Jeg har en lignende opførsel, når vinterens greb strammer, når små forkølede erantis stikker snuderne op af jorden og jeg mærker længslen efter sol i ansigtet, muld mellem hænderne og lærkesang over mit hoved. Jeg står ude i mit drivhus med en grensaks eller en planteskovl i hånden og kigger mig søgende omkring. Det er stadig for koldt og for vådt til at gøre noget som helst, men var der ikke noget med, at Camilla Plum sår hestebønner allerede i februar…? Hmm, så er jeg jo faktisk bagud! Jeg står i køkkenhaven og stirrer koncentreret på rækken af hvidløg vi satte i efteråret, for de MÅ da været vokset, bare lidt. Jeg rydder op i havestuen, fjerner gammel julepynt, poser med fuglefoder, havegrej og sække med pottemuld, for nu skal bordet tørres af, stolene vaskes rene og gulvet fejes, for lige om lidt skal vi drikke kaffe derude. Måske. Måske med en fleecetrøje på. Og terrassevarmeren tændt. Og skisokker på. Så kan Mads jo passende hoppe i skistøvlerne ved samme lejlighed!

Forstå mig ret; det er ikke synd for mig! Jeg bliver nemt gravid, har uproblematiske graviditeter og hurtige og nemme fødsler, som resulterer i sunde og velskabte børn. Amning har heller ikke givet problemer. Tværtimod så producerer jeg så store mængder sukkersød dobbeltfløde, at Karl ved 5-måneders vejningen havde sneget sig op på 9,6 kilo og man skulle mærke grundigt efter gennem lagene af spæk for at konstatere, at han rent faktisk havde knæ og håndled. Og så er jeg så heldig at være omgivet af en familie som er svært glad ved en kvinde med pund i. Hver gang jeg går en skålstørrelse op, gør smilet i Mads’ ansigt det samme. Karl har udviklet en stor forkærlighed for at kramme min betragtelige bagdel. Og Mattis er dybt fascineret af min kavalergang, som han begejstret lirker sin lille hånd ned i og siger: “Ahhh. Du koger næsten hér, mor!” Og det er en stor trøst, når man føler sig lidt som en industri-hamburgerryg, der bliver pumpet op med saltvand, så skindet er ved at sprække.

Alle disse velsignelser ændrer imidlertid ikke på det faktum, at sidste del af en graviditet ikke er specielt yndefuld for mit vedkommende. Jeg har kroniske pølsefingre på højre hånd, det knager og brager i hele skelettet, når jeg skal ud af sengen eller ind i bilen og jeg har fået en gigantisk åreknude hele vejen ned af højre lår. Jeg er klart en større fan af andet trimester. Man er færdig med at suge maven ind, man ser gravid ud i stedet for kvabset og man er nydelig i alt sit ventetøj.  Men nu er jeg så langt henne i forløbet, at graviditeten fylder det hele. Både bogstaveligt og i overført betydning. Jeg er hele tiden bevidst om den, enten fordi lillebror vælter rundt indvendig og losser mig i leveren eller fordi jeg er så tung og stakåndet, at alle aktiviteter bærer præg af det. Det føles som en olympisk disciplin, når jeg skal snøre mine kondisko, jeg har en max-hastighed på 2 km. i timen og jeg kan blive fuldstændig gasblå i hovedet af at smøre mig ind efter et bad…

