Johanne: “Hmm, jeg har ikke skrevet noget siden februar!! Ku’ være jeg skulle flikke noget sammen….”

Så. Hvis du rent faktisk læser dette indlæg, så TAK. Du er lavet af et særligt stof. )

Der er sket mange forskellige ting i mit liv, mens der har været dødvande på bloggen. Men en af de allervigtigste ting er, at jeg er gået fra at veje 59 kilo til at veje 67. Og at det er sket med fuldt overlæg. Jep. No shit. Forklaringen er som følger:

I september for to år siden besluttede jeg mig for at tabe de kilo, som havde listet sig på under graviditet og barsel med Lasse. Vægten sagde 75 kilo og med en højde på 164 cm. tænkte jeg at det måske var lige vel voldsomt. Jeg var en str. 44 i stedet for min sædvanlige str 38-40. Jeg kunne max løbe 10-20 meter, før jeg prustende måtte holde pause og når jeg hoppede i trampolin med ungerne havde jeg det som om jeg skulle gylpe mine lunger op. Jeg gik stadig i ventetøj og mine dejlige kjoler hang og samlede støv, fordi jeg ikke kunne lyne dem. Anyway, 15 måneder senere var jeg 17 kilo lettere. Fremgangsmåden? En veritabel tsunami af grønne smoothies, squats, småbitte måltider på 200-300 kalorier og virkelig mange aftener, hvor jeg gik sulten i seng. Mads bakkede mig op, fordi jeg var så fast besluttet, men nævnte samtidig at min vægt ikke betyder noget for ham. Og at han i øvrigt også synes det er vældig hyggeligt at vi spiser aftensmad sammen, i stedet for at jeg drikker kål, mens jeg laver mad og derefter sidder og smiler anspændt, mens de andre spiser. Bevares, jeg forstod godt hans holdning, men jeg havde øjnene på målstregen og et “natural high” af at det kørte for mig. Det har så senere vist sig, at det “natural high” kommer af alle de stresshormoner kroppen udskiller, når den sulter… At 1295 kalorier i døgnet til et aktivt voksent menneske tvinger kroppen i et såkaldt “famine mode”. Famine betyder hungersnød. Det er en selvpåført katastrofe som laver lort i fordøjelse, hormoner, forbrænding, stofskifte og meget mere. Men det kommer vi til…

I tiden efter jeg nåede over målstregen (jeg har et billede af mine fødder på vægten, som viser 58,5, hvilket jeg ikke har vejet siden jeg var teenager), var jeg ON FIRE! For det første var jeg let som en fjer og for det andet begyndte jeg at spise igen. Rigtig mad i normale portioner. Og som med ALLE andre slankekure, livsstilsændringer eller hvad fanden man nu vil kalde det, så var min krop så udmattet af forbud, restriktioner og afsavn, at den konsumerede energi som Skødstrupværket. Og ligeså stille og langsomt kunne jeg konstatere, at hvis jeg skulle blive under 60 kilo, så skulle jeg blive ved med at leve på en sten, drikke spinat, løbe, lide afsavn og spise hytteost hele tiden. Og ligeså stille faldt ti-øren.

Jeg skal leve sådan her resten af mit liv, hvis jeg vil kunne passe de her jeans i str. 36. Jeg gider ikke leve sådan her! FUCK. Jeans eller life!? Jeans eller life…

Life.

Jeg har været på flere slankekure i mit liv end jeg kan tælle. Jeg har tabt de samme kilo igen og igen og igen. Og jeg er færdig. Slut. Ikke mere. Første gang jeg fejlagtigt troede at min krop var forkert, stod jeg på vægten hos sundhedsplejersken og fandt ud af at jeg vejede 37 kilo. Den tyndeste pige i klassen vejede 25. Et par år senere fortalte en klassekammerat mig, at min såkaldte kæreste i femte klasse havde slået op med mig fordi jeg var “for fed”. Det blev også, i 8.klasse, til en enkelt kommentar, skrevet med blyant på væggen på toilettet, om at jeg var “dellet”. Og det var det! Mere skulle der ikke til, for at gøre mig til det der på engelsk hedder chronic dieter. Det bliver kluntet at oversætte direkte, men betydningen er klar. Jeg var altid enten på slankekur eller på pause fra en. Aldrig bare i fred, tilfreds eller ubevidst om min vægt og min størrelse. På en måde er det jo lige til artikel i Ugebladet Søndag at jeg næsten skulle blive 40, før jeg fik tilstrækkeligt med selvindsigt til at give det hele fingeren, droppe jagten på den perfekte krop og ikke mindst få øjnene op for, hvor ulækker, forskruet og grisk slankeindustrien og hele slanke-kulturen er.

Det gik op for mig, at grunden til at man ikke er på én slankekur i sit liv, hvorefter man lever resten af sine dage i sin slanke krop er, at slankekure ikke virker. Hvis de virkede, hvorfor fanden er man så på dem igen og igen? Vi er rigtig gode til at skyde skylden på os selv, når vi – efter en vellykket slankekur – tager det hele på igen. Slankekuren er den gode helt, vi er de slatne tabere, der ikke engang kan finde ud af at passe på den fiiiiine tynde krop, som slankekuren har hjulpet os med at få. Pinligt!

