Johanne: “Hmm, jeg har ikke skrevet noget siden februar!! Ku’ være jeg skulle flikke noget sammen….”

Så. Hvis du rent faktisk læser dette indlæg, så TAK. Du er lavet af et særligt stof. )

Der er sket mange forskellige ting i mit liv, mens der har været dødvande på bloggen. Men en af de allervigtigste ting er, at jeg er gået fra at veje 59 kilo til at veje 67. Og at det er sket med fuldt overlæg. Jep. No shit. Forklaringen er som følger:

I september for to år siden besluttede jeg mig for at tabe de kilo, som havde listet sig på under graviditet og barsel med Lasse. Vægten sagde 75 kilo og med en højde på 164 cm. tænkte jeg at det måske var lige vel voldsomt. Jeg var en str. 44 i stedet for min sædvanlige str 38-40. Jeg kunne max løbe 10-20 meter, før jeg prustende måtte holde pause og når jeg hoppede i trampolin med ungerne havde jeg det som om jeg skulle gylpe mine lunger op. Jeg gik stadig i ventetøj og mine dejlige kjoler hang og samlede støv, fordi jeg ikke kunne lyne dem. Anyway, 15 måneder senere var jeg 17 kilo lettere. Fremgangsmåden? En veritabel tsunami af grønne smoothies, squats, småbitte måltider på 200-300 kalorier og virkelig mange aftener, hvor jeg gik sulten i seng. Mads bakkede mig op, fordi jeg var så fast besluttet, men nævnte samtidig at min vægt ikke betyder noget for ham. Og at han i øvrigt også synes det er vældig hyggeligt at vi spiser aftensmad sammen, i stedet for at jeg drikker kål, mens jeg laver mad og derefter sidder og smiler anspændt, mens de andre spiser. Bevares, jeg forstod godt hans holdning, men jeg havde øjnene på målstregen og et “natural high” af at det kørte for mig. Det har så senere vist sig, at det “natural high” kommer af alle de stresshormoner kroppen udskiller, når den sulter… At 1295 kalorier i døgnet til et aktivt voksent menneske tvinger kroppen i et såkaldt “famine mode”. Famine betyder hungersnød. Det er en selvpåført katastrofe som laver lort i fordøjelse, hormoner, forbrænding, stofskifte og meget mere. Men det kommer vi til…

I tiden efter jeg nåede over målstregen (jeg har et billede af mine fødder på vægten, som viser 58,5, hvilket jeg ikke har vejet siden jeg var teenager), var jeg ON FIRE! For det første var jeg let som en fjer og for det andet begyndte jeg at spise igen. Rigtig mad i normale portioner. Og som med ALLE andre slankekure, livsstilsændringer eller hvad fanden man nu vil kalde det, så var min krop så udmattet af forbud, restriktioner og afsavn, at den konsumerede energi som Skødstrupværket. Og ligeså stille og langsomt kunne jeg konstatere, at hvis jeg skulle blive under 60 kilo, så skulle jeg blive ved med at leve på en sten, drikke spinat, løbe, lide afsavn og spise hytteost hele tiden. Og ligeså stille faldt ti-øren.

Jeg skal leve sådan her resten af mit liv, hvis jeg vil kunne passe de her jeans i str. 36. Jeg gider ikke leve sådan her! FUCK. Jeans eller life!? Jeans eller life…

Life.

Jeg har været på flere slankekure i mit liv end jeg kan tælle. Jeg har tabt de samme kilo igen og igen og igen. Og jeg er færdig. Slut. Ikke mere. Første gang jeg fejlagtigt troede at min krop var forkert, stod jeg på vægten hos sundhedsplejersken og fandt ud af at jeg vejede 37 kilo. Den tyndeste pige i klassen vejede 25. Et par år senere fortalte en klassekammerat mig, at min såkaldte kæreste i femte klasse havde slået op med mig fordi jeg var “for fed”. Det blev også, i 8.klasse, til en enkelt kommentar, skrevet med blyant på væggen på toilettet, om at jeg var “dellet”. Og det var det! Mere skulle der ikke til, for at gøre mig til det der på engelsk hedder chronic dieter. Det bliver kluntet at oversætte direkte, men betydningen er klar. Jeg var altid enten på slankekur eller på pause fra en. Aldrig bare i fred, tilfreds eller ubevidst om min vægt og min størrelse. På en måde er det jo lige til artikel i Ugebladet Søndag at jeg næsten skulle blive 40, før jeg fik tilstrækkeligt med selvindsigt til at give det hele fingeren, droppe jagten på den perfekte krop og ikke mindst få øjnene op for, hvor ulækker, forskruet og grisk slankeindustrien og hele slanke-kulturen er.

Det gik op for mig, at grunden til at man ikke er på én slankekur i sit liv, hvorefter man lever resten af sine dage i sin slanke krop er, at slankekure ikke virker. Hvis de virkede, hvorfor fanden er man så på dem igen og igen? Vi er rigtig gode til at skyde skylden på os selv, når vi – efter en vellykket slankekur – tager det hele på igen. Slankekuren er den gode helt, vi er de slatne tabere, der ikke engang kan finde ud af at passe på den fiiiiine tynde krop, som slankekuren har hjulpet os med at få. Pinligt!

Jeg fandt ud af, at det er slankekurene, der er defekte. 1300 kalorier til et granvoksent menneske er absurd. BMI er et dybt problematisk redskab, udviklet af en matematiker. Se her for en glimrende gennemgang af, hvorfor du med sindsro kan skide dit BMI et stykke og i stedet kigge på helt andre ting, hvis du gerne vil tjekke dit helbred. Hvilepuls, blodtryk, stressniveau og søvnkvalitet er gode steder at starte, men spørg din læge, hvis du er i tvivl! Mine største åbenbaringer kom fra bogen med den helt eminente titel “The Fuck-it diet” af Caroline Dooner. Jeg lyttede til lydbogen fire gange i streg, eftertjekkede de videnskabelige fakta jeg havde brug for at læse mere om, tog nogle virkelig dybe indåndinger, stillede min vægt væk og begyndte at spise igen.

Hvis man skal koge bogens budskab ned til en enkelt suppeterning af visdom, må det være denne:

Restriktion fører uundgåeligt til overspisning. Det er kroppens måde at passe på os og forsøge at undgå mangelsygdomme, sultedød og artens uddøen. Det lyder vildt. Men det er det ikke.