Naturen har heldigvis indrettet sig så viseligt, at når min termin nærmer sig, så er jeg fløjtende ligeglad med, hvor ungen skal ud henne. At det potentielt vil gøre ondt og at der ved første øjekast er en ganske betragtelig diskrepans mellem et fuldbårent barn og exit-området. Jeg får det lidt som før en eksamen. Jeg orker ikke at forberede mig mere, tænke på det mere, tale om det mere – lad mig nu bare tage tyren ved hornene. Mattis kigger af og til på mig, nikker indforstået og siger: “Mor, jeg kan se på dig, at du glæder dig til at ligge på maven snart!” Og knægten har ret. Jeg glæder mig til at gå, ikke vralte. Til at ligge på maven. Til at pølsefingrene svinder ind. Og til at slippe for plukveer! At jeg så lige skal forbi nogle åbningsveer, nogle presseveer og nogle efterveer først, det er bare en del af pakken. Belønningen for den slags anstrengelser er mennesker som Karl, der forleden kom ud på badeværelset efter at jeg havde været i brusebad. Jeg stod med ryggen til og knægten tog mig om lårene, plantede et kys lige midt mellem mine baller og henåndede kærligt: “Du er’så bare SÅ sød, mumi mumi mumi.” Den slags mennesker kan man ikke få for mange af i sit liv.

Der var mange grunde til at tage afsted (igen). For det første har jeg sparet op i et år og nu var pengene der. For det andet skulle det være inden jeg pludselig skal føde, broderes i perineum og amme 18 gange i døgnet… For det tredje var jeg afsted sidste sommer med min søster og vi taler stadig om, hvor überfedt det var. Og for det fjerde var det min tur til at have ansvarsfri.

Mads og jeg havde kort tid efter Mattis’ fødsel en snak om den retorik man har, når man taler om sine børn. Her er det måske på sin plads at fortælle, at jeg er aldeles uforstående overfor at man vælger at holde ferie uden sine børn. Emnet er meget ømtåleligt, I know. Men min helt personlige holdning er, at hvis man, når man endelig har ferie, er SÅ træt at man ikke orker at være sammen med sit eget afkom, så har man indrettet sit liv og sit aktivitetsniveau uhensigtsmæssigt og det bør – i min optik – ALDRIG være et åg ens børn skal bære for én. Anyway, så aftalte vi meget hurtigt at vi ikke “har fri fra” vores børn. De er ikke en opgave, en belastning, et arbejde man skal have fri fra, så man kan lave ting man gerne (hellere?) vil. Børn er en lykke, en gave og et privilegium og hvis man har formået at udvise tilstrækkelige mængder stålsathed i opdragelsen, så er de forhåbentlig også nogle dejlige mennesker at være sammen med! Så vi har ikke fri fra Mattis og Karl – men vi har af og til ansvarsfri. Ansvarsfri betyder ganske enkelt, at det ikke er mit ansvar, hvis Mattis skal bruge hjælp til at hælde mælk op, hvis Karl klynker i søvne og ikke kan finde sin dyne eller hvis de ryger i totterne på hinanden over noget LEGO. Jeg skal ikke lytte, være til rådighed, være opmærksom. Jeg kan sove, shoppe, læse, spise eller være på Instagram UDEN samtidig at have børneradaren tændt. Det kan være noget så simpelt som at være i Matas længe nok til at ligne et fastelavnsris og dufte som et dyrt bordel, når jeg går derfra. Eller at luge og vande  i drivhuset uden afbrydelser. Eller at fise den af i et døgn i de termiske bade på Vejlefjord.

De fleste småbørnsforældre i min generation har en fortid som ansvarsfrie fugle, der kunne sove til vi ikke gad mere, spise, når det passede os, komme og gå som vi ville og bruge tid på personlige interesser så længe vi havde lyst. Og hvis man ellers forvalter tilværelsen nogenlunde fornuftigt, så kommer den tid til dels igen i livet som pensionist. Som jeg plejer at formulere det, så har min generation levet de første tredive år af vores liv med hovedet langt oppe i vores egen røv og vi kan stort set gøre det igen i de sidste tredive år af vores liv. Så er der måske ikke noget i vejen for at vi, de tyve-tredive år midti, står med hovedet oppe i røven på nogle andre end os selv, både i bogstavelig og overført betydning. Turen til Vejlefjord var hver en krone værd. Sengen var helt utrolig blød, det halve glas hvidvin var iskoldt og skønt og de termiske bade var vidunderlige. Og jeg skulle ikke røre en finger. Den største anstrengelse bestod i at tage trappen op til hotelværelset efter en vidunderlig treretters menu af tapas, skærising i et delikat buskads af fennikeltop og dessert af koldskålsis og friske bær. Pyyh. Hér hjemme skal jeg selv finde isterninger til mit isvand. Mit isvand, mit ansvar. Opholdet var en fin påmindelse om, hvem jeg engang var. En lettere dekadent ung kvinde med smag for kold hvidvin, ansigtsmasker og med hovedet helt oppe i egen røv. Og det føltes mindst lige så godt at trække hovedet ud igen og køre hjem til pottetræningen, rodet og ansvaret for de dejligste mennesker i verden.