Jeg fandt ud af, at det er slankekurene, der er defekte. 1300 kalorier til et granvoksent menneske er absurd. BMI er et dybt problematisk redskab, udviklet af en matematiker. Se her for en glimrende gennemgang af, hvorfor du med sindsro kan skide dit BMI et stykke og i stedet kigge på helt andre ting, hvis du gerne vil tjekke dit helbred. Hvilepuls, blodtryk, stressniveau og søvnkvalitet er gode steder at starte, men spørg din læge, hvis du er i tvivl! Mine største åbenbaringer kom fra bogen med den helt eminente titel “The Fuck-it diet” af Caroline Dooner. Jeg lyttede til lydbogen fire gange i streg, eftertjekkede de videnskabelige fakta jeg havde brug for at læse mere om, tog nogle virkelig dybe indåndinger, stillede min vægt væk og begyndte at spise igen.

Hvis man skal koge bogens budskab ned til en enkelt suppeterning af visdom, må det være denne:

Restriktion fører uundgåeligt til overspisning. Det er kroppens måde at passe på os og forsøge at undgå mangelsygdomme, sultedød og artens uddøen. Det lyder vildt. Men det er det ikke.

Derfor tager vi det hele på igen efter en kur. Derfor propper vi indmaden af et rundstykke i munden, når alle andre er gået fra bordet. Derfor spiser vi fire kanelsnegle til fødselsdagen i stedet for en. Fordi det ligger dybt i os, at der er nye restriktioner, nye afsavn, nye slankekure på vej. Hvis bland-selv slik er lovligt, tilgængeligt og afdramatiseret (der er masser, du må spise det hver dag, der er også slik i morgen), så mister det efterhånden noget af sin tiltrækning. Når man også må få lidt snolder efter frokost i morgen og i overmorgen, så er man mindre tilbøjelig til at tømme skålen i et panisk ur-menneskeligt forsøg på at fylde lagrene op før hungersnøden vender tilbage. Dooner formulerer det så fint, når hun siger at hver gang kroppen tvinger os væk fra en sultekur, så gør den det for at beskytte os. Tragedien er alle de gange vi tvinger den tilbage igen…

Jeg kan snakke og skrive i mange mange timer om emnet. Bogen og indstillingen har ændret mit liv og det lyder højttravende at skrive, at jeg er fri efter 30 år i slankefængslet. Men sådan føler jeg det. Tag ikke fejl! Efter 30 år med en forvrænget opfattelse af at min krop var grim, forkert, for meget, for tyk, så er der stadig lang vej igen. Processen er ikke nem og det er let at falde tilbage og tænke “Argh, jeg kunne jo liiige give max slankegas i en måned, tabe 5-7 kilo, blive pæn igen (what the fuck…!?)  og SÅ gå tilbage til at spise intuitivt…”. Men nej. Sådan fungerer det ikke. Det er all in og det er pissesvært og latterligt grænseoverskridende og en proces fyldt med tvivl og frygt. Ikke mindst fordi samfundet stadig har skønhed, slanke lår og flade maver øverst på podiet. En slank krop er en gigantisk statusmarkør og stigmatisering af tykke og fede mennesker er overalt i vores hverdag. Jeg har aldrig selv været så stor, at jeg har oplevet samfundsmæssig stigmatisering, men min egen ubarmhjertige selvkritik var også alt rigeligt! Jeg har sat lighedstegn mellem vægt og værdighed, mellem kilo og succes og jeg har ærligt talt svært ved at mindes hvordan det føles at være mad-neutral. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været det. “Usund, fed eller syndig” mad = slemme Johanne. Grønkål, hytteost og mikroskopiske portioner = dygtig Johanne. Når ALT hvad man putter i munden bliver symboler på ens menneskelige værdi, så er et liv som slankeslave én lang slåskamp.

Så fuck it. Jeg er færdig. Ja, jeg har hængt nogle af kjolerne ind i skabet igen og de ryger med på loppemarked snarest muligt. Jeg har en ny målstreg i horisonten. Et kærligt og taknemmeligt forhold til mine fine, magiske, utrolige krop. Og et forhold til mad, som er udramatisk og præget af lyst og fornøjelse fremfor skam, skyld, tvang og besættelse. Jeg orker ikke bruge resten af mit liv på at tælle kalorier, snakke grimt til min topmave og spise skyr og ækel tør chokolade med 85 % kakao. Det har ædt så meget af mit liv, at det er til at tude over og jeg vil ikke mere. Jeg vil bruge min tid på ting jeg gerne vil. Det kan oveni købet være at der bliver tid til at blogge igen!

Tak fordi du læste med.

I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

Desuden er det sådan at vi allerede HAR frygtelig mange ting, en pinagtig erkendelse, der kommer af at være den der står for det meste af oprydningen og rengøringen her i huset. Der er noget alle steder, på alle overflader, i alle skuffer og skabe og på borde, reoler, hylder og vindueskarme. Jeg bryder mig mindre og mindre om det. En meget stor og vigtig fordel ved at eje mindre jordisk gods er, at det i sagens natur ikke kan rode helt så meget. Desuden er der ikke så mange ting der kan gå i stykker, blive stjålet, ligge i vejen, blive væk osv. Og damen med fire morgenkåber skal ikke kaste med sten, for jeg er medskyldig i ophobningen. Tre bud på ting, jeg burde skille mig af med (udover morgenkåber…):

• En halv boghylde med bøger om nyfødte. De sendes videre med et vist vemod… Og en håndfuld bøger om slankekure, faste og raw food. De må finde andre liv at forpeste, for jeg er færdig med dem. (Ærligt talt: en raw food-tærte med bund af havregryn og kokosolie, med fyld af avocado-mos og romanesco-kål. Føj for ind i det sorteste selvpiner-helvede…! Hvis det af mistænkelige årsager har gjort dig lækkersulten, så kig forbi. Bogen er din!)
• Virkelig mange par nylonstrømper. Jeg bruger aldrig nylonstrømper og kan derfor snildt nøjes med et enkelt par i stedet for 15…
• Neglelak! Jeg har nok 30 og bruger kun de tre. Eksempelvis kan jeg vist med sindsro donere de orange, gule og grønne til børnehaven. De farver får ikke comeback foreløbig, i hvert fald ikke på mig.