Derfor tager vi det hele på igen efter en kur. Derfor propper vi indmaden af et rundstykke i munden, når alle andre er gået fra bordet. Derfor spiser vi fire kanelsnegle til fødselsdagen i stedet for en. Fordi det ligger dybt i os, at der er nye restriktioner, nye afsavn, nye slankekure på vej. Hvis bland-selv slik er lovligt, tilgængeligt og afdramatiseret (der er masser, du må spise det hver dag, der er også slik i morgen), så mister det efterhånden noget af sin tiltrækning. Når man også må få lidt snolder efter frokost i morgen og i overmorgen, så er man mindre tilbøjelig til at tømme skålen i et panisk ur-menneskeligt forsøg på at fylde lagrene op før hungersnøden vender tilbage. Dooner formulerer det så fint, når hun siger at hver gang kroppen tvinger os væk fra en sultekur, så gør den det for at beskytte os. Tragedien er alle de gange vi tvinger den tilbage igen…

Jeg kan snakke og skrive i mange mange timer om emnet. Bogen og indstillingen har ændret mit liv og det lyder højttravende at skrive, at jeg er fri efter 30 år i slankefængslet. Men sådan føler jeg det. Tag ikke fejl! Efter 30 år med en forvrænget opfattelse af at min krop var grim, forkert, for meget, for tyk, så er der stadig lang vej igen. Processen er ikke nem og det er let at falde tilbage og tænke “Argh, jeg kunne jo liiige give max slankegas i en måned, tabe 5-7 kilo, blive pæn igen (what the fuck…!?)  og SÅ gå tilbage til at spise intuitivt…”. Men nej. Sådan fungerer det ikke. Det er all in og det er pissesvært og latterligt grænseoverskridende og en proces fyldt med tvivl og frygt. Ikke mindst fordi samfundet stadig har skønhed, slanke lår og flade maver øverst på podiet. En slank krop er en gigantisk statusmarkør og stigmatisering af tykke og fede mennesker er overalt i vores hverdag. Jeg har aldrig selv været så stor, at jeg har oplevet samfundsmæssig stigmatisering, men min egen ubarmhjertige selvkritik var også alt rigeligt! Jeg har sat lighedstegn mellem vægt og værdighed, mellem kilo og succes og jeg har ærligt talt svært ved at mindes hvordan det føles at være mad-neutral. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været det. “Usund, fed eller syndig” mad = slemme Johanne. Grønkål, hytteost og mikroskopiske portioner = dygtig Johanne. Når ALT hvad man putter i munden bliver symboler på ens menneskelige værdi, så er et liv som slankeslave én lang slåskamp.

Så fuck it. Jeg er færdig. Ja, jeg har hængt nogle af kjolerne ind i skabet igen og de ryger med på loppemarked snarest muligt. Jeg har en ny målstreg i horisonten. Et kærligt og taknemmeligt forhold til mine fine, magiske, utrolige krop. Og et forhold til mad, som er udramatisk og præget af lyst og fornøjelse fremfor skam, skyld, tvang og besættelse. Jeg orker ikke bruge resten af mit liv på at tælle kalorier, snakke grimt til min topmave og spise skyr og ækel tør chokolade med 85 % kakao. Det har ædt så meget af mit liv, at det er til at tude over og jeg vil ikke mere. Jeg vil bruge min tid på ting jeg gerne vil. Det kan oveni købet være at der bliver tid til at blogge igen!

Tak fordi du læste med.

Jeg er ikke fan af internet-floskler. De der udsagn fra Instagram og Pinterest, som folk får tatoveret i nakken og som Sinnerup trykker på store lærreder, som man kan hænge op i entréen eller soveværelset og derefter totalt glemme at efterleve. Hvor mange mon efterlever “Kindness is free. Sprinkle that shit everywhere.” i det daglige? Hvor mange “Live, love, laugh”-typer kender du? “Be the change you wish to see in the world”. “Carpe Diem”. “Sigt efter månen. Selv hvis du ikke rammer, lander du mellem stjernerne!” Det er sgu lidt noget vrøvl. Bevares, jeg vil gerne sprede al den venlighed jeg orker, men jeg gider altså ikke carpe diem hver dag. Nogle gange skal lortet bare landes uden at nogen brækker noget, skændes alt for meget eller går hjemmefra.

Men tilbage til indledningen. Da jeg læste det første gang på Pinterest, funderede jeg længe over det. Spekulerede over hvad “det hele” egentlig er og hvad det betyder, hvis vi ikke behøver at nå det hele på én gang: Arbejde, børn, familie, venner, motion, have, bøger, middagsaftaler, networking, bagning, hjemmelavet mad, værtindegaver, sex, politik, biograffilm, trivselsråd, skønne nyplantede krukker i gårdhaven og nyskurede klinker i badeværelset. “Det hele” er ikke så lidt! Og siden da har udtrykket fulgt mig og jeg tænker på det i situationer, hvor jeg bliver frustreret over ikke at nå noget som helst. Det er blevet et beroligende mantra mere end en egentlig leveregel, for i nogle perioder af livet går tingene stærkt, man griber chancer, har succeser og præsterer at jonglere alle aspekter af tilværelsen på sammen tid og med nogenlunde succes. Og det føles skønt og bør nydes, for det er også sindssygt krævende – og midlertidigt. På andre tidspunkter i livet er man tilfreds, hvis man har fået vasket hår for nylig og ens børn ikke begynder at vise tegn på skørbug pga. alt det toastbrød de æder… Og det er OKAY. Man skal ikke begynde at undskylde for pizzabakkerne. De er en del af livet. I hvert fald hos os, selvom vi har stenovn i køkkenet.

Vores temmelig usædvanlige valg i forhold til min aktuelle situation som hjemmegående har selvfølgelig givet anledning til overvejelser om livet både før, men i særdeleshed efter – for hvad skal der så ske?! HVAD skal jeg? Hvad skal jeg arbejde med? Hvem vil have mig? Hvor skal jeg hen? Hvad kan jeg bruges til? I snart seks år har jeg vidst præcis hvad mine dage skulle bruges til, men vi er ved begyndelsen på enden af dén fase i familiens liv og af og til titter rådvildheden frem.

Jeg har aldrig været karrieremenneske, bliver det nok heller aldrig. Men det er okay. Jeg behøver ikke nå det hele. Og når jeg begynder at arbejde (en skønne dag!), så svinder det nok lidt i hjemmebaget, biblioteksturene og de tidlige afhentninger af børnene. Det er også okay. Jeg behøver ikke nå det hele. Da jeg arbejdede følte jeg nogle gange at jeg skulle arbejde som om jeg ikke havde børn og samtidig passe børn, som om jeg ikke havde noget arbejde…. Resultatet blev, at jeg havde det elendigt og følte at jeg ikke rigtig slog til nogen steder. Jeg øver mig i at acceptere at jeg præsterer bedst, hvis jeg ikke forsøger at nå det hele. Jeg bliver stresset af det, føler mig utilstrækkelig og drukner frustrationerne i Toms Skildpadder og dårligt TV.

