Dette er nok det hyppigste spørgsmål jeg får, når jeg fortæller at jeg er hjemmegående. Derfor vil jeg forsøge at svare så uddybende jeg kan.

Den absolut mest vigtige faktor er prisen på vores bolig. Vi købte i 2009 Johannesminde, et lille nedlagt landbrug på 130 m2 stuehus, en grund på 4000 m2 og et lille stykke skov på 3000 m2. Vi boede på daværende tidspunkt til leje i Aarhus og fik begge julelys i øjnene ved tanken om at flytte væk fra byen og ud på landet til fuglefløjt, åbne vidder og langt til nærmeste nabo. Så boligjagten gik ind og vi var væbnet med en tjekliste med alle vores ønsker. Vi besluttede en kørselsradius til arbejde på 50 km. og gav os til at lede efter boliger, som vi ville betale og som levede op til flest mulige ønsker.

Jeg er opdraget med økonomisk snusfornuft og jeg har ganske enkelt ikke nerver til økonomisk usikkerhed. Derfor bad vi banken om at låne os så få penge som muligt i forhold til de boligønsker vi havde. Det var et ufravigeligt krav, at vi ville kunne blive boende uanset eventuelle perioder på dagpenge eller barsel. Vi regnede ud, at vi ville kunne beholde vores hus, selv i tilfælde af at vi begge mistede vores job. Vi købte Johannesminde midt i finanskrisen og da vi begge havde oplevet jobledighed før og desuden gerne ville til at have børn, vidste vi at der kunne komme perioder med lav indkomst.

Vi havde kun kigget på ganske få potentielle boliger, da vi stødte på Johannesminde. Som en note til navnet kan jeg fortælle, at stedet i mange år var ejet af Gunnar og Johanne, gæve, hårdføre og nøjsomme bønder med en frygtindgydende arbejdsmoral. Da vi ikke kunne finde nogen lokalhistoriske optegnelser med et navn på gården, valgte vi selv at navngive den til minde om min beundringsværdige navnesøster. Johannesminde levede op til langt de fleste af vores ønsker og modsat andre gårde vi havde set på, så ligger denne tæt på hvor vores forældre bor, bare 22 km til Mads’ forældre og knapt 9 km til mine. Da vores familiære forhold er særdeles gode, var dette opløftende frem for afskrækkende og efter få dages overvejelser købte vi vores eget hjem.

Men tilbage til det økonomiske. Hvis en almindelig middelklassefamilie med 2-3 børn og to indkomster gennemroder alle skabe, skuffer, pulterkamre og garager og sælger alt undværligt legetøj, tøj, skigrej, køkkenudstyr, samlerobjekter og grimme gaver, så ville man naturligvis kunne akkumulere en vis mængde penge. Det er da også stærkt tilrådeligt, eftersom det frigiver en masse plads, genererer nogle kontanter og giver en utrolig dejlig fornemmelse i maven. Men det kan jo i sagens natur ikke lade sig gøre at lave en fast gennemsnitlig månedsløn ud af det, heller ikke hvis den hjemmegående køber mad i Netto og tøj i genbrugsbutikken og desuden sylter, bager og reparerer strømper til fingrene bløder.

Hvis jeg skal give ét overordnet godt råd til eventuelle interessenter i at blive hjemmegående, så er rådet hér: bo billigt. Og hvis du ikke bor billigt, så flyt, hvis du kan. Du kan altid vende tilbage til stuklofter, spabade, store glaspartier og et værelse til hver, når børnene er blevet større – hvis du har lyst. Humlen er, at når man gerne vil passe sine børn selv, så starter man med at vinke farvel til sin løn. Det er både kontroversielt, usædvanligt og lettere angstprovokerende. Men store forandringer kræver store beslutninger. Jeg har aldrig savnet min lønseddel på samme måde som jeg kunne savne Mattis, når han var i dagpleje og jeg var på arbejde.