ud med andet end sin personlighed, som altid er unik. Og det er helt i orden at trives bedst med blot at være en del af flokken, at yde det man kan og hjælpe hvor det behøves. Jeg elskede denne bog fra første gang jeg læste den og kan i utrolig høj grad identificere mig med Mio. Mit liv består absolut heller ikke af forsidestof, jeg tror jeg er forholdsvist gennemsnitlig i mit design og jeg har ingen imponerende spidskompetencer. Og det trives jeg med!

Jeg har læst bogen mange gange for Karl og Mattis og vi er enige om, at Mio er den helt rigtige vinder. Han er det perfekte forbillede for de små marsvin, som måske spekulerer på om de nu er gode nok, seje nok, modige nok, dygtige nok. Jeg bestræber mig på at mine drenge skal vokse op med følelsen af at være tilstrækkelige samfundsborgere udelukkende fordi de er til. Jeg er godt klar over at Lille Lars og Co. ville selvantænde, hvis de læste hvad jeg skriver, men de ville jo også gå i flad-spin over at jeg fravælger at arbejde. Jeg har i øvrigt heller ikke stemt på dem, så vi må bare være enige om at være uenige. Det er jo også en fin øvelse i tolerance!

Lån bogen på biblioteket, køb den i barselsgave til nogen eller læs den højt for børn du er så heldig at kende. Og giv dem så en krammer og fortæl dem, at Mio er modgiften mod et samfund, hvor nogle mennesker mener at man kun er dét værd, som man lægger i statskassen. Hvis et menneskes værdi bestemmes af beløbets på skattebilletten, så er jeg ikke en skid værd lige pt. Og jeg har aldrig været gladere!

Mio for President!

Bogen er i øvrigt skrevet af Lorenz Pauli, illustreret vidunderligt af Katrin Schärer og sammen har de også lavet “Hvem er modigst?”, som handler om at være modig nok til at gøre noget andet end det, som forventes af én… Absolut anbefalelsesværdig!

Komplimenter er ligesom licens….
…det er noget vi giver til hinanden. Bør det ikke være sådan…?

Lad mig lige først dementere, at jeg skulle have noget imod, at folk kender deres egne styrker og sætter pris på dem. Det er jeg helt i orden med! Men det der med at være meget verbalt tydelig omkring sine egne fortræffeligheder, det har jeg det lidt anstrengt med.

Eksempel: For nylig så jeg på Julia Lahmes blog et interview/indlæg, som handler om tøjmærket Black Lily. Deres designs er flotte, deres materialer lækre og deres styles ligner noget man har set før. Mange gange. Man skal ikke gøre æh-bæh-buh til en sportsgren og jeg forstår godt, at de er stolte af deres produktion – men læderleggings? Come on. Grå strik. Hvide bluser og sort-hvide halstørklæder. Det er smukt og eksklusivt – det er bare ikke originalt. Og det er paradoksalt nok interviewets titel. Citeret fra designeren selv. “Jeg synes, vi skiller os ud fra mængden”. Nå? Det synes jeg egentlig ikke….

Som læser synes jeg, at det havde været mere troværdigt, hvis en eller anden mode-redaktør havde sagt det! “Black Lily er et meget specielt mærke, de skiller sig virkelig ud fra mængden”! Men nej.

“Jeg er en mega-god ven! Jeg synes selv jeg er rigtig god til at lytte!”

“Jeg er supergod til at købe gaver til folk!”

Says who? Say you?!

Jeg er for nylig blevet aktiv på Instagram og her lader man billederne skryde. Min mave er flad og megaflot! Mine cupcakes er perfekte! Jeg har en Royal Copenhagen-afdeling i mit køkkenskab og det er the shit! Det er sjovt, at vi som samfund ret nemt kan blive enige om, at mennesker IKKE er perfekte, at det er spild af tid at stræbe efter perfektion og at støv, nullermænd og brændte cupcakes er en del af tilværelsen… Alligevel males der glansbilleder, af både høj og lav. Der redigeres, lægges filtre og arrangeres helt tilfældige blomsterarrangementer, over-stylede tallerkner med morgenmad og lækre skriveborde KUN med designerting og labre loppefund. Heeeelt skødesløst! Or not…

Jeg bliver glad, hvis folk siger til mig, at mit hjem er hyggeligt, min mad smager dejligt eller at mine blogindlæg er gode eller sjove. Og jeg er glad for mit hjem, jeg spiser med stor fornøjelse den mad jeg laver og jeg skriver, så godt jeg kan. Og jeg mener ikke, at vi skal piske hinanden med Janteloven.