Jeg spekulerer meget over, hvor jeg mon skal “trimme”, for at skabe balance i et nyt liv, hvor jeg kombinerer arbejde med familieliv og tre børn. Motion? Søvn? Hjemmelavet mad? Vasketøj? Bøger?? Jeg ved det ikke endnu og svaret kommer nok først, når mit arbejdsliv begynder igen og vi skal have hverdagen til at fungere.

Til den tid hænger jeg mantraet op i en ramme over døren, som vi går ud af hver morgen. Som en venlig påmindelse om, at tid er en dyrebar ressource. Om at skelne mellem hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. Og om aldrig at frygte ikke at nå det hele. “Noget” er nok. Jeg er nok.

I vores hjem på Vestermarksvej er der meget få forbud. Man må ikke tæve hinanden, man må ikke glo på skærm hele dagen, man må ikke ødelægge ting med vilje og man må ikke være et højreorienteret fascistsvin. Ellers er der rimelig frit slag. Men der er forbud mod Veet. Hvis man vil have en voksens privilegier, så skal man også ligne en voksen. I vores brusekabine står en dåse barberskum, som vi har haft al den tid vi har boet her. Man er velkommen til at blive klippet, trimme sit skæg og fjerne et løsgænger-øjenbrynshår, men der er adgang forbudt for barbergrej syd for navlen. Blogindlæggene er udtryk for skribentens egen holdning og min holdning er, at voksne som er gået i barndom mellem benene ser borderline groteske ud. Jeg er indædt fortaler for det naturlige og jeg synes evolutionen og naturen har gjort et helt eminent stykke arbejde, når man kigger på os mennesker. Jeg synes at mennesket er smukt og at kroppen er en ven, man skal have dyb respekt for. Og vi har hår af en grund! Ligesom sved, tis, hudceller og moderkager, så har også håret en funktion. Det er ikke pynt, det er grej. Det gælder for så vidt hele kroppen; den er et redskab og den skal naturligvis passes. Men æstetikken er altså sekundær. Og derfor er dette et forsvar for naturligheden.

Hen ad vejen er nogle af os jordboere blevet enige om, at tykt hår og tynde ben er flottest. At fregner er yndige og åreknuder ligner lort. At hænder er smukke og fødder er ækle. Og man kan også med rimeligheden i behold argumentere for et vist mål af individuel hygiejnisk indsats af hensyn til både egen sundhed og andres velbefindende. Men der findes steder i U.S.A. (og i Danmark!!), hvor man kan få bleget huden i bagsmækken. What.The Actual. Fuck? Hvis nogen kigger dér, så må de altså leve med kuløren. Er man for flov til at have personale på, så kan man købe grej her og jeg beklager at kunne berette at youtube har instruktionsvideoer. ARGH. Vi tugter i det hele taget vores legemer med en voldsom entusiasme og urimelighed og hvis man for en stund hæver sig op i den eksistentielle helikopter og kigger ud over eget røvhul, så må det tage sig fjollet ud for en udenforstående. Menneskekroppe er mestendels skåret over nogenlunde samme læst, men menneskeheden (især den del, som er på de sociale medier) har etableret nogle normer for, hvordan kroppen skal håndteres.

Hår skal væk, barberes, Ellipsebehandles, farves, plukkes og dresseres. Fedt skal suges, fryses eller sultes væk. Alternativt slubres ud det ene sted og pumpes ind et andet, hvor man er blevet lidt slap. Er hudtonen uens? Det ordnes med laser, syrepeeling, hundedyre cremer og syndfloder af foundation, så man ligner et skrabelod. Tænder bleges, læber forstørres, man kan få indlæg i både kindben og røvballer og hvis alt andet glipper, så har Instagram et filter, der får en til at ligne en krydsning mellem en Disneyprinsesse, et førskolebarn og en pornomodel.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Det korte svar er nok, at vi gør det for at føle os godt tilpas. Vi føler os godt tilpas ved at være attraktive, se fejlfri ud og ved at ligne de andre. Men HVORFOR? Hvorfor føler vi os godt tilpas ved at føle os pæne? Hvordan er det lige blevet det æstetiske, som dominerer? Måske fordi her kan alle være med, hvis bare de har en foundation og et Instagram-filter? Når en kvinde poster et billede af sig selv på de sociale medier er langt de fleste kommentarer centreret omkring hendes æstetiske fremtoning. “Beautiful!”. “Gorgeous!” “OMG, babetown, population you!” Det er venligt ment og det føles godt. Men det er samtidig reduktivt og forstærker vores fælles voldsomt overdrevne fokus på fremtoning.

Der er ikke noget quick fix til denne folkesygdom, denne maniske drift, der er arnestedet for duckfaces, selfie-filtre og blegemiddel i rummi. Men ligesom med eksempelvis veganisme, minimalisme, bæredygtighed eller kræsenhed hos børn, så er det nok også bedre at være en fyrtårn fremfor et tågehorn… At foregå med et ubleget eksempel, at vise hvordan det kan gøres og inspirere og oplyse, hvis folk viser interesse. Man bliver hverken udstødt, uelsket eller ulækker af at have en åreknude, svedige fødder eller hår der, hvor det hører hjemme. Og jo mere vi viser det, jo mere almindeligt bliver det – igen. Hvis man derimod er ved at kaste op ved tanken om al den lodne naturlighed, så er der hjælp at hente her. 429 kr. for en skønhedsserum til at smøre mellem stængerne. Billigt, synes jeg. Ikke.