Næh, det er meget nemmere at skue bagud og glædes over de ting, som rent faktisk blev til noget i det forgangne år. Og hvis man husker at sætte barren lavt nok, så står succeserne i kø! Det behøver ikke være ting, som man målrettet satte sig for. Ting som krævede en indsats, hårdt arbejde, afsavn eller anstrengelse. Så på denne årets sidste dag klapper jeg mig selv på skulderen og sætter mentalt flueben ved, blandt andre ting, følgende:

• Jeg har fået repareret min telefon, i stedet for at købe en ny.
• Jeg har læst andet end kogebøger og børnebøger. Både aviser og romaner!
• Jeg søgte orlov fra mit arbejde og blev hjemmegående på fuld tid. Da vi fandt ud af, at økonomien kunne holde til det var det en befriende og dejlig beslutning at tage og vi har stadig ikke oplevet et sekunds fortrydelse.
• Jeg er holdt op med at barbere mig under armene og på benene.
• Jeg er (næsten) holdt op med at læse dameblade. En dag, hvor jeg havde bedt om en lidt strammere tilgang til bordskik blandt husets voksne, spurgte jeg Mads, om der var noget han gerne ville have, at jeg holdt op med. Og han svarede, at han ville ønske at jeg ville holde op med at læse dameblade. Det tænkte jeg lidt over…. Dameblade er jo sådan et mentalt pusterum, hvor man slår hjernen fra og kigger på vinduer uden at lette måsen. Så jeg bad om en begrundelse. Og så:  “Du bliver ALTID sur, når du læser dameblade. De er fulde af al mulig lort og overfladiske damer, der samler på designertasker! Kageopskrifter og dernæst advarsler om mælkeprodukter og sukker. Så er der en artikel, der hedder “Elsk dig selv, præcis som du er”, og på næste side er der slankeopskrifter og maveøvelser…. Det er noget latterligt bras, jeg hader det og selvom du er klog, så tror jeg ikke helt, at du er upåvirket. Bladene er fordummende, dobbeltmoralske og ulækre.” Jeg sank en bid bolle i karry og gav ham ret. Han har nemlig ret. Jeg bliver altid sur! Og frustreret over kvinder, der er så købestærke og ensporede, at deres højeste ønske er en Balenciaga-taske MERE… Slut. No more. Finito. (Jeg kigger nogle gange lidt i et dameblad på biblioteket, bare for at se, om jeg stadig bliver sur. Det gør jeg.)
• Jeg tabte 10 kilo rent spæk i 2015. Jeg byttede store mængder Matadormix og tandsmør ud med lidt mere beskedne doseringer og erstattede i ny og næ et måltid med blendet frugt og grønt. Den slags livsstilsomlægninger er jo aldrig specielt underholdende, men jeg er åbenbart mere velfungerende med kalorienedskæringer på den lange bane end på den korte. Jeg har tabt de samme kilo MANGE gange undervejs, for det er man nødt til, når ens livsstilsomlægning giver plads til virkelig store stykker Drømmekage, når nogen har fødselsdag. Ikke desto mindre, så lykkedes det, det pynter svært og er væsentlig sjovere, når der om lidt skal prøves jeans på udsalg!
• Jeg har været en (rimelig) god mor. Jeg har skældt mindre ud, givet lov til flere sjove ting, læst flere bøger, danset mere til Lady Gaga, sunget flere sange og ikke mindst været mere tålmodig. Der er blevet råbt mindre og snakket mere. Opdraget mindre og leget mere. Jeg har brugt laaaang tid på at forklare Mattis (Spørge-Jørgen) om alt fra skilsmisser og kejsersnit til stjernebilleder og kageopskrifter. Jeg får ikke den der udmattede følelse efter spørgsmål nummer elleve… Det gør mig glad, lettet og stolt.
• Jeg er holdt op med at følge Andrea Elisabeth Rudolph på Instagram. Og Ohsheglows! Til gengæld følger jeg Ditte Giese, hvilket burde være obligatorisk.
• Jeg er blevet venner med et menneske, jeg virkelig ikke brød mig om, da jeg mødte vedkommende.
• Og så har jeg startet mig blog! Den er jeg glad for. Den er et sjovt projekt, som jeg elsker og uden Mads’ hjælp ville den have lignet l… Så det er også et fælles projekt, som IKKE involverer gravemaskiner, cementblandere eller rutefart til Stark. Vidunderligt.