Så jeg er gået i flæsket på alt vores habengut inde i huset og Mads er gået i gang i sit store værksted. Han knokler på, bærer ud, sorterer og kasserer, hører Springsteen, drikker øl og fylder i traileren, så det knager i akslerne. Han er ikke begyndt på loftet over stalden endnu, men det kommer til at kræve endnu større mængder øl og Springsteen… Inde i huset er det allerede svundet i papirbunker, køkkenskuffer, babylegetøj og dullegrej (den var lidt drøj…), men alle må ofre sig for sagen. Og det er SKØNT! Jeg søger inspiration online og her er noget af det bedste:

• Når du står med en genstand i hånden, så stil dig selv to spørgsmål: Bruger jeg tingen og har den affektionsværdi? Hvis du bruger den og/eller holder af den, så skal den blive. Hvis genstanden får to nej’er, så er det UD med den. Giv den væk, sælg, den eller kasser den. Easy peasy!
• Lav det til en udfordring og skil dig af med én ting hver dag (nej, toiletbesøg tæller ikke!).
• Eller gå all in og lav den helt store overhaling: tag hele huset på en måned. Der findes masser af skemaer på nettet, som lister op hvor du skal i gang. Alt fra natborde og køkkenskuffer til biler og børneværelser står for skud og det er SÅ FEDT, når først man får begyndt. Det er en rigtig god idé at have et stort lager af klapkasser, poser og klare affaldssække til alt det, der skal sorteres og køres til genbrug.
• Begynd at forære dine ting væk. Helt alvorligt! Hvis en gæst, et familiemedlem, en lokal børnehave, en velgørenhedsorganisation etc. har mere fornøjelse af en ting end du har – så giv det væk! Det er bedre end en ansigtsløftning, folk bliver SÅ glade og du har færre ting du skal støve af.

Vi er langt fra færdige. Kontoret trænger voldsomt, vi har ikke rørt klædeskabene endnu, ej heller krea-kommoden, bilerne, drivhuset, brændeskuret, børneværelset, gymnastiksalen…. Men det kommer, for det er det fedeste og sjoveste fælles projekt vi længe har haft og simultant med at tyngden af ragelse letter, så letter humøret også. Vi burde uddele guldstjerner til hinanden, men holder os til high fives, øl og overstrømmende ros!

Og til sidst et råd til, hvordan du kommer i gang: Start med en skuffe. Bare én skuffe (og du ved godt selv hvilken der er værst!) Før du ved af det bakker du rundt med trailer på den lokale genbrugsplads med guldstjerner i øjnene. Bare vent med belønnings-bajeren, til du ER kommet hjem, så du ikke laver buler i containeren til småt brændbart.

Der stod jeg så. Med fedtet hår, uden at have spist morgenmad og koldsvedte. Klokken var 7.15, Mattis og Karl skulle afleveres kl. 8 og hele banden var stadig i nattøj. Jeg tog en dyb indånding og ringede først til autohjælp og så til mekanikeren. Tøj, tandbørster og madpakker kunne jeg selv klare, men jeg anede stadig ikke, hvordan jeg skulle få alle rollingerne fragtet til Himmelblå. Så tog jeg endnu en dyb indånding, hvorefter jeg ringede til Svend og Birthe. De sødeste naboer, som var så venlige at tage telefonen – kl. 7.17 – helt uden at lyde trætte og morgensure. Selvfølgelig måtte jeg låne en bil! Selvfølgelig ville de komme over med den. Og sidde ved Lasse, mens jeg afleverede de to andre. I et globalt perspektiv var det en meget lille ting, en lille krusning i en meget stor overflade. Men i mit liv var det en lykke, en lettelse og en fantastisk hjælp. Og endnu en ting at være taknemmelig for….

Sønder Vissing er en undseelig lille plet på landkortet. En landsby som så mange andre. Lidt lille, lidt anonym. Og helt klart en by, som mange blot betragter som et stort vejbump på turen til og fra arbejde. Men selvom jeg i første omgang flyttede hertil pga. beliggenheden og de favorable huspriser, så bor jeg her i stigende grad med vilje. Her har jeg mødt de sødeste og mest hjælpsomme mennesker. Mennesker som hjælper mig, når bilen ikke vil starte, når vejen fyger til eller når børnene er syge. I Aarhus boede jeg i seks år i den samme opgang, uden nogensinde at være inde i nogen af de andre lejligheder. Sådan var det bare. Her er det anderledes.

Her har jeg mødt Sidsel, som lige har bagt boller til Mattis’ fødselsdagsfest, som låner mig sutteflasker, ringslynger og vikler og som laver aftensmad til mig og ungerne, når Mads ikke er hjemme.

Christina, som fodrer hundene, når vi er i sommerhus og som forærer mine børn en kuffert med tryllesand, fordi hun lige havde en ekstra stående – og den skal de da ha´!

Birthe og Svend, som låner mig deres bil, når min egen ikke vil køre, som ser efter huset når vi er på ferie og som rydder grusvejen for sne, når hele møget fyger til på et splitsekund.

Søren, som låner Mads grej og tilbyder sin ekspertise, når vi står i byggeri til halsen og mangler et godt råd og en hel masse beton.