Desuden er det sådan at vi allerede HAR frygtelig mange ting, en pinagtig erkendelse, der kommer af at være den der står for det meste af oprydningen og rengøringen her i huset. Der er noget alle steder, på alle overflader, i alle skuffer og skabe og på borde, reoler, hylder og vindueskarme. Jeg bryder mig mindre og mindre om det. En meget stor og vigtig fordel ved at eje mindre jordisk gods er, at det i sagens natur ikke kan rode helt så meget. Desuden er der ikke så mange ting der kan gå i stykker, blive stjålet, ligge i vejen, blive væk osv. Og damen med fire morgenkåber skal ikke kaste med sten, for jeg er medskyldig i ophobningen. Tre bud på ting, jeg burde skille mig af med (udover morgenkåber…):

• En halv boghylde med bøger om nyfødte. De sendes videre med et vist vemod… Og en håndfuld bøger om slankekure, faste og raw food. De må finde andre liv at forpeste, for jeg er færdig med dem. (Ærligt talt: en raw food-tærte med bund af havregryn og kokosolie, med fyld af avocado-mos og romanesco-kål. Føj for ind i det sorteste selvpiner-helvede…! Hvis det af mistænkelige årsager har gjort dig lækkersulten, så kig forbi. Bogen er din!)
• Virkelig mange par nylonstrømper. Jeg bruger aldrig nylonstrømper og kan derfor snildt nøjes med et enkelt par i stedet for 15…
• Neglelak! Jeg har nok 30 og bruger kun de tre. Eksempelvis kan jeg vist med sindsro donere de orange, gule og grønne til børnehaven. De farver får ikke comeback foreløbig, i hvert fald ikke på mig.

Så jeg er gået i flæsket på alt vores habengut inde i huset og Mads er gået i gang i sit store værksted. Han knokler på, bærer ud, sorterer og kasserer, hører Springsteen, drikker øl og fylder i traileren, så det knager i akslerne. Han er ikke begyndt på loftet over stalden endnu, men det kommer til at kræve endnu større mængder øl og Springsteen… Inde i huset er det allerede svundet i papirbunker, køkkenskuffer, babylegetøj og dullegrej (den var lidt drøj…), men alle må ofre sig for sagen. Og det er SKØNT! Jeg søger inspiration online og her er noget af det bedste:

• Når du står med en genstand i hånden, så stil dig selv to spørgsmål: Bruger jeg tingen og har den affektionsværdi? Hvis du bruger den og/eller holder af den, så skal den blive. Hvis genstanden får to nej’er, så er det UD med den. Giv den væk, sælg, den eller kasser den. Easy peasy!
• Lav det til en udfordring og skil dig af med én ting hver dag (nej, toiletbesøg tæller ikke!).
• Eller gå all in og lav den helt store overhaling: tag hele huset på en måned. Der findes masser af skemaer på nettet, som lister op hvor du skal i gang. Alt fra natborde og køkkenskuffer til biler og børneværelser står for skud og det er SÅ FEDT, når først man får begyndt. Det er en rigtig god idé at have et stort lager af klapkasser, poser og klare affaldssække til alt det, der skal sorteres og køres til genbrug.
• Begynd at forære dine ting væk. Helt alvorligt! Hvis en gæst, et familiemedlem, en lokal børnehave, en velgørenhedsorganisation etc. har mere fornøjelse af en ting end du har – så giv det væk! Det er bedre end en ansigtsløftning, folk bliver SÅ glade og du har færre ting du skal støve af.

Vi er langt fra færdige. Kontoret trænger voldsomt, vi har ikke rørt klædeskabene endnu, ej heller krea-kommoden, bilerne, drivhuset, brændeskuret, børneværelset, gymnastiksalen…. Men det kommer, for det er det fedeste og sjoveste fælles projekt vi længe har haft og simultant med at tyngden af ragelse letter, så letter humøret også. Vi burde uddele guldstjerner til hinanden, men holder os til high fives, øl og overstrømmende ros!

Og til sidst et råd til, hvordan du kommer i gang: Start med en skuffe. Bare én skuffe (og du ved godt selv hvilken der er værst!) Før du ved af det bakker du rundt med trailer på den lokale genbrugsplads med guldstjerner i øjnene. Bare vent med belønnings-bajeren, til du ER kommet hjem, så du ikke laver buler i containeren til småt brændbart.

Først tager vi lige min indebrændte miljø-forkæmper-dundertale… Jeg har det meget stramt med modebranchen efterhånden. Miljøsvineriet er gigantisk, de menneskelige omkostninger ved billige t-shirts og sommerkjoler er enormt og hvert år afbrændes mange tusind tons sprit-nyt tøj. Designertøjet brændes, så det ikke skal komme på udsalg og ende på fattigrøve, som ikke harmonerer med brandets identitet. De billige kæder gør det for at få plads til alt det nye, der konstant kommer væltende og som kunderne skal føle sig fristet af. Burberry i den ene ende af skalaen og H&M i den anden ende er hårrejsende eksempler. Og så er der modebloggerne. ARGH. Hvis de har andet formål end at animere til et grotesk overforbrug, så kan jeg ikke få øje på det! Jeg begriber ikke, hvordan man kan sove om natten, når ens yndlingsbeskæftigelse er at reklamere for et liv, hvor man aldrig har det samme stykke tøj på to gange. Svaret har nok noget at gøre med at rage endnu mere gratis designertøj til sig, men det gør mig SÅ træt…  Der er heldigvis også fremsynede bloggere, som fokuserer på bæredygtig mode, nogle af de bedste pt. finder du her. Indtil nu har modens alibi for alt svineriet og skyklapperne været, at “man jo også skal have lov at have det lidt sjovt ind imellem!“. Nej, man skal ej, hvis omkostningerne er sammenstyrtede sweatshops og pesticidregn. Argumentet holder ikke længere, skyklapperne skal af. Og hvis det betyder at Pernille Teisbæk og Co. skal gå i det samme par jeans flere gange i træk, så er det bare et åg vi må bære. Lidt ligesom floderne af tekstilfarve i Cairo, pesticidregn i Brasiliens bomulds-region og sweatshops fyldt med børnearbejdere i Bangladesh. Tænk dig om, før du klikker på linkene. Det er hjerteskærende læsning…

Godt. Så fik vi dét af vejen! Nu til forsiden af medaljen, det du kan gøre noget ved og det vi selv gør her hos os. Først og fremmest skal vi tænke os om. Ikke bare mene vi gør det, men gøre det rigtigt for alvor og opføre os forsvarligt og anstændigt. Jeg har en stor personlig fordel her; jeg er en jammerlig shopper, har næsten altid været det og det er blevet “værre” med årene. Jeg kan sagtens gå rundt i en tøjforretning med en stak tøj over armen og nå at lægge det hele fra mig igen, inden jeg når hen til prøverummet. (Det er straks værre i Matas, Naturskøn og Magasins hudplejeafdeling… Det kommer der et indlæg om sidenhen.) “Must have” er et tåbeligt udtryk i forhold til mode. Must haves er ilt, næring og søvn, men sgu da ikke sokkestøvler, culottes eller kluntede uldfrakker. Mulighederne for at blive stjernelækker, grøn og bæredygtig på samme tid er heldigvis flere og flere og man kan enten gå vintage-vejen, hvis man gerne vil være superoriginal – oplagt i de store byer, hvor genbrugsbutikkerne er fyldt med lækkerier – eller købe lækkert bæredygtigt tøj online eller i butikker. Jeg arbejder så vidt muligt med tre tommelfingerregler:

a) Jeg bruger det jeg har så længe som muligt. Mit ældste stykke tøj er fra gymnasietiden og jeg elsker det stadig.

b) Når noget skal skiftes ud, så skil dig af med det på en forsvarlig måde. Og led efter en erstatning, som er produceret bæredygtigt.

c) Køb færre ting, men forkæl dig selv! Hellere et par fortryllende lækre bukser fra Aiayu end skrammel med skæve sømme fra Bestseller. Man kvier sig, når Dankortet skal frem, men man glædes over det mange gange derefter! Pris og kvalitet hænger sammen.

