Jeg har ligget på alle fire blandt zinnia, ærtehegn og Blå Congo – det lyder som en meget eksklusiv hashplante, men det ER kartofler –  med dræbersnegle op ad armene og udtænkt vittige og storslåede måder hvorpå jeg kunne genoptage bloggeriet. Men det er blevet ved tanken…. Måske fordi jeg følte, at de planter jeg var ved at forkæle med vand og hestemøg var mere værd end de tanker jeg gjorde mig om børneopdragelse, os- eller jeg-kultur, surdej og jagten på den perfekte vente-trusse.

Faktum er, at en blog som min ikke kommer til at omvælte verdensordenen, eller manglen på samme. Jeg konstruerede et problem, på samme måde som “Manden i skabet” i Rytteriet. Ligesom han nægter at komme ud af skabet, før hele verden er på efterløn eller alle verdenshavene er helt renset for forurening, så “nægtede” jeg at skrive, før jeg havde opfundet det ultimative blogindlæg med universel relevans. Et fuldstændigt utopisk projekt, lidt at sammenligne med den ukrudtsfri køkkenhave. Tanken er pragtfuld, men i realiteten dræber præmissen projektet før det overhovedet kan komme i gang.

Så nu accepterer jeg mit projekt, min blog og min præmis. Jeg er gift, gravid og hjemmegående midtjysk mor til to drenge. Min blog skal tage sit udgangspunkt dér hvor jeg er i livet. Midt i brændenælder, plukveer, ulæste aviser og kaskader af vasketøj. Det bliver måske ikke altid lige samfundskritisk og filosofisk, men det gør ikke noget. Det skal bare føles som små bidder af mig selv, som jeg har lyst til at dele. Og hvis jeg skal genopfinde den dybe tallerken, hver gang jeg skal skrive noget, så dør bloggen helt sikkert. Jeg KAN ikke skrive i flere timer ad gangen. Der kan være vigtige ting jeg skal involvere mig i! For eksempel når Karl mener, at “Vi skal snakke om at du har bukser, mor. Og du har en numse.” Ja, lad os det!