Lone, som ordner en kæmpe kagemand til knægtens fødselsdag, når vi selv er for sent ude.

Helle, som fornøjet rydder hele kvarteret for sne, så alle kan komme ud om morgenen.

Rækken er lang og som årene går kommer der flere til. Mennesker, som lukker os ind i deres liv, som hjælper os uden beregning og som er med til at skabe et netværk omkring os, så vi aldrig føler os alene. Det er der en fantastisk styrke og en enorm tryghed i.

“No man is an island […] because I am involved in mankind.” John Donnes pointe fra 1632 er relevant i dag, mere end nogensinde. Vi kan ikke klare os uden hinanden og vi skal heller ikke! Der er noget smukt og godt og rigtigt i at være en del af et netværk, som er afhængige af hinanden. Henter hinandens børn, handler ind for hinanden, vander potteplanter og køkkenhaver i ferien, låner eller forærer hinanden ting de ikke bruger og kigger forbi med boller og hjemmelavet rabarbersaft, bare fordi.

Landlivet er også gyllelugt, sladder og langt til skole. Men hvis man vinker til storbonden, lukker ørerne for sladderen og skiftes til at hente børn, så bliver man en del af en stamme, som på godt og ondt er hinandens redningskranse, når der har været mus inde i ens bilmotor og gnave i slangen med diesel. No kidding!

Og ja, vi bader med vores børn! Når man sådan står der og skyller shampoo ud og konverserer med sine unger, så kommer man også til at svare på, hvorfor der er hår dér eller hvorfor man egentlig går med bh. Og i min optik er det en vigtig gave at give sine børn med ud i verden. At kroppen er dejlig, interessant og vigtig at tage vare på og tale om. Det giver jo også lejlighed til at snakke med sine børn om, hvor folks grænser går. Hvor ens egne grænser går og hvor det er sundt og naturligt at de selv sætter deres.

Jeg havde kortvarigt i løbet af min tid i Aarhus en amerikansk kæreste. Vi var sammen i to-tre måneder og jeg så ham aldrig nøgen i fuld figur. Jeg sov uden tøj på og han sov i t-shirt og sweatpants. Og efter eventuelle afklædte aktiviteter, godt gemt under dynen, klædte han sig på INDEN han stod ud af sengen. Han fortalte, at han aldrig havde set sine forældre nøgne og han var dybt mystificeret af, at nøgenhed ikke var et tabu for mig. Jeg forklarede ham om min opvækst, om mine forældres afslappede forhold til nøgenhed, om kulturen i Danmark. At her har børnene bar mås ved stranden, at man kan bade topløs, hvis man vil, at man må amme alle steder.

Men det er efterhånden 13 år siden og jeg kan med beklagelse konstatere, at tingene har ændret sig. Om sommeren er der ingen topløse kvinder ved strandene mere. Måske man er bange for ufrivilligt at ende på internettet? Vores gode venner har en søn på fem. Da han i sommer legede nøgen ved en lokal strand blev han spurgt af en lidt ældre pige om ikke han syntes det var upassende, at han ikke havde badebukser på. Der er ammehjørne i IKEA og Magasin, så man ikke risikerer ammende kvinder i Joe & the Juice. Og der er sågar caféer, der helt frabeder sig amning. Det er som om der er sket et stort kollektivt moralsk skred, som betyder at eksempelvis en brystvorte er blevet seksuelt ladet og blufærdighedskrænkende i situationer som tidligere var ganske uskyldige. Jeg konstaterer det – men jeg forstår det ikke. En brystvorte er vel først og fremmest et mundstykke! Og du KAN jo kigge væk….

Det er som om vi har parkeret naturligheden og den sunde fornuft og erstattet det med snerperi, hyklerisk blufærdighed og en sørgelig kropsforskrækkelse. Hvorfor må der være store bryster på bybusserne i Aarhus, men jeg må ikke amme, mens jeg drikker en kop kaffe? Min blottede brystvorte har i det mindste et fornuftigt formål og er på INGEN måde i en seksuel kontekst, når jeg ammer (så diskret jeg kan!).

Så; hvis man ankommer til Vestermarksvej 4 uanmeldt (please DON´T!), så er man selv ude om det. Man risikerer at finde fruen i huset på “det lille hus” for åben dør og halvdelen af mælkebaren ude i fri dressur. Det er ikke et tænkt scenarie. Når en kvinde skal, så skal hun…. Også hvis det er midt i en amning og et skænderi med ældste barn.

Ved første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde overvejet at føde hjemme. Mattis og Karls fødsler har begge været nemme, ukomplicerede og hurtige, så jordemoderen mente, at jeg var oplagt kandidat til hjemmefødsel. Det var skønt og meget bekræftende at blive spurgt og jeg besluttede, at hvis de kloge damer i Horsens mente at jeg kunne føde hjemme, så kunne jeg det! Så jeg begyndte at forberede mig på en helt anden måde end ved mine to andre fødsler, hvor jeg har nøjedes med at spise folsyre, lave knibeøvelser og undgå upasteuriserede oste. Jeg læste bøger om hjemmefødsler og tog et fødselsforberedelseskursus, komplet med lydfiler, åndedrætsøvelser og indstuderede presseteknikker. Jeg kogevaskede lagner og håndklæder, skaffede voksdug til sengen og købte nogle abnormt store bind, nogle affaldssække, en ny læbepomade og noget Ribena. All set.