Og så er der den daglige brug. De nederste 15-20 cm. i hver tøjbunke i skabet ligger som regel udbrugt hen og det er helt tosset! Ja, det er måske sjovere at shoppe nyt hele tiden, men der ER ingen fornuftig grund eller undskyldning længere. Skru ned og put pengene i en feriekasse i stedet. Pas på tøjet. Vi vasker ikke, med mindre tøjet er decideret beskidt eller lugter. Underbukser, svedige t-shirts og trøjer med pletter ryger selvfølgelig i vasketøjskurven pronto. Men jeg bruger eksempelvis hjertens gerne et par jeans 5-10 gange, før jeg vasker dem. Vær opmærksom på rutine-vaskeri og brug fornuften og næsen i stedet.

Svanemærket vaskemiddel giver sig selv. Det koster det samme som konventionelt vaskemiddel og tøjet bliver ligeså rent. Duften af lavendel, appelsin eller havbrise må man undvære, det kræver kun en ganske kort tilvænningsfase. Til gengæld bliver det svært at vænne sig til den lettere voldsomme odeur af Ariel, når først tilvænningen er sket! Hvis man gerne vil have lidt duft i tøjet og ikke tror på at de billige mærker dur, så kan man købe sig fattig (og lykkelig) her.

Hitlisten:

– Genbrugstøj!! I lang tid troede ungerne at nyt tøj kommer fra bæreposer fra Rema1000 og Brugsen. Vi har sparet mange mange MANGE tusind kroner ved at tage imod genbrugstøj og i øvrigt lade tøj gå i arv fra Mattis til Karl og videre til Lasse. Brugt tøj er blødt, det dufter rart og har ofte en lækker følelse af at være “gået til'”.

– Vi køber (næsten) kun det vi har brug for. Jeg indrømmer åbent min meget store kærlighed til yoga-tights og blomstrede sommerkjoler og jeg har også flere end jeg ret beset har brug for. Nobody’s perfect. Bortset fra min nye sommerkjole… Den er dreamy.

– Vi behandler tøjet med respekt. Vasker skånsomt ved lave temperaturer i Svanemærket vaskemiddel. Reparerer eller lapper, hvis vi kan (tak mor og svigermor). Slider det op eller giver det væk, når vi ikke kan eller vil bruge det mere. Og det ryger kun i skraldespanden, hvis det er så ramponeret at vi ikke kan være bekendt at aflevere det i Humani. Noget af det bliver sågar til pudseklude i værkstedet først.

Plads til forbedring:

– H&M. Vi køber for meget tøj der og det piner mig! Min eneste undskyldning er, at vi passer godt på det og bruger det til det er slidt op. Ovennævnte bluse fra gymnasietiden blev købt i H&M. Og man kan jo sætte deres “Conscious”-filter på, når man shopper, så man udelukkende vælger mellem de styles.

– Tørretumbleren. En energisluger, men jeg elsker den og afvænningen er hård. Især fordi tre drenge betyder nogle et astronomisk antal små boksershorts, strømper og t-shirts. Det er dovenskaben, der vinder og det er lidt pinligt… Must do better!

– Impuls- og fejlkøb. Jeg har været stor-slem til at rage noget til mig, fordi jeg blev grebet af panik. Måske var det på udsalg og for billigt til at jeg kunne sige nej? Eller også har jeg i et spiltsekund visualiseret mig selv, som typen, der går i dyre ridejakker fra Gant. Det er i hvert fald dumt og overskudslageret er samlet i en kasse og ryger på Trendsales eller loppemarked, så snart jeg får mig taget sammen. Ved nogen af jer, hvor de gode loppemarkeder findes, hvis man skal sælge Inwear-kjoler og skindnederdele fra French Connection? Så sig frem!

Indholdet af vores skuffer med service er også en blandet landhandel, mildt sagt. Middags-tallerknerne er arv fra en tidligere kæreste (ældgamle Royal Copenhagen, med guldkant! Hvad gi’r I…?), bestikket er fra en restaurant, som skulle skifte bestikbeholdningen ud, frokosttallerknerne med fiskemotiver er fra den lokale genbrugsbiks og drikkeglassene er en pærevælling af IKEA, genbrug og gaver. Nogle mennesker er optagede af at samle på én type glas, nogle bestemte tallerkner eller en særlig bestik-serie. Jeg er skideligeglad. Borddækning hos mig ligner en blanding af en børnefødselsdag og et loppemarked og det rager mig en fjer… Til gengæld er jeg meget entusiastisk med andre køkken-gadgets. Knive skal helst være fra Zwilling, de er suveræne og ligger godt i hånden. Karklude skal være min mors hjemmestrikkede. De er smukke, suger som en drøm, holder i laaaang tid og vi slipper for syntetiske pangfarvede engangsklude. Isterninger bruger vi hver dag, året rundt. De skal være store og laves i Lurch. Isterningerne bliver kæmpestore og er derfor lang tid om at smelte, de er supernemme at poppe ud og vi undgår de rædselsfulde blå isterningposer, som starter med at pjaske ens tøj til når man fylder dem og ender med at ryge i affaldsspanden. Og endelig opvaskebørsten, som er altid fra Blindes Arbejde. Kvaliteten er tårnhøj, de er smukke, holder i virkelig lang tid og er lavet i naturmaterialer, så de kan ryge i masseovnen efter endt tjeneste.