Og til sidst et par forsætter. Ikke noget ambitiøst, bare nogle småting, som næsten opfylder sig selv:

• Jeg vil ikke være en del af Bloggers Delight eller Bloglovin’.
• Jeg vil aldrig mere købe citrusfrugter, som ikke er økologiske.
• Jeg vil kysse mere på Mads. Han er SÅ pæn og han bliver SÅ glad.
• Jeg vil være ligeglad med appelsinhud og åreknuder og gå i shorts til sommer. HVIS det bliver sommer.
• Jeg vil gå flere ture med Molly. Det er godt for os begge og en af os har irritabel tyktarm og gåture skulle vist nok hjælpe….
• Jeg vil arbejde for at starte en legestue i Brædstrup, så Karl og jeg kan få flere venner.
• Jeg vil undlade at drikke øl, spise dårligt slik, se programmer med Jacob Riising og film med Cameron Diaz.
• Og så vil jeg huske på Lama. Dalai Lama. “Be kind whenever possible. It is always possible.” Et dejligt citat at tænke på, lige til at skrive på et kort og sende til Inger Støjberg! Også sundt at ihukomme, når man er i telefonkø hos Skat eller når Mads har bagt boller – på madpapir. That shit sticks everywhere!

Hav en dejlig nytårsaften, drik champagne, hvis du kan og lad nu være med at kigge i spejlet undervejs.

Rigtig godt nytår.

Jeg har flere gange i denne måned besøgt folk, hvor jeg først tænker: “Nå, de er ikke lige nået til julepynteriet endnu…” Hvorefter det går op for mig, at de er færdige! For nogle mennesker er en fin kugle i hvert vindue, en adventskrans og en skål klementiner på bordet rigeligt. Jeg er helt uforstående og alligevel lidt fascineret. Tænk at kunne pynte op eller pille ned på tyve minutter.

Jeg tror jeg har det med julen, som nogle mennesker har det med Roskilde Festival. Alt er ligesom tilladt… Man kan kaste hverdagens konventioner lidt af sig og flippe ud. Et år på Roskilde så jeg en fyr, som nok var midt i fyrrerne. I den bagende sol og festlige stemning havde han valgt at iklæde sig en stor rasta-hue og et Pringles-rør, som han havde lempet ind om sit klokke-lokke-lokke-værk og sit tinge-linge-linge-ling! Det var altså lidt et særsyn, selv på Rosseren, hvor folk ellers knalder rimelig meget ud. Men denne fyr tog prisen for mig. Og jeg har fuld sympati for hans projekt. Det er da herligt, når lejligheden byder sig til at give tilværelsen max gas, se stort på normerne og bare gøre det, man har allermest lyst til. Nogle gange er det bare fedt, at noget er for meget og jeg synes at det smagløse kan være utrolig dejligt, forfriskende og tiltrængt. Deraf julepynt på krydderihylden, julesæbe og importerede juletallerkner og kopper til en mindre formue. Jeg er generelt svært glad ved vores hjem, men i julen er det bare noget særligt, fyldt med duftlys, snolder, glimmer og dims alle vegne.