Søndag den 11. september fik jeg modningsveer om formiddagen, udvidelsesveer om eftermiddagen og presseveer om aftenen. Jordemoderen Karina og jordemoderstuderende Karen ankom med grej, flere bind og ophøjet ro kl. 15.30 og Lasse er født ud i armene på Mads kl. 18.30 sharp i Mads’ seng. Karen stod for det meste af fødselshjælpen, godt hjulpet af Mads. Karina sad afslappet og dejlig på sengekanten det meste af fødslen, forsikrede mig i ny og næ om at alt var i den skønneste orden og havde både tid til at sludre med min mor (hidkaldt til at lave kaskader af Ribena og kaffe), undervise Karen og lytte til Lasses hjerte undervejs, altid fulgt af kommentaren “Total overskudsbaby…”

Før læseren får kvalme og forestiller sig, at jeg lå med et saligt smil hele vejen igennem og nynnede soundtracket til The Sound of Music, så lad mig lige dementere noget… Til trods for at mit fødselsforberedelseskursus hedder “Smertefri Fødsel”, så var fødslen IKKE smertefri. Absolut ikke. Veer gør lige så ondt som jeg huskede fra de andre fødsler, men – og det er et kæmpestort men – denne gang var jeg bedre forberedt! Når jeg fik en ve, så havde jeg en aktiv opgave, noget jeg skulle. Jeg skulle holde fokus på min vejrtrækning og forestille mig veen arbejde med at åbne livmoderen. Veerne fik et andet udtryk, et positivt fortegn, et tydeligt formål. Jeg var bevidst om dem som skridt på vejen et sted hen, fremfor en hel masse pinsel og så derefter, bum, et barn. Og derfor vil jeg på det allerkraftigste anbefale, at man, uanset om man er førstegangs- eller flergangsfødende, forbereder sig til tænderne. Det er fantastisk godt givet ud. Ved Mattis og Karls fødsler følte jeg mig lidt som et skib i havsnød. Denne gang havde jeg begge hænder på roret og en langt større tro på, at denne her skude skal jeg fandme nok få navigeret i havn, selvom det giver vabler i hænderne.

Min allermest dybtfølte anbefaling er imidlertid, at man føder hjemme, hvis man overhovedet kan. Jeg indrømmer fuldstændig blankt et fuldbårent girl crush på alle de jordemødre jeg har mødt fra Horsens Sygehus. De er så sindssygt dygtige, søde, professionelle og dejlige at jeg med glæde var på bjørnekrammere og julekort med hele bundtet. Det virker som en lidt voldsom gestus at få tatoveret Lene, Rikke, Karina og Karen på måsen med et stort hjerte rundt om, men tanken har strejfet mig. Jeg har været i så gode og sikre hænder, at jeg aldrig ville betænke mig et sekund hvis jeg skulle føde igen en dag. Hjemmefødsel er the bomb! Man skal ikke ud af huset, man har jordemoderen for sig selv, man er rolig, tryg og afslappet og damerne har hospitalsgrej nok med til at etablere et komplet feltlazaret. Ved en hjemmefødsel er de ekstra forsigtige i forhold til eventuelle komplikationer, så man bliver overflyttet i god tid, hvis der er behov for det. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – en hjemmefødsel er lige så sikker og forsvarlig som en hospitalsfødsel. Oveni hatten får man så lov at høre jordemoderen spørge fødselshjælperen om der lige er en Margretheskål til moderkagen. Det er sgu ikke en sætning man hører hver dag…

Alt i alt blev fødslen præcis som vi ønskede. Inklusiv ro, Ribena og intakt mellemkød, det sidste takket være Karen. Og moderkagen? Den kom med til Horsens i en Rema 1000-pose. Ingen rituelle begravelser, tørsaltning, tibetanske syngeskåle eller smoothies hér. Der må være en grænse.

Der var mange grunde til at tage afsted (igen). For det første har jeg sparet op i et år og nu var pengene der. For det andet skulle det være inden jeg pludselig skal føde, broderes i perineum og amme 18 gange i døgnet… For det tredje var jeg afsted sidste sommer med min søster og vi taler stadig om, hvor überfedt det var. Og for det fjerde var det min tur til at have ansvarsfri.

Mads og jeg havde kort tid efter Mattis’ fødsel en snak om den retorik man har, når man taler om sine børn. Her er det måske på sin plads at fortælle, at jeg er aldeles uforstående overfor at man vælger at holde ferie uden sine børn. Emnet er meget ømtåleligt, I know. Men min helt personlige holdning er, at hvis man, når man endelig har ferie, er SÅ træt at man ikke orker at være sammen med sit eget afkom, så har man indrettet sit liv og sit aktivitetsniveau uhensigtsmæssigt og det bør – i min optik – ALDRIG være et åg ens børn skal bære for én. Anyway, så aftalte vi meget hurtigt at vi ikke “har fri fra” vores børn. De er ikke en opgave, en belastning, et arbejde man skal have fri fra, så man kan lave ting man gerne (hellere?) vil. Børn er en lykke, en gave og et privilegium og hvis man har formået at udvise tilstrækkelige mængder stålsathed i opdragelsen, så er de forhåbentlig også nogle dejlige mennesker at være sammen med! Så vi har ikke fri fra Mattis og Karl – men vi har af og til ansvarsfri. Ansvarsfri betyder ganske enkelt, at det ikke er mit ansvar, hvis Mattis skal bruge hjælp til at hælde mælk op, hvis Karl klynker i søvne og ikke kan finde sin dyne eller hvis de ryger i totterne på hinanden over noget LEGO. Jeg skal ikke lytte, være til rådighed, være opmærksom. Jeg kan sove, shoppe, læse, spise eller være på Instagram UDEN samtidig at have børneradaren tændt. Det kan være noget så simpelt som at være i Matas længe nok til at ligne et fastelavnsris og dufte som et dyrt bordel, når jeg går derfra. Eller at luge og vande  i drivhuset uden afbrydelser. Eller at fise den af i et døgn i de termiske bade på Vejlefjord.