Når først man får øjnene op for bæredygtigt køkkengrej, er mulighederne uendelige. Alt fås i produktionsmæssigt forsvarlige udgaver, internettet er en guldgrube og køkkentøjsforretningerne bliver bedre og bedre til at have et ordentligt udvalg til de miljøbevidste. Og ellers må man gå til dem og bede dem om at oppe deres miljø-game! Vi handler dagligvarer i Rema1000 eller Netto pga. deres store øko-udvalg og der får vi også let basisting til køkkenet såsom opvaskemiddel, bagepapir, håndsæbe, muffinforme osv. For de lidt mere avancerede ting må man eksempelvis i Værdig i Ry eller Heksekosten i Silkeborg og det er en fryd i sig selv. Og igen kan ALT skaffes online med et par klik. GreenGoods, LushButik og PureGreen er gode bud.

Hitlisten:

– Der er Svanemærker her, der og alle vegne i mit køkken. Bagepapir, køkkenrulle, opvaskemiddel, håndsæbe, muffinforme og mange andre ting fås billigt i en miljøforsvarlig udgave. Win win.

– Træ-opvaskebørste, skuresvampe i naturmaterialer og ikke mindst sylteglas med stålsugerør. JA, det ser hipsteragtigt ud, men glassene er store, så der er plads til meget isvand, iste eller smoothie og sugerørene er smukke, lækre at drikke af og de holder i en menneskealder. Jeg har købt en pakke fra eco-strawz med fire sugerør plus en lille fiks flaskerenser til hos Værdig i Ry.

– Så lidt plastik og sølvfolie/foliebakker som overhovedet muligt. Bradepander fra ScanPan er vildt gode, ikke mindst fordi de er ufattelig nemme at gøre rene. Plastikposer bliver genbrugt, Tupperware slidt op og affaldssorteret og sølvfolie bruger vi aldrig. Madpakker kommer i svanemærket madpakkepapir, rester i bokse i køleskabet og bagte kartofler skal IKKE i folie! Så går man glip af det lækre, sprøde skind…

Plads til forbedring:

– Vi kunne sagtens være endnu bedre til affaldssorteringen. Nogle gange står Mads på hovedet i skraldeposen og skælder mig ud, fordi der ligger æggeskaller eller tegnepapir. Og han har ret! Affaldssortering skal være intuitiv og det er nemmere for mig (og alle andre), når hver ting har sin spand, kasse eller kurv. To be continued!

– Jeg er vild med opbevaringsbokse til mad i stål og glas. Kig her og drøm. Lauren er dronningen af waste-free-living på den superlækre måde og både website og webshop bugner af vejledning og inspiration til små og store miljørigtige tiltag i hjemmet! Indtil videre er vi desværre, som så mange andre, indehavere af den såkaldte “Tupperware-lavine”. Den u-lukkelige skuffe fyldt med skæve plasticbøtter, 10.000 låg og grimme farver. Den står højt på hade-listen hos mig…

– Endnu mindre plastik. Jeg vil have fat i genanvendelige netposer til frugt og grønt. En god opbevaringsløsning til boller og rugbrød, som ikke er fryseposer fra Rema1000! Papirposer? Brødkasse?? Anyone?!

So far, so good. Jeg vil vældig gerne have endnu flere gode grønne og NEMME idéer, så lad mig endelig vide, hvis der er noget vi er gået glip af.

Hvis man gerne vil følge i Karls fodspor og spise mere klimavenligt, dyrevenligt og krops-venligt, så kommer man ikke udenom at gå udenom køledisken med kød lidt oftere. Og vegetarmad behøver jo ikke være seitan, bønnebøffer og dhal krydret med noget masala-væsen, man ikke kan finde i Rema1000 i Brædstrup. Vegetaraftensmad er jo også tomatsuppe, risengrød, pita, pizza og pastaretter med grøntsager og hundredvis af andre lækre forslag, som internettet vrimler med. Det er som regel nemt at lave, blandt andet fordi der ikke er kødhåndtering indblandet. Der skal ikke tøs noget op, man skal ikke være så hys med håndhygiejnen og man er ude over alt bøvlet med ben, sener, fedt, gennemstegt eller ej, skoldning af skærebrætter osv. En af mine absolutte favoritter er denne alt-i-en-gryde mexikanske vidunderlighed, som mageligt kan skovles ind fra skål, men som også gør sig vanvittig godt som fyld i en tortilla. Mmmm. Eller lav nem, billig og lækker minestrone! Ostebrød til og alt er godt.

Her i huset spiser vi vegetarisk aftensmad mindst en gang om ugen og meget gerne mere. Det er stadig med småbitte skridt, for den danske madkultur er i høj grad kødet i centrum og grøntsagerne som tilbehør eller pynt. Der skal tilvænning til og det tager tid! Men hvis man lige svinger sig op i et større perspektiv for en stund, så skal vi også til at vænne os til tørke, smeltede poler, skybrud, luftforurening og Thomas Buttenschøn på Ramasjang, så i virkeligheden er bønnebøffen ikke sådan rigtig synd for os! Tværtimod. Den smager virkelig godt i en burgerbolle med alt tilbehøret. I dare you!

Og så er der vores pålægsboks…. Madpakker, frokoster, sandwich osv. er bare ikke det samme uden spegepølse, hamburgerryg og kyllingepålæg. Det hele kan heldigvis fås økologisk og hvis man vil være ekstra cool, så kigger man vegetarerne og veganerne over skuldrene og prøver nogle af deres pålæg. Jeg er vild med “spreads“, eksempelvis fra Urtekram og så har jeg lige prøvesmagt et vegetarisk pålægs-alternativ lavet på æggehvider, der til forveksling ligner og smager som kyllingepålæg med paprika! Jeg forsøger at indføre mere fiskepålæg, flere tomat-, kartoffel- og æggemadder, men vanens magt er stor og det er en proces, der tager tid. Gode forslag til herlige madder uden dødt svin på modtages gerne!

Hitlisten:

– Økologisk spegepølse fra Aalbæk Specialiteter. Uundværlig i vores husholdning, især til madpakker, frokost og på pizza hver fredag!

– Lidt, men godt. Vi spiser mindre og mindre kød, til gengæld er kvaliteten høj! Tak far.

– Selvforsyning! Køkkenhaven, drivhuset og hønsegården. Nogle gange vores redning ud af det blå, når nogen har været for længe på Instagram og glemt alt om foder til tropperne. Æggemadder, omeletter og grøntsager til salater, supper, ovnretter. Og det føles helt utrolig godt at spise familien af med hjemmedyrket, hjemmelavet økologisk vegetarmad! Jeg fatter ikke, hvor Danmarks Radio bliver af…

Plads til forbedring:

– Snackpølser i børnenes madpakker. Hver dag. Året rundt. Dyre, underlødige og fyldt med salt, tilsætningsstoffer og jammerlige ingredienser. Jeg har forsøgt med snackpølser fra Hanegal. No f…ing way. De kommer direkte retur i madpakken.