Jeg kan sagtens drømme om at holde jul på andre steder og klichéerne står i kø… Tænk, at droppe gaverne og bruge pengene på at rejse i stedet. Jeg vil frygtelig gerne prøve at holde jul i en skihytte, med store tykke puder af sne på taget, lanterner i sneen, åben pejs, rustikke trævægge og lange skidage efterfulgt af varme, mad og hygge i hytten. En rigtig storbyjul ville heller ikke være af vejen! Enhver storby kan bruges, bare der er stormagasiner med dybt overdrevne udsmykninger, en stor skøjtebane, tusindvis af julelys i gaderne og jul på et dejligt hotel med tykke gulvtæpper, en dejlig restaurant og bløde bløde senge. Eller i en rigtig cottage i England. Eller på et krydstogt! Jul i troperne kan jeg til gengæld slet ikke forestille mig. Det er lidt ligesom lakridssmag i ost, sennep og tandpasta. Du må gerne, men jeg vil altså helst ikke….

Drømmene er dejlige, men indtil videre bliver vi hjemme, dette år hos Mads’ forældre i Lysbro. Og nu er det snart nu! Jeg har bagt Julekagen, jeg har været til næsten alle julefrokosterne, jeg har undgået kolde æbleskiver og svær overvægt (indtil videre), alle gaverne er købt og pakket ind og Mads får ferie i morgen. Det bliver under ingen omstændigheder hvid jul, “it stays pretty green”, som Joni synger. Det er 21. december og der er 11 grader udenfor og småfuglene gider ikke æde mejseboldene, for der er masser af mad alle vegne. Det ER ikke længere jul som i gamle dage. Der er ingen sne, jeg tror ikke på Julemanden og jeg hører Joni Mitchell i stedet for Nissebanden. Men om lidt går det løs alligevel og jeg synes stadig, at det er vidunderligt og magisk.

Hvis du skal holde jul, så håber jeg at du får en rigtig dejlig, hyggelig og rar en af slagsen. Hvis du ikke skal, så håber jeg at du vil nyde ferien, men alle vi andre tosser æder os halvt ihjel og læsser hinanden til med slow-juicere, morgenkåber og paperbacks.

(Og hvis Inger Støjberg får mandlen, så håber jeg at mandelgaven er et eller andet skidegrimt uden byttemærke.)

God juleferie

Jeg føler mig som en shitty mom, når sådan noget sker. Karl lever jo i sagens natur et mere roligt liv end børn i institution. Vi skal opsøge legeaftaler og samvær med andre børn. Og når det så glipper, så kan jeg ikke undgå at føle et stik af dårlig samvittighed. Jeg får ondt af ham. Jeg føler, at vi frarøver ham den enorme fornøjelse det er at lege med andre børn. Han nyder at være i Mattis’ børnehave. Han elsker puderummet, han er vild med motorikbanen og han færdes hjemmevant i hele huset og kender børnenes navne.

Forleden dag var vi i puderummet i forbindelse med aflevering. Til sidst blev vi afbrudt af en pædagog, som kom og sagde, at alle børn skulle komme og vaske hænder, fordi det var tid til formiddagsmad og bagefter skulle de lave musik med Anne Sofie. Og Karl sagde glad “Ja!”, sprang op og begyndte at trisse ned mod toiletterne… Jeg syntes det var så hårdt at samle ham op og fortælle ham, at det ikke gjaldt ham. Han fik den daglige bolle i hånden i køkkenet i stedet, fik støvler på og så vinkede vi til Mattis og gik ud til bilen. Karl i højt humør, moren lidt mere slukøret. Dagen blev dejlig alligevel, vi fandt sangkufferten frem hjemme, lavede gymnastik i stuen og dansede og spillede trommer til Hr. Skæg. Men det blev ved med at nage mig. Så da Karl sov satte jeg mig ved computeren og gik på jagt…

Første skridt var at melde mig ind i grupper for hjemmegående i Aarhus og Østjylland på Facebook. Umiddelbart efter tikkede der en invitation ind til en legestuegruppe i Horsens samt navnet på en anden hjemmegående hér i Sønder Vissing! Bingo!