De fleste småbørnsforældre i min generation har en fortid som ansvarsfrie fugle, der kunne sove til vi ikke gad mere, spise, når det passede os, komme og gå som vi ville og bruge tid på personlige interesser så længe vi havde lyst. Og hvis man ellers forvalter tilværelsen nogenlunde fornuftigt, så kommer den tid til dels igen i livet som pensionist. Som jeg plejer at formulere det, så har min generation levet de første tredive år af vores liv med hovedet langt oppe i vores egen røv og vi kan stort set gøre det igen i de sidste tredive år af vores liv. Så er der måske ikke noget i vejen for at vi, de tyve-tredive år midti, står med hovedet oppe i røven på nogle andre end os selv, både i bogstavelig og overført betydning. Turen til Vejlefjord var hver en krone værd. Sengen var helt utrolig blød, det halve glas hvidvin var iskoldt og skønt og de termiske bade var vidunderlige. Og jeg skulle ikke røre en finger. Den største anstrengelse bestod i at tage trappen op til hotelværelset efter en vidunderlig treretters menu af tapas, skærising i et delikat buskads af fennikeltop og dessert af koldskålsis og friske bær. Pyyh. Hér hjemme skal jeg selv finde isterninger til mit isvand. Mit isvand, mit ansvar. Opholdet var en fin påmindelse om, hvem jeg engang var. En lettere dekadent ung kvinde med smag for kold hvidvin, ansigtsmasker og med hovedet helt oppe i egen røv. Og det føltes mindst lige så godt at trække hovedet ud igen og køre hjem til pottetræningen, rodet og ansvaret for de dejligste mennesker i verden.

Karl og jeg var efterhånden begyndt at mangle et tilbud udenfor husets fire vægge. Et tilbud med andre børn, andre legesager, andre udeområder, andre vægge! Vi har brugt biblioteket rigtig meget, hygget os i Mattis’ børnehave og besøgt venner og familie så meget som muligt. Men vi trængte voldsomt til et stabilt ugentligt tilbud målrettet til en dreng som Karl. Jeg undersøgte legestuer i Horsens, Aarhus, Silkeborg og Skanderborg, men enten er de for langt væk – så han falder i søvn i bilen og er en l… resten af dagen – eller også er der et lige lovlig entusiastisk fokus på Bibelen, i hvert fald til min smag…

Så den entreprenante mor tog sagen i egen hånd og undersøgte muligheden for at opstarte en legestue i Brædstrup, som ligger seks kilometer væk. Brædstrup er vores go-to-town, her kan man blive klippet uden at blive grim samtidig, købe virkelig god vin af Henning og forære sig selv en eksklusiv mascara til over 300 kr. Alle tre ting kan blive akutte, når man bor på landet og gyllesæsonen er begyndt…. Anyway, Team Sognehus i Brædstrup var helt med på opstart af legestue, men projektet skulle starte fra scratch. Dvs. at jeg skulle skaffe pusleplade, legetøj og alt det andet, som en legestue kræver. Jeg tøvede lidt og luftede mine spekulationer til et bestyrelsesmøde i Mattis’ børnehave. Stikord til turban og appelsin!! Anne-Lise, børnehavens leder, kiggede forundret på mig og spurgte, hvorfor jeg ikke bare lavede en legestue i Børnehuset Himmelblå. Månestuen er tom hver fredag og vi var da hjerteligt velkomne! Det tog mig ca. 40 sekunder at beslutte mig….

Her i Sønder Vissing har vi ganske enkelt en formidabel naturbørnehave. Børnehuset Himmelblå ligger lige i udkanten af byen. Huset er ny-renoveret og installeret med de lækreste faciliteter, store lyse stuer, fine toiletter med hæve-sænke-pusleborde, kæmpe fællesrum med stort køkken og gymnastiksal under samme tag til fri afbenyttelse. Udeområderne er enorme, legepladsen er fantastisk og der er Naturbase med shelter, udekøkken, frugthave, skolehytte, bålsteder og meget mere. Sådan et tilbud siger man bare ikke nej til!

Og fordi Månestuen er fuldt udstyret, fordi puslefaciliteterne og kaffemaskinen allerede er der, så var det eneste jeg skulle gøre at lave et opslag på Facebook, pakke en pusletaske og en madpakke, tage Karl i hånden og møde op. Det var selv sagt lidt spændende at se, om vi mon blev andre end mig og Karl, for vi er jo ikke just det tættest befolkede område i Horsens Kommune og jeg havde intet feltarbejde lavet i forhold til behovet for en legestue. Jeg havde, som en dygtig og selvstændig kvinde af det nye årtusind, udelukkende lyttet til mine egne behov! (Undskyld, Svend Brinkmann.)

I løbet af legestuens første tre måneder har vi mødt otte nye mødre og et væld af nye børn. Vi hygger, leger med husets andre børn, snakker, hører musik, bygger med Brio, deler madpakker, klatrer på motorikbanen, drikker kaffe, ammer (det gælder altså ikke os alle…), lægger puslespil, spiller på trommer, leger med Duplo, dukker, værktøj, køkkensager, klæd-ud-tøj og rædselsfuldt elektronisk legetøj, som kan sige abnormt høje og enerverende lyde. Nu har vi døbt legestuen Mælkevejen. Naturbørnehaven/vuggestuen hedder Himmelblå og stuerne hedder Månen, Stjernen og Solen (Og Scooby Doo!! Don’t ask…) Så Mælkevejen passer ind i temaet og her er mælk alle vegne…. Både i kaffen, i ungerne og i ammeindlæggene.