– PØLSER. Jeg kunne servere pølser de fleste af ugens dage her i huset og ingen af de andre ville brokke sig et sekund. Mads har produceret pølser selv. Gode, men lettere avantgarde og ikke specielt egnede til pølsehorn. Eller børn. Pølser kan naturligvis fås økologisk, de er herredyre og det bør de også være. Så kompromiset bliver nok pølser lidt sjældnere, men af bedre kvalitet. Veganer-pølser har jeg ikke prøvet endnu. Er de mon lavet på ægte veganere!?

– Bacon… Come on.

Klima-debatten er efterhånden hedere end den globale opvarmning og dét siger ikke så lidt. Der findes stadig masser af mennesker, som ikke tror på global opvarmning, som ikke bekymrer sig om smeltende poler, døende isbjørne og strande fulde af plastik. Og jeg forstår det ikke! Mest fordi det næppe kan handle om uvidenhed. Nogle gange synes jeg næsten vi ved mere om tingenes jammerlige tilstand end godt er… Men så meget desto mere grund er der til at komme ind i kampen. Jeg bliver tiltagende indigneret, frustreret og måbende, når jeg møder folk, som lever fuldstændig upåvirket af den viden vi har om vores indvirkning på miljøet. Jeg frygter selv lidt den dag, hvor jeg begynder at påtale folks miljø-slendrian og bliver sådan en, der løber efter folk på cykelstien og råber “DU TABTE NOGET!!”.

Sagen er jo den, at naturen og jorden er ligeglad med, hvordan du og jeg behandler den. Vi er ikke nogle særlig høflige gæster, vi roder, sviner og splitter alting ad og opfører os hensynsløst og tåbeligt. Og den sorte ironi består i, at det kun går ud over os selv. Jordkloden skal nok overleve os alle sammen. Det er os der er truet for alvor. Det er os, som er ved at ødelægge den bedste hjem vi overhovedet kunne drømme om. Det kan godt være, at der er vand på Mars, men come on. Jeg skal ikke have nogen billet. Og alt hvad vi gør – det hele – har en effekt. Både en konkret effekt og en signal-effekt. Langt de fleste omstillinger Mads og jeg har lavet i vores liv er inspireret af andre, som måske ikke troede at deres lille bidrag flyttede noget som helst. Men det gjorde det. Det gør det! Vi kigger på hinandens tøj, ned i hinandens indkøbskurve og lurer i hinandens badeværelsesskabe. Og så længe en Svanemærket håndsæbe er ligeså god og ligeså billig som én fyldt med parfume og farve, så begriber jeg ganske enkelt ikke, hvordan man kan vælge forkert. Ja, forkert! For der er ikke noget modargument længere. Time’s up. Farvel til miljøsvineri, overforbrug og klima-ligegyldighed. Der er ikke længere nogen undskyldning og hvis der er en, så vil jeg meget gerne høre den!

Men hvor grønne er vi egentlig selv? Temmelig grønne, tror jeg! Men med plads til forbedringer. Derfor følger nu nogle indlæg med fokus på vores grønne liv. Hvad vi gør og ikke gør. Hvad vi spiser, dyrker, forbruger, fravælger, tilvælger, savner og elsker. Hvem ved? Måske kan vi inspirere en læser eller to undervejs…

“Fight for the things that you care about, but do it in a way that will lead others to join you.” Ruth Bader Ginsburg

For to dage siden fyldte jeg 38 år. Godt på vej mod midten af tilværelsen, sådan statistisk set. Der er masser af ting jeg gerne vil og kan nå endnu, der er også ting jeg har accepteret aldrig kommer til at ske. Hvis jeg skal have en karriere på scenen, lave en ph.D. eller have flere one-night-stands, så må det blive i mit næste liv, hvor jeg i øvrigt også planlægger fyldige øjenvipper, slanke ben og en tårnhøj hvileforbrænding. Men for nu, så er jeg nået til et sted, hvor tiden og ikke mindst tyngdekraften har fundet grovfilen frem og lægger an til at give mig kam til mit hår. Nu bliver kunsten at betragte mit eget forfald med samme kærlige blik, som jeg skænker mit elskede kvashegn.

Den trofaste læser vil vide, at jeg ikke holder særlige meget af det perfekte og lydefri. Jeg er eksempelvis ikke meget for mediernes overstrømmende begejstring for stjerner, som holder sig helt grotesk godt. Jeg kan sagtens se at både Halle Berry, Jennifer Lopez og Eva Longoria stadig ligner nogen på 25, selvom de er hhv. 51, 48 og 42. Men jeg synes egentlig ikke det er nogen bedrift i sig selv og helt almindelige mennesker får knald i låget og mindreværdskomplekser, hvis de sammenligner deres egen mås med en Hollywood-mås. Sarah Jessica Parker blev engang spurgt af en journalist, hvordan i alverden hun holdt sig så fantastisk godt. Og svaret slog hovedet på sømmet.  Nemlig det, at for celebre personer er rynkefrihed, smukke lår og hvide tænder ikke en gave, et held eller et tilfælde. Det er benhårdt arbejde at se sådan ud, man har personale til at hjælpe sig og det koster en formue. Det tror da fanden, at Jennifer Lopez’ røv bliver holdt fin og struttende. Den er jo en industri, som brødføder rigtig mange mennesker, så hvis den bliver slap og almindelig, så er hun, ja, på røven…

Jeg så for nylig et tweet, hvor der stod “Jeg ville ønske at jeg igen havde den krop, som jeg havde som 22-årig og som jeg mente var ALT for tyk og grim!” Og jeg genkendte mig selv i det. Som 22-årig brugte jeg betydelige mængder tid på at straffe min egen krop, sulte den, skælde den ud, tale grimt til den og gemme den væk. Til trods for at fotos fra dengang fortæller mig, at den var slank og fast, uden rynker, strækmærker, åreknuder og appelsinhud. Og hvis jeg fik buddet, så tog jeg dén krop tilbage på et splitsekund. Så ville jeg være stolt af den, snakke pænt om den, gå i korte shorts og stramme kjoler og ligge på stranden uden at suge maven ind.