Så gennemtrawlede jeg nettet for hjemmegående i Østjylland, fandt to af dem på Facebook og skrev til dem. Den ene har skrevet tilbage og vi skal ses i december! Hun er oven i købet uddannet på Institut for Æstetiske Fag i Aarhus og har en gul hund… Bingo!

Jeg skrev til vores sundhedsplejerske og spurgte efter andre hjemmegående i området. Hun kvitterede med idéen om at oprette en legestue lokalt i Brædstrup. Bingo!

OG for at det ikke skal være løgn, så sørgede min åbenbart overdrevent gode karma for endnu en bingo-oplevelse. Min gamle veninde fra Økologiens Have har lige skrevet til mig, også på Facebook. Hun har hørt mine interviews om at være hjemmegående, hun er selv hjemmegående og vil rigtig gerne ses! Bingo!

Så nu har jeg det bedre igen

Oveni alle de fremskridt huskede jeg også mig selv på, at jeg ofte havde megadårlig samvittighed over at aflevere Mattis i dagplejen og dén suppedas står jeg jo aldrig i med Karl. Så det er vel ret beset kun fair, at jeg som hjemmepasser også har dårlig samvittighed i ny og næ. Man kan ikke få det hele. Den dårlige samvittighed overfor ens børn er en del af livet, and so be it. Jeg vælger mit valg, med både forsider og bagsider.

Nu vil jeg gå ind til mit vågne barn, kramme ham hårdt og spørge om han vil hjælpe med at lave brunkagedej! Vi får nemlig huset fuldt af børn i weekenden

Jeg er dybt neurotisk. Eller…..jeg bekymrer mig meget! For meget. Jeg lader være med at køre bil i mørke, fordi det er farligt. Hvis jeg har ondt i en muskel, så er det nok en begyndende sclerose. Jeg stiller aldrig et drikkeglas på gulvet. Jeg så nemlig engang et interview med en pige, som havde fået glasøje, fordi hun var faldet ned fra sine forældres seng og ramte et glas, som stod på gulvet. Jeg er bange for storme. For hunde. For blå mærker, som tager lang tid om at forsvinde. Jeg er bange for alt muligt, hvad angår mine børn. Storme, hunde, drikkeglas, sclerose…

Verden forandrer sig, grænserne opløses og vi skal blive bedre til at passe på hinanden, dele det vi har og behandle planeten ordentligt. Ellers er jeg alvorligt bange for, hvad der sker med os. Menneskeheden. Vi er nogle fæ til rigtig mange ting. Vi lyver, snyder, forurener, piner og plager hinanden, holder hinanden udenfor og udvikler våben, så vi kan skyde dem vi er uenige med eller bange for.

Alt der her rod skal Karl og Mattis navigere i. De skal håndtere alt det lort, vi har lavet indtil nu, rydde op så godt de kan og forhåbentlig have masser af gode grunde til selv at sætte børn i verden en dag. Hvis hele Jordens eksistens udgjorde et døgn, så har vi mennesker kun været her i fire minutter. Jeg kan virkelig godt forstå, hvis kloden ryster pelsen for at få os vippet af igen! Vi vil i hvert fald ikke blive savnet.

Og når jeg ser på den måde vi som verdenssamfund griber vores selv-skabte problemer an, så får jeg igen lyst til at spørge: “Hvor fanden er den voksne??” Den uselviske voksne, som tilsidesætter egne behov for at passe på sine børn. Som arbejder for fællesskabet. Som bygger det gode op og river det dårlige ned.

Jeg er den voksne. Hjælp!