Alligevel synes jeg, at det er både sjovere, mere givende og væsentlig mere elegant, når vi giver komplimenter til hinanden, i stedet for til os selv. Vi kunne gøre det meget mere og BURDE gøre det meget mere. Det er gratis, det føles fantastisk godt, det er næstekærligt og folk bliver helt utrolig glade. Jeg starter.

Min søster Karoline er en fantastisk dejlig, omsorgsfuld, konsekvent, kreativ og ærlig mor. Hun er et meget stort forbillede for mig.

Min tidligere kollega Brenda har et stort, varmt og rummeligt hjerte. Alle føler sig velkomne hos hende, hun er altid imødekommende og positiv og hun stråler af livsglæde.

Min veninde Beth er vildt fascinerende, kreativ, anderledes og inspirerende. Hun er alt andet end ordinær og jeg er meget taknemmelig for vores venskab. HUN skiller sig ud fra mængden! For real…

Du kunne jo flytte på landet…
Simon Kvamm har lige gjort det. Susanne Brøgger har været her længe. Knud Romer skynder sig herud ved enhver given lejlighed. Her er megaskønt! Og når man flytter på landet fra byen, så er der rigtig mange ting, som bliver nemmere.

Først og fremmest, så er det nemmere at klare sig for færre penge, fordi husene generelt er billigere. Hvis man har mod på rendyrket simple living, så kan man snildt finde en bolig til 2-300.000 kr. Og man kommer RIGTIG langt for 1,5-2 millioner! Til gengæld er det nødvendigt med en bil, der kan starte, så man kan komme væk, hvis man er ved at få spat af al den ro, rene luft og smukke natur.

Når kvadratmeterne er billige er der plads til at udleve mange drømme. Legepladser, musikstudier, atelierer, frugtplantager, køkkenhaver og smukke pavilloner, store værksteder, herreværelser, hjemmebiografer, trætop-huse, hjemmebryggerier, systuer, dyrehold, klinikker til massage og zoneterapi. Sådanne drømme kan ofte udleves på matriklen og skal ikke søges, købes, etableres, lejes eller lånes andet steds.

Alle kender alle i lokalsamfundet. Vores Kevin Bacon-tal er næsten altid nul, uanset hvem vi støder på…. Vi kender hinanden fra hundetræning, fællesspisning og den årlige tyrolerfest, vi passer hinandens børn, reparerer hinandens biler og gifter os med hinandens eksmænd. Det lyder måske indspist og lidt kompliceret, men det ER skidehyggeligt, trygt og praktisk.

Forfængelighed bliver relativt. Man kan sagtens hente børn i børnehaven, spise på kroen eller handle i Netto med dårligt hår og træsko på. Vel at mærke uden at føle sig udenfor! Livet herude indeholder ikke så mange kontorer, rene gulvtæpper og mode-bloggere, som leder efter folk med en lækker street style…. Livet herude består mestendels af aktiviteter, som kræver en solid støvle og noget praktisk tøj. Og derfor er spændvidden på forfængeligheds-skalaen enorm, for både advokaten og svineavleren går i lige dét, der passer dem. Det er måske ikke altid kønt, men det er skønt at kunne færdes frit i et miljø, hvor fremtoning er SÅ underordnet.

Natten er tyst og sort herude. Det har kroppen og sjælen godt af. Stjernerne er tydelige og træerne står vagt og hvisker til hinanden i mørket. Jeg elsker vores nætter.

Når folk spørger mig, om jeg aldrig savner Aarhus, så er svaret nej. Da jeg boede derinde, syntes jeg, at det var fedt at jeg ville kunne hente Piratos og cola kl. 4 om natten, hvis jeg fik lyst. Men jeg gjorde det aldrig. Til gengæld gik jeg tit i Øst for Paradis. Nu ser jeg i stedet film i Klovborg Kino eller i Ry. Sæderne er blødere, slikudvalget er bedre og kaffen er billigere end i Øst. Jeg føler mig ikke helt så boheme-agtig og finkulturel på den pseudo-franske måde, når jeg parkerer min grimme grønne Peugeot foran Klovborg Kino. Til gengæld tager jeg mig rasende godt ud! Man kommer rigtig langt med et lag mascara, lidt blush og et truckerbad i Klovborg.