Min krop har hørt på megen fordømmelse fra mig i årenes løb. Måske er det tid til at sadle om? Den har jo gjort det godt! Båret mig rundt i 38 år, aldrig fejlet noget særligt, hoppet, danset og fordrejet hovedet på adskillige vidunderlige mandfolk. Fastholdt den allerbedste af dem alle sammen i snart ti år. Og sidenhen 3D-printet tre små kopier, som gør vores liv til en lykke. “It takes life to live life”, plejer min far at sige i en let omformulering af Edgar Lee Masters. Og mit liv har været et sammensurium af fest og farver, spinatsmoothies og drukture, Nupo-diæter og ædegilder, fitness-galskab og doven lediggang og på det seneste graviditeter og fødsler og deraf følgende yoyo-vægt. Det er kun ret og rimeligt at det kan ses! Og ved eftertanke, så er det faktisk altid kvinder med kant jeg fascineres af. Tilda Swinton, Isabella Rossellini, Lena Dunham, Björk… Kvinder som har forfinet kunsten at være lidt udenfor nummer. Unikke, mærkelige og svære at sætte i bås. Jeg synes de er langt mere interessante end hud uden rynker, baller uden tyngde og klæder uden karakter.

Så her til sidst; hyldesten til mit eget fornemme forfald. Til rynkerne i panden, som Karl forgæves prøver at glatte ud med sine bløde fingre. Til åreknuden på højre læg, som Mattis kalder “rynkerne” og som han fascineret stryger over med frydefuld gysen. Til de stadig flere grå hår, som langsomt men målrettet har vundet kampen over pincetten. Og til topmaven, barmen og bagdelen, lårene og de runde overarme, som på magisk vis kan få Mads til at glemme alt om både byggeprojekter, Champions League-finaler og nyåbnede dåseøl.

Tillykke til min krop med 38 års fornemt, frydefuldt og forventeligt forfald. Må de næste 38 år blive ligeså fyldt med skæg og spas, skrammer og slitage. Og lad os håbe at det kan ses. Så ender jeg som den smukkeste bunke kvas man kan tænke sig…

Derfor har jeg udviklet et fobi-lignende had til livsstilsbøger, blogs, dameblade og andet ragelse frembragt af “eksperter”, som altid har alle svarene på alting. Og svaret er fandme aldrig, at jeg bare skal blive ved med at gøre som jeg gør! Nogle gange virker det som om hver anden borger i Danmark er ernæringsekspert, personlig træner, yogalærer, coach eller terapeut, så alle os andre slapsvanse kunne mandsopdækkes én til én. Og larmen fra alle de “kloge” er så øredøvende, at den er svær at undslippe. For noget tid siden læste jeg en fantastisk kronik i Information (find den her), som på skræmmende vis forklarer, hvordan man som spiseforstyrret konstant bliver bekræftet af medierne i, at man har fat i det helt rigtige! Ud med de tre hvide djævle; hvedemel, mælk og sukker. Ud med kaffe, vin og snolder. Ind med blendet grønkål, faste og chiafrø. Man er dygtig, hvis man siger nej til nybagte kanelsnegle, man er slem, hvis man siger ja… Man synder med pizza og betaler aflad bagefter ved at drikke underlige grønne juicer og smoothies med alger, pulvere og svinedyre olier i.

Og jo mere velstillet, ressourcestærk og veluddannet man er, jo større håne-ret lader det til at man har. Men marginalerne er i virkeligheden bittesmå, eksempelvis fra sund mad til økologisk sund mad, fra vegetar til veganer, fra hverdagsmotionist til fitness-freak. Hvis vi sammenligner os med mennesker i et udviklingsland, hvor man måske mestendels spiser produkter af majs eller ris, så virker det nærmest komisk at vi i Danmark pt. har en ophedet debat om noget så specifikt som kosttilskud! Jeg tror det er tilværelsens ulidelige lethed, der spøger. Hvis man lever i en verden uden skarpe hjørner og mørke afkroge, så har man pludselig enormt meget tid til at filosofere over, hvorvidt man burde spise fiskeolie eller ej. Om man vil bære i slynge eller bæresele. Eller ikke bære overhovedet. Forleden var jeg på tur i blogland og stødte på en såkaldt neo-hippie, som åbenbart også er slynge-guru. I hvert fald fik en stor del af danske forældre et kollektivt drag over nakken med ordene: “Hold dig derfor langt væk fra Baby Björn!”. Hm. Den er ellers udviklet af specialister i børn og ergonomi, men den er åbenbart en invaliderende dødsfælde. Så meget desto mere mystificerende er det, at mine børn har nydt at hænge i den  – også udadvendt (gys!) – og de fungerer fremragende motorisk. Så enten er mine børn helt ganske særligt fantastiske eller også er her en dame med sans for overdramatisering. Eller som det hedder i dag; shaming. Skam dig! Over din Baby Björn, dit sukkerspiseri, din slappe mås og din iPad, som du giver ungerne, når du er så træt at du har blodsmag i munden.

Og nu vi er ved min træthed, så vil jeg lige dementere et andet postulat, som jeg har testet i praksis. Jeg blev ikke helt vildt vågen, kæk og energisk af at drikke blendet grønkål og avocado. Eneste bivirkning var, at jeg fik meget nemt ved at komme på toilettet og derved fik løst et ikke eksisterende problem. Og ærligt talt, så smager blendet grønkål af prut og hæk-afklip og avocadoen gør oveni købet smoothien levret på en virkelig vammel måde… Jeg foretrækker grønlangkål og guacamole i stedet.

Jeg forstår ikke, hvorfor en radikal ændring i det enkelte menneskes liv ofte udmønter sig i et CVR-nummer, en lækker hjemmeside og en karriere i at fortælle andre, at de også burde se lyset og lave sig selv om. Hvorfor kan man ikke bare være helt vildt med at meditere, lave cross fit eller spise rå mad UDEN at det skal blive en livsmission at få mig til at gøre lige sådan? Selvhjælps- og slankebranchen har kronede dage, bøgerne vælter ud af forlagene og der er åbenbart (stadig) masser af penge i at prikke til folks dårlige samvittighed, deres skam og tvivl. Jeg afskyr det. Jeg vil ikke laves om. Jeg kender ikke en eneste asketisk sukkerfornægter, som jeg gad spise brunch hos. James Price, derimod… Eller Camilla Plum!!

Hvis jeg nogensinde tager Rikke på ordet og skriver en bog, så bliver det med stor sandsynlighed en livsstilsbog med titlen “Du er dig. Og du dur…” Med undertitlen “Om at gå gennem livet med hængerøv og højt humør.” Med udførlige vejledninger i absolut ingenting og et entydigt fokus på at droppe samvittighedskvalerne en gang for alle. Jeg forestiller mig et startoplag på en 10-12 stykker. Skal jeg skrive dig op?