Når man efter ti år i Aarhus flytter på landet, så forbereder man sig på, at de sociale ting skal dyrkes mere intenst end konventionelle landbrugsafgrøder for at give afkast. Og derfor bliver man så helt utroligt taknemmelig, når man får det hele for det halve og ikke skal gøre en skid! Jeg er kommet så nemt til Legestuen Mælkevejen, at jeg næsten ikke kan tro mit held. Den er et hit for os, for de andre familier, for Børnehuset Himmelblå, for personalet, som har taget fantastisk godt imod os og ikke mindst for Sønder Vissing, som ud af det (himmel-)blå blev endnu skønnere at bo i. Og nu kommer foråret og vi skal på legepladsen og drikke kaffe, mens ungerne æder græsstrå, laver sandkager, gynger og stirrer fascinerede på de store børnehavebørn, der kan køre på moon car og rutshe med hovedet forrest.

ALLE med små børn i miles omkreds er meget velkomne, vi tjekker ikke jeres postnummer! Vi er der som regel 8.30 til 11.30, vi er gratis, vi kan findes på Facebook og på Mælkevejen kan I hygge jer HELT uden at vi siger Fadervor eller foreslår jer at snuse lidt rundt i Johannesevangeliet!

Af selvsamme årsager har jeg oparbejdet et lille katalog af “opskrifter” på aftensmad, som er nemme og gode og nogle er oveni købet hurtige! Hvis man synes, at lødigheden er tvivlsom stiller man et par skåle med frugt og grønt i mundrette bidder på bordet ti minutter før maden er færdig, hvorefter man kalder til bords. I mit hus betyder det, at tropperne samles og støvsuger skålene, mens jeg laver maden færdig. Snedigt…. Herunder opremses de nemmeste og bedste af mine Lazy Mom-klassikere – minimum indsats, maksimal fornøjelse.

Jeg kan lige indledningsvis understrege, at her ikke tælles kalorier. Når det handler om at fodre på hankønsvæsner med skyhøj forbrænding, så kan man tillade sig en betragtelig mængde hvidt brød med smeltet ost. Vi andre må indrette portionsstørrelsen og tilbehøret, så vi også kan spise med.

• Minipizza: pitabrød på en bageplade, tomat eller pizzasauce på, skinke, pølse, spegepølse, chorizo, cheddar, mozzarella, reven skæreost osv. I ovnen ved ca. 200 grader i ti minutter til osten er gylden og bobler. Man kan jo flotte sig med økologiske varer af god kvalitet, hvis samvittigheden kræver det.
• Naan-varianten er også god: samme procedure som ovenfor.
• Toast: ordentligt groft toastbrød, ketchup eller pizzasauce, skinke/hamburgerryg, tomatskiver og ost.

(Kan godt mærke, at her tegner sig et pizzaorienteret mønster…. Hmmmm.)

• Spaghetti med pølsegryde: svits et løg. skær en håndfuld gode wienerpølser i “mønter” og svits dem med. Hæld en dåse flåede tomater ved og smag til. Spis med valgfri pasta og parmesan. (Dette er en historisk Nygaard-klassiker. Da jeg var barn fik vi “parme-soya” til, dvs. vi dryppede soya på og dryssede med parmesan. Det smager latterligt godt.)
• Nigellas spanske kylling: på en bradepande lægger man kyllingestykker, små halve kartofler og tykke “mønter” af chorizo. Drys med oregano og hakket rødløg og bag ved 200 grader i ca. en time.
• Ravioli: Ud af en pakke fra supermarkedet! Måske den hurtigste middag, der kan skaffes. Man kan jo vælge at købe den dyre øko-variant, så kvaliteten er god. Spis med pesto eller ketchup, grønt i skåle og slut af med et stykke frugt. Alt er godt!
• Sandwich: godt brød, salat og grønt og den enkeltes yndlingsfyld. Laks, skinke, ost, chorizo, kyllingesalat, frikadelle…. Rør en dressing af pesto og creme fraiche, smør med rød pesto eller et lag Dijonnaise. Det ligner en million på tallerknen og det tager ingen tid at lave.
• Laks med frisk pasta og pesto/pestosauce: Laksestykker steges forsigtigt på en pande eller i ovnen, mens pastaen koger. Så tilbageholder man en kop kogevand og blander den drænede pasta med grøn pesto og lidt af kogevandet, ELLER man varmer, i en gryde, en deciliter madlavningsfløde og blander den med et glas pesto af rød peberfrugt. Det tager ingen tid og det smager fantastisk!
• Wraps eller pita med fyld: hakket oksekød på panden, pølsestykker eller bøffer og bacon, grønt at gnave i ved siden af til ungerne, salatblade til mig og valgfrie dressinger. Et stort hit, som Mattis (i.e. the picky eater) selv efterspørger. Så det får vi tit!
• Fiskefrikadeller: jeg har næsten altid bakker af fiskemandens fars i fryseren. Op med den om morgenen, fiskedellerne formes direkte fra bakken og mens de steger snitter jeg lidt grønt og stiller rugbrød, smør og remoulade frem. Hvis bølgerne går højere får vi ovnkartofler (eller pose-pommes!) til.
• Risengrød: lidt en sæsonting, men god. Jeg laver min egen version af høkasse-metoden, så jeg ikke behøver at stå ved komfuret i 45 minutter. Jeg måler ris af, hælder mælken på og koger det op. Så slukker jeg, lægger låg på og laver noget andet i ti minutter. Så tænder jeg igen, koger op, slukker, låg på, venter ti minutter. Og det fortsætter jeg med, til risene er møre. Kogt mælk er så allerhelvedes varmt, at risene sagtens kan mørne i eftervarmen af hvert opkog. NB. Jeg har gaskomfur og når jeg slukker, så er der slukket! Hvis dine kogeplader holder på varmen, så flyt gryden
• Pølsehorn: lettere bøvlet, men ikke svært. Mattis plejer at hjælpe til og vi bager nok til at der er til madpakker og eftermiddagsmad de følgende dage. Opskriften på Valdemarsros hjemmeside er god.
• Rugbrødsmadder! Hvorfor spiser man ikke det noget mere til aftensmad? Pålægget kan varieres i det uendelige, ungerne kan selv smøre og gøre ved og man kan jo flotte sig og spejle et æg, købe en bøtte rejer eller stege en frikadelle til.