Til gengæld – og heldigvis for det -, så er min taknemmeligheds-muskel ligeså stærk! Jeg er virkelig god til at glædes over selv meget små ting. Og hvis det kniber med at komme på noget, så starter jeg med noget helt basalt. Mad i køleskabet, vand i hanen, en varm frakke, kaffe, en (grim) bil der starter. Man betragter det sædvanligvis som en selvfølge, at man kan køre til Netto efter hakkede tomater og vådservietter uden at blive skudt. Men der er jo nogle brændpunkter i verden, hvor det ikke er en selvfølge. Der er måske slet ikke nogen Netto at køre til, måske er den blevet bombet i stykker. Og mad er noget man får kylet i hovedet fra ladet af en lastbil, hvis man er heldig.

Jeg er sund og rask, min mand og mine børn ligeså. Et hjem er dejligt, penge er skønne at have, venner, duftlys og ture i Legoland er alt sammen herligt! Men det bliver alt sammen ligegyldigt, hvis der sker ens familie noget. Så gav man gerne det hele væk igen, hvis bare det hjalp. Og derfor er taknemmeligheden så vigtig for mig. Fordi jeg altid lever i skyggen af det store truende HVIS…. Hvis der skulle ramme os noget, så har jeg i hvert fald husket at sætte pris på alt det livet allerede har givet mig. Hvis en god dag kan udgøres af nogle meget små og simple ting, så har man rigtig mange gode dage i vente!

Så i virkeligheden er jeg også taknemmelig for mit sortsyn. Fordi det tvinger mig til at være opmærksom på alle de glæder, privilegier og gaver mit liv er fuldt af. Endnu en dag, hvor vi ikke blev ramt af en tsunami eller kvalt i en kødbolle! Hvilken velsignet lykke….

En stor del af året må jeg holde mine abstinenser nede. Jeg ser julevideoer i smug på Youtube, stikker næsen i kaneldåsen, når ingen kigger og går af og til ud og åbner mit juleskab i vindfanget og lader blikket kærtegne kasserne med julepynt, guldstøv, mørkerøde filthjerter og glitrende grantræer….. Det er måske plat, men jeg tror jeg har det på samme måde som Mads har det, når han ser sine telemarkski. Mit hjerte giver et lykkeligt lille spjæt, når jeg spotter den fine kasse fra Marks & Spencer, som indeholder det mest bedårende jule-service.

Jeg deler min svaghed med min søster Karoline og vores sjælemage køkkengudinden og kogebogsforfatteren Nigella Lawson. Hun går præcis så meget grassat, som jeg ville ønske at jeg kunne komme til! I kid you not – find nogle af hendes juleprogrammer på Youtube. Hendes hus er tapetseret med lyskæder, stearinlys, kramfitterstads og pynt. Der hænger lyskæder ned foran hendes køkkenskabe!! Latterligt upraktisk. Jeg er vild med det… Og måske er det netop det, som gør julen til noget specielt for mig. Man parkerer den gode smag, den skandinaviske minimalisme og det fornuftige mådehold og alt det, som er lidt for prangende, lidt for sødt, lidt for dyrt og lidt for kitsch skal findes frem i al sin dejlighed. Her følger min jule-liste over vidunderligheder og uundværligheder:

1: Se “The Grinch who stole Christmas” med Jim Carrey. Og selvfølgelig “Love Actually”. Og også gerne “The Holiday”.

2: Bage Nigellas mørke og fantastiske julekage

3: Lave juleby i vindueskarmen med Mattis

4: Holde bagedag med Karoline og alle ungerne. Ikke specielt produktivt – MEGET hyggeligt!

5: Lave hjemmelavet Bounty: 1 dåse kondenseret mælk, ca. 300 g kokosmel, 400 g mørk chokolade. Bland, form, køl ned, overtræk!

6: Hænge alt mit julepynt op. Alles. Det hele!

7: Læse alle mine julekogebøger fra ende til anden.

8: Se julekalender med ungerne og læse julebøger som godnathistorier.

9: Drikke “Mulled cider” så ofte det er passende….

10: Undgå pebernødder. Og marcipan. Og kolde æbleskiver. Og svær overvægt.