Grådighed. Forfængelighed. Dødsangst. 2


Jeg er begyndt at motionere igen. En lille bitte smule. Som i: næsten ikke… Men mere end for eksempelvis en måned siden. Og jeg bryder mig slet ikke om det.

Jeg lever et temmelig aktivt liv til daglig, for som mor til små børn sidder man ikke stille ret længe ad gangen. På en almindelig dag går jeg omkring 10.000 skridt – de fleste af dem med noget LEGO i hånden. Jeg løfter på Karl, på kurve med vådt vasketøj, på indkøbs- og biblioteksposer og jeg graver have, kravler rundt og luger og laver afsindige strækøvelser for at nå en Bruder-styrthjelm inde under sofaen. Det er ikke motion jeg får på en organiseret måde, som jeg betaler for eller køber udstyr til, men jeg bilder mig ind at min krop er ligeglad. Så længe den bliver brugt, så virker den forholdsvist tilfreds med mig.

Når det så er sagt, så er jeg ret sikker på, at min krop har et alvorligt dødsønske. Den synes eksempelvis at vi skal køre i Netto og købe en Tigerroulade og spise det hele selv. Til frokost. Den putter meget mere remoulade på min fiskefrikadellemad end jeg synes den bør og den er decideret obsternasig, når vi køber ind. Den læsser kakaomælk, rejesalat og Kims Snackchips ned i vognen, selvom den godt ved, at jeg SLET ikke kan forbrænde så mange kalorier! Den kan spise nogle helt abnorme portioner pasta, den er vild med tandsmør og cola og den kan spise så store mængder saltlakrids, at jeg får hjertebanken og svedige håndflader.

Så den fysiske aktivitet jeg trods alt får handler hverken om velvære, flotte lår eller om den der skønne ro man får i kroppen efter en løbetur. Min fysiske aktivitet og min forholdsvis sunde kost handler ganske enkelt om tre ting. Jeg er nødt til at bevæge mig, for jeg er grådig og kan godt lide at spise usunde ting, til jeg næsten får det dårligt. Jeg er forfængelig og synes at min røv er grim og mine overarme ligner frosne kalkunbryster, hvis jeg ikke husker at spise frugt, grønt, rugbrød, fisk og havregryn en gang i mellem. Og jeg er skidebange for at dø af en eller anden vammel livsstilssygdom. Det betyder ikke, at jeg lever af skyr, løg og kål, men det betyder at jeg æder væsentligt mindre slam, end jeg har lyst til. Jeg vil simpelthen så nødig en dag være nødt til at forklare drengene, at grunden til at jeg ligger her med stomipose, liggesår og slanger i næsen er fordi jeg ikke kunne styre min piskeflødebrandert…

Jeg har aldrig været sporty. Bortset fra de fire måneder i vinteren 07-08, hvor jeg var både single og jobsøgende og brugte al min tid i fitness.dk med Karen, som også var midlertidigt single. Jeg trænede 8-10 timer om ugen, vejede 60 kilo, så fabelagtig ud i alt mit tøj og åd som en murerlærling uden at det kunne ses. Jeg red som barn, svømmede vist også en overgang og har med jævne mellemrum været en absolut middelmådig motionsløber. Men min idé om Helvedes forgård er en sportshal, Mattis på fem år kaster bedre end jeg og når jeg ser en motionscyklist, så har jeg lyst til at køre ham over… Motion er i dén grad noget jeg skal beslutte mig for, jeg nyder det helt ærligt ikke og jeg er måske i virkeligheden heldig at jeg har børn, have og husholdning til at holde mig i nogenlunde form. Jeg holder af både skiløb (dyrt = sjældent), yoga og dans og yogaen kan til nød klares hjemme på stuegulvet til en Youtube-video. Dansen må vente til jeg finder den rette dansemakker, for da de uddelte rytmesans glemte Mads at møde op. Han var nok i Funder Hallen….

Ovenstående forklarer, hvorfor man ikke skal føle sig overset, hvis man hilser på mig i en butik med bland-selv-slik og ikke får et svar. Jeg er bare så lykkelig og opslugt, at jeg intet andet ænser. Så mange farver! Så mange e-numre! Så meget sukker! Så små poser…. Suk.


Skriv et svar til Hans Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 thoughts on “Grådighed. Forfængelighed. Dødsangst.