Andre hits i min husholdning er naturligvis hjemmebagt pizza (vi har stenovn, en voldsom luksus som giver vidunderlige pizzaer), spaghetti bolognese, lasagne og boller i karry. Lidt sjældnere gæster er pasta carbonara, kyllingegryde med tomat og fløde og den klassiske frikadelle (Frk. Jensens opskrift er suveræn (hendes chokoladekage er horribel)).

Og som alle andre er jeg også nogle gange fuldstændig blank! Jeg støver rundt i kogebøger efter idéer, kigger på hjemmesider med madplaner og sukker opgivende ved forslag om jordskoksuppe, andelår og indisk curry. Mit køkken frekventeres af nogle forholdsvis konservative spisere og nye ting skal indføres meeeeget langsomt. Intet er umuligt, men tålmodighed er vigtigt – og ikke min stærke side, når det kommer til mad. Jeg er altædende og håber en dag at kunne sætte stærke thaisupper, skaldyr og kartoffelmos på bordet.

Mine venner i nøden, som i alle andre kulinariske anliggender, er mine to køkkengudinder Nigella Lawson og Camilla Plum. De er begge dygtige kogekoner med forstand på børn og hvor jeg vender mig til Plum for det mere krævende og langsommelige, så er Nigella mit forbillede i god mad, Express style. Hendes kogebøger har været en åbenbaring for mig og jeg kan ikke anbefale hende og dem nok. Hun tæller ikke kalorier, ej heller bekymrer hun sig synderligt om måltidets optimale sammensætning. Men hun kan lave mad, som alle har lyst til at spise, opskrifterne er vidunderligt nemme og meget lækre og som sagt: hvis lødigheden er tvivlsom, så start med lidt frugt og grønt. For som hun selv skriver i forordet til den fremragende Express:

“As in cooking, so in life: We muddle through as best we can […].”

Spæk-note: hvis man, som jeg, har en tendens til at lagre fedtdepoter i et frygtindgydende tempo, vil jeg anbefale at man selv snacker på noget grønt inden middagen og i det hele taget praktiserer mådehold med portionsstørrelsen. Jeg kan sagtens spise pizza med drengene, men jeg bestræber mig på at spise en halv, fremfor halvanden. Det lykkes for det meste…

Jeg synes, at det er en fuldstændig vidunderlig pointe! Man behøver ikke præstere noget ud over det sædvanlige for at have værdi. Man behøver ikke skille sig ud med andet end sin personlighed, som altid er unik. Og det er helt i orden at trives bedst med blot at være en del af flokken, at yde det man kan og hjælpe hvor det behøves. Jeg elskede denne bog fra første gang jeg læste den og kan i utrolig høj grad identificere mig med Mio. Mit liv består absolut heller ikke af forsidestof, jeg tror jeg er forholdsvist gennemsnitlig i mit design og jeg har ingen imponerende spidskompetencer. Og det trives jeg med!

Jeg har læst bogen mange gange for Karl og Mattis og vi er enige om, at Mio er den helt rigtige vinder. Han er det perfekte forbillede for de små marsvin, som måske spekulerer på om de nu er gode nok, seje nok, modige nok, dygtige nok. Jeg bestræber mig på at mine drenge skal vokse op med følelsen af at være tilstrækkelige samfundsborgere udelukkende fordi de er til. Jeg er godt klar over at Lille Lars og Co. ville selvantænde, hvis de læste hvad jeg skriver, men de ville jo også gå i flad-spin over at jeg fravælger at arbejde. Jeg har i øvrigt heller ikke stemt på dem, så vi må bare være enige om at være uenige. Det er jo også en fin øvelse i tolerance!

Lån bogen på biblioteket, køb den i barselsgave til nogen eller læs den højt for børn du er så heldig at kende. Og giv dem så en krammer og fortæl dem, at Mio er modgiften mod et samfund, hvor nogle mennesker mener at man kun er dét værd, som man lægger i statskassen. Hvis et menneskes værdi bestemmes af beløbets på skattebilletten, så er jeg ikke en skid værd lige pt. Og jeg har aldrig været gladere!

Mio for President!

Bogen er i øvrigt skrevet af Lorenz Pauli, illustreret vidunderligt af Katrin Schärer og sammen har de også lavet “Hvem er modigst?”, som handler om at være modig nok til at gøre noget andet end det, som forventes af én… Absolut anbefalelsesværdig!