Provinsen ER provinsiel og hurra for det! Alt andet ville være falsk markedsføring. Men det er både fedt, spændende, hyggeligt, socialt og dejligt at bo her. Ja, der er huller i osten, men sådan er det vist også i København….

Hvornår må man begynde at jule?
Jeg ved det godt…. Det er i skrivende stund begyndelsen af oktober og det er alt for tidligt. Mads holder på, at man begynder 1. december og piller hele møget ned igen nytårsdag, hvis man altså ikke sover eller kaster op. Jeg har med megen parlamenteren fået lov til at begynde i det små omkring midten af november. Problemet er, at jeg ELSKER jul. Fuldstændig uforbeholdent. Jeg har ikke noget filter, hvad julen angår. Vinteren i Danmark er kold, lang, mørk og ofte også rimelig grim og usexet. En af fordelene ved at bo på landet om vinteren er, at sneen – hvis den kommer – bliver ved med at være yndig og hvid meget længere end i byen. Bagsiden af dén medalje er at vi har en jammerlig snerydningsfrekvens, saltkassen er tømt på ingen tid og man risikerer at sne inde…. Men midt i det hele, midt i våde flyverdragter, grønt snot og grå dage kommer den. Julen. Jeg bliver næsten rørt bare ved tanken. For mig er julen et overdådigt åndehul, hvor man kan fordrive mørket og kulden med en lavine af knas, duftlys, glimmer, varme drikke, julefilm, gæster og lidt ekstra forkælelse af venner, familie, mand og børn.

En stor del af året må jeg holde mine abstinenser nede. Jeg ser julevideoer i smug på Youtube, stikker næsen i kaneldåsen, når ingen kigger og går af og til ud og åbner mit juleskab i vindfanget og lader blikket kærtegne kasserne med julepynt, guldstøv, mørkerøde filthjerter og glitrende grantræer….. Det er måske plat, men jeg tror jeg har det på samme måde som Mads har det, når han ser sine telemarkski. Mit hjerte giver et lykkeligt lille spjæt, når jeg spotter den fine kasse fra Marks & Spencer, som indeholder det mest bedårende jule-service.

Jeg deler min svaghed med min søster Karoline og vores sjælemage køkkengudinden og kogebogsforfatteren Nigella Lawson. Hun går præcis så meget grassat, som jeg ville ønske at jeg kunne komme til! I kid you not – find nogle af hendes juleprogrammer på Youtube. Hendes hus er tapetseret med lyskæder, stearinlys, kramfitterstads og pynt. Der hænger lyskæder ned foran hendes køkkenskabe!! Latterligt upraktisk. Jeg er vild med det… Og måske er det netop det, som gør julen til noget specielt for mig. Man parkerer den gode smag, den skandinaviske minimalisme og det fornuftige mådehold og alt det, som er lidt for prangende, lidt for sødt, lidt for dyrt og lidt for kitsch skal findes frem i al sin dejlighed. Her følger min jule-liste over vidunderligheder og uundværligheder:

1: Se “The Grinch who stole Christmas” med Jim Carrey. Og selvfølgelig “Love Actually”. Og også gerne “The Holiday”.

2: Bage Nigellas mørke og fantastiske julekage

3: Lave juleby i vindueskarmen med Mattis

4: Holde bagedag med Karoline og alle ungerne. Ikke specielt produktivt – MEGET hyggeligt!

5: Lave hjemmelavet Bounty: 1 dåse kondenseret mælk, ca. 300 g kokosmel, 400 g mørk chokolade. Bland, form, køl ned, overtræk!

6: Hænge alt mit julepynt op. Alles. Det hele!

7: Læse alle mine julekogebøger fra ende til anden.

8: Se julekalender med ungerne og læse julebøger som godnathistorier.

9: Drikke “Mulled cider” så ofte det er passende….

10: Undgå pebernødder. Og marcipan. Og kolde æbleskiver. Og svær overvægt.